ANDEN PINSEDAG / NIKODEMUSSAMTALEN

Rembrandt Nikodemus og Jesus i samtale

Nikodemus som var medlem af Synedriet, fremtrædende medlem af farisærernes parti, kyndig i troslæren og loven, som altså tilhørte den intellektuelle elite, sniger sig en nat gennem Jerusalems gader for hemmeligt at opsøge Jesus. Hemmeligt fordi hans høje samfundsstilling og endnu mere hans dybe dannelse som farisæer påbød ham en vis tilbageholdenhed. Da han så de tegn, Jesus gjorde, blev han rystet; måske var han en af de få farisæere, som havde anerkendt forløberen Johannes’ mission og havde ladet sig døbe og ladet sig døbe af ham.

Dagens tekst er Joh 3,16-21, men i Sct. Mortens Kirke i dag udvidede præsten Flemming Kloster Poulsen det til hele begyndelsen af kapitlet, altså Joh 1-21, for Kloster Poulsen, som er en meget fin og meget nutidig fortæller, ville ridse det op som et kammerspil hos Rohmer, hos Kieslowski oplevede jeg. Han ville ikke undvære personerne, der er nemlig to, Jesus naturligvis, som har replikken, og Nikodemus, som den er rettet til, og han gav straks scenen den rigtige overskrift: Nikodemussamtalen. Det ville jeg gerne lytte til, en samtale, som har overlevet to årtusinder og overskridelser af utallige kultur- og landegrænser. Jeg føres ved den fortælledisposition et fascinerende sted hen, gennem Jerusalems smalle, kringlede nattegader til Jesus’ opholdssted, hvor Nikodemus finder ham, hvor samtalen finder sted. Den varer hele natten og handler om tvivl, om Nikodemus’ spørgsmål og indvendinger og især om Jesus’ svar, for det er dem Johannes vil fastholde i sin tekst, eller kan så mange år efter. Forfatteren til den Jesusbiografi, jeg lige har ved hånden, forestiller sig, at Johannes som meget ung mand har siddet i et hjørne af rummet den nat og hørt det hele. Johannes’ pointe er som Kloster Poulsens naturligvis det berømte udsagn Joh 3,16, Jesus peger over for Nikodemus på Guds godhed. Jeg sad der i kirken og nu herhjemme bagefter og holder i den film med Nikodemus, jeg er fascineret af den mand.

Litt.: Joh 1-21. Giuseppe Ricciotti: Jesu Kristi Levned I, 1945, 359ff.

Ill.: Rembrandt Harmenszoon van Rijn: Nikodemus hos Jesus om natten, pennetegning (19,5×16,5 cm) omkring 1660. Museum Bovmans-van Beuningen, Rotterdam.

FEMTE SØNDAG EFTER PÅSKE

Rembrandt_-_Jacob_Wrestling_with_the_Angel_-_Google_Art_Project

FEMTE SØNDAG EFTER PÅSKE

Jeg sad lige foran Jensen Essenbæks panel i prædikestolen, hvor han fremstiller hændelsen i Getsemane have og Kirkeby har malet en tilsvarende fremstilling til altertavlen, Jesus i angstens og tvivlens bøn, men første tekstlæsning i dag indfører kampen, den fysiske kamp, Jakobs kamp med Gud for at aftvinge ham velsignelsen. Sognepræsten Line Hage fortalte klogt og vidende om sammenhængen med dagens evangelietekst, hvor Johannes refererer Jesu tale om bønnen. Så klogt af tekstrækkeredaktørerne at sætte den anden mulighed op, åbne for, at jeg kan vælge at bede om velsignelsen i stedet for at slås for den. Og det benyttede Line Hage til en prædiken om bønnens pause i dagens kampe og strid og til en velsignet nøgtern gennemgang af den liturgiske betydning og det troslæremæssige indhold i højmessens række af bønner fra indgang til udgang. Imidlertid var jeg så optaget af Jakobs kamp med Gud og jeg var kommet i tanker om min barndoms bibels billede af begivenheden som slog fast at det var stort at slås med Gud og vinde. Selv om jeg kendte Fadervor udenad tog jeg lige i min tanke verdenskunsten ind i min kirke og satte dens kompleksitet op mod sognepræstens befriende jordnære beskrivelse af Jakob som i frygtelig alvor rullede rundt i støv og mørke i et slagsmål på liv og død med Gud selv og jeg tænkte på Rembrandts rolige og smukke engel som med et enkelt vidende slag mod Jakobs hofte gør ham halt og evigt erindrende, at landet og folket har han vundet som en velsignelse efter en nattelang og voldsom kamp. Verdenslitteratur og verdenskunst og verdenshistorie i mig i min kirke sat i gang af sognepræstens ord. GT og NT og en Rembrandterindring og det jødiske folk og kristendommens fundament. Kamp, bøn og velsignelse.

Rembrandt Harmensson van Rijn: Jakobs kamp. Litt.: Første Mosebog 32,25-32. Johannes 16,23b-28.

MOESGAARD MUSEUM

moesgaard-museum-henning-larsen-architects_moesgaard_museum_photo_by_jens_lindhe_

Jeg har da besøgt det nye Moesgaard Museum. Jeg har faktisk besøgt det to gange. Nærmet mig forsigtigt. Første gang var der kun den nøgne bygning, den tankevækkende bygning. Vi gik andægtige omkring. Dette var stort, det var højtideligt, det var helligt på en meget nutidig måde. Men det var også et oldtidigt tempel, en pyramides korridorer og gange og pludselige åbninger til indvendige rum, et palads fra persernes rige. Og så var det som det der voksede ud af terrænet også en ung slægtning til Lakolk hotellet på Rømø, til naboen Scanticon i Skåde, til Entreprenørskolen i Ebeltoft. Og så snart jeg var inde, var det også pompejiansk byhus som biblioteks- og museumsbygningen i Randers.

Anden gang blev jeg overvældet af udstillingerne, kunne kun finde ro i salen med kisterne og de døde fra Borum Eshøj så smukt og værdigt indrettet, så alle sænker stemmen ved indtræden, og i den gennemført stilrene og alvorlige udstilling af den kinesiske terrakottahær.

Tredje gang som er snart må jeg gå videre herfra og give mig i lag med den øvrige overdådighed.

Ved arbejdet med bogen Nye udstillinger i nye rammer efter Moesgaardkonferencen 2007, kunne jeg nok få på fornemmelsen af arkitekten Troels Troelsens indlæg, at det nye hus ville blive stort og rigt, men nu ser jeg at virkeligheden langt overgår planerne som jeg dengang opfattede dem. De lå der altså, bag som mesterens tanke.

Foto: Jens Lindhe. Litt.: Niels Edeltoft, Troels Troelsen og Jesper Laursen, red.: Moesgaard Arkitektur, 2015. Annette og Jens Damm, red.: Den første Kejser. Kinas terrakottahær, 2015. Troels Troelsen: Udstillingen set med arkitektens øjne i Allan Berg Nielsen, red.: Nye udstillinger i nye rammer, 2007. Se her på siden mit efterskrift under fanebladet MUSEUM / SAMLING.

GRAVSTEN 2

Mette Lunden Jødisk begravelsesplaads  PICT1470 - Kopi

“… Vi andre tilføjer som lægmænd et yderligere kriterium: gravfreden. Vi opfatter kirkegården som et kontemplativt sted. Eftertanken gælder tilværelsens grundvilkår, her naturligvis især dødens plads som konsekvent faktum. Det er her vi på vores vandring blandt stenenes lapidariske inskriptioner vænner os til den: I ligger her, I har været igennem denne ultimative begivenhed. Jeg er på vej mod den. Derfor har jeg ligeså meget som jøderne brug for alle stenene, alle gravpladserne, selveste gravfreden, som i disse gamle byer sydpå, hvor de levendes huse ligger i gade over gade på bjergsiden, øverst de dødes grave ved sti over sti. I Annette Riisagers film om Peter Seeberg går digteren netop i en af de sidste scener omkring på et sådant sted i sit elskede Provence. Læser indskrift efter indskrift og vænner sig til det, som skal ske med ham. Snart efter. ’Dette er et godt sted’ udbryder Seeberg flere gange i denne bevægende sidste road-movie.

Så til kriterierne for bevaring kunne man tilføje – og mon ikke i det mindste menighedsrådet gør det? – gravfreden. Vi vil bevare disse gravsteder. Beholde i hvert fald stenene på plads så længe og så vidt som muligt. Som jøderne gør det i deres alvorlige og beskedne afdeling. Også her læser jeg min bys historie i dette lapidariums eksistentielle potentiale. Sådan levedes byens liv af disse mennesker, fremgår det af dette biografiske museum.

Byen er dens gader, torve og huse. Dens begivenheder – det er velkendt hertil –  men den er også dens mænd, kvinder og børn. Deres handlinger er i vores erindring knyttet til deres navne og indskriftens kortfattede notat af konvention eller præcision. De har levet, tænkt, arbejdet og elsket før os. Som vi gør. Anderledes, men ikke meget. Hver gang jeg går omkring her tænker jeg på  Stockholm og på Per Wästbergs bog:

‘Den jødiske gravplads ligger i en lille dal. Stenenes skygger blandes med skyernes lettere og husenes tungere, græsset plettes af dem, og måske angiver hver plet et kranium, som har lagt sig til rette derunder. De hebræiske indskrifter er halvt udviskede. Engang i studietiden kom han her med en jødisk ven, som pegede på en kvinde, død under løvhyttefestens mellemdage, men forbundet med en sådan kærlighed til sin mand, hr. Abraham, at ’hun selv i jorden vendte tilbage til ham, og hendes lemmer nærmede sig hans’. Johan Fredrik blev, da han hørte dem, grebet og foruroliget ved de ord. De findes endnu som en inskription inden i ham. ‘ ” (Per Wästberg: ’Lysets Hjerte’, 1991)

(RANDERSBIOGRAFI 1, sidste afsnit, foto: Mette Lunden)

GRAVSTEN

“… Kaj står der bare på den lille sten lige i nærheden. Intet var i min tid mere Randers end denne mand i sit hastigt tilknappede tøj dødsforagtende for fuld fart tværs over gade efter gade bemægtigende sig sin kære topografi, som var stederne i vores by ved åen. I denne hurtigt tøffende beslutsomme gangart, jeg aldrig glemmer. Han var indlagt på sygehuset et par gange, det var alvorligt, men han kom tilbage. Til gaderummene i nærheden af åens bredder, hvor han vist nok badede hver dag. Lige til han for alvor og endeligt overgav sig til sin elskede Gudenå. Ikke mange trængte ind til hans forestillinger, til resultatet af hans iagttagelser. Men jeg er sikker på, at derinde levede billedet af byen og dens levende mennesker rigt facetteret og farvestrålende. ’Kaj’ står der bare på den lille natursten. Og så årstallene 1934-1995. Men navnene på gravstedets andre sten viser, at efternavnet var Tams.

Byens maler og billedhugger har med udformningen af sin egen løst gravstenens opgave så enkelt og værdigt, så indsigtsfuldt og generøst. Stenens klassisk beherskede form, den største forfinelse i målenes tilpasning til slibningens blankhed. De tre navne, forældrenes og hans og så, i stedet for årstallene, alfa og omega sammenbundet i Sven Dalsgaards eget skriftsnit, vel tegnet til netop denne sten. Dette skriftsnit forener på stenens modsatte flade, østsiden, det græske med det romerske i en linjens fælleskultur. Amen skriver det, lapidarisk og betydningsfuldt.”

Mette Lunden_Gravsten_PICT1768 - Kopi

(Fra RANDERSBIOGRAFI 1, bogens slutning)

TØJHUSHAVEN

Mette Lunden Tøjhushaven allé 2004

“… Store dele af haven har overlevet, andre findes i beskrivelse, så de kunne genetableres – eller bedre endnu – bruges som udgangspunkter ved en samlet istandsættelse af anlægget, hvor romantikken omkring 1800 kunne møde romantikken omkring 2000. Alléen fra Udbyhøjvej ned i haven mod syd er der jo endnu og vil fortsat være der, måtte man snart tænke på at erstatte de to fældede træer og så plante små nye lindetræer regelmæssigt mellem de gamle, som Ebbe Marxen forleden foreslog, da vi livligt snakkende om byens skønheder gik igennem på vej op for at besigtige den gamle kirkegårdsmur, plante nye af hensyn til vandrende, som kommer der om 200 år. At vi kan gå i en lindeallé nu skyldes en indsats i 1803. Det var gartner Haman fra Århus, som havde arbejdet med haven og havde købt træerne i Sønderborg hos Nicolai Voetmann. Alléen, fremgår det af Moltkes tegning, er dels barok, dels orienteret mod det nye. Den knytter sig til bygningskomplekset i den del af haven, som er tilbageskuende, som har mindelser om 1600-tallets haveregel. Det fremgår imidlertid, at den østre trærække ikke tænkes følge linealen, men opløse sig i et slynget forløb. Det har man dog delvist opgivet under plantningen og alligevel gjort alléen dobbelt.” (Fra RANDERSBIOGRAFI 1)

RANDERSBIOGRAFI

Mette Lunden Randers aftenlys

Mette Lunden Larsens og min bog fra 2005 er nu lagt ind som manuskript i fortsat rettelse under fanebladet RANDERSBIOGRAFI 1. Under fanebladet RANDERSBIOGRAFI 2 vil jeg fremover bringe nye afsnit til manuskriptet. Fotografiet her er et af Mette Lundens mange fotografier til bogen. Når jeg finder ud af hvordan, vil jeg selvfølgelig sætte dem ind i teksterne her på siden. Mette Lundens fotografier findes i den trykte udgave, som kan bestille hos mig, og de findes på webversionen:

allanbergnielsen@mail.dk 

http://fofdownload.dk/index.php/homepage/punkt1