KULTURHUSET 3


Midt i 60’erne kom der en betænkning om kulturhuse. Det var dengang Kulturministeriet var nyt, det var i Bodil Kochs ministertid. Tanken var, at man i by for by kunne samle de offentlige, kulturelle institutioner, mødelokaler og samlinger, i én samlende og centralt placeret bygning. Det var før, man var blevet sikker på, at én plus én er mere end to. Men man havde det på fornemmelsen. Kulturhustanken var oprindelig tænkt af den bemærkelsesværdige kulturminister i de Gaulles regering, André Malraux. Her i Danmark sivede de ind i denne kulturhusbetænkning. Den var ganske tynd af omfang, men klar. Den fik ikke megen virkning, man opgav den, da man kom til økonomien, og forslagene til fordeling af udgifterne mellem staten og byerne, kommunerne. Så der blev ikke bygget mange af de huse i den ånd. Men det her i Randers blev opført kort efter. Og jeg kan ikke overse sammenhængen…

(https://wordpress.com/post/randersbiografien.wordpress.com/1859)

Sjæl

Anledningen til min rumsteren med dette begreb randers’ sjæl kan findes i Amtsavisen. Og bør læses her eller længere fremme når man undres: https://amtsavisen.dk/artikel/nu-kan-du-få-et-blik-ind-i-randers-sjæl-få-det-unikke-kig-her-2022-11-16

Jeg har nok misforstået hvad det er for fotografier af Randers’ sjæl byrådet i Randers (eller er det kommunalbestyrelsen) sammen med Amtsavisen havde forestillet sig.

Men nu har jeg skrevet seks forslag og sat fotografier ved. På min Facebookside og delt med “Randers, Barndommens by” og med “Byhjerte”. Og husket på fotograferne som alle er tænksomme og sagkyndige.

Jeg må forsøge at få den lille suite her over på Randersbiografien.wordpress.com – så er den ikke helt forsvundet om nogle dage. (Skal lige lære atter at håndtere WordPress)

Og jeg kan blive ved med at fundere over Kirketorvet i (er jeg bange for) ufølsomme hænder over for Amy Winehouse’s kærligt kyndige forståelse af den gamle sang om krop og sjæl.

20. december 2022

jeg slås fortsat med at overføre fotografierne til den lille suite om randers’sjæl og så opgiver jeg for i dag at betale for en opgradering af den her min wordpress side…

Men det er advent og jeg kan i det mindste linke til Rembrandtsamlingen som en part af byens ægte inderste sjæl https://randersbiografien.wordpress.com/rembrandts-jul/

DET INDERSTE VÆSEN

Og så lykkedes det omsider at få det første fotografi til byrådet om deres bys sjæl på plads:


Fotografen Mette Lunden lavede alle optagelserne til vores bog “Randersbiografi” (FOF Randers 2005), de er alle som skildringen af det præcise og selvbevidste solur følsomme blikke på byens sjæl: https://randersbiografien.wordpress.com/randersbiografi-1-2/

fortsættes… hvis jeg efterhånden kan genvinde mine tekniske evner som blogger – bare nogenlunde

KULTURHUSET 4

Søjlerække? Ja det er. Det er oldtid. Og der er meget mere klassicisme at finde i Lassens moderne hus. Der er den strenge metrik, der er målene, som får mig til at tænke på den romerske fod. Men der er først og fremmest husets forbilledlige hovedkonstruktion. Forbilledet er det romerske peristylhus med indvendige søjlegange forbindende alle rum, åbnende sig mod gårde. Her to som var det en stor oldtidig villa.

Men det er også et romersk byhus fra Ostria, eller fra Pompeji. Det vender ryggen mod gaden, mod støjen og uroen og åbner sig mod de indre rum. Mod stilheden. Mod fordybelsen. Mod eftertanken. Som de middelalderlige byklostre, der først introducerede denne hustype her i vores by. Det var den tids opfattelse af kultur. Det var også Malraux’s og Kochs og Lassens ser det ud til.

Senere har ideen om kulturformidling ændret sig fra folkeoplysning til vareudbud. Det er rigtigt, det er en anden tid nu. Og det er den virkelighed Bodil Have nu står midt i og i interviewet giver interessante bud på, hvordan hun vil tackle.

Men huset er da forberedt på det. Det har taget skridtet mod dette århundredes, dette årtusindes slutning. Til den tidligere kulturopfattelse kunne klosterets ro passe. Derfor denne tyste gård med bænke til at sidde på og læse digte i solen med vandets lyd i øret. Det var dengang. I dag er det konsum. Til det svarer varehus som bygning.

Og næste arkitektgeneration, Jørgen Hjersing, sønnen af den ene af de oprindelige bygmestre, har så tegnet konsekvensen: atriet er blevet et elegant overdækket butikstorv. Det er da en konsekvens, som er historie. Og det er gjort så nænsomt, så respektfuldt af en mand, som har kunnet læse husets signaler. Således de tilbagetrukne søjler, den diskrete bærende konstruktion, den geniale trappe, som kunne forbinde etagerne, fandt man på at låse dørene op. Hjersings beherskede greb forstærker de oprindelige, som er brugbare, og åbner for de nye, som en ny kulturformidling kræver. Jeg tror huset både kan det og holder til det. Signalerer det uden at overgøre det.

KULTURHUSET 2

Til mig signalerer kulturhusfacaden i dag, når jeg kigger på den i sidelys som på fotografiet, en på én gang hundredårig og totusindårig historie. Det passer da smukt til et kulturhus. Forrest ud mod Østervold forhuset, der blev bygget som teknisk skole i 1891. Arkitekten var Jens Peter Jensen-Wærum, som man jo ikke kan komme uden om her i byen. Her er han igen. Det er vel nyrenæssance. Så det er italiensk 1400-tal og med den det oldtidige græske tempel, som associationen rammer. ’Museion’ tænker man, og det er i dag da ikke helt galt, en række, i hvert fald, af museerne samlet. Det er en pynteglad tid, kan man hævde. Husets klassiske detaljer ligger tilsyneladende noget udvendigt og påført. I for rigelig mængde, måske.

Det rådes der så bod på en generation senere af den strenge, lige så flittige arkitekt Jens Peter Hjersing. Han tegner sidefløjene med facader mod Fischersgade og Stemannsgade. Han gør det diskret og renset og med forståelse for de grundlæggende træk i forhuset. De vandrette bånd føres smukt igennem. Alle rytmer overholdes. Der er kommet en ny klassicisme til, som mærker både renæssance og oldtid. Men ikke som dekoration, alene som konstruktion.

I 1969 er så det omtalte betonhus føjet til. Tilsyneladende uden forbindelse med de to første. Men det er kun tilsyneladende. Arkitekten er Flemming Lassen. Atter en generation yngre. Han lægger naturligvis sin tids optagetheder til. Han er modernist. Hjersing blev det i sine modne år. Hans Handelsbank på hjørnet af Torvegade og Rådhusstræde er tydelig i slægt med Lassens indgangsparti til Kulturhuset. Det er konstruktivisme, en fladebehandling som Mondrians.

Men lige efter begynder søjlerækken, som så elegant hele vejen rundt bærer den smukke kube, som kun det misforståede tagudhæng og den selvhævdende lysskulptur i dag alvorligt forstyrrer med deres nyhistoricistiske fortællen nye påklistrede historier.

Søjlerække? Ja det er. Det er oldtid. Og der er meget mere klassicisme at finde i Lassens moderne hus…

1945 BILLEDET SOM ANLEDNING

Det første billede er på en måde slet ikke med i Johan Christensens film. Det består af bare 44 enkeltbilleder og varer altså mindre end tre sekunder. Det var først, da klipperen og forfatteren så grundigt efter i klippebordet, det blev så tydeligt og vigtigt for os, at vi valgte at fryse det. Og senere bestemte vi så, at det skulle være plakatbillede til vores nye film.

Det er billedets autenticitet, som gør det tydeligt og vigtigt. Det dækker i ét sug en central forestilling i mig om krigen. Det er så vigtigt med den krøllede trench-coat, vigtigere end gasgeneratorbilen i billedets baggrund. Den frakke er meget mere autentisk tid. Den er så krøllet og så levende skævt lukket med stroppen forneden, som Bjørnbak har måtte bukke sig for hastigt at knappe, da han skulle ud af døren. Jeg ved fra interviewet, at han den nat sov på Bækgaards hemmelige adresse hos jordemoderen, Gerda Milo i Rådhusstræde. Vel på en divan. Måske med frakken over sig. I hvert fald i det tøj, som han måtte have på næste dag, som var den 5. maj.

Som han undrende og beskedent sagde, da han fyrre år senere genkendte sig selv på den lille billedskærm: ”Det er nede i Torvegade, er det ikke… og jeg tror, jeg er på vej til møde ovre på Hotel Randers.” Ja, Bjørnbak, det er nede i Torvegade ud for hotellet. Og du skal selvfølgelig til møde…

Katalog

Johan Christensen: “Da freden kom til Randers”, 1945. Filmreportage, 16 mm, stumfilm, filmsamlingen på museet i Randers.

Hasse Neldeberg Jørgensen, manuskript og Hasse Christensen, klip og produktion: “Da freden kom”, 1985. Dokumentarfilm. 16 mm. 34 min. Cineast Film, Ribe. Kopi på museet i Randers, KHM j. nr.: 234/84. (Under det journalnummer findes også lydbåndene med de uforkortede samtaler med Bjørn Bjørnbak og med filmens øvrige medvirkende.)

KULTURHUS

Eskild Bjerre Lauersen og jeg arbejdede dengang ved hvert vores bord i museets tegnestue. En dag viftede han over til mig med et ældre nummer af Arkitekten: se her, sådan skulle det laves igen. Som i begyndelsen. Det var Poul Petersens fotografi af Kulturhusets forhal. Og Eskild fortsatte: et gulv er et gulv, en mur er en mur, en væg en væg, en trappe en trappe, et kassetteloft et kassetteloft. En dør er et hul ved gulvet i væggen.

Småbladet Lind

Den småbladede Lind står midt i haverne mellem Niels Ebbesens Gade og Niels Brocks Gade i skellet mellem to af dem. Jeg skriver her om lindetræet, som jeg er meget, meget glad for og så nødig så fældet. Først mine personlige grunde. Jeg bor i huset med gule sten med røde stenbånd. Husets have støder med et hjørne lige op til stedet i naboskellet, hvor lindetræet står ved gavlen af min nabos udhus. Jeg bor selv øverst i mit hus og har det smukke træs grene lige ud for mine vinduer. Sådan har det været i mere end 35 år. Det træ er min daglige glæde. Det er min udsigt, og ved at se det hele tiden følger jeg årets gang. Fra dets løvspring over blomstringen til bladene falder. I vintertiden som fotografiet viser, danner grenværket et mønster mod vinduet og jeg kan næsten se de nye knopper blive større dag for dag. Nu er det april og i løbet af et par uger ville det begynde at springe ud. Træets forsvinden vil være en stor personlig sorg. Ganske enkelt.

Så nogle mere objektive grunde.Træet er vigtigt for karreens arkitektur og skønhed. Det giver den karakter, og det er så stort, at det virker landskabsmæssigt formende for hele den vestlige del af Tøjhushavekvarteret. Træer i den størrelse er sjældenheder. Det er meget gammelt, præcist hvor gammelt ved nok ingen, men det kan en ekspert vurdere.
Det kan således ikke erstattes. Dets fældning er et indgreb, som er endeligt.

Det træ er basis for et meget rigt fugleliv omkring boligerne her. Det tiltrækker fugle, man ellers sjældent ser. Så det øger såvel mængde som diversitet.  Sommeren igennem er det markør for mursejlernes flyveøvelser om aftenen.

Foto: ABN: Småbladet lind, Tøjhushavekvarteret, Randers, 28. marts 2007. Teksten er samtidig. Linden blev fældet kort efter sit løvspring det år.

Vestindgangen til Tøjhushaven

Var der intet at gøre? Vel nok. Valget fandt sted for mange år siden.

Som vagtbygningen værnede den nordlige indgang til haven, vogtede gartnerboligen fra engang i 1820’erne den vestlige. Dengang som i dag var det grundmuret i én etage. Den første gartner i huset var Jens Lem. 1829 flyttede Schaldemose ind.

Efter 1833 opførtes til en selskabsforening en salon, oprindelig i én etage og bindingsværk – altså senere udvidet. I 1841 eller lidt senere også udvidet med en keglebane.

Jeg skrev i 2005 i Mette Lundens og min bog Randersbiografi et forsvar den lille gruppe af sammenhængende bygninger. Det var naturligviv både for naivt og for sent:

…Jeg kan da på samme måde i og for sig godt forstå, at en så rationel tanke, som tænker ændringerne i Tøjhushavekvarteret, formodentlig heller ikke kan få plads til en fortsat vedligeholdelse eller istandsættelse af det helt særegne bygningskompleks ved indgangen til haven fra vest. Men det er meget, meget sørgeligt, og man vil blive ved at beklage det, som når kolonihaveskønhed skal vige for parcelhusæstetik ved kommunale grundsalg.

Denne charmerende samling huse er i dag en tømrerforretning i opbrud og en beboelse med meget kort opsigelse, er jeg bange for. Bygningen mod Tøjhushavevej var engang havens gartnerbolig. Som vagtbygningen med arkaden værnede den nordlige indgang til haven, vogtede gartnerens hus fra engang i 1820’erne den vestlige. Dengang som i dag var det grundmur i én etage. Bindingsværksdekorationen er er en senromantisk tilføjelse.

Den første gartner i huset var Jens Lem. I 1829 flyttede den navnkundige Schaldemose ind.  Efter 1833 opførtes en salon til en selskabsforening. Oprindelig i én etage og i bindingsværk. Der blev senere lagt en ekstra etage på, og der blev indrettet keglebane. Det var i 1841. Der var gang i den. I min tid var der værksted med mester og svende og lærlinge og nedarvede dyder.

Jeg tror tømrermester Balles gamle ejendom rummer en meget stor del af kvarterets sjæl, ordentlig og rodet på én gang. Bevidst om sin ynde, naiv. Hvor mit klassiske halvvalm er en accent, en enkelt tone i min udsigt, er de huse en fuldt udarbejdet folkelig sats med forskudte hushøjder, lige gavle uden valm, men med sære hjørner og indbyrdes kæmpende tagflader. Det er et besynderligt dejligt bygningskompleks, som kræver en udviklet fantasi kombineret med stor nænsomhed, ja, ydmyghed af arkitekten, som med sin tegnekunst skal bearbejde den tomt, bulldozeren måske her efterlader. Skal det ikke blive et tab, lokalt af dimensioner, som et nyt fingeraftryk udefra begejstret arrogant sætter på mit smertepunkt: Beklager…

von Hattens hus

Huset blev omhyggeligt fotograferet af Hugo Matthiessen i 1917

Jeg har imidlertid svigtet min blog og hjemmeside længe, så WordPress har selvfølgelig i den tid ændret systemerne en del. Forsøger at sætte mig ind i det nye lige nu, 11-10-21 er det lykkedes at sætte et smukt fotografi af huset ind. Senere vil jeg skrive om det…

Se Hugo Matthiessens fotografier af von Hattens hus i afsnittet TO DAGE I 1917, klik på titlen i indholdsfortegnelsen øverst.

randersbiografien.wordpress.com/1917-2/

Stedets ånd

OKTOBER_1917_1

I min gennemskrivning af Randersbiografi  fra 2005 er jeg kommet til tiden efter borgerkrigen og reformationen, voldsomme begivenheder jeg i første omgang springer over og lader de eksisterende tekster stå mens de venter på en ny undersøgelse og kommentar som jeg ved er på vej og går til min tekst om Sct. Mortens Kirke som sognekirke efter 1530 og dens betydning for Kirketorvet som vi kender det i dag med skønne husrækker omkring vidnende om fem århundreders bygningskunst.

Jeg fortsætter med at bringe disse små essays på Facebook på siderne Byhjerte, Randers (barndommens by) delt der fra min min egen side.

Det hele er at finde her på hjemmesiden https://wordpress.com/page/randersbiografien.wordpress.com/55