BY OG Å

FLODBYEN RANDERS

2020

Caspersen & Krogh: Flodbyen Randers, 2005. Visualisering i perspektiv

 

CASPERSEN & KROGHS FORSLAG

Fredag sidst på eftermiddagen er der som regel symposium, kalder jeg det, ÅBENT VINDUE kalder værterne, Hans Christian Caspersen og Peter Krogh foretagendet. Det foregår omkring mødebordet i deres tegnestue på Tøjhushavevej midt i deres og mit selvbevidste kvarter. Alle kan deltage, emnerne der tales om er frie, men arkitektur og byplan er udgangspunktet, det har altid ligesom stået i indbydelsen.

I fredags fik jeg røde ører. Samtalen om bordet handlede om busterminalen, hvis fremtid skildret i en række scenarier, som forvaltningen havde lagt frem på byrådets dagsorden for mødet den følgende mandag, altså i aftes. De forslag og deres sammenhæng med planerne for ved gadeomlægninger og byplanvedtægter et skabe kontakt mellem den gamle bymidte og åen, “Byen til vandet”, havde jeg godt nok vidst eksisterede, men aldrig fået mig sat rigtigt ind i. Det havde de andre deltagere om bordet, jeg var tavs og lyttende. Behandlingen i byrådet skulle være foreløbig, der skulle ikke besluttes noget endeligt, forstod jeg. Så jeg kunne stadigvæk stå på, og det gør jeg så nu.

Men jeg var altså uforberedt og flov. det her var vigtige sager, som dybt berører min lange optagethed af byens oprindelige midte, de fire middelalderlige kvarterer, Vestergravekvarteret, Houmedekvarteret, Rådhuskvarteret og Østergravekvarteret, som forsvandt under anlægget af rutebilstationen, som kaldes busterminalen, men som lever nedenunder som erindring om byggelinjer og husrækker med beskedne taghøjder.

De røde ører måtte blive synlige, da det især gik op for mig, at tegnestuen, hvis bord jeg sad ved, faktisk “gennem mange år har arbejdet med ideer om, hvordan Gudenåens løb gennem midtbyen kunne blive udnyttet til større fordel for byens liv og image”, som der skrives på tegnestuens hjemmeside. Det er åbenlyst ideer, som planen om busterminalen hænger grundlæggende sammen med.

IDEEN / POESIEN

Når jeg ser på visualiseringen i perspektiv, hæfter jeg mig ved to ting. Åen løber igen tæt forbi den ældste, den oprindelige midtby og den forsvundne gade Østergrave får igen sin bue efter voldgraven og modsvarer atter Vestergraves tilsvarende bue overfor. Østergravekvarteret kan således atter ses som det altid var, en del af grundplanens genstruktur.

http://www.ckark.dk/

By til å Flodbyen_0004 (2)

Caspersen & Krogh: Flodbyen Randers, 2005. Plantegning

 

RandersLuftbilledeAmtsavisen160524

Luftfoto Amtsavisen, omkring 2015

TOPOGRAFI

af Hugo Matthiessen

fra hans Middelalderlige byer, 1927.

“… I hele vort land vil man vistnok forgæves lede om et sted, der af terrænforholdene er så forudbestemt til at blive en vigtig færdselsstation, som Randers by, og sikkert er det i alle tilfælde, at ingen anden dansk købstad endnu i vore dage så karakterfuldt er præget netop af dette forhold.

I sit brede leje af enge flyder Gudenåen næsten umærkeligt sammen med fjorden, der selv nærmest ligner et vandløb. Hvor den tager fat, vokser dalen kendeligt i bredde. Middelstore bakker flankerer den vidtudstrakte fjordseng, hvor flokke af viber skriger over de grønne flader, og det store dalføre strækker sig i næsten lige linje cirka 10 kilometer mod øst, hvor det pludselig i et knæ tvinger den stærkt udvidede fjord i nordlig retning.

Ved den vestlige ende af  denne lange, dybt indskårne sejlrende har Randers haft plads fra den ældre middelalder. Forbunden med havet, men dog forsigtigt trukken tilbage – som gamle byer helst ville  ligge – har denne købstad i sin placering træk tilfælles med Roskilde og Slesvig, og ligesom tilfældet var i disse byer, skabte også her en fortættet trafik puls og nerve i det samfund, som havde valgt boplads på Flintbjergets fod ved Nørre- og Gudenåens munding.

Randersbiografien_kotekort_Jens_VellevArkæologen Jens Vellev skitserede en dag for mange år siden for mig, hvordan halvmeterkoterne på et landkort illustrerer Hugo Matthiessens tekst, at overgangen ved vadestedet, og senere broen, på nordsiden kom til at forme byens gadenet op til vor tid. (ABN)

Netop på dette sted rykker landet fra nord og fra syd sine bakkeskråninger tæt sammen mod ådalen, således at det næsten bygger bro for færdsel, der ellers rådvild kunne flakke frem og tilbage og søge om passage mil efter mil ud til begge sider for alle vegne at finde overgangen spærret af oversvømmelser, sumpdrag og vandløb.

Tæt vesten for Randers løber Nørre- og Gudenå sammen, to brede, uvejsomme dalsænkninger, som milevidt kløver det bagved liggende land, forenes her i et, og for at komme uden om disse naturhindringer opsøgte færdselen, som rimeligt var, de baner, terrænet selv havde udlagt.

Enten trafikken trak fra nord og syd langs halvøens østkyst eller fra Viborg mod øst, fik den sit selvfølgelige forløb over vadestedet ved Randers, og stadig den dag i dag er denne by fremfor de fleste et knudepunkt af rang, idet 5 veje fra nord og 4 fra syd mødes ved stadens porte.

Randersbiografien_kotekort­_udsnit_Jens_Vellev

Med blå farve tegnede Jens Vellev så med en blå farveblyant de tidligste vejforløb ind på et bykort fra Trap , som svarer til rektanglet på forgående kotekort tegnet ind med tynde linjer. Dette vejforløb udviklede sig til gaderne Søndergade, Storegade, Middelgade, Torvegade, Nørregade og ud gennem Nørreport og ad Adelgade og landevejene mod nord, hele forløbet gennem sænkninger i morænebakken efter loven om eller tilbøjeligheden til at vælge laveste pas. Skulle man mod Viborg, drejede man fra ved den første sikre og tørre vej mod vest. Det blev langs 2 meter koten og udviklede sig til Kirkegade til Vesterport og ad Vestergade mod Viborgvej. Endelig, skulle man mod øst og gårdene og landsbyerne der, drejede man øst ved kote 2 i den retning og stien og efterhånden vejen, som på den måde dannedes, blev til Slotsgades forreste stykke gennem Østerport (i dag Østervold og den jyske hest) og til Slotsgades yderste stykke og Østergade til vejene mod Hadsund og Udbyhøj. (ABN)

I al sin enkelhed er bebyggelsens plan formet om det oprindelige, vifteformede vejstævne fra nord, og det anselige antal  runesten, som er trængt sammen i byens omegn, hvor vejlinjerne går, viser med uomtvistelig, at her har færdslen brudt frem fra ældgammel tid.

 

Randersbiografien_bymidte_TRAP_DOC005