KULTURHUSET 3


Midt i 60’erne kom der en betænkning om kulturhuse. Det var dengang Kulturministeriet var nyt, det var i Bodil Kochs ministertid. Tanken var, at man i by for by kunne samle de offentlige, kulturelle institutioner, mødelokaler og samlinger, i én samlende og centralt placeret bygning. Det var før, man var blevet sikker på, at én plus én er mere end to. Men man havde det på fornemmelsen. Kulturhustanken var oprindelig tænkt af den bemærkelsesværdige kulturminister i de Gaulles regering, André Malraux. Her i Danmark sivede de ind i denne kulturhusbetænkning. Den var ganske tynd af omfang, men klar. Den fik ikke megen virkning, man opgav den, da man kom til økonomien, og forslagene til fordeling af udgifterne mellem staten og byerne, kommunerne. Så der blev ikke bygget mange af de huse i den ånd. Men det her i Randers blev opført kort efter. Og jeg kan ikke overse sammenhængen…

(https://wordpress.com/post/randersbiografien.wordpress.com/1859)

KULTURHUSET 2

Til mig signalerer kulturhusfacaden i dag, når jeg kigger på den i sidelys som på fotografiet, en på én gang hundredårig og totusindårig historie. Det passer da smukt til et kulturhus. Forrest ud mod Østervold forhuset, der blev bygget som teknisk skole i 1891. Arkitekten var Jens Peter Jensen-Wærum, som man jo ikke kan komme uden om her i byen. Her er han igen. Det er vel nyrenæssance. Så det er italiensk 1400-tal og med den det oldtidige græske tempel, som associationen rammer. ’Museion’ tænker man, og det er i dag da ikke helt galt, en række, i hvert fald, af museerne samlet. Det er en pynteglad tid, kan man hævde. Husets klassiske detaljer ligger tilsyneladende noget udvendigt og påført. I for rigelig mængde, måske.

Det rådes der så bod på en generation senere af den strenge, lige så flittige arkitekt Jens Peter Hjersing. Han tegner sidefløjene med facader mod Fischersgade og Stemannsgade. Han gør det diskret og renset og med forståelse for de grundlæggende træk i forhuset. De vandrette bånd føres smukt igennem. Alle rytmer overholdes. Der er kommet en ny klassicisme til, som mærker både renæssance og oldtid. Men ikke som dekoration, alene som konstruktion.

I 1969 er så det omtalte betonhus føjet til. Tilsyneladende uden forbindelse med de to første. Men det er kun tilsyneladende. Arkitekten er Flemming Lassen. Atter en generation yngre. Han lægger naturligvis sin tids optagetheder til. Han er modernist. Hjersing blev det i sine modne år. Hans Handelsbank på hjørnet af Torvegade og Rådhusstræde er tydelig i slægt med Lassens indgangsparti til Kulturhuset. Det er konstruktivisme, en fladebehandling som Mondrians.

Men lige efter begynder søjlerækken, som så elegant hele vejen rundt bærer den smukke kube, som kun det misforståede tagudhæng og den selvhævdende lysskulptur i dag alvorligt forstyrrer med deres nyhistoricistiske fortællen nye påklistrede historier.

Søjlerække? Ja det er. Det er oldtid. Og der er meget mere klassicisme at finde i Lassens moderne hus…

1945 BILLEDET SOM ANLEDNING

Det første billede er på en måde slet ikke med i Johan Christensens film. Det består af bare 44 enkeltbilleder og varer altså mindre end tre sekunder. Det var først, da klipperen og forfatteren så grundigt efter i klippebordet, det blev så tydeligt og vigtigt for os, at vi valgte at fryse det. Og senere bestemte vi så, at det skulle være plakatbillede til vores nye film.

Det er billedets autenticitet, som gør det tydeligt og vigtigt. Det dækker i ét sug en central forestilling i mig om krigen. Det er så vigtigt med den krøllede trench-coat, vigtigere end gasgeneratorbilen i billedets baggrund. Den frakke er meget mere autentisk tid. Den er så krøllet og så levende skævt lukket med stroppen forneden, som Bjørnbak har måtte bukke sig for hastigt at knappe, da han skulle ud af døren. Jeg ved fra interviewet, at han den nat sov på Bækgaards hemmelige adresse hos jordemoderen, Gerda Milo i Rådhusstræde. Vel på en divan. Måske med frakken over sig. I hvert fald i det tøj, som han måtte have på næste dag, som var den 5. maj.

Som han undrende og beskedent sagde, da han fyrre år senere genkendte sig selv på den lille billedskærm: ”Det er nede i Torvegade, er det ikke… og jeg tror, jeg er på vej til møde ovre på Hotel Randers.” Ja, Bjørnbak, det er nede i Torvegade ud for hotellet. Og du skal selvfølgelig til møde…

Katalog

Johan Christensen: “Da freden kom til Randers”, 1945. Filmreportage, 16 mm, stumfilm, filmsamlingen på museet i Randers.

Hasse Neldeberg Jørgensen, manuskript og Hasse Christensen, klip og produktion: “Da freden kom”, 1985. Dokumentarfilm. 16 mm. 34 min. Cineast Film, Ribe. Kopi på museet i Randers, KHM j. nr.: 234/84. (Under det journalnummer findes også lydbåndene med de uforkortede samtaler med Bjørn Bjørnbak og med filmens øvrige medvirkende.)

KULTURHUS

Eskild Bjerre Lauersen og jeg arbejdede dengang ved hvert vores bord i museets tegnestue. En dag viftede han over til mig med et ældre nummer af Arkitekten: se her, sådan skulle det laves igen. Som i begyndelsen. Det var Poul Petersens fotografi af Kulturhusets forhal. Og Eskild fortsatte: et gulv er et gulv, en mur er en mur, en væg en væg, en trappe en trappe, et kassetteloft et kassetteloft. En dør er et hul ved gulvet i væggen.

Småbladet Lind

Den småbladede Lind står midt i haverne mellem Niels Ebbesens Gade og Niels Brocks Gade i skellet mellem to af dem. Jeg skriver her om lindetræet, som jeg er meget, meget glad for og så nødig så fældet. Først mine personlige grunde. Jeg bor i huset med gule sten med røde stenbånd. Husets have støder med et hjørne lige op til stedet i naboskellet, hvor lindetræet står ved gavlen af min nabos udhus. Jeg bor selv øverst i mit hus og har det smukke træs grene lige ud for mine vinduer. Sådan har det været i mere end 35 år. Det træ er min daglige glæde. Det er min udsigt, og ved at se det hele tiden følger jeg årets gang. Fra dets løvspring over blomstringen til bladene falder. I vintertiden som fotografiet viser, danner grenværket et mønster mod vinduet og jeg kan næsten se de nye knopper blive større dag for dag. Nu er det april og i løbet af et par uger ville det begynde at springe ud. Træets forsvinden vil være en stor personlig sorg. Ganske enkelt.

Så nogle mere objektive grunde.Træet er vigtigt for karreens arkitektur og skønhed. Det giver den karakter, og det er så stort, at det virker landskabsmæssigt formende for hele den vestlige del af Tøjhushavekvarteret. Træer i den størrelse er sjældenheder. Det er meget gammelt, præcist hvor gammelt ved nok ingen, men det kan en ekspert vurdere.
Det kan således ikke erstattes. Dets fældning er et indgreb, som er endeligt.

Det træ er basis for et meget rigt fugleliv omkring boligerne her. Det tiltrækker fugle, man ellers sjældent ser. Så det øger såvel mængde som diversitet.  Sommeren igennem er det markør for mursejlernes flyveøvelser om aftenen.

Foto: ABN: Småbladet lind, Tøjhushavekvarteret, Randers, 28. marts 2007. Teksten er samtidig. Linden blev fældet kort efter sit løvspring det år.

Vestindgangen til Tøjhushaven

Var der intet at gøre? Vel nok. Valget fandt sted for mange år siden.

Som vagtbygningen værnede den nordlige indgang til haven, vogtede gartnerboligen fra engang i 1820’erne den vestlige. Dengang som i dag var det grundmuret i én etage. Den første gartner i huset var Jens Lem. 1829 flyttede Schaldemose ind.

Efter 1833 opførtes til en selskabsforening en salon, oprindelig i én etage og bindingsværk – altså senere udvidet. I 1841 eller lidt senere også udvidet med en keglebane.

Jeg skrev i 2005 i Mette Lundens og min bog Randersbiografi et forsvar den lille gruppe af sammenhængende bygninger. Det var naturligviv både for naivt og for sent:

…Jeg kan da på samme måde i og for sig godt forstå, at en så rationel tanke, som tænker ændringerne i Tøjhushavekvarteret, formodentlig heller ikke kan få plads til en fortsat vedligeholdelse eller istandsættelse af det helt særegne bygningskompleks ved indgangen til haven fra vest. Men det er meget, meget sørgeligt, og man vil blive ved at beklage det, som når kolonihaveskønhed skal vige for parcelhusæstetik ved kommunale grundsalg.

Denne charmerende samling huse er i dag en tømrerforretning i opbrud og en beboelse med meget kort opsigelse, er jeg bange for. Bygningen mod Tøjhushavevej var engang havens gartnerbolig. Som vagtbygningen med arkaden værnede den nordlige indgang til haven, vogtede gartnerens hus fra engang i 1820’erne den vestlige. Dengang som i dag var det grundmur i én etage. Bindingsværksdekorationen er er en senromantisk tilføjelse.

Den første gartner i huset var Jens Lem. I 1829 flyttede den navnkundige Schaldemose ind.  Efter 1833 opførtes en salon til en selskabsforening. Oprindelig i én etage og i bindingsværk. Der blev senere lagt en ekstra etage på, og der blev indrettet keglebane. Det var i 1841. Der var gang i den. I min tid var der værksted med mester og svende og lærlinge og nedarvede dyder.

Jeg tror tømrermester Balles gamle ejendom rummer en meget stor del af kvarterets sjæl, ordentlig og rodet på én gang. Bevidst om sin ynde, naiv. Hvor mit klassiske halvvalm er en accent, en enkelt tone i min udsigt, er de huse en fuldt udarbejdet folkelig sats med forskudte hushøjder, lige gavle uden valm, men med sære hjørner og indbyrdes kæmpende tagflader. Det er et besynderligt dejligt bygningskompleks, som kræver en udviklet fantasi kombineret med stor nænsomhed, ja, ydmyghed af arkitekten, som med sin tegnekunst skal bearbejde den tomt, bulldozeren måske her efterlader. Skal det ikke blive et tab, lokalt af dimensioner, som et nyt fingeraftryk udefra begejstret arrogant sætter på mit smertepunkt: Beklager…

von Hattens hus

Huset blev omhyggeligt fotograferet af Hugo Matthiessen i 1917

Jeg har imidlertid svigtet min blog og hjemmeside længe, så WordPress har selvfølgelig i den tid ændret systemerne en del. Forsøger at sætte mig ind i det nye lige nu, 11-10-21 er det lykkedes at sætte et smukt fotografi af huset ind. Senere vil jeg skrive om det…

Se Hugo Matthiessens fotografier af von Hattens hus i afsnittet TO DAGE I 1917, klik på titlen i indholdsfortegnelsen øverst.

randersbiografien.wordpress.com/1917-2/

Stedets ånd

OKTOBER_1917_1

I min gennemskrivning af Randersbiografi  fra 2005 er jeg kommet til tiden efter borgerkrigen og reformationen, voldsomme begivenheder jeg i første omgang springer over og lader de eksisterende tekster stå mens de venter på en ny undersøgelse og kommentar som jeg ved er på vej og går til min tekst om Sct. Mortens Kirke som sognekirke efter 1530 og dens betydning for Kirketorvet som vi kender det i dag med skønne husrækker omkring vidnende om fem århundreders bygningskunst.

Jeg fortsætter med at bringe disse små essays på Facebook på siderne Byhjerte, Randers (barndommens by) delt der fra min min egen side.

Det hele er at finde her på hjemmesiden https://wordpress.com/page/randersbiografien.wordpress.com/55

Lille anmeldelse, den reneste kultur…

“til din randersbiografi her på facebook – mange tak til dig for den. den er jo den reneste kultur jeg nogensinde har set. – anne-lise vejlby”

Mette Lunden Randers aftenlys

Foto: Mette Lunden, 2004.

Mette Lundens og min Randersbiografi, 2005/2020 handler om kvartererne bag kirken og foran siloen, altså den midterste del af byen, fra 1040 til 2000.

Jeg slår for tiden afsnittene op på Facebook på min side der og deler dem på siderne Randers (barndommens by) og Byhjerte.

Ét er…

Ét er at tage et gammelt hus ned, noget andet er at ydmyge det til det knækker og falder. Tage det forsigtigt ned og køre sten og tømmer og affald bort og gøre grunden parat til det nye hus som der er drømme, planer og penge til på forhånd, drømme og planer som værdigt modsvarer den gamle bygnings tohundredårige værdighed og levende historie. Eller bare dag efter dag år efter år ordentligt og anstændig stille og roligt vedligeholde det fine hus. Tag og fag.

Randersbiografien_gartnerboligen

GARTNERBOLIGEN

Som vagtbygningen værnede den nordlige indgang til haven, vogtede gartnerboligen fra engang i 1820’erne den vestlige. Dengang som i dag var det grundmuret i én etage. Den første gartner i huset var Jens Lem. 1829 flyttede Schaldemose ind.

Efter 1833 opførtes til en selskabsforening en salon, oprindelig i én etage og bindingsværk – altså senere udvidet. I 1841 eller lidt senere også udvidet med en keglebane.

https://wordpress.com/page/randersbiografien.wordpress.com/55