TO DAGE I 1917

To dage i 1917, fotografier af Hugo Matthiessen, 1917

Et komplet sæt papiraftryk i Randers Stadsarkiv efter glaspladenegativerne i Nationalmuseets samling er i 1994 af Kirsten Nijkamp overført til dias til brug i et lysbilledforedrag og opfølgende af Jørgen Hjersing  kyndigt lokaliseret optagelse for optagelse og på et matrikelkort indtegnet med kameravinkel efter kameravinkel kontrolleret på stedet.

Disse dias har Frank Christensen digitaliseret i 2016.

Min tekst bygger på lysbilledforedraget, men er gennemskrevet og udvidet nu til webudgaven.

Jens Vellev, forlaget Hikuin planlægger en bogudgave med alle Hugo Matthiassens fotografier af bygninger i Randers, vel at mærke i nye scanninger fra glaspladerne.

FOTOGRAFEN HUGO MATTHIESSEN

De store strukturelle forandringer, der skete i købstæderne fra midten af 1800 – tallet fandt Hugo Matthiessen var gået skånselsløst hen over resterne af fortidens frodige bykultur. Maleriske gårde og gader er forsvundne, skriver han i Fortid og Nutid 1914, skønne, gamle bygninger er jævnede med jorden, og stadig falder mellem år og dag minde efter minde om vore forfædres liv og virken. Denne udvikling, med økonomiske motiver som drivkraft, lader sig ikke standse. Det er derfor, han vil fotografere systematisk i alle danske købstæder før det er for sent.[1] Og han fortsætter: Kun når talen har været om særlig fremtrædende monumenter, er det lykkedes Nationalmu­seets 2. afdeling og foreningen til gamle bygningers bevaring at redde nogle fra undergang. Men den store flok af jævne borgerhuse, rammerne for svundne århundreders daglige liv, er fortabt, og med deres fald ændres bybilledets karakter, gader­nes regulering og modernisering forvisker yderligere det gamle præg, så grundigt til tider, at end ikke et fotografi bevarer for eftertiden et fattigt minde om al den skønhed, som gik under.

Arbejdet foregik fra 1913 og frem til 1922 med Holbæk og Skælskør som de første byer og de bornholmske som de sidste. Oktober 1917 var han altså i Randers blandt ni andre jyske byer det år.[2] Hugo Matthiessen ville ikke kun registrere de enkelte byg­ninger. Han skrev om det: Under arbejdets udførelse er der dog ikke alene lagt vægt på at gengive de enkelte interessante byg­ninger, men tillige på at tilvejebringe en billedsamling af karakteristi­ske gårdinteriører, gadedøre, skilte, trapper og lignende typiske enkeltheder, samt sidst og ikke mindst af maleriske gadepartier, som endnu ikke er søndrede af nybyg­ninger, men ånder stemning af gamle dages småborgerlige idyl og afslører sådanne ejendommeligheder i bebyggelsesforhold, som tjener til forståelse af pågældende købstads særegne topografi i ældre tid.[3]

Foto: Portræt af Hugo Matthiessen 1915, ukendt fotograf.

    [1] Anders Linde-Laursen: Hugo Matthiessens kulturhistorie. Belysninger og baggrunde, Forlaget Hikuin, 1989, 30f og Dyrbye 9. Hugo Matthissen i Fortid og Nutid 1. bind, 1914, 35f.

    [2] Linde-Laursen 60f.

    [3] efter Linde-Laursen 62. Hugo Matthissen i Architekten 1915.

NB: Denne side er stadigvæk under langsom opbygning (17. november 2018)

HUGO MATTHIESSENS SAMTID

ARKITEKTURFOTOGRAFI

Eugène Atget begyndte nogle år før Hugo Matthiessen. Før århundredskiftet var han i gang med dokumentere arkitekturen i Paris. Hvis Atget havde udstillet sine fotografier (men det skete ikke, fortæller fotografen Finn Larsen, som introducerede mig til hans fotografier for ikke så længe siden), men hvis Matthiessen havde besøgt fotografiske udstillinger i Paris, hvis der havde været fotografiske udstillinger i Paris dengang, for eksempel i 1910, og Atget havde udstillet og Matthiesssen havde set hans arkitekturskildringer, så ville Hugo Matthiessen være blevet påvirket. Ind imellem synes jeg, at det må han have gjort. Men Hugo Matthiessen måtte finde på det hele selv.

 

 

1 INDLEDNING

HUGO MATTHIESSEN 1

SCT. MORTENS KIRKE

Her boede man så i ly af kirken, med haver i den gamle købstadstil, haver med urter og blomster og frugttræer – ikke græsplæner og prydbuske, men med sådanne haver som de her, som strækker sig ned til sta­kit­tet, der græn­ser af mod engen. Sådan var den danske købstad, sådan var Randers, før alt grønt var enten bede eller ukrudt. Da der endnu i byen var uorganiseret plan­tevækst. Accepteret. Mælke­bøtter ved hjørnet og hyld op ad gavlen.

Hugo Matthiessen stod nede i engene bag Vestergrave, da han lavede optagelsen. Det var en okto­berdag i 1917. Bag ham var Havnebanen, mere eng og så åen. Huset med den hvalmede gavl blev revet ned en snes år senere, i 1939. Det blev en begyndelse til købstadens forsvinden. Det var en stor og også på andre måder bemærkelsesværdig sidelænge til køb­mands­gården på hjørnet af Store Kirke­stræde og Kirkegade, hvor en enkelt sidelænge, Store Kirkestræde 2 endnu er bevaret

Hugo Matthiessen: Sct. Mortens Kirke (1917), efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15460.

 

2 TØRVEBRYGGEN

HUGO MATTHIESSEN 4

GARVERGÅRDEN PÅ TØRVEBRYGGEN

Hugo Matthiessen har tilsyneladende ikke ment, at selve indkørslen til Ran­ders fortjente et fotografi. Nok fordi det moderne allerede i 1917 prægede Sønder­gades åbning af byen mod broen. Det var den lange bin­dingsværk­slænge mod vest langs Tørvebryggen, som optog ham, den gamle garver­gård, opført i midten af 1700-tallet.

Det var ved et af disse sydvinduer, at den 39-årige garver Jens Finsteen sad, da Jes Jessen malede ham i 1797 med udsigt bagved, over mod Vorup. Kunstmuseet har portrættet og i De Buhlske Stuer på det kulturhistoriske museum findes dørstykket med Randersprospek­tet, som Jessen malede til ham ved samme lejlig­hed. Garver­gården ligger på dette prospekt naturligvis netop i billedets midte.

Philip Har­togsohn købte gården i 1903, og det var ham, som havde bygget en ny fløj ud mod Søndergade. Herfra drev han for­retning med korn, foder­stoffer og brændsel. Mat­thiessen fotograferede naturligvis ikke dette nye hus, han ville alene fastholde det traditio­nelle bindingsværk.

Hugo Matthiessen: Tørvebryggen (1917), efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15428

 

3 SØNDERGADE

HUGO MATTHIESSEN 5

FARVERGÅRDEN SØNDERGADE 1

Den traditionelle bindingsværkskonstuktion var også Hugo Mattiessens  ærinde inde i resterne af gården Søndergade nr.1  Farvergården, som i 1700-tallet sammen med Finsteens garvergård overfor dannede indgang til byen sydfra, fra broen over Gudenåen. Matthiessen er med det samme gået ind på gårdspladsen, for han var kun optaget af de tidlige 1600-tals bindingsværkslænger. For­huset fra 1830 ofrede han ikke en glasplade på.

Han elske­de bin­dingsværk, har man sagt. Og brugt hans fotogra­fier som grund til slutningen. Og det er rigtigt, at det er bindings­værkshus efter bindings­værkshus, man ser på fotografierne. Men nu er det også sådan, at bindings­værk til langt op i 1800-tallet var den altdomi­nerende bygge­måde.

Hugo Matthiessen: Søndergade 1, gårdspladsen (1917). Efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15482.

 

SØNDERGADE 1, PORTBJÆLKE

Helt bag i den tidligere farvergårds udlænger fandt Matthiessen den tidligere portbjælke bevaret, anbragt over en dør. Det var jo ikke dens oprindeli­ge placering. Den har naturligvis siddet over døren i bindingsværks­forhuset, som var revet ned allerede før 1830. Der står: WDEN HERREN BØGER HVSET DA ER ALT WORT ARBET TIL FORGIÆVES:GVD WER VOR VERN GVD BEVARE DIN INDGANG OG VDGANG FRA NV OG TIL EVIG TID AMEN. Og så Kristi monogram IHS og ANNO 1623. Det er i Salmernes Bog 137 udtrykket forekommer: Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves.

Hugo Matthiessen: Søndergade 1, gårdspladsen, portbjælke (1917). Efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15479.

 

4 STOREGADE

Hugo Matthiessen 7

STOREGADE 15

Ved billedsamlingen kan jeg følge Hugo Matthiessens rute gennem bestemte kvarterer de par oktoberdage i 1917, hvor han laver sin fotoregistrering. Sådan havde det også været i de andre byer. Han skrev fra Natio­nalmu­seet til byråde­ne og søgte finan­sieringen hos den på­gældende by. Det lykkedes hver gang og som kvittering fik byen et sæt af fotografierne.

“Frem for de fleste købstæder har Randers bevaret så rig en skat af gamle bygningsminder…at det ville være af den stør­ste inter­esse om der kunne skabes en fyldig billedsamling der dog i nogen grad vil kunne give eftertiden et indtryk af den frem­ragende stil­ling Randers i århundreder har indtaget i gammel dansk bykul­tur” skrev han i sin ansøgning.

Som den næste gård efter broen på østsiden af gaden, som efter Vestergrave og Østergrave krydset skifter navn til Storegade, mødte fotografen nr. 15. På en sten i forhusets mur til gården står, at det er opført 1823 af Mogens Christian Møller og Inger Pedersdatter. Og det passer med fornemmel­sen af arki­tekturen, denne tydelige klassicisme. I 1917 ejedes huset af gæstgiver Carl Enger­slev. Den lille bevarede rest af Østergra­ve munder i dag i 2016 stadigvæk ud i Storegade om­kring bygningens elegant rundede hjørne, det oprindelige gadeskilt indfældet i muren vidner endnu om den så sørgeligt mistede ægte voldgade, som havde et buet forløb så smukt modsvarende Vestergrave.

Det er byens berømteste hus, der ses i baggrunden som det næste i gaden, Storegade 13. Det kaldes så sært Niels Ebbesens hus.

Hugo Matthiessen: Storegade 15, Hotel Danmark (1917), efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15488

Hugo Matthiessen 8

STOREGADE 13

“Gavlhuse synes ikke at have slået varigt rod i Randers” skri­ver Hugo Matthiessen mange år senere, da han sidder med sine foto­grafier på Nationalmuseet og sammen med Christian Elling i en opgave for Provins­handelskam­meret skal lave bogen om gamle købmands­gårde, “her hvor det mere smalsporede system af mid­delalderli­ge grunde ser ud til for længst at være næsten ud­raderet, foretrak bor­ger­skabet efter dansk sædvane at lade langsiden følge gaden, – og bin­dingsværket holdtes stadig i ære. Man stræbte heller ikke ud over de sædvanlige to stokværk under de store, stejlt skrånen­de tagflader. Kun et par pakhuse og den impo­nerende, 1643 opførte gård, Storegade 13 nåede op på de tre etager. Bin­dingsværkets vederhæftige konstruktioner fik lov til at vise sig i deres nøgenhed, særlig i øverste sto­kværk, hvor de smalhuggede, gennem stolperne indstukne bjælke­ender efter gammel skik gerne vedblev at rage frem..”[i]

Hugo Matthiessen: Storegade 13 (1917), efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15446

[i] Hugo Mathiessen og Christian Elling: Gamle Købmandsgårde, side 39.

 

HUGO MATTHIESSEN 9

 

HUGO MATTHIESSEN 10

STOREGADE 13

Sidehuset er lige så langt og lige så højt som forhuset. Man kan som som Hugo Matthiessen gå ind i gården og se bygningen som, jeg mener det var i 1980-erne, blev voldsomt restau­reret sammen med forhuset. Men sådan så det altså ud for hundrede år siden.

Hugo Matthiessen: Storegade 13 (1917), efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15374

HUGO MATTHIESSEN 11

STOREGADE 13

Sidehuset er sandsynligvis opført samtidigt med forhuset altså i 1643 og har nok været Maren Jensdatters og Jens Jensens og deres families og husholds beboelse, mens forhuset har været til forretningsmæssige formål.

Hugo Matthiessen: Storegade 13 (1917), efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15375

HUGO MATTHIESSEN 12

STOREGADE 13

Den oprindelige plan for rådmand Jensens gård Storegade 13 kender jeg ikke, men et stort åbent ildsted i sidehusets gårdsplan tyder på, at den daglige husholdning havde sit centrum her.

Hugo Matthiessen: Storegade 13 (1917), efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15360

HUGO MATTHIESSEN 13

STOREGADE 11

Hugo Matthiessen har så den dag i 1917 forladt Rådmand Jensens Gård (som så stædigt her i byen hedder Niels Ebbesens Hus). Næste hus op ad gaden er Storegade 11, som også ligger der i dag. Bindingsværket peger på, at gården er fra 1600-tallet, men i bjælken over porten står 1741. det må være det år, facaden blev rettet til, så det oprindelige gavlhus med sidelænge mod gaden kom til at fremtræde som langhus. Gavltrekanten blev taget væk, og taget blev vendt.

Hugo Matthiesen: Storegade 11, portrum (1917), efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr.: 15412

HUGO MATTHIESSEN 15

STOREGADE 11

Fotografen ofrer glaspladerne på dette gamle gavlhus, som fra bødkerens gård altså i 1917 oplevedes og tilsvarende i dag opleves som sidehus, for han ved jo bedre… (forklaring følger ved fotografi 16 som for tiden savnes)

Hugo Matthiessen: Storegade 11, gårdspladsen (1917), efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr.: 15447

HUGU MATTHIESSEN 18

STOREGADE 9

Denne købmandsgård hvis bagbygninger vi ser, blev opført i 1757 af købmanden Jens Rudolphsen Bay. Forhuset var taget ned i 1883. Portbjælken var (og er stadigvæk) på museet og Matthiessen har der med et suk læst: Ved Guds Hielp Har Vi opByget Dette Huus og sat I Stand. Gud Lad Dette Staa Urygget For os og Vor EFterMand. Og han har på bjælken set byggeåret 1757 omgivet af navnene J. R. Bay og E. C. Knabe. Altså jens Rudolphsen Bay som levede fra 1721 til 1781 og hans hustru Else Christine Knabe som blev født i 1722 og døde i 1786.

På stadsarkivet findes et fotografi af den gamle hovedbygning mod gaden, det fotografi har Hugo Matthiessen nok også set, han vidste jo at sådanne levn måtte han ofte bygge sin rekonstruktion i sine tekster på.

Han er altså den dag i 1917 gået direkte ind på den gamle gårdsplads. Det var kun 30 år siden forhuset var blevet erstattet af en nybygning som ikke interesserede ham. Men inde i gården møder han den bygningskultur og det dagligliv han holder af, livet blandt almindelige folk. På svalen hænger klæder til luftning, arbejderne har sække over hovederne. Det beskidte arbejdsliv var endnu ikke forvist fra bymidten og drengen må gerne hjælpe til.

Hugo Matthiessen: Storegade 9, gårdsplads, sidehus og baghus, 1917. Efter glaspladenegativ, Nationalmuseet neg. nr. 15404.

 

ØSTERGRAVE

HUGO MATTHIESSEN 31

ØSTERGRAVE 18

Hugo Matthiessen er kommet forbi Trangstræde/Skibsgade krydset ind i Østregraves smukke bue som dengang modsvarede Vestregraves, begge udgående fra Storegade hvor deres møde ses endnu; og inde i Østergrave standser han ved den nyklassicistiske bygning nr. 18. Her er der i 1917 vaskeri og sømandshjem. På nationale dage flages fra den skrå flagstang og den varme dovne stille søndag dufter der af grydesteg og senere af kaffe.

De to overflødighedshorn over døren knytter sig til to navne på stenpladen: OPBYGT AAR 1803 AF JACOB LIHME OG LOVISE HVIDBERG.

Jacob Lihme var købmand i byen og han bør vel her i historieoptagetheden nævnes for at han som subskribent og således historieinteresseret var med til at finansiere trykningen af Snæbiørn Asgeyersen Stadfeldts Chorographiske og oeconomiske Beskrivelse over Randers Kiøbstad i Nørre Jylland, som udkom i 1804, det samme år ægteparret Lihme / Hvidberg opførte dette dejlige hus.

Med sit fotografis registrering foreslog Matthiessen altså i 1917 huset fredet efter bestemmelserne i, den nye redningslov, som da var i forberedelse. Hvad nationalmuseumsinspektøren har tænkt ved, at Lovise Hvidberg og Jacob Lihme forinden havde taget et senmiddelalderligt hus ned for at få plads til deres drøm, må have været resignerende i retning af ambitionens forgængelighed, denne skønhedens skrøbelighed, altså, som loven skulle beskytte.

Og nu hundrede år efter fotografiets optagelse er huset væk, vel forsvundet ved den omfattende rydning af hele det gamle Østergravekvarter i 1960’erne af hensyn til varehuse og busterminal.

Hugo Matthiessen: Østergrave 18, 1917. Efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15467.

 

DYTMÆRSKEN

HUGO MATTHIESSEN 32: DYTMÆRSKEN 9

Østergrave fortsatte dengang mod nord til Burchesgade, men vi drejer af mod Brødregade og er her inde i den dengang smalle Dytmærsken, som parallelt med Trangstræde og Burchesgade forbandt Østergrave med Brødregade. Midt i gaden på nordsiden standser vi med fotografen foran nr. 9. Giver ham ret den er yndig den kannelerede dør med kurvehanksbuer og sløjfe i vinduet ovenover.

Bag døren bor Sara Christiane Theodora Buch sammen med sin mor Kirstine Buch. De ejer huset i fællesskab efter Kirstines mand og Saras far skomager Mads Winther Buch, som havde købt huset i 1849. Kun fem fag mod gaden giver grunden plads til. Bag huset en smal gård med lokum og et halvtags udhus.

Hugo Matthiessen: Dytmærsken 9, 1917. Efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15468.

HUGO MATTHIESSEN 33: DYTMÆRSKEN 10

… Når skomagerens kone og datter kiggede ud, så de over på nr. 10. Det var et større og noget ældre hus. Vi ser, det var bygget på den gamle måde med øvre stokværk fremkraget på fine Randers­­-knægte. Huset var allerede på det tidspunkt midt i 1800 tallet meget gammelt. Stolperne fra tag til fodrem på gårdsiden og de slanke Randers-k­nægte røber en opførelse i slutningen af 1500-tallet.

I 1917 da Hugo Matthiessen fotograferede var det endnu snedker Peter Lodberg, som ejede huset. Det havde han gjort siden 1858, men året efter gik det over til isenkræmmer Otto Chr. Lodberg og Marie Hermann, som snart solgte det videre.

Huset blev taget ned i løbet af august og september i 1962. Nedtagningsrapporten taler om mange ændringer i dets tids løb, det oprindelige lertavl i bin­dingsværket er på et tidspunkt blevet erstattet af tegl, alle løsholter og stivere er fjernet og der er sat større vinduer i, hoveddøren er flyttet og porten er etableret.

Husets dele blev efter nedtagelsen opbevaret med henblik på at genopføre det et andet sted i byen, men da huset var fredet, blev bygningsdelene senere overført til Den Gamle By i Århus.

Hugo Matthiessen: Dytmærsken 10, 1917. Efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15480.

HUGO MATTHIESSEN 34: DYTMÆRSKEN 10, GÅRD

Oprindelig da huset var nyt på Christian 4’s tid var der ikke beboelse i for­huset, her havde de ud­advendte aktiviteter, magasin, værk­sted, kontor og den slags plads. Familien boede i et sidehus, men nok ikke klemt inde, da det ser ud til at gården i begyndelsen har ligget frit. Først da der blev bygget op til forhusets gavle, blev det nødvendigt at lave porten i for­huset som adgang til gårdspladsen.

Forhuset var fredet, da den store sanering af kvarteret blev planlagt i 1950-erne, og man måtte have dispensation til at tage det ned stump for stump for senere at genopføre det et andet sted. Det blev aldrig til noget. Først lå bygningsdelene hos civilforsvaret, senere blev de overdraget til Den Gamle By i Århus. Det jævngam­le sidehus forsvandt ved sanerin­gen. Fredningen gjaldt ikke det.

Hugo Matthiessen: Dytmærsken 10, gård, 1917. Efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15427.

HUGO MATTHIESSEN 36: DYTMÆRSKEN 1-3

Helt oppe ved Brødregade ser vi tilbage på nr. 1 i Dytmærsken. På skiltet står at det er den gamle smedemester Matthias Jensen som bor her, men ved årets slutning 1917-18 overtager smedemester Jens Larsen ejendommen, som han restaurerer i 1919. …
I avisen diskuterer man hvor gammelt huset er. Håndværkerne finder et tal på skorstenen, som de tyder som tegn på stor ælde, men nogle dage senere bemærker byens gamle antikvar, arkitekt Frits Uldall i avisen sagligt at huset må være opført omkring 1760.
Senere havde vi her Smeds guld- og sølvvareforretning, måske har den nye indehaver givet den et nyt navn.

Hugo Matthiessen: Dytmærsken 1-3, 1917. Efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15455.

 

VON HATTEN STRÆDE

HUGO MATTHIESSEN: VON HATTENSTRÆDE 7

 

HUGO MATTHIESSEN: VON HATTENSTRÆDE 7

Over porten står SOLI DEO GLORIA Anno 1799 Joh. A Busse  M C Busse

Hugo Matthiessen: Von Hattenstræde 7, 1917. Efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15382.

 

HUGO MATTHIESSEN: VON HATTENSTRÆDE 7 GÅRD

Gennem portrummet inde i gården. Her er hovedindgangen til bygningen. Trappen er der endnu, men ikke den smukke murede balustrade som er afløst af et simpelt smedet gelænder. Døren er der og den buede fronton over døren ligeledes.

Hugo Matthiessen: Von Hattenstræde 7, gård, 1917. Efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15482a

 

VESTERGRAVE

HUGO MATTHIESSEN 46

Hugo Matthiessen: Vestergrave 48 (1917), efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15390

 

NY RÆKKE

HUGO MATTHIESSEN: To dage i 1917 (1)

Hugo Matthiessen: Nygade, hjørnet af Helenestræde, gården (1917), efter glaspladenegativ, Nationalmuseet, neg. nr. 15444

HUGO MATTHIESSEN: To dage i 1917 (2)

Hugo Matthiessen: Nygade 2, 4 og 6 (1917), efter glasplade, Nationalmuseet, neg. nr. 15443

“… Nygadehusets (Nygade 4, huset i midten, tidligt 1500-tal) mange middelalderlige træk i konstruktionens opbygning samt knægtenes gotiske, svungne form placerer denne lidt ydmyge bygning som byens og én af landets ældste bindingsværksbygninger.” (Niels Erik Jensen og Jørgen Ganshorn: Randers bindingsværk”, 1987, 21)

“Næst efter Ribe og jævnsides Aalborg er Randers vel nok den Nørrejyske by, som har bevaret flest gamle bindingsværksgårde. Gader som Vester- og Øster-Grave samt en række småstræder har den dag i dag et gammeldags helhedspræg og både i tømmerkonstruktioner og dekorativt udstyr karakteriseres bindingsværket af visse lokale traditioner…” (Hugo Matthiessen i Trap: Danmark, fjerde udgave, VI. bind, 1925, 374) 

HUGO MATTIESSEN: To dage i 1917 (3)

Hugo Matthiessen: Hjørnet af Snaregade og Skidenstræde (1917), efter glasplade, Nationalmuseet negativ nr. 15485

Fotografiapparatet står i den bredere vestre ende af Skidenstræde, som nu hedder Skinderstræde. Man kan let være glad for stenbænken ved siden af kældertrappen, og den også, og buen i tilpassede kvadre over døråbningen i kvaderstenssoklen.

N. C. Buch i Snaregade var snedkermester og bestiltes på tlf. 615.

HUGO MATTHIESSEN: To dage i 1917 (4)

Hugo Matthiessen: Skiden / Skidenstræde / nu Skinderstræde (1917) efter glasplade, Nationalmuseet negativ nr. 15477

Matthiessen har stillet sit kamera op inde i den østlige, smalle del af strædet og skildrer dets overgang til den bredere vestlige del, som før den mundede ud i Snaregade ligesom dannede et lille torv. Han har været optaget af denne skønhed i en detalje i den gamle bydannelse, overgangen fra snævert stræde til bredere gade, fra mørkere til lysere.

HUGO MATTHIESSEN: To dage i 1917 (5)