RANDERSBIOGRAFI

Mette Lunden Tøjhushaven allé 2004

af

Allan Berg Nielsen (tekst) og Mette Lunden Larsen (fotografier), Randers, 2005 / 2018

Her som manuskriptet fra 2004 til bogen med enkelte fjernelser, en del tilføjelser, herunder så snart som muligt resterende gengivelser af Mette Lundens oprindelige fotografiske suite. Dertil rigtig mange efterfølgende rettelser og opdateringer af teksten, senest 5. april 2018.

Randersbiografi udgave ved FOF-Randers, 2009 trykt som bog kan stadigvæk købes. Bestil den hos allanbergnielsen@mail.dk

 *

1999 / Billedet af byen

m1_skraenten_pict1706-kopi

Tøjhushavevej, skrænten

Alle var dette mærkelige år, et århundredes sidste efterhånden enige om, at Randers ikke mere var, hvad byen havde været. Og jeg selv begyndte tilmed at spekulere på, om byen var en by stadig­væk. Med Calvino [1] i hånden kunne jeg – i det mindste over for mig selv – rejse berettiget tvivl, om den by, som i dag hedder Randers, nu også er den samme, som eksi­sterede tidlige­re under det navn. Som Calvinos Maurilio kunne den have afløst en anden med det samme navn på dette samme sted, uden der var forbindelse mellem dem. Uden der nogensinde havde været forbindelse.

Og når Jyllands Posten en søndag tidligt i dette år 1999 kunne skrive ”God­morgen Randers”, og så bare lade teksten handle om nogle møder, man havde tidligt på dagen mellem de øverste chefer i den kommunale administration, så vidste jeg, men accepterede ikke, at den ironiske hilsen også gjalt mig. Jeg boede i Ran­ders, holdt af at bo der, ville blive ved med det, men var altså i tvivl om, hvad det var for en realitet, ordet dækkede. Var jeg i en eller anden forstand omsluttet af begrebet Randers og således ansvarlig for, hvad disse mænd talte om og besluttede? Naturligvis ikke, skrev jeg til mig selv den morgen. ”Randers” var her en journalistisk forkortelse.

Som ordet var det hos Randers Amtsavis’ journalist Jørgen Bollerup Hansen, når han den 14. februar 1999 skrev om Randers’ image, interviewede borgmesteren om hans by, som var det stadigvæk denne overskuelige, middelalder­lige købstad, de talte om, og i en spalte efter artiklen listede en række punkter op: Cerberus’ handlinger, det kommunale persona­lekon­tors handlinger, Lillebjørnbestyrelsens handlinger, Brusgårdbe­styrelsens handlinger, Rytterskoleledelsens hand­linger, Randers Jazzfonds handlinger, Jyllands Postens hand­linger med sine artikler om Randers Kommunes ledelse og endelig en bestemt handling på Randers Kunstmuseum. Ja, puh ha, der var meget de dage at føle sig ansvarlig for. Alt dette skadede Randers’ image stod der. Strukturen Randers klart opfattet som et stort kommercielt firma bærende dette navn, hvor formanden for bestyrelsen netop var blevet interviewet.

Avisens chefredaktør Ole C. Jørgensen havde naturligvis samme Randers-billede for sig i sin leder dagen før om dette firmas økonomiske grundlag. Han skrev lige ud, at Randers Kommune ved kommunalreformen i 1970 blev lavet for lille, og det gav regeringens notat, som jeg hørte om i radioen samme dag, ham ret i. Notatet indfører ordet ”bæredygtighed”, hvormed nok menes skattegrundlag i forhold til opgavebyrde. Og det er relevant nok, når man sådan snakker firmasnak. Jeg bliver først betænkelig, når der i den for­bindelse postuleres et fællesskab svarende til den gamle bys fællesfølelse. Jørgensen var tæt på, når han i sin leder skrev ”Randers” og ”Randers Kommune” i flæng dækkende den samme realitet. Man forestiller sig næste artikels overskrift: ”Randers er for lille”. Så ville jeg med et andet af det nye notats ord ”nærhed” kunne skrive ”og for stor”. Det har intet med fællesskab at gøre. Det er ren firmaledelsestænkning.

Jeg vælger at forstå begrebet antropologisk, som dokumen­tar­filmfolkene, der altid talte om ”stedet”, og lod deres film skildre det, stort eller lille som et drama, som her, hvor vi bor. Et drama af nætter og dage, årstidernes skiften, indivi­dernes handlinger, stilfærdige og voldsomme, var de mennesker, så ofte bedømt som gode og onde. Altid eksistentielt ”som insekter under barken”.

For mig er Randers ikke kommunen, ikke de store virksom­heder, ikke det lille håndboldhold. I hvert fald ikke alene. Som det kan forekomme i journalistikkens verden. Nærmere en realitet som digternes eller som barnets. Min elskede skrænt i mit kvarter. Med træerne, de lodrette stammer på den skrånende grund, betondækslet og luftrøret ned til krigens fortrængte rum.

Gennem nogle kvartaler havde vi i Sct. Mortens Sogns Kirkeblad, som jeg var med til at redigere, en løbende antologi af Randerstekster med litterær kvali­tet. Det slog mig, når jeg læste dem, at min by, som det jo er, også er et følsomt sted med mytisk karakter. Digterne havde beskrevet det i tek­sterne, vi valgte til kirkebla­det. Små skribenter og store efter hinanden.

Achton Friis (1871-1939) skriver den vældigste allegori: Gudenåen fra kilde til fjord, fra barndommens leg, over ung­dommens erotiske eskapader med de muntre søer til mandens pligtfulde kamp med tilværelsen: Den (åen) vil hvile. På den anden side af Randers er den en mærket mand, og knap et par mil derfra møder den sin skæbne, fjorden tager den i sin stille, kølige favn og fører den ud i havet. Udvælgelsen af disse tekster var et dejligt arbejde. Deres indsigt er stilfærdig, men stærkere end al larmende magtvilje og synliggørelse. Et helt andet billede af stedet.

Finn Larsen er fotograf. Han er yderst opmærksom på dette forhold. Han lavede bille­derne til disse kirkeblade, og han fotograferede også min skrænt. Han havde set, hvor vigtig den er. Set den for mig. Dens voldsom­me stignings vinkel mod de lodrette stammer. Uregel­mæssigheden, som så møder denne regel overalt. Samme gradtal. Det styrer den ustyrlige rytme og bliver til den lykke, som vokser til den umistelige status, jeg omfatter det areal med.

Han er rigtig dokumentarist. Det er virkeligheden, som han ser den, der optager ham, så han foreviger den. Tidligere var der altid mennesker på hans fotografier. Denne suite viste sporene efter os. Præcise skildringer af det, vi overser, glemmer, fortrænger. Alle vore forladte steder.

På kirkebladets forside sammenfattede maleren og digteren Sven Dalsgaard hver gang i et vers til Larsens fotografier det hele i få linjer med lysende klarhed. Få forstod stedets væsen som han:

Træer / som søjler / der bærer himlen / træer der binder jorden / med sine rødder / og mennesket med / en uforskyldt angst / – som insekter under barken

Sådan er mit Randers.

 

Mette Lunden Laurentiusbrønden PICT1399

Sct. Laurenti Brønd

 1040 / Det første årstal

Det lille torv er gravet ind i bakken der lige uden for pladsen for den middelalderlige Nørreport. Arkitekten Gøsta Knudsen gør så fint opmærksom på det sted:[2]

“Lilletorv med Sct. Laurenti Brønd er et smukt eksempel på en trekantet rumdannnelse. Torvet, der ligger, hvor Møllestræde møder Adelgade, fremstår i dag som en glemt oase. Det markant skrånende terræn er arkitektonisk bearbejdet i torvet, der med sin vandrette flade skærer sig ind i skrænten. Det giver ca. 1 meter høje støttemure i torvets bagside. På torvets langside bliver støttemurene kileformede, mens de ved torvets front mod Adelgade er udformede som en lav bastion. Set fra Lille Voldgade er udsigten til torvet og brønden bedst, herfra står den arkitektoniske idé klart. Smukt er det også at komme til torvet fra Møllestræde. Herfra er den bymæssige sammenhæng tydelig.

Torvet på klods hold er en dejlig oplevelse. Naturstensbelægningerne reflekterer lyset og viser med de forskellige formater deres funktion. Sct. Laurentii Brønd er med sin præcision en lille perle. Hjørnernes samlinger med tappe, de sprællende fisk, brøndens vandtud af bronze og den omhyggelige håndværksmæssige udførelse…”

Arkitekten Jens Peter Hjersing tegnede torvet og brønden i 1932 og billedhuggeren Chas Christensen lavede en model. Men først 1 1937 var det færdigt. Da havde også stenhugger Johan Nielsen og gørtler N. C. Nielsen medvirket til det smukke resultat. Redaktør Drøhse fra Dagbladet forfattede inskriptionen: ”Her fordum var Laurentii Kirkegaard / I Sekler førtes hertil Dødens Baarer / Om dette minder Brønden, som nu staar / Og fra den flyder Sct. Laurentii Taarer.”[3] Det er et godt sted at begynde byens biografi. For til Sct. Laurentius knytter sig den kirke, hvis kirkegård brønden mindes. Og den kirke er igen forbundet med byens første årstal, 1040. Måske…

I hvert fald begynder Povl von Spreckelsen sine Randers Data med notatet om en kirkeopførelse i 1840.[4] Der står der bare, at nogle englændere det år byggede en kirke. Det bliver til et begyndelsesårstal for byens historie. Det er det første år, der står noget om, og det er stadigvæk det første år, vi ved noget om.

Byens første halve årtusind og middelalderen falder nøjagtigt sammen, ser det nu ud til. Sådan har vi, der kigger tilbage, fået indrettet fortiden. At man så alligevel valgte at lave byjubilæum i 2002 skyldes bare et forholdsvis tilfældigt bevaret dokument med afskrift af en tekst fra 1302. Byen er mindst 300 år ældre. Sikkert lige så gammel som Århus, måske endda lige så gammel som Ribe, når det til sin tid kommer til stykket. Og i 1040 trådte den altså for os at se ind i middelal­deren. Der blev bygget kirke. Det er der formodentlig blevet tidligere, men det her er den første, vi tror vi ved noget om.

Imidlertid er denne første kirke i Randers et mytisk hus. Den er ikke nævnt i tidlige, endsige i samtidige skriftlige kilder, den er ikke påvist i udgrav­ninger, men det kan da godt være, vi støder på den en skønne dag. Til nu kender vi det kun fra den senere topografi­ske litteratur.

Kirkemytens historie begyndte i 1654. I Jens Lauri­tsøn Wolfs Danmarksbeskrivelse, Encomion Regni Dania fra det år. Det er på side 65, det står. Wolf var en meget be­rejst topografisk forfatter og bog­handler. Han havde tre år tid­lige­re udgivet en Norges­beskrivelse, der som Danmarksbogen i meget vidt omfang bygger på selvsyn. Så det gør Rander­safsnittet så temmeligt sikkert også. Men hvilke er hans kilder til det, som ikke kunne ses på Frederik 3.’s tid?

Wolf fortæller nemlig, at denne Randers købstad har i fordums tid været et fiskerleje først, besøgt af englændere, som her byggede den første kirke tre mil fra havet oppe i landet, som går fra en fersk strøm, hvori mangen skøn laks fanges, en laks, som ikke findes skønnere i Danmark, så vel som helt og ørred og mange andre slags til nødtørftig brug.

Foruden oplysningerne om de dejlige fisk, er så her den vigtige, at engelske indvandrere, formodentlig munke tilkaldt af en lokal stormand, som var interesseret i kristen­dommens udbredelse, opførte den første kirke. Ikke ved bosættelsen nede ved den ferske strøm, ved Guden­åen, men længere oppe i terrænet. Det styrker min tro på oplys­ningen, at den er så konkret med det topografiske. Det sker ikke ved fiskerle­jet, havnen eller skibsbroen, hvor byen på Wolfs tid var koncen­treret, nej, oppe i landet byggede de.

Nu skal myten her helst fortælles et konkret sted. For selvfølgelig har det betydning hvor. Jeg vælger så at fortælle om englændernes kirke ved Hjersings elegante vandkunst og samtidig pege op mod Mehldahls fine tinghus. For deroppe tror jeg, det var, det sted oppe i landet, hvor englænderne byggede. Senere i middel­alderen lå her Laurentii Kirke. De to kirker må være én og samme.

Men så vil jeg også gerne sammenligne med forholdene i Roskil­de. For det har slået mig, at netop 1040 er det år, den ældste Sct. Jørgensbjerg Kirke blev bygget. Det påviste Olaf Olsen ved en udgravning i 1954, hvor han var så heldig at finde en mønt­skat, som kunne datere de ældre bygningsrester inden i den nuværende kirke. Til det år.[5]

Sct. Jørgensbjerg i Roskilde opførtes et stykke oppe i landet, ikke nede ved skibsbroen. Og tilmed klart i engelsk stil. Det samme år som kirken i Randers mindre end et døgns sejlads derfra. Derfor tror jeg, at Tinghuset i Randers ligger på pladsen for de samme englænderes kirke i Randers, og at det er den, vi senere kender som Sct. Laurentii Kirke. Endvidere at de to kirker er bygget i én samlet indsats, en vestdansk og en østdansk.

Den eneste kilde til viden om denne kirke på bakken er som nævnt sen, fra 1600-tallet. Derfor kan den nu godt være pålide­lig. På den anden side kan historien om denne tidlige Randerskirke også meget let punkteres. Antag, at en tidlig kilde forvekslede de to bynavne Roskilde og Randers, en kilde, som Jens Lauritsøn Wolf derefter brugte uden at indse denne fejlmulig­hed. Så passer alt med Sct. Jørgensbjerg i Roskilde, og Randers har mistet sin første historie.

Guide:

Jens Peter Hjersing: Lilletorv og Sct. Laurenti Brønd, 1932-1937. Hjørnet af Adelgade og Møllestræde.

 1086 / Den første fortælling

Den ældste beretning fra Randers er en drama­tisk historie. Det er i Knytlingesaga fra begyndel­sen af 1200-tallet, den er bevaret. Den bog er på en mundtlig overlevering skrevet af den islandske forfatter Olaf Tords­søn (o. 1210-1259).

Der var oprør i landet, fortæller Tordssøn, fordi en del høvdinge var blevet util­fredse med kongen, Knud, som senere fik tilnavnet den helli­ge. Det var året 1086, og det begyndte i Nordjyl­land, hvor Knud for andet år i træk forsøgte at samle hele den danske flåde, så han omsider kunne få gennemført sin plan om at erobre Eng­land.

Året før havde de nemlig ligget der i Limfjorden med deres skibe hele sommeren og ventet på kongen. Han kom ikke, havde travlt med andre ting, og de mest utålmodige var sejlet hjem igen. Det havde de fået bøder for, så de var meget vrede allerede før, de mødte op.

Så de samledes nu til oprørsmøde på Kragestrand lidt syd for det nuværende Hirtshals. Her kom kongen til stede for at forhandle. Men han måtte snart stikke af, for det så ret truende ud. Han flygtede med nogle få mænd sydpå, kom over Limfjorden, mens de fleste af hans folk blev og forsøgte at holde forfølgerne tilbage ved fæstningen Aggers­borg. Men de blev nedkæmpet af oprørerne, som fortsatte sydpå til de kom til Randers.

Denne var egentlig kongens by. Han havde fået lavet mønter med byens navn på. Randros stod der på dem. Det var byens gamle navn. Randers var som nogle få andre vigtige byer møntsted. Der lå et kongeligt møntværksted i byen, og så har der også været andre kongelige embedsmænd. Men her samledes imid­lertid hans modstandere, mens kongen selv skyndte sig til Slesvig, hvorfra han bragte sin familie i sikker­hed hos svi­ger­faderen, som var greve af Flan­dern. Derpå flygtede han med sine mænd over til Fyn, til Odense.

Bondehæren var nu i Randers, fortæller Tordssøn videre. Her skaffede den sig skibe. Man kan tænke sig, den allierede sig med høvdinge, som havde skibe, og at disse samledes i Gudenåen, hvor byen lå på sit tørre næs blandt sumpede holme. Her plan­lagde de så et samlet togt til Fyn.

En af oprørslederne hed Asbjørn Jarl. Han indkaldte til møde i Randers, til tingstævne. Tordssøn beretter, hvordan mødet forløb. Det begyndte med, at jarlen advarede bondekrigerne mod Knuds veltrænede folk. De var nødt til at have en plan, mente han, for selv om de var langt de fleste, så var kongen til gengæld lumsk og snedig, som jarlen udtrykte det. Og Knud vidste garan­teret allerede, hvad de havde for.

Jarlen var endvidere af den opfattelse, at de på samme måde måtte udspio­nere Knuds situation. Men da ingen turde melde sig til op­gaven, sagde han: Er det mon ikke det bedste, at jeg tager af sted til kong Knud? Vi to har ofte prøvet kræfter. Sådan blev det. De besluttede, at Asbjørn, som altså kendte kongen godt, under dække af at tilbyde ham forlig skulle danne sig overblik over hans styrke. Resten af oprørshæren skulle noget senere sejle nordud af Randers fjord, rundt om Gerrild klint og så sydpå forbi For­næs. Videre langs Djurslands østkyst og Samsøs ind i Odense Fjord og Å.

I Odense By fandt de kongen og hans livvagt i Albani kirke. Her blev Knud, hans bror Benedikt og hans 17 mænd alle dræbt under en timelang nærkamp, som sagaen skil­drer i mange detal­jer. Kun kongens bror Erik undslap. Han blev senere selv konge med tilnavnet Ejegod. Dette berømte stats­kup var altså planlagt i Ran­ders, og det er den første for­tælling, der kendes fra byen.

1100 / Byens begyndelse

I dag ved vi, at det ikke lykkedes for kupmagerne fra oprørsmødet i Randers i 1086 at standse den udvikling, som var i gang væk fra den gamle orden, at kongen var valgt som ligemand af og blandt de mægtigste høvdin­ger. Og altså dybt afhængig af dem. Den almindelige europæiske ud­vikling gik i retning af en stærk central re­gering i hænderne på en arvelig kongemagt.

Også de følgende konger samlede magten omkring sig og deres slægt. De tre, som efter­fulgte den dræbte Knud, var alle brødre til ham. Den første hørte dog til mod­standernes parti. Kirken støtte­de dem. Den ville have vikin­getidens mange magt­grupper erstattet af én omkring kongeslægten, som kunne sikre fred og retfærdig­hed. Sådan som nu kirken så det. Det kristne dan­ske kon­gerige var blevet et faktum. Niels (1104-34) kalder sig i et brev fra 1117 som den første dei gratia, konge af guds nåde.

Når vigtige begivenheder som planlægning af kongedrab og så væsentlige arbejder som fremstilling af mønter finder sted i byen og den har et navn, Randarosi i Tordssøns tekst og Randros på mønterne, så må den også siges at ek­sistere. Og det har den nok gjort længe, gennem hele århundredet formodentlig, og måske endda tidligere. Men i udgrav­ninger­ne har man ikke fundet det vikingetidens Randers, som de talrige runesten på egnen peger mod. En del enkelt­fundne genstande fra bylagene, blandt andre et par sværd, en benkam og en bennål med vikin­getidig orna­mentik har imidlertid længe næret drømmen om et vikingernes Randers.

Arkæologerne håber på som i Ribe at finde den oprindelige handelsplads, som må have været byens begyndelse. Måske lå den ude ved Fladbro, hvor der på bakken over engen er udgravet en meget stor gravplads ved Kjøl­vejen i Hornbæk.[6]

Vikinge­ti­dens Ribe fandt man heller ikke i selve det gamle Ribe omkring domkirken, men på den anden side af åen. Den kristne by Ribe var åbenbart blevet anlagt på bar mark konkur­rerende på den mod­satte side af vandløbet. En tilsvaren­de historie kan have udspillet sig i Randers. Og forholder det sig sådan, så følger det mønstret, som det efterhånden fra udgrav­ningsresultaterne ses tegne sig. Den første kirke i en by bygges ikke i byen, men i nær­heden, uden­for. Her centreres byen efterhånden og den vikinge­tidige bydannelse forsvinder eller opsluges. Sådan ses det i Vi­borg, Århus og Horsens.

En enkelt udgravning, nord for Provstegade, har afdækket kulturlag fra 1000-tallet, og ved Langvang fandt arkæologer i 1986-87 en række hustomter, som må være landsbyen Voldum, der forsvandt i 1500-tallet. Den kan føres tilbage til tid­lig jernalder, og dens bønder har altså iagttaget Randers’ grund­læggel­se. Det samme har Egegårdlandsbyen i den nordlige udkant af den nuværende Helsted by. Her undersøgtes i 1988 mindst 15 hustomter, der sandsynligvis repræsenterer en gård i flere faser. Gården har fungeret i vikingetid og tidlig mid­delalder. Sammen med en fornem kvindebe­gra­velse i Hvile­høj lige i nær­heden og gravpladsen i Hornbæk vidner den om menne­skelig aktivitet her lige ved 1000-tal­lets begyndelse. Men fra det århundrede mangler arkæologerne, så vidt jeg ved, det af­gørende fund, de sikre spor efter en sammenhængende bebyggelse.

Det er mulig­heden for at komme over Gudenåen, som har været afgøren­de for middelalderbyens placering. Hvor det faste land nord og syd for de våde enge nåede tættest sammen, var over­gangs­stedet. Fra det punkt spred­te vejsy­stemet sig med ruter mod vest, nord og øst både syd for og nord for over­gangsste­det.

Byen kom til at ligge nordfor, og dens tidligste gadenet blev dannet af denne vejvifte. Det kan ses endnu i centrum: Middelgade/Kirkegade-forløbet mod vest, Torvegade/Nørregade mod nord og Brødregade/Slotsgade mod øst. Vestergravekvarteret og Østergravekvarteret, hvor nu rutebilstationen ligger, var dengang eng og lavvandet fjord.

Hvad ved vi om byen og egnen omkring 1100? Ja, Randers var altså nok kongens by. Byen havde været møntsted, og der må ud over møntmesteren have været kongelige embedsmænd og foge­der, sikkert knyttet til en større gård, kongsgården, som nok var der allerede på Knud den Helliges tid, men i hvert fald et halvt århundrede senere. Dertil en del gårde og huse langs de nævnte gader ud til Kirkegades slutning i vest, op til Adelgades begyndelse mod nord og til Brødregades udmunding i Slotsgade mod øst. Disse punk­ter har bestemt, hvor middelalderbyens grænser lagde sig fast. Der blev den befæ­stet, på for­skellig måde gennem tiden, med palisader, mur, vold og grav.

Køb­mændene drev ud over deres handel landbrug på marker uden for byen. Og så var der kirker. I hvert fald den, som blev bygget i 1040 med hjælp fra engelske munke. Vist nok. Man ved ikke noget om de første kirker, men det har sik­kert ellers været trækirker som den i Hørning, vi kender så godt, selv om den brændte kort efter opførel­sen engang i 1000-tallet.

1157, 1170 og 1172 / Olaf Tordssøn, Snorri Sturluson og Saxo Grammaticus

Af de mange begivenheder, som naturligvis fandt sted i Randers i løbet af 1100-tallet er kun to nævnt i litteraturen. Med dem hentes til gengæld sagatonen frem af de store værker, så den berører byens middelalderhistorie.

Hændel­serne, der er tale om, har typisk begge med Guden­åen at gøre. Den å har altid betydet meget for byen. Det var også åens betyd­ning, som lå bag den første gang, Randers trådte ind i ver­dens­lit­tera­turen, i 1086 altså med historien om stats­kuppet, som blev plan­lagt her. På en beskeden plads trådte Randers ind – indrømmet, men ind kom byen ved sit navn, ind i de islandske sagaer som en lillebitte del af et litterært monument.

Fortællingen om attentatet på kong Knud står som nævnt i Knyt­linge Saga. Og Randers er endnu en enkelt gang med som scene i Olaf Tords­søns bog. Det er bare et kortfattet sted i for­tællingen om, hvad der skete i magt­kampen mellem de to rivaler Svend og Valdemar efter blod­gildet i Roskilde 1157, hvor Knud og en række af hans nærmeste var blevet dræbt af Svends folk.

Svend var nu kommet til Jylland for at forhindre Valdemar i at sætte sig fast i denne del af riget, som ved en deling havde tilkommet ham. Valdemar var lige efter de voldsomme begivenheder i Roskilde sammen med blandt andre Esbern Snare, stedbroderen, undsluppet til Jylland, hvor han klagede over sin van­skelige situation over for stormands­mødet, Viborg Ting. Han klagede også over mordet på Kong Knud, som Svend havde begået. Endelig fremviste han på tinget sine sår som bevis for, at han ville have fået samme behandling, om Gud ikke havde forhindret det. Han gjorde det klart for tinget, at han var i vanskelig­heder og havde brug for krigere.

Så fortælles det, at alle på mødet højlydt oprørte over Svends handling sluttede sig til Valdemar. Der gik befaling ud om leding, og en stor flådestyrke samledes. Hvor nævner for­fat­teren ikke, han har ikke det bedste kendskab til den danske geografi, men Valdemar selv tog til Randers, skriver Tordssøn, for der at samle landtropper. Så da Svend og hans hær nåede Viborg for at illiminere Valdemar og hans tilhængere, var det for sent.

Svend og hans folk tog så mod øst og nåede Kvorning. Herfra sendtes spejdere længere mod øst, hvor de mødte en gruppe af Valdemars folk under ledelse af Esbern Snare. Det kom til kamp, hvor Esbern Snares gruppe erobrede tre mands våben, som der står, og forfulgte modstan­derne, som med nød og næppe slap fri og reddede sig til Svends lejr i Kvorning. Her ventede dem en skideballe af dimen­sioner. Aldrig havde han haft så dårlige folk ansat, fortalte Svend dem. Og man aner en moralsk opløsning, en forvarsel om nederlaget på Grathe Hede nogen tid senere.

Esbern Snare og hans folk havde omvendt høj moral, fornemmer man. De red tilbage til Randers, hvor de kunne rapportere til Valdemar, at fjenden lå ved Kvorning. Valdemar besluttede da at flytte sine folk sydpå, så de gik over Randers Bro og fjernede broen efter sig. Han ville ikke tage kampen endnu, der strømme­de stadigvæk folk til hans hær. Sydfra, forstår man. Til deres lejr i Essenbæk Kloster ved Assentoft, kan man gætte kvalifi­ceret på. Det var under opførelse på den tid med en stormand af deres familie, Hviderne, som bygherre.

­Skibene hører man ikke mere til i fortællingen. De har for­modentlig liggende i fjorden ud for klosteret dækket indsej­lingen til Randers. Da Svend og hans folk kom til Randers, fandt de Valdemar væk, Esbern væk og alle deres folk væk. Og de fandt broen ødelagt, måtte opgive at sætte over.

Så den afgørende kamp i denne middelalderlige borgerkrig kom altså ikke til at foregå i Randers. Grathe Hede blev stedet for det berømte slag. Valdemars hær vandt kampen, og han kunne nu fortsætte som enekonge, Valdemar den Store. Det ser ud til, at Randers har været blandt de vigtige byer i hans administration. Han må ofte have været i byen og regeret herfra. En enkelt gang, i 1170, er husket.

Her er forfatteren til beretningen Tordssøns farbror, den anden store islandske historiker i middelalderen, Snorri Sturluson (1178-1241). Bogen er en af hans norske kongesagaer, Magnus Erlings­sons Saga. Og hovedpersonen er den norske stormand Erling Skakke, som Valdemar den Store slås med om magten i Norge. Danske skibe havde hærget egnene ved Oslo Fjord, og norske skibe havde under Erlings ledelse som gengæld slået en dansk flåde i Kolindsund, som dengang var fjord og plyndret og hærget Grenå. Nu stod de så lige, og fredsforhandling og forlig skulle blive det næste. Snorri Sturluson fortæller:

Sommeren derefter var Erling i Viken (egnen ved Oslo Fjord). Han gjorde et langskib klart og satte det bedste mandskab, han havde, på det. og så sejlede han over til Jylland. Han fik at vide, at Kong Valdemar var i Randers (Snorri skriver ‘Randaros’). Erling sejlede dertil og kom til byen på den tid, da de fleste sad ved maden. Da de havde taget sejlet ned, ryddet op og fortøjet skibet, gik Erling i land med elleve mænd. De var alle i brynjer og bevæb­net med sværd. Men de havde hætter over hjelmene og var hyldet i kapper. Så gik de til kongens gård.

Retter blev båret ind, og døren var åben. Erling og hans mænd gik straks ind foran højsædet. Erling sagde: “Frit lejde vil vi have, konge, både her og på rejsen hjem.”  Kongen så på ham og sagde: “Er du der Erling?” Han svarede: “Erling er her, men sig os nu hurtigt, om vi får frit lejde.” Der var 80 af kongens mænd til stede, men alle uden våben. Kongen sagde: “Frit lejde skal du have, Erling, sådan som du beder om det. Jeg begår ikke niddingsværk mod nogen, som kommer til mig.” Da kyssede Erling kongen på hånden og gik nogen tid derefter sammen med sine folk ned til skibet.

Medens Skakke var hos kongen, nåede de at tale om forlig mellem hinanden og mellem deres lande. Og de blev enige om, at Erling skulle blive som gidsel hos den danske konge, og at Esbern Snare, biskop Absalons bror (og altså Valdemars stedbroder) til gengæld skulle drage til Norge som gidsel.

I løbet af nogen tid, får man senere at vide, blev Erling Skakke og Valdemar den Store så fortrolige, at Skakke resten af sit liv var den danske konges loyale jarl i Sydnorge.

Omkring 1200 var Saxo Grammaticus ved at skrive sin bog om de danske konger og stormænd Danesaga.

Saxo var sjællænder. Kongeslægten, som han var nært knyttet til og de fleste andre magtfulde levede der. Så hans historie bliver for en stor del i disse omgivelser. Jyske hændelser spiller ikke nogen stor rolle. Randers nævnes kun to gange. Den ene er begivenhederne før det afgørende slag på Grathe Hede 1157, hvor Valdemar den Store i borgerkrigen erobrede eneherredømmet. Forinden havde han med Randers som udgangspunkt samlet tropper, det var kommet til en mindre kamp ved Kvorning og Randers Bro var blevet ødelagt af strategiske grunde. Den begivenhed kender man i dag også fra Olaf Tords­søns Knytlinge Saga skrevet på Island en generation senere.

Den anden gang, Saxo nævner vores by er en begivenhed i 1172, hvor to stormænd, som rettede et mislykket attentat mod Kong Valdemar, under flugten kommer til Randers og derfra med skib til Sverige.

1200 / Kirkerne

Det var tiden for de store kirkebyggerier i sten. Og sydligst i Randers, helt nede ved havnen eller skibs­broen var Sct. Clemens Kirke blevet bygget i granitkvadre. Den lå langs det nuværende Tårngade, dens fundament med en smuk vestportal med tre søjlepar som i Viborg Domkir­ke blev udgravet af Otto Norn i 1945. Ved år 1200 stod den altså som et ret nyt hus meget sandsyn­ligt med et tårn i samme romanske stil.

Nord i byen lå Sct. Peders Kirke. Den var nu ved at være hundrede år gammel og har måske også virket gammeldags med sit lyse byggemateriale, frådsten og kalksten, som var gået af brug. Men den var senere blevet del af et nyt nonnekloster, Vor Frue fra omkring 1135 bygget af røde teglsten, som var kommet i brug ved indflydelse fra Italien. Munkestenene, som de kaldes i dag var herefter middelalderens foretrukne materiale til de store byggerier, kirkelige institutioner, visse købmandsgårde, slotte, herregårde og fæstningsanlæg.

Vestligst lå den første Sct. Mortens Kirke, som det meste af middelalderen var sognekirke. Den var bygget af granitkvadre, omgivet af en kirkegård med stendige som grænse mod byen.

Endelig nord for byen, uden for befæstningen, englændernes kirke, der som nævnt i den første artikel kan være den samme som Sct. Laurenti Kirke, selv om kilderne først fortæller om den 150 år senere.

Der er også andre udtryksfulde minder fra omkring 1200. Det ældste segl fra byen er fra denne tid og fortæller som et lignende fra Viborg, at byen nu ledes af to oldermænd. Sigillum seniorum de randrus står der omkring to fine relief­skårne mandsfigurer i romerske dragter. Den berømte Randersma­donna var importeret og sad på plads i sit gyldne alter, nok i en af klosterkirkerne. Nordpå i Råsted Kirke gik man kort efter århundredskiftet i gang med de lige så berømte kalkmalerier.

Katalog

BILLEDKVADER fra romansk kirke, uvist hvilken. Tidlig middelalder. Med indristet fremstilling af en biskop, nok den hellige Nicolaus af Myra. Bispehuen bæres på den ældgamle måde, så den forfra ses som to horn. Dertil bispestav i venstre hånd og i højre hånd livets opslåede bog, her dog uden alfa og omega.

Billedkvaderen blev fundet i 1934 ved byggearbejde på grunden, Tørvebryggen 4-6, hvor den var genanvendt i funderingen af et hus fra 1700-tallet Den stammer med stor sandsynlighed fra en nedrevet romansk kvaderstenskirke,  måske Sct. Clemens Kirke i Tårngade, som netop blev endelig sløjfet på den tid.

En senere tolkning af motivet går ud på, at fremstillingen viser Moses med lovens tavler, stav og de horn, som den middelalderlige bibeloversættelse udstyrede profeten med, da han anden gang kom ned fra Sinais bjerg med tavlerne. I dag læser vi på det sted (2. Mosebog, kap. 34, v. 29 og 35) at ”hans ansigts hud var kommet til at stråle”, hvilket hænger sammen med, at horn og stråleglans er to ord, der på hebræisk er grammatisk beslægtede.

Dette enkle billede på granitstenen fra Tørvebryggen blev midt i 60-erne valgt som bomærke for Kulturhistorisk Museum, Randers.

RANDERSMADONNA. Omkring 1200. Bronzefigur fundet i havnen ved Randers Bro 1828. Denne middelalderlige fremstilling af Maria med barnet, som helt sikkert har siddet opret på venstre knæ, men som desværre er gået tabt, er trods tilknytningen til vores by slet ikke noget lokalt arbejde.  Dets elegance røber for selv den ukyn­di­ge, at der at tale om en tilblivelse i mere kunst­nerisk for­finede omgivelser, i Frankrig eller Burgund for eksempel. National­museet udstiller den originale figur sammen med de gyldne altre, idet der er alminde­lig enighed om, at den ene­stå­ende Mariafigur kan have siddet i et sådant alter som midt­figur. Uenigheden drejer sig om op­rindelses­land for arbej­det. En svensk for­skertradition mener, det må være et dansk eller i hvert fald nor­disk arbejde, den danske faglige tradi­tion mener figuren er af fransk oprindelse.

Fre­m­stillingen af barnet, som formo­dentlig har siddet opret på venstre knæ, var for­svun­det, da figuren i 1828 blev trukket op fra fjord­bunden ved Randers Bro. Originalen med spor af forgyldning er på Nationalmuseet. Museet i Randers udstiller nøjagtig kopi i bronze.

1244 / Byen brænder, byen erobres, brænder og brænder igen

Uden for byen, lige ved det nuværende Assentoft, på en ø i fjorden, som i dag er landfast, og hvor der nu ligger en fabrik med høje skorstene, der lå siden omkring 1140 Essen­bæk Kloster. Fra dette kloster er bevaret den kendte Essen­bæk Årbog, som kort­fattet opregner begivenheder år for år. En af benediktinermunkene i klo­steret må år efter år være forfatteren, sådan også i midten af 1300-tallet.

En enkelt Randersbegivenhed har forfatteren fundet så bemærkel­ses­værdig, at den tilbageskuende måtte med i bogen. Den var så frygtelig, at den blev husket mere end hundrede år senere. Året 1244, mens Erik Lam var konge, skriver han, brændte den bedste del af Randers. Randrus igne periit står der kort i bogen ud for årstallet. Randers udslettet af brand. To kirker og det helt nye gråbrødreklo­ster fra 1236 samt, må vi regne med, en mængde gårde og huse blev ødelagt eller svært beskadi­get. Det ved vi fra præsten og byhistorikeren  Matthias Galthen, som skrev Til en Beskrivelse over Kiøbstaden Randers, 1802, side 61f.:

“Aar 1244 opkom her en stor ildebrand, hvoraf den bedste del af byen, tvende kirker og det 6. Aar tilforn opbygde graabrødrekloster blev lagt i aske.

Aar 1247 i kong Erich Plogpennings tid, da hans brødre , hertug Abel og grev Christoffer førte krig med hinanden om rigets deling, afbrændte de baade Randers og Veile foruden mange landsbyer.”

Galthen, som jo skriver 1802, tilføjer her en senere bybrand og en personlig oplysning eller måske skjult kirkehistorisk  kommentar:

“Aar 1532 var her ligeledes en stor ildebrand i Randers, som ødelagde mange huse og gaarde, samme ansaae de her værende munke for en Guds straf over indvaanerne, fordi de havde  begyndt at vise koldsindighed imod den katholske som landets gamle religion: og derimod at ytre en almindelig tilbøjelighed til den nysbegyndte, men dog ei endnu indførte Lutherske.”

Og Galthen nævner til sidst i sit afsnit om bybrande endnu en:

“Aar 1671 var her atter en stor ildebrand, hvorved mange huse og gaarde bleve laggte i Aske. Samme tid brændte spiret paa det endnu tilbagestaaende St. Clemens taarn.”

Desværre noterede han ikke, hvor han havde sin viden fra byens højmiddelalder fra. Men det forstås at de gyldne år fra perioden omkring århundredskiftet 1100 / 1200 med de stærke konger Knud og Valdemar var forbi. Povl von Spreckelsen nævner i sin Randers-Data, 1960-61, ved året 1247, at han har set en oplysning et sted, at det Abels tropper som erobrede og afbrændte byen. Det er vældigt billeddannende os: byen erobret og brændt ned. Hvilke andre forfærdelige ting er ikke foregået derud­over.

Der var ganske enkelt borgerkrig i landet de år. Efter den store kong Valde­mar Sejrs død i 1241 var hans sønner i kamp om magten. Erik 4. med tilnavnet Plovpenning var blevet konge, men hans bror Abel, som var hertug i Sønderjylland, begyndte året efter et åbent militært oprør. Det dyssedes ned, men blussede så op igen 1246, hvor Abel yderligere allierede sig med sine brødre Christoffer og Knud, hertuger på Lolland – Falster og i Ble­kin­ge.

I klosterbøgerne fortælles om de frygtelige år. Ud over Randers var det året før gået ud over Ribe og Odense, som brændtes ned. Klostrene og bøndergårdene var endnu mere værge­løse ofre for hærenes plyndringer. Selv dronning Jutta deltog af hjertens lyst i voldshandlingerne, fortælles det i Øm klo­sters krønike.

Femten år efter brændte byen igen. Det er atter fra Essen­bækår­bogen, vi ved det. Randrus combusta est står der ud for året. Byen er fuldstændig brændt.

Vi der læser bemærkningen gad nok vide, hvor meget der har været bygget op på de femten år. Hvor hurtigt, man har kunnet genopføre husene. For beboelserne må det naturligvis være gået hurtigt. Inden vin­teren skulle alle familier under tag.

Hver gang har de bygget på de gamle fundamen­ter. Så gaderne er blevet liggende som fra begyndelsen. Sådan er det fortsat til for få år siden. Ikke kun efter brande. Også når man tog et gammelt hus ned for at bygge et nyt og bedre, som man sagde. Det nye hus kom til at ligge på det gamles plads. Således er den gamle bys gadenet og byggelinjer dens arvede struktur fra dens grundlæggelse.

Omkring 1300 / Stor by

Den jul – det var i året 1293 –  fejrede kongen, Erik Menved og hans nærmeste rådgivere  i dyb hemmelighed i Randers og samtidig planlagde de nødvendige intriger herunder den ar­restation af biskoppen Jens Grand, som skulle fjerne denne mægtige modstander, uden man samtidig fik paven i Rom som fjende. Kombinationen af vold og diplomati i den plan var næsten ti år om at lykkes. Under påskefesten det følgende år, 1294 gennemførte kongen og broderen Christoffer med nogle få mænd en arrestation af Jens Grand. Han underkastedes en ydmygende og grusom behandling, og den torterede mand  blev indsat i fængslet i kongens Søborg. Det udløste imidlertid en lang i krise i forhold til kirken og dens øverste internatio­nale ledelse, som krævede års forhandlinger at løse. Jens Grand fik forinden deres afslutning mulighed for at flygte til sin borg på Bornholm, men han fik aldrig sin magt tilbage.

Denne stadigt stærkere centralmagt omkring kongen havde nu vundet vigtige sejre over såvel adel som kirke. Den søgte at alliere sig med de større byer som forekom vigtigere og vigti­gere. Byerne var økonomiske og militære støttepunkter for kongen og de fik, til gengæld vel, en række privilegier fast­holdt i højtidelige breve på pergament. Randers fik netop af Erik Menved sit ældst kendte privilegium 1302. Det er det årstal, man nu bruger som grundlag for byjubilæer. Så 2002 var byen altså sådan regnet 700 år gammel.

Men byen er jo meget ældre, og her omkring 1300 er den en anselig købstad efter middelalderforhold. Et par tusind menne­sker har levet inden for dens volde og grave. Det seneste århundrede havde været præget af en række brande, men kildestoffet tyder på, at huse og gårde er blevet genopført ret hurtigt. En ny, stor institution var kommet til allerede 1236 ved Østerport opførtes Randers Gråbrødrekloster på den grund, hvor nu Slotscentret ligger. Det kloster har set ud af noget. Fire tostokværks bygninger omkring en gård forbundet af en indvendig gang, som det vældige tag overdække­de. Den nordlige fløj var kirke med tårn. Alt var opført i teglsten i den nye gotiske stil. Fran­ciskanermunkene i dette vældige hus satte deres præg på byen med en internatio­nal og intellektuel orien­tering. Med deres mange udenlandsrejser og deres mange fremmede gæster.

Men købmændene og håndværkerne var de afgørende grupper. Deres gårde og huse og værksteder har ligget tæt i gaderne, og i løbet af de kommende årtier blev arealerne ud mod engene sydvest for Kirkegade/Mid­delgade og sydøst for Brødregade byggemodnet ved opfyldning. En arkæologisk undersøgelse på hjørnet af Apotekerstræde og Vestergra­ve, som museet gennemførte i 1979 viser fyldmateriale tilbage til omkring 1300, og en tilsvarende udgravning i 1987 ved Trangstræde tyder sammen med tidligere undersøgelser på et samlet byggemodnings­program i 1400-tallet.Yderst er der kommet bag­huse til og den senere gadelinje Vestergrave og Østergrave er forbe­redt. Man har vel kunnet færdes på volden og kigge ud over gravene og engene mod fjord og å.

1302 / Jubilæumsprivilegiet

Det må mindst have taget to dage for købmændene fra Randers at ride til nabobyen for at hente det brev fra kongen, som den dag i dag er det, som gør byen til by, til købstad, synes den. Det brev som gør, at der blev holdt en stor byju­bilæ­umsfest i 1952, og som således også er baggrund for de mange arrangementer, som blev afholdt hele 2002. Fordi der altså var gået 700 år siden den ridetur til Viborg.

Jeg tænker mig, at de red ud gennem Vesterporten, som lå, hvor i dag Vestergade begynder lige ud for den butik, som til for få år siden var Lars Jacobsens boghandel, i dag opdateret til frisørforretning. Her må den lille gruppe, som havde fået det hverv, være kommet ud af byen den dag. Det var den 7. marts. Så skulle de ad vejen mod Hornbæk og Tånum, som var de første landsbyer, de passerede. Derefter fortsatte Vi­borgvejen, som nok kun var et svagt hjulspor i landskabet, gennem Ålum, forbi den lille Skjern Kirke. Den ser stadigvæk stort set ud som dengang. Den fik aldrig tårn. Så gennem Viskum, Vejrum og Tapdrup, hvor kirkerne mindede om Viborgs store domkirke. De havde alle efterlignet hovedindgangen med de tre søjlepar. Som Sct. Clemens Kirke ved Sønderport hjemme i Randers. Det kan da godt være, de har snakke om det.

Sidste kirke før Viborg var biskoppens ærværdige Asmild ved søen, som Randersdelegationen måtte udenom før den kunne passere Viborgs byport sikkert langt ud på eftermiddagen, men inden solnedgang, hvor porten lukkedes.

Så måtte de gøre rede for ærindet, må man tro, vise legi­timation. Byerne var som små lande for sig. De havde tydelige grænser med befæstning. Så har de indkvarteret sig for natten og tidligt næste dag, den 8. marts, torsdagen efter faste­lavnssøndag, som det på middelaldervis er angivet i brevet, har de haft møde med kongen. De har vist de privilegiebreve, de hidtil har haft, og modtaget det nye perga­ment, som også er gået tabt, men hvis indhold vi kender, fordi det blev skrevet af i et kongebrev fra 1436. Og det har vi. Det ligger i museets boks nu, i sikker forvaring. Det er jo stadigvæk vigtigt, om end på en anden måde.

Det tabte pergament fra 1302 indeholdt en ganske kort tekst, hvor kongen erklærede, at han med dette brev fuldstændig fritager og frikender nærværen­de brevvisere, vore elskede borgere i Randers, for ydelse af told til os, hvorsomhelst de måtte komme inden for vort rige med deres varer undtagen på Skanørmarkedet. Det med at være brevviser betød, at hvis man havde sådan en vigtig forret som her, måtte man kunne vise privilegiebre­vet frem.

Før Randers havde kun fire byer toldfrihed, nemlig Slesvig, Ribe, Fåborg og Væ i Skåne. Erik Menved gav det efter Ran­ders til Slagelse og Haderslev. Haderslev havde det dog kun i Sønderjylland, fortæller retshistorikeren Helmuth Schledermann i noterne til sin oversættelse, som museet har udgivet. Efter overrækkelsen er turen så gået hjem til Randers ad samme rute som dagen før. Der må have været festlig aftensmad, da de nåede frem. Et privilegium var noget at fejre.

Ni år senere var der igen en gruppe Randersfolk i Viborg for at modtage privilegier af kong Erik. Det var også den gang midt om vinteren, den 22. marts, mandagen næst efter midfa­stesøndag.

Det nye privilegium gav byen dens egen stadsret og bekræftede og præciserede denne ret til at dømme forbrydelser inden for byområdet, en ret, som man havde haft siden Kong Valde­mars tid, altså måske siden slutningen af 1100 – tallet.

Tidligere på året havde kongen selv været i Randers for at holde retterting. Det var den 2. februar, på vor Frues Renselsesfest som der står i dokumentet. Rets­sagen handlede om et jordpant, som ærkebiskop Esger i Lund nu ville inddrive og sælge til kongens visekansler Bror Degn. Det kom jo ikke Randers by ved. Pantet lå i Skåne, og man blandede sig sjældent med de store herrer. Kongen var imidlertid i Randers og rettertinget blev holdt her. Og det kan da være, at byens råd har haft mulighed for at forelægge kongen deres ønsker til det nye privilegium. Ret til at dømme i egne sager i første instans. Den ret fik byen altså.

1340 / Niels Ebbesens vilde commandoraid – og  pestens sorte død

Det er 1340, Hundredeårskrigens tredje år – mon nogen kunne forestille sig, hvor længe den krig ville vare?  Det er det år, den holstenske grev Gert besætter Jylland med en tysk hær. Sit hovedkvar­ter indretter han i Randers, denne vigtige fæstning ved den eneste passage over det store eng- og åsystem. Dette er baggrunden for Niels Ebbesens stjernestund.

Historikeren H.M.Rosenørn fortæller meget detaljeret om det spændende højdepunkt: ”Efter ved Clausholm i største hemmelighed at have truffet de fornødne aftaler måtte Niels Ebbesen hurtigst muligt ved borgen i Nørreris ved det nuværende Hinnerup samle de strids­mænd, der ville følge ham på et raid mod greven i Randers. Han ledsagedes på dette af vel 60 mand, der var godt kendte med adgangsforholdene, så at de i stilhed og mørke kunne nå målet” –  de omkring 20 km mod nord ad landevejen over Haslund og Vorup – ”så mørk en nat, årstiden kunne frembyde. Det var nymåne den 28. marts klokken ti om aftenen, altså tirsdag i midfaste. Og det var den sidste dag i ugen, lørdag, den 1. april henimod skum­ringen, at Niels Ebbesen med sine følgesvende rykkede ud fra Nørreris ad den tæt vest for borgen gående hovedvej mod Ran­ders.” Efter et holdt med hestene og en briefing ved Fruerlund, dengang et skovområde ved Vorup, gik angrebsgruppen ”natten mellem lørdag og søndag over broen ind i Randers, som om den var en nattevagt for den sovende hær og besatte et stenhus. Forinden de herfra kunne angribe grevens kvartér, måtte de besætte de adgange, hvorigennem den tyske besætning kunne forudses nærmest at ville ile ham til undsætning.” Greven, fortæller Rosenørn, var vågen og sammen med sin kapellan i bøn – han havde adskilligt at bede Gud om forladelse for, bemærker den ret partiske forfatter. ”Hvor nu end det stenhus lå, som Niels Ebbesen med sine følgesvende holdt besat, kan det ikke have været langt fra grevens kvarter i gården på hjørnet af Middelgade og Apotekerstræde, og det kan ikke ret vel tænkes, at de længe har udsat angrebet. Man måtte bryde sig adgang med vold, og under den påfølgende kamp dræbtes greven, hans kapellan og tre småsvende.

Men det vanskeligste stod tilbage. Allerede ved alarmen i grevens kvarter var den vestfalske ridder Hinric von Viting­hoven ilet til undsætning, men var blevet nedhugget af dansker­ne, der nu søgte bort fra gerningsstedet”, under trommehvirvler fortæller Rosenørn, dels for at samle de udsatte poster, som bevogtede de forskellige adgange, dels for at bekendtgøre, hvad der var sket, så det ikke kunne betragtes som snigmord.

Men endnu en forhindring måtte brutalt fjernes. Lige før commandogruppen nåede broen, mødte den en Aage Hase, som hørte til grevens parti. ”Hvis det var lykkedes Aage at standse eller blot at sinke Niels, ville den tyske besætning i byen, der nu var kommet på benene, have kunnet knuse den lille hob, der havde fældet greven, og idet Niels Ebbesen således måtte sætte alt ind på snarest at nå broen, nedhuggede han efter et kort ordskifte Aage.”

Kommet over broen på vej til hestene, som var skjult ved Fruerlund ”er det rimeligt, at Niels har sikret sig bistand fra den nærliggende Nielstrup Mølle, navnlig til at fjerne broleddet, efter at han var kommet tilbage over broen, og at han, for således at dække sit tilbagetog, har ladet en betroet svend forblive ved møllen under angrebet på Randers. Det måtte forudses, at besætningen i Randers ville forfølge drabsmændene, og hvad enten forfølgelsen skete over broen, der snart måtte kunne sættes i stand, eller ved hjælp af Aage Hases kåge, var det sikrest, at Niels’ skare så snart den var kommet over broen og havde besteget sine heste, opløste sig og forsvandt enkeltvis.

Idet Niels Ebbesen således med ganske enkelte ledsagere i morgendæmringen red gennem den tildels med skov bedækkede egn mellem Nielstrup og Nørreris, er det ikke urimeligt, at han på et sted, hvor han måtte unde hestene nogen hvile, er blevet set af en fattig huskone, der har stillet hans hunger med et af sine to fladbrød, og at mindet herom senere er føjet  til riddersvendenes vise…” som ligger til grund for Rosenørns vidunderlige rekonstruktion af Niels Ebbesens aktion, som er blevet denne vældige markør for byens selvopfattelse lige til vore dage.[7]

Meddelelserne i kilderne fra de følgende år indskrænker sig til et par ejendomshandler. Og vi får et par navne på Randersfolk. Det giver lidt farve: Aage og Vilhelm er priorer ved Vor Frue Kloster. Vilhelm afløser Aage i 1345. De er sælgerne. Køberen er Tor Degn. Det er meget fredeligt og almindeligt, men så ni år senere hærger pesten byen.

Man får kun oplysningen, ingen detaljer. Det begyndte sent på sommeren 1349. Tog af i oktober, men vendte tilbage næste forår med ny kraft. Omkring Randers blev 11 landsbyer så befolkningstynde, at kirkerne blev nedlagt, beretter Arild Huitfeldt i sin Danmarks Riges Krønike fra 1652. Og det kan da meget vel være en korrekt fortolkning af en oplysning, han har fra Yngre Sjællandske Krønike. Det samme gælder hans fortsættende oplysning, at bygningsmaterialerne fra de nedrevne kirker blev brugt til kongen, Valdemar Atterdags borg i Randers. Endnu er denne bygning imidlertid ikke påvist ved arkæologiske undersøgelser. Og hvorfor så ikke?

1357 / Fæstningen Randers

”De erobrede fæstningen Randers, som kongen for nylig havde opført, efter at 11 kirker var revet ned, og som han havde givet i Peder Lauridsens varetægt. Og ham forjog de.” Sådan taler krøniketeksten om en begivenhed i 1357. Erobrerne var det jyske stormandsparti, kongens modstandere. Mange har med Huitfeldt læst teksten som ’Randers fæstning’, (’castrum in randrus’ står der) set en kongeborg for sig og ind imellem givet den navnet ’Randershus’. Men der kan lige så vel være tale om hele den befæstede by. Som var dette vigtige støttepunkt for Valdemar Atterdags parti under bestræbelserne på at frikøbe og erobre de danske områder fra de holstenske panthavere. Det begyndte kort efter Niels Ebbesens aktion i 1340. Den havde alene fjernet den holstenske leder, grev Gert, ikke besættelsen. Godt nok fulgte et almindeligt oprør i hele Jylland, men i november samme år vandt besætterne et stort slag ved Skanderborg over den jyske hær. Og Niels Ebbesen blev dræbt.

Alligevel var situationen for det holstenske parti usikker, og de gik med til at indsætte kongesønnen Valdemar som dansk konge, men reelt uden land. Han var ung, giftede sig og fik ved medgiften Vendsyssel, Thy og Himmerland. Det var jo dog noget. Ved en kombination af politiske forhandlinger, magtudøvelse, ekstra skatter og militære aktioner samlede han herefter på to årtier riget.

Og vores by gjorde han til en endnu stærkere fæstning, ja han opførte den, militært set, siger kilden altså. Så det har været omfattende. Grave, volde, mure og porte. Udbedrede, fornyede, nyopførte i et omfang, det ikke er lykkedes arkæologerne at få rede på. Men en kongelig borg, et slot i Randers tror de ikke på mere.

Det var efter pesten. Lige efter 1350. Landsbyer lå uddøde. I elleve valgte man at rive kirken ned. Sognet forsvandt. Kvadrene blev kørt til Randers. Blev fundament for bymuren. Formodentlig er det disse kvadre, man for mange år siden fandt som del af et murfragment, som stod tilbage i kælderen på hjørnet af Lille Kirkestræde og Vestergade, lige ved stedet for den middelalderlige Vesterport. Arkæologen Frits Uldall tegnede den lille stump bymur med skydeskår. Oven på granitkvaderfundamentet var muren bygget af tegl.

To år senere belejrede kongens tropper byen, men denne gang holdt fæstningen Randers til angreb med  skyts, blider og bukke, fortæller kilden. På langt sigt viste Valdemar Atterdags parti sig imidlertid som det stærkeste, og byen må på et tidspunkt eller efterhånden være blevet et vigtigt kongeligt støttepunkt i Nørrejylland. Og købmændene kunne finde kongens privilegium frem. Han havde fornyet det så sent som 17. februar 1356, da han var i byen. Hvem af de stridende stormænd, byens borgere inderst inde holdt med, kan være vanskeligt at vide. De passsede vel deres forretninger og deres landbrug fra deres gårde langs fæstningsbyens gader og blandede sig ikke i herrernes magtkamp.

Fyrre år senere, omkring århundredskiftet var der atter stabilitet i Danmark. Det centrale styre havde nået et nyt højdepunkt af succes under Margrethe 1.s regering. Stormænde­nes magtinstrument, hoffet, som det blev kaldt, var gledet i bag­grunden, og en snævrere kreds, rigsrådet fik fra Valdemar Atterdags tid en helt afgørende plads i dansk politik. Rigs­rådet bestod af de vigtigste embedsmænd, biskopper og førende lensmænd. Lensmændene sad på de kongelige borge som lokale militære kommandanter. Dette rigsråd udgjorde den snævre rådgivergruppe omkring kongen og på Margrethes (1375-1412) tid omkring hende.

Den store triumf for denne regering var den nordiske union, som betød, at Margrethe havde Sverige, Finland, Norge, Færøerne, Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Island, Grønland (hvor­til man ganske vist havde mistet forbindelsen) og Danmark under sig.

Margrethe var i Randers 1391 i pinsen, og lørdagen efter, den 20. maj havde hun møde med byens ledelse og for­nyede de privilegier, man havde. Hun havde imidlertid ikke ro på sig til at sætte sig ind i bestemmelserne (der var sandt at sige også andet at se til) men hun indbyggede et flot forbe­hold i tek­sten. De forrettigheder, som hendes elskede borgere i Randers havde fået bevilget af hendes far, Valdemar Atterdag og dermed af konger før ham, erklærer hun ved magt til, som hun skriver  ”vi får bedre tid til at undersøge og overveje de nævnte fri­heder, begunstigelser og privilegier, eller vi beslutter at tilbagekalde dem.”

Hvad var der så sket med Randers siden Erik Menveds dage? Først og fremmest var byen altså blevet en fæstning på den ene eller den anden måde. Omkring 1400 finder vi endvidere alle de store bygninger, vi kender fra Randers’ middelalder, samtidig til stede i byen: den ældste Sct. Mortens Kirke, Sct. Clemens Kirke, Vor Frue Kloster (men nu i trist tilbagegang, fortælles det), Gråbrødrenes kloster, det første Helligåndskloster med kapel og uden for byen englænder­nes kirke/Sct. Laurentius  og Sct. Jørgen, de spedalskes hus og kirke. Karéerne mellem Middelgade/Kirkegade og Vestergrave og mellem Brødregade og Østergrave er nu udbygge­de. Middelalderbyen har fundet sin klassiske form: fire kvarterer adskilt af et korsformet gadeforløb mellem de fire porte. Hjertets form som billede på den himmelske stad. Og fra omkring 1370 gengives denne sindbilledlige befæstede by på købstadens nye våben, det nuværende byvåben.

1400 / Byens hjerte

Man kan i dag komme til at tvivle på, om byen Randers stadigvæk eksisterer, om dens struktur af bosættelse, aktivitet og forvaltning, som bærer den gamle købstads navn, stadigvæk har karakter af by i den der gamle betydning tilbage fra middelalderen. Om strukturens fortætning ikke, specielt siden kommunesammenlægningerne, så tilpas gradvist glider over i landlige omgivelser, som til gengæld imødekommende med sine parcelhuse omkring de tilsvarende gamle landsbykerner strækker sig ud, så i hvert fald den fysiske grænse næppe anes, og vi står tilbage med en ny ikke-materiel konstruktion, et postulat af samhørighed, den moderne kommune, som har overtaget byens navn, men ikke dens tanke. Dens våben, men nok ikke dets betydning, som engang så tydeligt for menneskene viste hen til byens guddommelige plan og til dens levende hjerte.

Mange middelalderlige bysegl viser det himmelske Jerusa­lem, fortæller historikeren Otto Borst i sin bog Altagsleben im Mittelalter. Den berømte romanske lysekrone i Hildesheimer domkirken, lysekro­nerne i Aachen og på Comburg samt vore røgelseskar af bronze fra de middelalderlige kirker vil alle ikke være andet end hen­holdsvis Jerusalems ringmur og dens tårne og spir.

Randers’ byvåben fra den senere del af middelalderen, som stadigvæk er i brug, det er både voldgrav, ringmur, port og tårne. Som man tænkte sig åbenbaringens himmelske stad, som man lod sin by være et sindbillede på.

Vores middelalderlige by, Randers Kommunes bymidte – udgør denne ganske på håndfast sikkerhed og kommerciel nytte indrettede institution tillige en religiøs manifestation? Vi bliver let holdt tilbage af vore moderne kategorier. Men vi må opgive dem for at forstå, at i middelalderen flyder himmelske og jordiske formål ind i hinan­den.

Det 21. kapitel i Johannes’ Åbenbaring bliver, ikke kun læst dengang, også når vi ser det afsnit af digtet i dag, en vision om en idealby ..­.og den havde en stor og høj mur og den havde tolv porte. Og det blev dengang samtidigt reelle planfor­læg for byerne i den kristne kultur, også med en mindre videre­førende variant: det firkantede anlæg, der nogle steder erstat­ter det ideale cirkelrunde anlæg. 1200-tallets og det tidlige 1300-tals ligeledes cirkelrunde verdensplan blev til et gyldigt skema for byens kosmos med ringmur eller vold omkring og med et gadekors indenfor, som skaber fire kvarterer. Middel­alderens idealby – og middelalderens Randers – er en firdelt cirkel, et sindbilledligt hjerte, skal vi se.

Pia Tafdrup digter om Jerusalem i sin Territorialsang. Trods advarsler, som hun skriver i et af digtenes titel, går hun alene kvinde i middags­timen ind i de snævre passager, hvor netværket af grenede muskeltråde fortættes. Og jeg kender i beskrivelsen min gamle by fra dengang, før brutale saneringer split­te­de dens netværk ad, opløste dens rigdom af gyder og stræder i måske praktiske, men ufølsomme og tankeløse pladser, rutebilstationen og torvet ved Helenestræde for eksempel. Digteren har en strofe om byens plan:

Hjertet er ved skillevægge delt i kamre

som den gamle by i fire kvarterer

alle forbundne med hinanden

Sammen slynger de blodet rundt i mørket

giver ilt, giver næring og lys til organismen

Ser man Randers’ ældre bykort fra før ulykkerne, ja, så er hjertets form gribende synligt.

På den baggrund kan Randers’ bysegl opfattes som sind­billede på idealbyen, på det himmel­ske Jerusa­lem. Og byens gamle plan – med fire porte i en befæstning forbundet med gadeforløbene Middelgade, Torvegade, Nørregade fra syd til nord og Slotsgade, Rådhusstræde, Torvega­de, Kirkegade fra øst til vest – kan da opfattes som et ek­sempel på denne idealby. Når der så placeredes et kloster ved de tre porte og en sognekirke ved den fjerde, den mod syd, er billedet færdigt: byens logi­ske, smukke, sakrale byplan.

Det er ikke sikkert, at de på teknisk forvalt­ning ved, at det for­holder sig sådan. For med planerne for den ny rute­bilstation fra 2000 eviggør de formodentlig den hensynsløse amputation af byens nederste, venstre hjertekammer, som fjernelsen af det gamle Østergravekvarter omkring 1965 udgjorde. En nutidig, mere betænksom og bevarende kirurgi ville med sin erindring om den gamle struktur kunne reetablere kvarteret med en ny tids byboliger i den gamle skala, i de gamle rytmer: Østergraves smukke bue modsvarende Vestergraves, forbindelsesgader til Brødregade, gyder og stræder ned til en ny og smuk havnefront, huse i én og to etager med facade i de gamle gadelinjer og skel efter de gamle matrikler. Gårde, haver og skure i karrémidterne. Vil Randers fortsat kalde sig en by, må Randers passe godt på sit gamle hjerte, som giver ilt og næring til organismen.

Ser man Randers’ ældre bykort fra før ulykkerne, ja, så er netop hjertets form gribende synligt. På den baggrund kan Randers’  nuværende bysegl opfattes som sindbillede på idealbyen, på det himmelske Jerusalem. Og byens gamle plan med fire porte i en befæstning forbundet af gadeforløbene Middelgade, Torvegade, Nørregade fra syd til nord og Slotsgade, Rådhusstræde, Torvega­de, Kirkegade fra øst til vest kan da opfattes som et eksempel på denne forbilledlige stad. Når der så i middelalderens løb placeredes et kloster ved de tre porte og en sognekirke ved den fjerde, den mod syd, er billedet færdigt: byens logiske, smukke, sakrale byplan. Omkring 1300 har det været indlysende for tanken og til at se for øjet.

1450 / Byplan

Jeg mangler Trangstræde, altså det gamle Trangstræde, som forbandt Middelgade med Østergrave. Det nævnes i litteraturen første gang engang i 1400-tallet. Det nye Trangstræde mellem en påstået arkadebygning og en midlertidig parkeringsplads nægter jeg det gamle navn. Man savner gaden tydeligt, nu lægehuset med apotek er opført som en klodset spærring, som gør det besværligt, næsten meningsløst at benytte det, som i årene siden ødelæggelsen af Østergravekvarteret har erstattet denne smukke og logiske gade, nemlig muligheden for at smutte forbi fiskehandler Møllers butik, gå bagom Munkens gårdhave og Brødregade 25’s gård og så ramme den vigtige smøge ved BG Bank og papirhandlen. Netop den passage var det oprindelige Trangstrædes. Funktionaliteten i ruten har en menneskealder hævdet sig over for en bypandisposition, som har kaldt sig rationel.

Tre gader forbandt siden middelalderens sene del byens syd-nordgående hovedstrøg med dens østlige del, den østre grav, senere tilkastet og konverteret til voldgade: Østergrave. I byplanen smukt og logisk modsvarende Vestergrave. De tre er Burschesgade (som kom til sent, men tydeligt inden for denne logik), Dytmærsken (det smalle stykke ud mod Brødregade er bevaret, det brede ud mod Østervold er en ny tilføjelse) og så altså Trangstræde. Nøjagtigt svarende til tre stræder mellem hovedstrøget og Vestergrave.

Samtidig med, vi med byggeriet af det kombinerede lægehus og apotek forskærtsede enhver mulighed for at reparere på de brutale nedrivninger i 60’erne deltog vi således iført skyklapper i Miljøministeriets arbejde med at skabe overblik over bevaringsværdige bykvaliteter. En af de vigtigste kvaliteter ved de danske købstæder er byplanen, som i modsætning til husene har vist sig vældig uforanderlig fra byernes grundlæggelse i vikingetiden og århundredet efter til midt i dette århundrede, hvor angrebene satte ind mod denne gamle struktur i købstædernes centre, deres bykerner som jo alle var middelalderlige. I 1987 tilsluttede Danmark sig Granadakonventionen om Europas arkitekturarv, som går ud på at sikre væsentlige monumenter. Vore til for nylig intakte middelalderlige byplaner, som de viser sig i bykernernes gadeforløb og grundstørrelser og placeringer regnes for noget af det vigtigste. Men de er i konstant fare for enten hensynsløse eller ubetænksomme indgreb. ”Det er et af Europas store nationale monumenter, som nedbrydes i vor tid” skriver Jørgen Elsøe Jensen i sin bog Danmarks Middelalderlige Byplaner. Et forskningsprojekt, han i denne sammenhæng har udført for Skov- og Naturstyrelsen.

Arbejdet med registreringen af alle disse bykvaliteter, middelalderlige, senere værdifuldheder og helt nye har været i gang siden 1987. Det foregår efter et fælles system, Survey of Architectural Values in the Environment (SAVE) og udmøntes i databaser og bogudgivelser under navnet Kommuneatlas. Igennem 2000 foregik der et sådant kommuneatlasarbejde i Randers. Det fortalte plan- og bygningschef Mogens Harbo om i avisen. Beskedent, som han altid fremstillede sager, han havde fat i.  Og det her var et længe savnet og yderst løfterigt projekt. Randersatlasset peger nu magtesløs på resterne af den middelalderlige byplan, som den nogle år endnu træder frem i centrums struktur.

Jeg er sikker på, at arkæologerne, hvis de så godt efter, da de før grundudgravningen til læge- og apotekerhuset atter gravede dette vitale sted, middelalderbyens sydøstlige hjertekammer, fandt den gamle struktur for Østergravekvarteret intakt med grundstykkernes størrelse og gadeforløbenes beliggenhed uforandrede tilbage til bydelens anlæg for seks hundrede år siden. Alene vor generation har i modernitetens navn i den naive del af funktionalismens allersidste periode i 60’erne  brudt denne smukke struktur af hensyn til en ideologisk og tempoær skønhed, som alle omkring os atter har forladt.

Overalt i byerne fandt man ellers i 90’erne de gamle linjer og elementer frem. I Århus gravede man åen frem, efter den har været skjult af beton og trafikanlæg. Men i Randers tillod man fortsat og ubetænksomt byggeri som dette i Dytmærsken, som for yderligere mindst én generation cementerede den semimoderne bys voldtægt af det historiske Randers. Det kan være, det var uvidenhed, i hvert fald var det gammeldags, og var det med vilje og med viden om implikationerne, altså professionelt, var det hensynsløst brutalt.

I Kassel på Dokumenta X, 1998<?> blev jeg opmærksom på den hollandske arkitekt Aldo van Eyck. Det burde jeg jo have været for længst, men det blev så nu. Kort efter fik jeg lejlighed til at se noget af det, han har lavet. Det er bevægende at betragte et menneske, som på dette høje kunstneriske niveau ændrer sig radikalt og ikke forbenet bliver ved som altid, men i sin indsats så tydeligt tager en hel anden retning. Han var nok aldrig hensynsløs doktrinær, vel altid hensynsfuld over for det menneskelige. I introduktionen i kataloget til Documenta X skriver om ham og hans ideer:

Det nutidige skal optage det fortidiges bedste dele i sig for at fremstille tidsdybde og associativt perspektiv. Men det betyder ikke at det for van Eyck nogensinde handler om en eklektisk reproduktion af historiske former. Han betragter hele tiden historie fra et definitivt moderne perspektiv. Arven fra fortiden skal forstås strukturelt og må med blik på den antizipierte fremtid nyformuleres. Uagtet sin interesse for det fortidiges kulturelle opfattelse finder van Eyck sig stedse forpligtet på modernitetens ideologi. Denne kontekstuelle tilføjelse voksede i løbet af 60’erne i betydning. I det omfang van Eycks foranelser hvad angår den moderne byplanlægning blev opmærksom på dens utilstrækkelighed, distancerede han sig fra den funktionalistiske ambition om at projektere nye byer og interesserede sig i stigende grad for de historiske byers kvaliteter og potentialer. Han var blandt de første moderne, som fremdrog de byer som var vokset til historisk som målestok for ægte urbanitet. Han betragtede den gamle bykerne som grundlag (han brugte direkte ordet ’stifter´) for ny udvikling i byplanlægningen, som energikilde for en kritisk rekonstruktion i Kleihus’ forstand.

Men i Randers er fortiden ikke grundlag for nutidigt alvorligt arbejde, den betragtes i det højeste som anledning til munter underholdning, til fest i gaderne.

1436 / Byens rettigheder samlet

Museet ejer en lille samling på elleve kongebreve til Randers. Fra den sene middelalder til enevældens indførelse. De belyser på deres måde den politi­ske udvikling i perioden, idet de alle handler om en kongelig politik til fordel for købstad og borger­skab. De ti er skrevet på pergament og meget smukke, et enkelt er på papir. Det er til gengæld dramatisk, idet det er skrevet i hast i en anspændt militær situation. De er alle transskriberet og oversat.

Denne fine suite af officielle tekster har altid været i Randers. Først i bystyrets arkiv, senere på museet, hvor de nu befinder sig. Det var museums­manden, arkæologen, lokalhistorikeren, antikvitetssam­leren og lægen N. H. Bay, som ved åb­ningen af den nye museumsbygning i 1893 foranledigede, at Randers Byråd efter samråd med Rigsarkivet forærede museet de 11 dokumenter, som til da havde ligget i byrådets arkiv. De illu­strerer dynamikken i magtforholdene mellem adelsmand, købmand og konge fra begyndelsen af 1400-tallet til 1670. Viser den generelle tendens, sådan som den konkret afspejler sig for byen Randers. Det ældste brev peger endog længere tilbage. Det indeholder i afskrift byens privilegietekster tilbage til 1302. Det er kong Erik af Pommern, som gør sit forhold til Randers op idet han resumerer gamle aftaler.

Med en passende vind fra vest har det taget mindre end et døgn at sejle fra Randers til Kalundborg den kolde februardag i 1436, hvor en gruppe Randerskøbmænd måtte til denne sjællandske fjordby for på kongeslottet der at få foretræde for kong Erik og hjembringe dette kongebrev til byen.

Det findes på museet som det ældst bevarede. Brevet er skrevet på pergament, og kongens laksegl er bundet ved. Det begynder sådan: ”Wy Erick, meth gudhs nadhe Danmarks, Suerig­hes, Norghes, Wendes oc Gotes konung..” Altså sådan på lidt mere nutidigt dansk: ”Vi Erik, af Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, vendernes og goternes konge og hertug i Pommern, gør med dette vort åbne brev vitterligt  at nogle af vore elskede borgere i Randers var her nu i dag hos os. Det skete i nærværelse af følgende hæderlige fædre med Gud og velbårne mænd, vort elskede råd og mænd: biskop Jens af Roskilde, biskop Jens af Oslo, grev Hans af Eversten og ridderne hr. Erik Krummedige og hr. Anders Nielsen. Borgerne havde med sig fire privilegiebreve, givet dem af vore ærlige forfædre, Danmarks konger. Desuden især et femte brev, givet af vor kære, nådige frue, dronning Margrethe, der senest styrede og rådede for os her i riget, og hvis sjæl måtte være hos Gud…”

Sådan var sy­stemet. Det var skam kongen selv, som skrev bre­vet. Det var ham, der udstak retningslin­jerne, sådan helt personligt. Og for Erik af Pom­merns ved­kommende var det ikke – som for mange af de senere konger – en ren formsag. Han var selv aktiv i det og i øvrigt en meget farverig brev­skri­ver.

Engang fik han et brev retur fra paven. Det havde været for skrapt. Paven spurgte i følgebrevet høfligt, om brevet ikke var til en anden og bare havde fået fejl adresse. Desvær­re ved ingen, hvordan kong Erik reagerede på den finte. Et eller andet markant må han have foretaget sig over for den hellige mand i Rom.

Brevet til Randers skrev han altså under et ophold i Kalund­borg den 10. februar 1436. Det er lidt mere kedeligt end det berømte brev til paven. Men det har bestemt været vigtigt for ledelsen i Randers. Med den tekst og teksterne i de følgende kongebreve til byen ud­vikledes i resten af århundredet, og det følgende godt og vel, regu­lerin­gen af alle detaljer i byens indre liv.

Lidt længere fremme i teksten læser man altså ”at nokre aff wore elschelighe borgere i Randrus ware her nw i dagh fore oss…oc hafdhe meth sich nokre aff wore erlighe forfæthres konunges i Danmark fire priuilegie breff oc…” Sådan fortæller kongen os faktisk, hvordan det gik for sig. Han og hans nærme­ste kreds af rådgivere, som var til stede i Kalund­borg den dag, havde besøg af en delega­tion af Randers­folk. Køb­mænd, for­modentlig. Det var jo dem, der havde magten i byen. De frem­viste fem privilegie­breve, som de gerne ville have bekræftet, blandt dem de to, som for mere end hundrede år siden var hentet i Viborg, og resultatet af forhand­lingerne blev, at ordlyden af de tidligere breve blev optaget i det nye. Herunder altså det ældste, Erik Menveds fra 1302. Det er derfor, vi i dag ved, hvad der stod i dem. De er væk nu. Måske blev de destrueret allerede ved den lejlig­hed.

1436 var et slemt år for Erik af Pommerns regering. Endnu var han konge over de nordiske riger, men i begyndelsen af året, måske mens han opholdt sig i Kalundborg, måske samme dag, han talte med Randersfolkene, fik han fra det svenske rigsråd et brev, som opsagde ham troskab og lydighed. De svenske stormænd ville selv. Deres frigørelse fandt sin ideolog i biskop Thomas af Strängnäs.

Han skrev den sang, som siden har været elsket og brugt af skiftende frigørelsesbe­vægelser: ”Frihet är det bästa ting, som sökas kann all världen kring, för den nenne rätt kan bära. Vill du vara dig själver huld, så älska frihet mer än guld, ty frihet fölger ära.”

Thomas digtede i sensommeren 1436, og Erik af Pommern og hans regering måtte herefter finde sig i en meget løsere svensk til­knytning, en personalunion. I stedet kunne de så samle sig om andre ting. De indledte en nu en hård kamp mod hansestædernes ind­flydelse, og de påbe­gyndte et grundigt arbejde med købstadpolitik­ken for at knytte de danske byer tæt til kongemagten. Randers­brevet var et led i det arbejde.

Sammen med deres stadigt mere effektive kancel­listyre var det, hvad der ville give politiske resultater flere hund­rede år frem i tiden. Fra nu af lededes regeringskontoret af én fast embeds­mand, kansleren. Den Laurids Brand, som under­skrev brevet til Randers, må være en af de allerførste i det embede. Man læser hans navn under det ombøjede stykke, ’plica’ hedder det så herligt indforstået, nederst på pergamentet.

Biskop Jens af Oslo var, som det ses, også til stede i Kalundborg den dag. Han var vist nok rettertingskansler for hele det nu smuldrende nordiske rige. Han havde et særligt ansvar for den kongelige domstol, rettertinget og for de dokumenter, som hang sammen med den virksomhed.

Eriks regering videreførte og forstærkede en kongelig politik til fordel for de danske købstæder og deres borger­skab, først og fremmest købmændene. En politik, som var be­gyndt af kongens mor, Margrethe 1. og af hans morfar, Valdemar Atterdag. Brevet til Randers illustrerer tydeligt denne udvikling. Konge­mag­ten var dybt interesseret i at svække jordejernes, altså adelens og kirkens magt. Derfor begunstigedes denne nye stærke samfundsgruppe, købmændene og med dem byerne. Disse så til­svarende kongemagten som deres alliancemulighed.

Det må imidlertid være gået stærkt på Kalundborg den dag. Kongen og hans rådgivere nåede ikke at sætte sig særlig grundigt ind i sagerne. Kongen var klar over det. Så for en sikkerheds skyld indsatte han et kraftigt forbe­hold. Inspireret af sin mor, som havde gjort det samme i et af de breve, som Randersfolkene havde med, skrev han, at han ville beskytte borgerne i Randers og stadfæste deres forret­tigheder ”indtil Gud vil, at vi får bedre tid til at undersøge og over­veje førnævnte friheder og privilegier.”

Stod vinden stadig­væk i vest, har de nok ventet til næste morgen, før de tog krydsene ud af Kalundborg fjord. Så er det gået med en halv vind rask nordpå forbi Fornæs til Gerrild. Med vinden nogle grader til syd har de kunnet holde Elkær bakke syd for Udbyhøj op og være inde i læ i Randers fjord, før mørket kom. Efter ankeret er gået, har der været fest om bord. De må bestemt have fejret det nye brev.

1445 / Så var fjorden sikret for Randers

Det kan godt være, de har haft en besværlig sejlads mod Randers den følgende formiddag. Var vinden gået mere mod syd i nattens løb, har de måttet krydse. Og det kan have været irriterende, hvis foråret var kommet tidligt det år, og man fra de store gårde allerede var begyndt at sætte fiskeredskaber op i fjor­den. Senere hen på sommeren ville det i hvert fald blive meget besværligt. Den ene fiskegård efter den anden stak sine fang­arme af net og pæle helt ud i det dybe løb midt i fjorden.

Efterhånden blev det Randerskøbmændene for meget. Det var fint nok, at de havde toldfrihed og kongelig beskyttelse til at handle overalt i riget, men det var et kæmpeminus, at de kun vanskeligt kunne komme ind og ud af, hvad de kaldte ”deres fjord”. Så ni år senere klagede de til kongen i håb om, at han igen ville stå på byens side over for stormænde­ne på gårdene.

Nogen tid senere kunne man nogle dage se en båd sejle omkring med en pram med pæle efter sig. Det var højtstående medlemmer af den kongelige regering, som personligt var i gang med at lade arbejdsfolk afmærke sejlløbet fra det nuværende Udbyhøj og hele vejen ind til Randers Skibsbro. Måske med pæle ned op- og nedvendte koste af ris.  For måske var det sømærker som dem, vi brugte til de for få år siden afløstes af de nuværende røde og grønne og internationale. I hvert fald var man her midt i 1400-tallet på vej til den senere almindelige søafmærkning af sejlløbet i fjorden.

Christoffer af Bayern, som var konge nu, efter Erik havde nedlagt hvervet, stadfæstede denne sejlrende den 11. september på et pergamentbrev, der som det forrige, Erik af Pommerns nu findes på muse­et: Wy Christoffer…gøre widerlicht allemen, som nw ære oc komme scule, ath wore elschelige burgere aff Randers haue kært oc beræt fore oss, at theris fiordh war them forbygd fore, tha skickede wy ther till noghre wore elschelige raadh oc godemen, som thet sculle ransage oc wtsticke, swo ath wore burgere matte haue friit rwm ath sigle in oc wth. Nw haue forne wort radh oc godemen beræt for oss, at the thet oc swo haue ransaget oc wtsticket diwpet met pæle, huilket diwp wy stadfeste oc forescriffne wore borgere meth thette wort obne breff ath nyde oc brwge ohindret i alle made, som forne wort radh oc godemen thet nw wdpæled haue… I bre­vet åbnes der dog mulighed for at folk, der følte deres fi­skerettigheder gået for nær, kunne klage til kongen. Vi ved ikke om nogen har gjort det.

Tolv år senere måtte Randersborgerskabet atter klage til kongemagten over herremændene i omegnen, som havde jord til fjordens bredder. De var nemlig begyndt at bygge broer ud til den afmærkede rende, så skibe, som anløb fjorden kunne lægge til der og handle deres last og tage gods fra gårdene med. Alt sammen uden om køb­mændene inde i Randers. Det var klart ulovligt.

Købmandsdelegationen var denne gang helt i Stockholm på slottet der for at tale med kongen, som nu var Christian 1. Riget var stort på den nordiske unions tid. Det var midt om sommeren 1457 de var på slottet i den svenske hovedstad  ”castro nostro holmensi”, som der står i brevet, hvor afgørelsen blev nedfældet. Den blev i første omgang skrevet på papir, men den var så vigtig åbenbart, at den senere blev overført til det mere holdbare pergament. Pergamen­tet findes nu på museet.

Det blev herefter udtrykkeligt forbudt at lave havne og anløbsbroer i Randers Fjord og forbudt at handle på fjorden, vel fra skib til skib, som lå for svaj. Hvis man ville handle, måtte man sejle helt ind til Randers og handle der, som det var gammel sædva­ne. Overtrådte noget skib den regel, kunne skipperen og hans folk bringes for retten i Randers. Straffen var be­slaglæg­gelse: .. tha wele wii, at the skule infare fore Randers fiordh in fore broen oc driffwe theres købmantzskab ther fore browen, som gammel sedhwane wæret haffwer, swofrempt the ey wele myste, hwes the haffwe meth at fare.

Altså: I modsat fald vil de miste, hvad de har med sig, som Helmuth Schledermann oversætter det.

1469 / Voldtægt og magtkamp – lav og høj i byen

Det kan have været under julefesten 1468 på væbneren Claus Steens gård, det skete. Tjenestepigen, den unge kvinde Maren Mortens­datter blev vist nok voldtaget af Erik Sørensen Myrtue fra Mariagereg­nen. Meget tyder imidlertid på, at Erik Myrtue ikke mente, der var tale om vold­tægt, tilsyneladende har der ikke foreligget en egent­lig tilståelse. Men Maren Mortensdatter må have kunnet overbe­vise i første omgang sin husbond, Claus Steen om, at det var sådan, det forholdt sig. For han bragte sagen for retten. Og det er derfor vi kender den. Retsproto­kollatet er gemt, og det er trykt under overskriften “En dom over den, som beligger kvinde eller mø i nogens tjeneste.”[8] Senere har tjenestepigen også overbevist retten. Erik Søren­sen blev dømt.

Men det var ikke Maren Mortensdatter, som vandt. Hun blev ikke opfattet som den forurettede part. Det blev Claus Steen der­imod. For hun var i hans tjeneste, og han optrådte som anklager på egne vegne. Han påstod, der var tale om tyveri af hans ejendom, og deri fik han dommerens medhold.

Det var Århusbiskoppen, Jens, som sammen med fire riddere, tretten væbnere (adelsmænd) og tolv bønder dømte i sagen. Den slags hørte under kirkeretten. Og det foregik så i Randers den 7. marts 1469. Efter tiltalen var fremsat, og forsvaret for Erik Sørensen var ført, blev der fra begge sider fremlagt skrift­ligt og mundtligt bevismateriale.

Derefter faldt dommen: ”…at hvilkensomhelst mand eller svend, som lokker eller beligger nogen mands eller kvindes mø eller kvinde, som har lås og lukke og magt over deres gods, hvad enten det er lidt eller meget, og det bevises hvad han har gjort, er de begge i én mands brød, da er det forræderi og tyveri. Er manden eller svenden, som er den som gør sådan, ikke i det brød, som hun er, da er det tyveri, hvor sådant sker.” Sørensen Myrtue blev altså dømt som tyv. Havde han været i Steens tjeneste var han tillige blevet dømt som forræder. Der står naturligvis ingenting om Maren Mortensdatters skæbne. Den gætter man sig til.

Den velkendte og fornemme Ove Jensen Kaas levede også i Randers på den tid. Han var forstander på gråbrødreklosteret, som jo lå der, hvor vi i dag har Slotscentret. Og han har nok ikke været så optaget af retssagen mod Erik Myrtue. Han var international kirkepolitiker og travlt beskæftiget med at forhindre en fundamentalistisk fløj i franciskanerordenen i at overtage magten i ordenen. Selv tilhørte han en liberal fløj, som i tidens løb havde vænnet sig til at leve som herremænd på klostrene. De så helt bort fra ordensstifteren, Frans af Assisis strenge regler om påklædning, mad, ejendomsbesiddelse og klosterbygningernes indretning.

Men han har alligevel hørt historien om den ulykkelige Maren Mortensdatter. Det har været om aftenen den dag. For hans stedbror, Anders Munk fra Brusgård havde været en af dommerne. Han har naturligvis boet på klosteret til næste dag. Og han har siddet i gardianens bogfyldte, oplyste og varme rum om aftenen og snakket med denne, hans lærde, berømte og magtfulde stedbror.

Ove Jensen Kaas var altså franciskanermunk og havde været det længe. Siden ungdommen og studieårene vel. I 1456 er han i hvert fald nævnt som præst ved domkirken i Ribe, kan man notere i kilderne. Senere blev han valgt af munkene ved gråbrødreklosteret i Randers som gardian. Sådan titulerede de deres klosterforstandere.

Ove Jensen tilhørte den gamle adelsslægt Kaaserne og må være født på deres gård i Gravlev ved Rebild engang omkring 1400 som søn af Lange Jens Ovesen og Gertrud Svendsdatter Udsen. Moderen blev efter faderens død gift med Niels Munk på Brus­gaard ved Randers. Ove Jensen Kaas har således været stedsøn på Brusgaard, og han har således haft tilknytning til den by, hvor han skulle få sit blivende embede.

På franciskanerordenens provinsialkapitel i Roskilde 1468, hvor der deltog repræsentanter fra alle grå­brødreklostre i franciskanerprovinsen Dacia, dvs. Danmark, Norge og Sverige, blev han valgt som provinsialminister, overhoved for provin­sen. Det var en meget høj post inden for ordenen. Den gav adgang til og indflydelse på ordenens øverste ledelse og til pavens inderkreds i Rom.

I det store slagsmål i franciskanerorden mellem yder­ligtgående og moderate støttede Ove Jensen Kaas altså de sidste, og klostret i Randers må i årene lige efter valget have været hovedkvarter for den fraktion. Berømte kirkeledere fra mange lande har ofte været i byen, og man må have noteret dette internationale liv i byens gader, på markedet, ved messerne. Randers var nogle få år sat på Europakortet.

Ove Jensen Kaas døde 1477 og blev begravet i klosterkirken under en smuk gravsten i gulvet med et legemsstort portræt i lavt relief og en inskription: I denne sarkofag (grav) hviler velærværdige fader og ædle mand, broder Ove Jensen, forhenværende tjenende fader over provinsen Dacia, som i nådesåret (1477) (døde) fire søndage efter den ubesmittede jomfrus fødsel (5. oktober)… Gud ydmygt anbefalet.[9]

1505 / Relikvie

Børnene i Bethlehem blev ikke martyrer. De vidste ikke, hvorfor de skulle slås ihjel, så de døde ikke for deres tro. De døde i stedet for Jesus, som var den, Herodes ville likvidere ved massakren. De var uskyldige disse omkring 15 drenge mellem 0 og 2 år. De døde uden at forstå hvorfor, men æredes senere i kirken, som var de døde for deres tro, som var de helgener. Godt to årtier i begyndelsen af 1500 – tallet blev de også mindet regelmæssigt her i byen. Silkepakken med lidt af deres knogler blev taget frem af helgengraven i alteret i den nyop­førte Sct. Mortens kirke og vel båret i procession. Måske hvert år den 22. septem­ber, som var dagen for fejringen af Mauritius og den thebanske legion. En smule af disse legio­nærers knogler lå nemlig også i helgengraven, i den samme lille pakke. Børne­nes og legionærernes legender var på den måde her i byen vævet sammen.

“Giv Gud, hvad Guds er, og kejseren hvad kejserens er”, havde de romerske soldater i legionen fra Theben råbt, og de mente ikke, kejseren havde krav på tilbedelse. Det var Guds privile­gium. Og så måtte de straffes for opsætsighed. Det var i året 287, under kejser Constantius Chlorus Maximian. Legionen fra Theben i Ægypten bestod udelukkende af kristne, 6666 mand under Mauritius’ kommando. Den var blevet udkommanderet, først til Rom, senere til tjeneste nord for Alperne. I St. Maurice, dengang det romerske Agaunum, i den øvre Rhonedal ved Gen­fersøen mødte de romermagtens krav om dette ydre tegn på loyalitet. De skulle blot brænde lidt røgelse for kejseren og for de romerske guder. Men det nægtede de. Nogle legender mener, de også havde nægtet at forfølge kristne i området. Straffen blev decimering, hver tiende mand blev taget ud og hugget ned. Men de tilba­geblevne gav ikke efter, og decimerin­gen fortsatte, fortæller legenden, til alle var dræbt. Kun ganske enkelte undslap. Mauritius og den thebanske legions dødsdag var den 22. september, og den dag mindedes de følgelig i kirker­ne.

Senere, i middelalderen, fandt man massegraven i St. Maurice d’Augaune, og legionærernes knogler spredtes som relikvier til europæiske kirker. En meget lille del altså til Randers. I de år, byen uden at vide det var på vej ud af middelalderen, fik den anbragt det mest middelalderlige, man vel kan forestille sig i hjertet af sit hjerte i dette sidst byggede middelalderlige alterbord i den sidst opførte middelalderkirke.

Vi vidste, at de var i alteret et eller andet sted, disse silkeposer med knoglerester. Sct. Mortens Kirkes, helligånds­brødrenes relikvier. Men hvor? Det havde Kjeld Olsen ikke fortalt i sine artikler fra den­gang, de sidst havde dem fremme, i 1948. Det var omfattende restaure­ringsarbejder, som dengang havde givet anledning til fundet, idet alteret som et led heri skulle flyttes noget frem i koret. Denne gang, i 1994, var anledningen kirkens 500 års jubilæum og et ønske om at udstille relikvierne på museet.

Vi, der skulle tage dem ud, havde to ideer. Kirkens arki­tekt og jeg mente, at de usenti­men­tale og prakti­ske folk, som stod bag restaurerings­arbejdet, det var arkitekt Packness og Povl von Spreckelsen fra menig­heds­rådet, som jo også var lokalhistori­ker, bestemt måtte have gjort det let for os. De ville se sådan på det, at det skulle være helt enkelt for kommende inter­esserede at tage relikvier­ne frem. De ville være anbragt bag et træpanel, som blot skulle skrues af. Formodent­lig det træpanel, som de var blevet anbragt bag, da de fra det oprinde­lige alter over­førtes til dette i 1765. Men hvad var det for et af pane­lerne? Det stod der intet sted noget om. Arkitekt Marxen og jeg ledte oppe og nede. For og bag. Men fandt ikke noget ind­lysende sted. Tøm­rermester Niels Erik Nielsen, som skulle forestå arbejdet med at tage relikvi­erne ud, og sogne­præsten Bent Martinsen var af en anden op­fattelse. Naturlig­vis lå de hellige ben på det sted, sådan noget skal ligge. Som i middel­alderen, lige midt i alterbordet under bordpladen.

Vi valgte så at følge den sidste idé, og tømreren løsnede bordpladen, som er af træ. Den blev fjernet, og da vi kiggede ned i hul­rummet, var vi ikke længere i tvivl. Med en tøm­rerblyant var i kalken på oversiden af en muret kasse skrevet ‘kig her’. Og det gjorde vi så. Tømreren brød murstenskassen op, fjernede de øverste skifter og fremdrog en tilloddet æske af bly, en cigarkasse stor. Den blev skåret op. Indeni var en pakke af tykt pergamentpapir ombundet med sejlgarn. Vi pakkede op og så, at vi nu måtte opgive at gå videre. Indeni var den groft udførte trææske, som borgmester Søren Simonsen tilsynela­dende i hast fik lavet til den lille relikviepakke, da han fandt den under arbejdet med at nedbryde det murede alterbord fra 1500, så der kunne blive plads til hans nye alter, kirkens nuværen­de.

Det drejer sig om et relikviegemme, som består af to silkeposer inden i hinanden. Den ene finere og tyndere end den anden. Heri ligger så knoglestykkerne angiveligt fra den thebanske legion, som samlet led martyrdøden i Schweitz år 287. Desuden på samme måde angiveligt (men naturligvis endnu mere usandsynligt) knog­lestykker af de børn, som kong Herodes omtrent tre hundrede år tidligere lod dræbe for på den måde at uskadeliggøre Josefs og Marias søn. Et lille vedhæftet perga­mentstykke angiver hvilke relikvier, der er tale om, de uskyldige børn og de mange soldater.

Sct. Mortens Kirkes relikvier er nu på plads i alteret igen. Lagt ned i trææsken, pakket i papir sammen med en redegørelse, som Søren Simonsens havde skrevet til eftertiden og lagt ved i 1765, og anbragt i blyæsken, som igen er loddet til. Det hele er så 1995 efter at have været fremme og udstillet på museet muret ind præcist, som vi fandt det inden i alterbordet.

Det var i 1505, i december, sandsynligvis under julemes­sen, Sct Mortens Kirkes relikvier efter de kirkelige regler og efter skik og brug første gang lagdes på plads. Men hvad skulle de to poser med minimale rester af knogler i kirkens højalter­bord i helgengraven, sepulcrum under den lille smukt polerede dæksten, tabula nok et stykke af en fremmed bjerg­art? Var relikvier­ne lige så eksotiske for brødrene i 1500 – tallets Randers, eller var de meget nærværende? Tænkte de alvorlige mænd i koret på gråden i Betlehem, når de fjernede tabula over den lille fordybning i det murede alterbord og i andagt be­tragtede silkeposen med det, de havde købt som ben af de uskyldige børn. Og tænkte de på de modige unge legionærer fra den fremmede by Theben, som efter deres nej til ordren at dyrke kejseren som gud og et endnu vigtigere nej til ordren om at gentage massakren i Betlehem ved at dræbe voksne kristne og flere uskyldige små i St. Maurice selv måtte dø for kollegernes sværd ved den stadigt gentagne decimering? Tænkte de på råbene, skrigene? Mon ikke – og for os i dag er det ikke svært at forestille sig disse massemord, disse hastigt tilkastede grave med voldsomme forbundne følelser. Bare tredive år senere nåede borger­krigen byen, og den slags beretninger blev smerteligt nærværen­de nutid: Betlehem år 4 f. Kr., St. Maurice 287 e. Kr., Aalborg 1534. Som de er det i vor tid: Oradour-sur-Glane 1944, My Lai 1968, Sabra og Shatila 1982, Srebrenica 1995. Man ved en uendelig række landsbynavne: Kosovo april 1999. Uskyl­dige og samvittighedsfulde ofre har der været til mange tider. Eftertankens objekt er stadigvæk midt i vores by. Måske det fineste middelalderen har efterladt os.

1526 / Begyndelsen til slutningen

De store samfundsomvæltninger i slutningen af middelalderen kunne mærkes meget tidligt i Randers. Det var politiske be­givenheder, som førte til reformation og ortodoksi. Det var en voldsom borgerkrig, som førte til ade­lens sejr over bønder og revolu­tionære købmænd. Og det var et personpræget magtspil, som førte til Christian 3.’s og den lutherske del af adels­parti­ets stats­kup mod det katolske partis mænd, biskopperne i det gamle rigsråd.

Imidlertid var det var en intellektuel og en teologisk diskus­sion, som varslede begivenhederne. Humanismens ideer og især Martin Luthers nye tanker om teologien havde bredt sig til Danmark, og en lang række prædi­kanter arbejdede på at udbrede kendskabet til dem. Det var naturligvis omvæltende i et samfund, som i så høj grad som det senmiddelalderlige hvilede på religi­øse opfattelser.

Til langt op mod århundredskiftet havde det været virkelige personligheder, lærde af internationalt format, som stod i spidsen for kirken i Randers. Det var folk som gardianen i franciskanerklosteret, Jens Mogensen, som på de nordiske franciskaneres årsmøde i 1493, det var det år i Randers, det  foregik, blev valgt til provincialminister, den samme indflydelsesrige stilling som forgængeren Ove Jensen Kaas havde haft. Han støttede den samme liberale fløj i ordenen, folk som havde et nært forhold til den verdslige adel, og  som havde den samme lyst til magt koncentreret i store ejendomsbesiddelser både privat og på deres klostres vegne. Og de havde også lyst til det liv i luksus, som jordejerklassen levede. Randersklosteret havde hele tiden tilhørt de liberale.

Århundredet igennem var den linje imidlertid i stigende grad blevet  bekæmpet af en fundamentalistisk fløj af franciskanerordenen. De ville indføre Frans’ oprindelige totale afsavn: ingen kødspiser, kun nødtørftig klædedragt, ingen ejendomsbesiddelse. Blandt andre blev ordenens klostre i Odense og Svendborg overtaget af fundamentalisterne og reformeret i 70’erne.

Først i 1503 nåede reformen Randers Gråbrødrekloster, idet en ny gardian, Anders Glob, som var hovedkraft hos fundamentalisterne, den 10. juli det år introducerede de nye skrappe regler der. To af byens borgere, Jens Prong og borgmester Rasmus Pedersen, blev udpeget til prokuratorer for klosteret. De gik straks i gang med at bortsælge al fast ejendom. Og man må tro, at det indre liv i klosteret blev ændret tilsvarende radikalt. Der har været gang i den i det kloster. På en måde en reformation, som på flere måder foregreb den senere kritik fra de lutherske prædikanter.

En anden international personlighed i byen var lederen af rivalinstitutionen, Helligåndsklosteret. Det var Jens Mathiesen, den mand, som trods byggestop ved personlige besøg hos paven som sendebud for den danske konge satte sit storstilede klosterbyggeri i gang, Det nuværende Helligåndshus og Sct. Mortens Kirke, koret og skibe og den korte korsarm mod syd, altså klosterets østfløj og sydfløj blev færdige i hans tid, men så gik byggeriet i stå under hans efterfølgere. En overdådig altertavle fik han dog opsat, igen naturligvis med pavens tilladelse. Den blev fremstillet i Lübeck, og den kunne indvies ved den store kirkefest i 1500.

Der har været noget at bygge på for det katolske parti i Randers, da det skulle gå løs en lille generation senere. Men det smuldrede alligevel for partiet, ser det ud til. Hurtigt. Og der var også andre i byen, som kunne tænke, tale og skrive. Byens ledende købmænd havde en intellektuel side. Og det var altså de nye ideer, de lutherske, som de var optaget af. I løbet af 1520’erne blev fronterne i byen trukket op.

På samme måde som i en række andre byer havde dette mere og mere selvbevidste bor­gerskab i Randers nemlig i dets frihedstrang følt det som en konse­kvens at tage de lutherske prædikanter til sig. En af dem hed Simon Skåning. Om ham ved vi, at han var i Ran­ders at prædike første gang i 1526.

Den erfarne biskop i Århus, Ove Bille, som nu var det katolske partis ledende kraft, skrev i den anledning til bystyret i Randers og advarede mod Skånings og mod de andre lut­her­ske prædi­kanters virksomhed. Han argumenterede formelt med et løfte i kongen, Fre­derik 1’s håndfæstning. Heri for­pligtede kongen sig til at bekæmpe prædikanterne.

Nu var det ved det, at det var Bille selv, der i sin tid havde for­muleret den tekst, så mere reelt forekommer det i dag, når han videre argumenterer med, at der uden al tvivl har været mange tusinde lærde mænd inden for kristen­dommen de 1500 år, den har eksisteret. Mænd, hvis arbejds­resultater, prædikanter­ne ikke sådan uden videre – og i hvert fald ikke uden at kende dem – kunne  se bort fra eller ligefrem forkaste.

Bille var klar over, at kirkens magtposi­tion var i fare. Måske så han også, at selve lærdommen, den katolske dannelse, var under destruktion. Først åndeligt og senere voldeligt.

Og så skete det igen! Det samme år, 1526. Ild i byen, den store ulykke i den tæt­pakkede bebyggelse. Et enkelt dokument fra det følgende år vidner om begivenheden, idet det her nævnes, at en Anders Olufsen bor i et bestemt hus, som tilhører Helligåndsklostret. Han har været genhuset her ’siden byen brændte’.

Det er sikkert, at mange har været i Olufsens families situa­tion. Men det er også klart, at når man skrev, at byen bræn­d­­te, så betyder det noget i retning af, at store dele af byen blev ødelagt, ikke alt i byen. Denne gang har der jo i hvert fald været huset, som dokumentet om­taler, ladt tilbage og formo­dent­lig mange flere med det. Hver gang er der huse, som er blevet reddet. Men ulykken i 1526 var så om­fattende, at den skabte et fast udtryk, en stående vending. Det hed ’da byen brændte’. Og sådan hed det, til næste gang ulykken skete. Der skulle bare gå fire år.

I 1528 dukker en kvindelig købmand op i Randerskilderne. Hun hedder Anne Jacobs. Hun var i konflikt med Helligåndsklo­steret, fordi de messer, som hendes familie havde købt og betalt med jordejendom, ikke blev læst, som de skulle. Søndag, den 14.juni og igen mandag morgen og aften samt tirsdag til middag havde hun haft borgmester Niels Hammer og en borger mere i Sct. Mortens kirke for at kontrollere. Borgmester Hammer var personligt dybt optaget af teolo­giske spørgsmål og den ny tids tanker. Og man fornemmer, at denne indsigt og optagethed faktisk prægede byens ledende personer.

De to teologisk interesserede rådsherrer var altså inde i helligåndsbrødrenes dengang meget nye kirke nogle gange disse sommerdage i 1528.  På de bestemte tidspunkter skulle Anne Jacobs familie­mes­ser efter aftalen læses. Men de to mænd måtte konsta­tere, at intet skete. Til­syneladende var der ikke sat ressour­cer af til det arbejde.

Det har været pinligt for klosteret, for det var en prøvesag af stor betydning. Og aktio­nen må have været nøje tilrettelagt af Hammer og Anne Jacobs. For de havde berettiget formodning om, at så galt var det fat med adskillige af de utallige messer, klo­steret havde forpligtet sig på mod jorde­jendom, hvis afkast var økonomisk grundlag for institu­tionens virksom­hed. Kunne det bevises, at forpligtelserne ikke over­holdtes, kunne meget jord komme tilbage til familierne. En retssag mod klosteret blev forberedt.

Angrebene på klostrene i byen havde således ikke kun åndelig, religiøs baggrund. Der var godt nok en religiøs side af sagen. Men mulig­hed for ekstra jord kunne undertiden forene købmand og herre­mand skulle det vise sig. Og dermed var politiske manøv­rer inde i billedet og med dem hurtigt de militære løs­ninger. Borgerkrigen truede. Med komplicerede fronter ofte på tværs af religiøse og klassemæssige skel.

1529 / Reformationen i Randers

Det var bestemt ikke bare en religiøs strid. Det var også en kamp om jord. Og selv om det ellers ikke var jord, han manglede, kongen af Jylland som Christian 2.s rådgiver, Sigbrit Villoms  kaldte ham, så ville Mogens Gøye gerne have mere, især i byerne. Gøye var blandt meget andet herre på Claus­holm. Han ejede også en del andre store gårde på Ran­der­seg­nen. Desuden havde han været leder i Christian 2.’s regering, var nu i slutningen af 1520’erne Frederik 1.’s regeringsleder. Rigshovmester var titlen. Og han var fuldt og helt på det lutherske partis side.

Han havde i overensstemmelse hermed lutheraneren Mads Lang ansat som hu­spræst. Mads Lang var blandt tidens skrappeste prædikanter, må man regne med, om det vidner hans senere karriere. Han skulle komme til at reformere Randers og blive den første lutherske ’biskop’, superintendent hed det dengang, i Århus.

Om hans tidlige år ved man næsten ingenting. Han skal være født i Vestjylland, på Ulfborgkanten, og da det vides, at han var skoleleder, vist nok rektor i Slagelse før han kom til Randersegnen, kan man nok regne med, at han havde den almindelige kirkelige uddannelse på den tid, men uden at være præsteviet. Han var blandt dem, Hans Tavsen introducerede til den evangeliske præstegerning.

Gøye var ude efter byklostrene og deres ejendom overalt i riget. I Randers var formålet for ham mindst dobbelt. Og han havde allierede i den sag. Byens gråbrødrekloster var ikke populært blandt køb­mændene. Selv om det efter en intern reformation formelt havde afhændet sine ejendomme, fyldte det store bygningskompleks godt op i byen. Hele den nuværende karré mellem Østervold og Brødregade, Slotsgade og Burchesgade. Det har i sig selv været provokerende. Og klosterkirken i nordfløjen var reserveret de katolske messer, som var mål for den teologiske kritik.

Byens ledende kræfter, mest købmændene var lutherske, og de ville høre de nye prædikanter. Så hvis Gøye kunne sikre sig klosteret, kunne han ladebyen få kirken som sognekirke. Og her kunne Mads Lang så få et rum at prædike i. Sådan har planen set ud.

Munkene fortæller selv, hvordan det gik til. I den samtidige beretning om gråbrødrenes for­drivelse fra deres klostre i Danmark, som franciskaneren Jacob Jensen fra klosteret i Næstved redigerede, er der bevaret et helt replik­skifte fra begivenheden.

Det var en søndag aften sent på året 1529, at kongens foged i Randers, Niels Ferslev mødte op ved klosteret sammen med borgmester Hammer og Gøyes mænd samt nogle folk fra byen. Fogeden fremviste et brev fra kongen, som overlod klo­steret til rigshovmesteren.

De kom til porten, og broder Clemens, som sad vagt denne aften, havde klosterforstanderens ordre om ikke at lukke disse mennesker ind. Det vidste imidlertid broder Henning, som beretningen kalder forræder. Og mens Clemens var væk et øjeblik for at hente for­stander Jens Justesen til talegitteret, lukkede Henning fjen­der­ne ind. De ubudne gæster mødte Justesen og Clemens i klo­sterom­gangen, og fogeden fremviste atter brevet.

Jens Justesen sagde så: ”Vi vil ikke, aldeles ikke, forlade vort kloster på grund af det der brev.”

Byfogeden vendte vredt om, og det så ud, som han og de andre ville gå igen, da Henning greb ind og sagde til ham: ”Du må ikke gå nu. Gør du det, vil det vare mindst et år, før du kan få klosteret.” Byfoged Ferslev sagde så til Justesen: ”Jeg vil blive hos jer i dag og sætte min gryde over ilden sammen med jeres gryde.” Derefter slog han sig ned sammen med de andre, og denne husbe­sættelse førte i løbet af få dage til, at franciskaner­munkene måtte forlade huset og byen for altid.

Den 30. maj det følgende år begyndte Mads Lang som præst ved gråbrødreklosterets kirke, som Mogens Gøye nu havde overladt til byen som almindelig sognekirke. Lang prædikede de nye tan­ker, han uddelte både brød og vin til menigheden, og han havde ganske givet succesfulde dage.

Sådan havde den meget mere kendte reformator i Viborg, Hans Tavsen også de samme uger fået et præsteembede og en prædikestol ved franciskanernes kirke i Viborg.

Året efter brændte så byen. Alle huse bortset fra kirker, klostre og andre grundmurede bygninger blev flammernes bytte, hævder kilderne. Det er næsten ufatteligt, at man i byens ledelse få måneder senere kunne koncentrere sig om at diskutere teolo­gi med den berømte Povl Helge­sen. Men det kunne man. Det er et faktum, at man vil have ham til Randers for at diskutere med Mads Lang.

Helgesen var i Århus på den tid, så det skulle jo nok kunne lade sig gøre, men han turde tilsyneladende ikke. Han frygtede simpelthen for sit liv i Randers. Formelt begrundede han sit afbud med, at den dommer i diskussionen, randrusianerne foreslog, deres egen borgmester Niels Hammer, vel nok burde erstattes af Århusbiskoppen, og diskussionen burde foregå i bispens by. Men Randersborgerne tog ikke til Århus, og Poul Helgesen sendte så i stedet et brev med en lang og grundig og skarp kritik af forholdene i Randers.

Det var fem år efter den første skriftlige advarsel til Randers. Århusbiskoppens milde og bekymrede brev. Denne gang var det en læn­gere, grundigere og meget skarpere tekst, som kom til byen. I den stod der for eksempel:

I året 1530 lod byen Randers sig forføre og omvende fra den almindelige kristne tro, viden, enighed og fra det kristne samfund, hvis gerninger, byen havde været med til at øve i nogle hundrede år, til gamle, fordømte kætterier og talrige ukristne handlinger. Til det formål brugte denne by to ulærde mænd og forsorne skalke. Den ene var en bortløben gråmunk, broder Niels, den anden en selvgjort præst…

Sådan skrev Povl Helgesen i følgebrevet, som var til alle kristne mænd og kvinder, som bygger og bor i Randers…’ Det var den 18. april 1531. Forfatteren ville i aller­sidste øjeblik advare byen mod lutheranernes forandrin­ger.

Povl Helgesens brev var både et nej til indbydelsen og en protest mod Randers’ byråds planer om at forbyde al katolsk guds­tjene­ste i byen. De ville fra nu af kun have luthersk gudstje­ne­ste. Det var den katolske messe, Helgesen ville for­svare, specielt offerhand­lingen, hvor brødet og vinen forvandles til Jesu legeme og blod. Det var netop et af hoved­punkterne i den diskussion, Martin Luther havde rejst. Mange af reformatorerne nægtede simpelt­hen, at der var tale om en forvandling. Den katolske kirke holdt derimod fast ved tanken om, at det var en forvandling som forudsætning for messeofferet.

Med brevet til Randers fulgte som argumentation en dansk over­sæt­telse af den latinske tekst til dette afsnit af messen. Den havde Povl Helgesen lavet, og han havde endvidere skrevet en ud­førlig kommen­tar der­til. Men det var spildte ord på randersborgerne. Byen var på det tidspunkt allerede tabt for katolikkerne. Ledet af byens råd og borgmester Hammer var reformationens mange ændringer af dagliglivet allerede under fuld udvikling.  Og Helgesen havde ret i, at arbejdet udførtes af Mads Lang og broder Niels, en franciskanermunk, som var stukket af fra sit kloster. Man  regner med, han er den Niels Christensen, som findes blandt en gruppe lutherske prædikanter på en bevaret deltagerliste fra et stort møde i København 1530. Han var, ligesom Mads Lang havde været, ansat som huspræst hos rigshov­mester Mogens Gøye. Og nu altså derfra udlånt til reformationen i Randers.

Byens reaktion på Helgesens omhyggelige skriftlige indlæg i debatten var stærk: på byrådets ordre naglede bødlen manuskriptet til kagen, den pæl på torvet, hvor de offentlige piskninger ellers fore­gik.

1534 / Skipper Clement standsede ved Gudenåen

I Randers gik man i årene, som vi kalder middelalderens sidste, fra den ene voldsomme begivenhed til den næste. Mest dramatisk var belejringen under borgerkrigen i 1534. Niels Sværdfeger i Houmeden havde i sidste øjeblik, en oktoberdag det år leveret mere end 100 gode sværd og spyd til byens forsvar. Det var byens råd, som tvunget af omstændighederne havde bestilt dem. En nordjysk bondehær kommanderet af Skipper Clement fra Christian 2.’s katolske parti var allerede på vej mod byen nordfra. De forfulgte resterne af den adelshær, de kort forinden, den 16. oktober havde slået ved Svenstrup syd for Aalborg. De slagne tropper havde søgt ly og oprettet ny for­svarsstilling bag Randers’ volde og grave.

Det protestantiske adelspartis ledere, Mogens Gøye, Erik Banner og Ove Lunge, alle medlemmmer af rigsrådet, be­sluttede nu at prøve at standse bondehæren ved Gudenåen. Her måtte den nødvendigvis søge mod Ran­ders. Der var den eneste overgangs­mulig­hed. Byen var, som altid havde været, en strategisk nøglestilling.

I tæt samarbejde med Gøye, som jo sad på Clausholm og havde store interesser i byen, havde Randersborgerskabet tidligt nu gjort op med katolikkerne. Gråbrødrekloster var taget i 1529, og lutheranernes Mads Lang prædi­kede nu i klosterets kirke. Samme år havde man fået kongens tilladelse til at nedbryde Sct. Peders Kirke, det sidste tilbage af det længst nedlagte nonnekloster, og Sct. Laurentii Kirke uden for Nørreport. Menighederne hen­vistes til Sct. Mortens Kirke, hvor prædikanten var den frafaldne prior Jens fra Helligåndsklosteret. Han var gået over til lutheranerne og havde i øvrigt så kunnet gifte sig. I Sct. Clemens Kirke ved Sønderport prædikede vist nok Henning Baltersen. Han var den franciskanermunk, som havde lukket fjenden ind i klosteret i 1529. Fra 1532 var katolikkerne hjemløse i byen.

I april 1533 var kongen, Frederik 2. død, og de mest radikale blandt Randerskøbmændene har vel kritisk kommenteret den kendsgerning, at rigsrådet tøvede længe med kongevalget. Stærke kræfter i rådet forsøgte faktisk at lede landet som en adelsrepublik. En del i Randers har bestemt villet have den borgervenlige Christian 2. tilbage, andre har påpeget, at når adelen sådan kunne frigøre sig, kunne borgerskabet i byerne det også. De har henvist til Lübeck. Der havde de med Jürgen Wullenweber i spidsen etableret et selvstændigt, et republikansk bystyre. Man fulgte begivenhederne så godt man kunne i den lille by.

Adelspartiet udpegede omsider sommeren 1534 Frederik 1.’s 32-årige søn, hertugen af Gottorp, Christi­an som deres kongekandidat, men det var ikke noget stort og stabilt flertal, som stod bag den udvælgelse. I mere end et år havde Danmark været uden konge.

Det tvang det stadigt mere selvbevidste borgerskab i først og fremmest København og Malmø ind i en alliance med hanseforbun­dets ledende by, Lübeck. Adskillige andre byer især på Fyn sluttede sig til, og i Nordjylland havde bønderne altså rejst sig mod herremændene, som de hadede over én kam. Tropper fra Lübeck sikrede sig Sjælland og Fyn, og det var i den situation, at den hårdt pressede adel havde henvendt sig til Hertug Christian, som havde travlt med at forsvare sine holstenske besiddelser imod de indtrængende lübeckere. Det var en delegation på fem danske rigsråder, Mogens Gøye, Johan Friis, Stygge Krumpen, Oluf Munk og Ove Lunge, som på adelspartiets vegne opsøgte Christian i hans feltlejr i Preetz den 17. juli og aftalte med ham, at han skulle være Danmarks konge.

Men først måtte der kæmpes militært om magten. Og i begyndelsen så det sort ud for adelspartiet, hen på sommeren kontrollerede det reelt kun det sydlige Jylland, og den vigtige politiske kraft, Johan Friis var fange hos den lübske hær.

Sensommeren 1534 hørte man så i Randers med forfærdelse (enkelte med tilfredshed?) om de nørrejyske bønders oprør, om nådesløse erobringer og nedbrændinger af herregård efter herregård, og den 29. oktober kom der brev til byens råd fra Mogens Gøye, som med sine tropper var i Århus. Han meddelte, at han ville sende krigsfolk til Randers, og at de to rigsråder Ove Lunge fra Tirsbæk og Peter Ebbesen Galt fra Tyrrestrup og Palsgaard ville komme og lede byens forsvar. Befæstningen skulle udbygges, våben skulle skaffes frem, vrangvillige skulle tvinges og mismodige opildnes, så Clement og hans katolske bønders stormløb sydpå kunne standses ved Gudenåen. Landet syd for åen ville Gøye og hans folk selv sikre, så skipperen kunne vente forgæves på en bonderejsning der.

Og nu vendte situationen. Lübeck, som havde været inde­sluttet af Christians tropper, gav op og sluttede fred den 18. oktober. Det var to dage efter adelshærens nederlag ved Sven­strup og dens tilbagetog til Randers.

Lunge og Ebbesen Galt trak store forstærk­ninger ind i byen sydfra, og de fik sat dens for­svarsværker i kampklar stand. Men inden det kom dertil, havde skipper Clements folk begået den ene massakre efter den anden og derefter sat ild til gårde og huse, især omkring Sct. Lauren­tii Kirke lige nord for volden og graven og på Flintebjerget, som Skovbakken hed dengang. Her slog angriberne sig ned og indledte en belejring af byen.

Sammen med Randersfolke­ne foretog adelshæren da sværdfegerens våben var fordelt og alt var gunstigt et dristigt og massivt udfald for at bryde belejringen. I et slag på det nuværende Skovbakken, dengang uden træer, blev Skipper Clements styrke besejret, splittet og jaget på flugt. Den nåede ind i Ålborg, hvor den kunne afvente adelspartiets anden styrke, som under Johan Rantzaus ledelse var i hurtig anmarch gennem det vestlige Jylland over Viborg.

Kort efter ankomsten lod Rantzau Aalborg storme. Byen blev af Rantzau givet fri til voldtægt, drab og plyndring. I løbet af natten blev så godt som alle, bondekrigerne og indbyggerne, dræbt i byens huse og gader. Skipper Clement blev fanget og senere henrettet.

Sådan blev Randers med eller imod købmændenes gode vilje placeret på den fordelagtige side i borgerkrigen og i reformationsopgøret, på den sejrende feudale reaktions og den sejrende evangeliske læres side.

På museet opbevares et brev, som er skrevet den 3. november 1534. Det er stilet til borgmestrene, byrådet og det øvrige borgerskab i Randers, og det er skrevet af hertug Christian af Gottorp, som tre måneder forinden var blevet valgt til konge af den jyske og den fynske adel, og som på det tidspunkt med sine tropper omsider belejrede Lübeck.

Det er klart, at Christian må have modtaget meldingen om sejren i Randers med jubel. Brevet er skrevet på papir og skrevet i stor hast. Det er skrevet ’ilende’, står der. Da kongens kancellist læste brevet igennem til sidst, må han have opdaget, at han havde glemt tre ord. Dem måtte han så skrive til i marginen og forsyne med det rettetegn, som bruges ved korrekturlæsning den dag i dag. Selv om det var et hastigt lavet brev, så var det vigtigt. Det gjaldt om at vinde byens borgerskab ved løfter om økonomi­ske og politiske fordele. Først og fremmest at få dem til at huse de mange landsknægte inden for byens mure, måske i ad­skil­li­ge måneder.

Til gengæld lovede Christian at komme til Randers, så hurtigt Gud ville. Han skulle så nok betale for den del af ophol­det, som tropperne ikke allerede havde udredt. Det lovede han.

Der var imidlertid også noget andet: ‘… Vi har forstået, at vore søfolk og landsknægte stadigvæk opholder sig i jeres by. Vi beder jer kærligt ikke tage jer besværet fortrydeligt op, men endnu nogen tid frem til pinse tage jer af deres underhold…’ skriver han. Det har ikke været helt billigt at føde på dem en vinter lang.

Brevet blev foldet sammen med det samme, så det kunne være i en rytters lomme, og udenpå skrev kancellisten: Til vore elskede, kære og tro undersåtter, borgmester, råd­mænd og menige borgere i vor købstad Randers. Det var adres­sen. Ordet elske­de fyldte lidt meget, tror jeg. Så det for­korte­de han.

Det følgende år kom Christian som ny konge, den 3., med sit følge gennem Randers på vej til hyldningen i Viborg. Mange ting af vigtighed kan være aftalt ved den lejlighed. Snart begyndte de store byggerier, Dronningborg Slot, møllen, kanalen fra Nørreå, den ny befæstning, som der aldrig bliver brug for. På værtshu­sene og i boderne har man kommenteret det anderledes end på rådhuset. At mange har slikket sårene og anet den kommende reaktion er åbenlyst.

Der er en række nutidige problemstillinger i en historie som denne. Også dengang har der været svære overvejelser for den enkelte, når han skulle vælge i den tilspidsede situation. Hvem holder jeg med ideelt, fornuftigvis, angstfyldt, af hensyn til min overbevisning, af hensyn til min families sikkerhed? Det har været et kaotisk møde for randrusianeren også med denne politiske verdens sammenvævning af uoverskuelige netværk af personlige, ideologiske, religiøse og økonomiske interesser og magtkampe. Det vi senere har kaldt klassemodsætninger, er det noget, som har kunnet opleves af den enkelte? Erkendte køb­mændene sig som progressive, herremændene sig som reaktionære? Ja, Ove Bille gjorde da det sidste. Hans brev til Randers argumenterer da konservativt: lad os ikke kaste så mange århundreders visdom bort. Men var det sådan, at katolikkerne stod for det onde bagstræb og lutheranerne for det gode frem­skridt? Er det en enkel historie?

Den 20. marts 1535 indfriede Christian 3. sit løfte til Ran­ders om at komme til byen. På vej til hyldningen i Viborg havde han en travl dag i Randers, hvor han sammen med hvad, der kunne krybe og gå af gamle og nye pinger holdt retterting og blandt andet fastlagde, hvordan Randers sådan rent fysisk skulle indrettes i fremtiden. Han afsagde også den endelige dom i Anne Jacobs sag. Hun vandt al sin ejendom tilbage fra Helligåndsklo­steret.

Den 20. marts 1535 indfriede Christian den Tredje sit løfte til Ran­ders om at komme til byen. På vej til hyldningen i Viborg havde han en travl dag i Randers, hvor han sammen med de nye magthavere holdt retterting. Han afsagde blandt andre den endelige dom i Anne Jacobs sag. Hun vandt al sin ejendom tilbage fra Hellig­åndsklo­steret.

Det var en dom, som markerede de nye tider. Kirken havde mistet sin magt. Og i Randers var det borgerskabet, som i samarbejde med den nye adelsregering tog fat på at omdanne byen til en tidssvarende handelsby og en kongelig fæstning. Gråbrød­reklo­steret blev bygget om til kon­geslot og fik navnet Dron­ningborg, og klosterkirken blev slotskirke. Be­fæstningen for­stærkedes, og forstæderne omkring Laurentii Kirke blev tvangs­ned­lagt. For at skaffe vand til en endnu dybere voldgrav nord om byen blev Nørreåen stemmet op ved Fladbro, og dens vand ledt ind gennem en kanal i Hornbæk enge til kongens nye vandmølle og til voldgraven. Sådan, militært forseglet og intel­lektu­elt afklaret kunne byen slutte sin middelalder.

 

BORGERLIG BY

1575 / Genius loci

Motivet kirken i sin by var der anledning til at overveje, da den vældige forandring af Kirketorvet gik i gang i 1999. Brolægningen blev lagt om, gadeinventaret fornyet, fortovene forsvandt, træerne overvejedes. Skiltningen reduceredes og fornyedes – alene omkring kirken var der før et halvt hundrede skilte, som alene henvendte sig til bilister. Dertil en masse med andre henvendelser. Det var et arbejde, som vi fulgte opmærksomt, for vi elsker jo allesam­men det sted i vores by. Og man kunne håbe, at den gamle skønhed, som faktisk findes under den megen forstyrrel­se, ikke konsekvent erstattedes af en ny pænhed. Dyb fortælleværdi af nydelig orden. Fremmede indretninger i stedet for inventar i stedets egen tone. Nu gjaldt det om at lytte efter, at se til.

Den historiske efterretning hjælper os i sådanne situationer, så vi ikke i arbejdets hast griber fejl. Den kultur­histori­ske fotograf Hugo Matthiessen har for eksempel her fastholdt denne klassi­ske situation her i vores by: den danske købstad­kirke – man er ikke i tvivl – som den ligger der midt i sin bymæssighed og alligevel tæt på grænsen til det andet, det ikke bymæssige. Her i Randers grænsen mod engen på den anden side Vestergrave markeret af plankeværker og hække. Kun få steder kan billedet ses i dag, kirken som bygning domineren­de sin by, som så videre behersker sit landskab med en skarpt afgrænset accentu­ering. Tydeligst i Ribe, som længe endnu vil have sin kendte lave skyline med domkirken massivt hævet over de lave huse med Værneengen foran. Sådan var det altså også i Randers ved århundredets begyndel­se.

Hugo Matthiessens glasplade på Nationalmuseet har nr. 15460. Den har foreviget Sct. Mortens Kirke i denne sin byom­givelse oktober 1917. Jeg ser længe på det fotografi og ved, at her ville jeg gerne bo. I ly af kirken, med have i den gamle købstadstil, urter og blomster og frugttræer – ikke græsplæne og prydbuske – men med sådan en have som de her ned til sta­kit­tet, der græn­ser af mod engen. Sådan var den danske købstad fra før, alt grønt var enten bede eller ukrudt. Da der endnu i byen var uorganiseret plan­tevækst. Accepteret. Mælke­bøtter ved hjørnet og hyld op ad gavlen.

Vi står nede i engene bag Vestergrave. Det er altså en okto­berdag 1917. Bag os er Havnebanen, mere eng og så åen. Huset med den hvalmede gavl blev revet ned en snes år senere. I 1939. En begyndelse til købstadens forsvinden.

Det var en stor og flot lagerbygning til køb­mands­gården på hjørnet af Store Kirke­stræde og Kirkegade, som nu rummer en ny, elegant frisørsalon i det, som til for kort tid siden var Lars Jacob­sens fine gamle bog­handel. Sidelængen fortsatte i den bevarede 1600-tals sidelænge med den berømte porthammer med løver ned til Vestergrave, og på fotografiet ser vi altså det hvalmede tag og lidt af gavlen i bin­dingsværk. Det var altså en magasin­bygning, som amtsforvalter og købmand Mathias Stauning opførte omkring 1770. Den blev bygget på den gamle måde med ’Randersk­nægte’ til at bære bjælkeenderne i en kon­struktion, som skød de øvre etager en smule frem, selv om det for længst var blevet almin­deligt at bygge bindingsværk i etager uden frem­kragning på knægte. Bygningen var nok den sidste i den stolte tradition af knægt­byggede bindingsværkshu­se her i landet. Den forsvandt i 1939. Det kan man meget let være ked af nu.

Trods sådanne ulykker sammenfatter en tur omkring kirken stadigvæk 500 års bygningskultur her i byen, hele den efter­middelalderlige periode fra sen gotik til modernisme. Hist og her kan det være svært at få øje på bag de mange hurtige og ofte ufølsomme bygningsændringer, men de fleste steder røber et tags hældning, en vinduesrækkes rytme en ædel værdighed i en bygning, som i dag let overses, fordi den værdighed er blevet så sløret. Og man ser med ét torvet som et historisk rum, der fuld­stændig som kirkebygningens indre taler om fem århundre­ders ideer. Afsætter det samme tidsrums slid som bevægende mærker efter levet liv.

Kirketorvet skylder den oprindelige kirkegård sin ek­sistens. Ved et mageskifte med kirken i begyndelsen af forrige århundrede sikrede byrådet sig denne torveplads, og kirkegården flyttedes til Udbyhøjvej. Den gamle muromkransede kirkegårds oprindelse er uklar, den kan være fra klosterets tid omkring 1500, det ældste bevarede gravminde peger i den retning. Det er ridset ind i kirkens sydmur, direkte i tegl­stenene: Året 1579 døde Hans Groeve, og han ligger be­gravet her. Altså lige i tagdryppet. Selvfølgelig kan Groeve være en af de første på en ny kirkegård indrettet efter reformationen, men da den tidligt middelalder­lige Sct. Mortens Kirke, hvorom vi stort set intet ellers ved, havde kirkegård, er en meget ældre historie sandsynlig.

Måske er det bedst at nærme sig den vældige bygning og torvet fra nord, fra Houmeden ned gennem det vestre kirkestræde, som har en oprindelig snæverhed, så man på det korte stykke når at mærke gaderum omkring sig. For enden af den korte strækning ser man tårnet i dets fulde højde, og man fornemmer torvet som en udvidelse af rummet. Det er ikke rigtig muligt mere fra de andre gader, som fører dertil.

Når man nu står på et helt nydefineret Kirketorv møder blikket på en ganske anderledes vurderende måde firkanten af huse, som omgiver det. De opleves ikke længere som hørende til hver sin af fire verdener, liggende i hver sin gade. De hører nu sammen med den store flade, hvor kirkebygningen står i midten. Og de er nu nødt til at besvare den historiske udfordring fra dette hus, som så tydeligt markerer 1490’ernes sene gotik i kor og skibe, og 1790’ernes sene barok, i tårnet med dets løgkuppel, som mere end noget markerer sit sted. På den kuppel kender vi byens silhuet.

Men de fleste af husene omkring Kirketorvet skjuler i dag deres årti, endog deres rette århundrede. De vil ikke være ved deres alder. Det er egentlig en skam, for det er da deres basale viden mere end deres mere tilfældige aktuelle og private ambition, de bidrager med, når vi går langs bygningerne, som så hensynsfulde over for hinanden omgiver kirken og danner rammen om et fornyet byrum.

Det første hus i den del af Vester Kirkestræde, som nu tydeligt kommer til at høre til Kirketorvet, er nr. 10. Det slanke indtryk, som facadens korthed afstedkommer, kombineret med de stadigvæk intakte vinduesplaceringer i en stram rytme og tagets formodentlig oprindelige svajede tag­hældning taler som tårnet om barokken i købstaden, og huset kan da også føres tilbage til året 1761, hvor brandtaksa­tionen for­tæller, at det ejedes af skrædder Hans Gjørsting. Så huset er mindst så gammelt, vel lidt ældre. Det stod altså allerede på sin plads, da Anders Kruuses tårn og spir blev opført. Denne Horsensarkitekt var aktiv i byen i slutningen af 1700-tallet. Han satte også rytteren med spir på Rådhuset, og han tog disse år tilløb til den største opgave, Tøjhuset fra det følgende årti.

Det er ret voldsomme ombygninger, det lille 1700-talshus har været igennem, også den helt nye, som vel reddede husets liv. Men selv om den pågående taler sit og de nærmest forgående årtiers frisprog, skjuler den ikke – heller ikke den nu nymalede skalmur – helt husets medfødte værdighed. Vigtigt er det, at taghældning og vinduesplaceringer i facaden er bevaret.

Og jeg husker huset fra et gammelt fotografi. Her ses vinduerne naturligvis småsprossedelte på den meget gamle måde med palæruder fra tiden for husets opførelse. Det gav bygningen en vis fornemhed samtidig med, det understregede facadens opadstræben, mens den med sine tre etager skubber sig ind på den snævre plads i rækken. Den klarer sig ved at gøre sine fire fag meget korte. Regelmæssige blændingsfelter under vinduerne i den ellers glatpudsede murflade uden bæltegesimser eller andre horisontale elementer understreger bygningens slankhed.

På et lidt yngre fotografi er der kommet en lille blikkenslagerkvist til. Det må være sket i 1940’erne. Den er forsigtig, gør ikke noget væsen af sig og forstyrrer således ikke. Men den, som kom på sommeren 1999, er noget mere selvbevidst. Husets gamle lodrette linjer slås nu forgæves med den nye kvists kraftige vandrette bånd. Veluxvinduet ved siden af understreger den noget pragmatiske disposition. Vi er her i et selvbevidst årti, vi kender. Hvor ville jeg alligevel gerne have vist arkitekten bag den ombygning de gamle fotografier, før han tegnede. Og sådan erdet kredsen rundt, der er bygning for bygning fine oplevelser under hist og her mindre fine tilføjelser. Der er meget at tage vare på.

Men det er jo ikke for sent. Renoveringen af Kirketorvet vil naturligvis inspirere til en hel række facaderenoveringer rækken rundt og da vil det være vigtigt, at drømmen om den smukke facade konsulterer den viden om husets tidligere liv, som findes. Måske har en tidligere udformning en række kvaliteter, som atter kunne drages frem.

Nr. 12 med Fårups Farvehandel kan også ses i taksationen fra 1761 og er således ældre end det år. Huset brændte imidlertid den 11. decem­ber 1801 og må være repareret i løbet af det følgende år. Det passer logisk med den nyklassicistiske facade, hvormed det fremtræder i dag.

Oprindelig var den meget mere detaljeret. For det første stod den livligt i de blanke sten. Gesimserne var mere talrige og accentuerede. De markante frontispicer rigt modellerede. Men i dag kan man vist ikke forlange mere respektabilitet af en bygning. Den er står klar til det nye torv.

Hvor klassicismen nøjedes med lidt, men godt fra bygningskunstens erfaring, tog arkitekterne omkring næste århundredskifte lige hvad de i deres historieglæde havde lyst til. Det har kunnet ses på hjørneejendommen, som har nr. 10 i Kirkegade. Den har haft en fortumlet historie. Var i begyndelsen af 1800-årene et hus med én etage og kvist. Her boede siden 1804 organi­sten, som hed Jens Erik Blauenfeldt. Det var hans hus. I 1859 blev ejendommen ombygget til et to etages hus, i 1897 fik det endnu en etage. Et fotografi viser, at endnu i 1960-erne stod en nybarok balustrade på taget og bandt kvistene mod torvet sammen med den lille antydning af et tårn i hjørnet.

Bygningen lige overfor er fra 1854. Den blev opført af boghandler Lars Jacobsen, som havde haft butik her siden 1840. Fotografiet viser det nye hjørnehus i dets nyklassicistiske enkelhed. Kun boghandlerens skilte er kommet op, efter arkitekten er gået. Her er et bud på inspiration, skulle ejeren nu få lyst til at lave lidt om en skønne dag. Intet, praktisk taget, er ændret. Kun de store vinduer til frisøren og døren til Svend Trøst er kommet til. Den fine kvaderpuds i raffineret renæssancemønster er mirakuløst bevaret.

Rafael Moneo, den spanske arkitekt, tegnede det nye Moderna Museum i Stockholm, som blev færdigt for to år siden. Man har om det hus hævdet, at han her genfødte den svenske nyklassicisme. Denne følsomme mand havde med det samme mærket, at sådan er det umistelige Stockholm. Pilastrenes ro og orden er en del af byens sjæl. Her var udgangspunktet for et nyt hus. Steen Estvad Petersen nævnte det i en avisartikel for nogen tid siden, i Weekendavisen den 16. juli 1999. Og jeg tænkte mens jeg læste på Aldo van Eycks hensynsfulde nye huse i det gamle Amsterdam. Og jeg tænkte på Randers, såmænd.

Det var fotografiet ved artiklen, som først optog mig. Det viste kirketorvet i Murcia med en ny brolægning helt hen til bispepaladsets sokkel. Dets slidte facade rejser sig værdigt fra den nye ro og orden. Kirken har jeg bag mig, tilsvarende gammel og fornem og urolig, og jeg ser på Moneos nye, lille rådhustilbygning over for med dens kubistiske facade i egnens gulrøde sandsten, med søjler og arkadeåbninger i en ikke-symmetrisk, men nøje kalkuleret rytme, som ikke vil trætte kommende århundreders iagttagelse.

”Huset formår ikke kun at hævde sig i dialogen med den sydspanske barok, men også at tilføje byrummet helt nye kvaliteter, blandt andet et tidsspænd på 200 år, som giver pladsen nyt liv samtidig med, at kirkens huse indrammes og fremhæves,” skriver Estvad Petersen. Det lille hus på det gamle torv er blevet ”et fornemt kammerspil, som endnu en gang tjener til at bevise Moneos store følsomhed over for Genius Loci.”

Jeg studsede over fagudtrykket, men tog det til mig: stedets ånd. Og jeg tænkte såmænd på vores kirketorv, selv om Randers godt nok ikke er Murcia, og nordeuropæisk sengotik noget andet end sydspansk barok. Og vi har ikke et fint nyt hus der. Men det kunne komme, vores kirke trænger til et meget bedre sakristi. Bedre arkitektur og bedre håndværk end den nuværende bygning. Men en stedets ånd har vi. Og en tilsvarende problemstilling.

Skal Kirketorvets egentlige stemning på den her måde opfattes må Kirkegade 13 igen med. Boghandleren byggede den på fundamenterne af inter­essant renæssancegård i bindingsværk, som der ikke er bevaret så meget som en skitse af. Alene den bevarede længe i Store Kirkestræde og et meget smukt og berømt panelfragment skåret af Mikkel van Groningen – det er nu på museet – kan give indtryk af dette 1600-tals hjørnehus, af det oprindelige anlægs storhed. Af dets tabte skønhed. Ude og inde.

Kirkegadelængen røg ned. Alene den hvælvede kælder er bevaret. Men sidelængen ligger altså endnu langs Store Kirkestræde og har nr. 2. Her standser alle byvandringer andagtsfuldt: Randersbindingsværk. Kongens tid, Christian 4., renæssance.  I overgangen mellem det nye forhus og sidelængen sidder to Randersknægte ved siden af hinanden. Den slankeste er den ældste. Den er lidt sølle at se til for tiden, er ved at blive repareret. Lidt bliver der tilbage af det tidligere. Det er det sidste synlige tilbage af det ”meget fornemme hus”, som Matthias Galthen som den eneste har skrevet om. I hans Forsøg til en Beskrivelse over Kiøbstaden Randers fra 1802. Det var opført omkring 1575 af rådmand og købmand Mogens Skov som erstatning for et middelalderligt stenhus – gotisk, vel sagtens som Klostercafeen på Rådhustorvet. Med gavl mod Kirkegade. Den tøndehvælvede kælder viser det. Vel mere end 600 år og tre huse efter hinanden har den kælder båret.

Den anden knægt hører til den bevarede sidelæge, som tolderen og købmanden Mogens Nielsøn og Margrethe Povelsdatter fik bygget i 1626. Deres navne finder man på den berømte porthammer. Og så byggeåret. To løver skubber bladornamenter mod kerubens vinger. Til sammen er disse væsner dobbelt ondtafværgende. ”Wer godt vørtravet. Er hat vol gebauet” lyder indskriften. Hvem som stoler på Gud, han har bygget vel. Den grå farve på porthammeren forbereder formodentlig en opmaling, og jeg glæder mig over den ny, endnu rå hjørnestolpe. Der repareres på dette hus, som giver stedet her og husrækken omkring kirken en bastone af alder.

Den røde farve overfor, på Hafniahus er derimod ikke det første af noget rart, som oplagt er på vej. Den er færdig, og den er vanskelig at forstå. Sådan skal facaden altså nu til at se ud. Skal det aflede tanken? Altså væk fra det rationelt moderne. Mod den romantiske drøm? Denne røde kalkefterligning er en 90’er grille.

På et fotografi fra kort efter bygningens opførelse 1960 ser der ud til at være marmorfliser under det fine Hafniaskilt. Og det passede da også meget bedre til metalinddækningerne og den øvrige saglighed. Det er et stykke gedigen 60’er modernisme med klassisk reference tilbage til for eksempel Jens Peter Hjersings sparekasse og bank i hver sin ende af Torvegade.

Det hører nu også med til historien, at før dette hus lå der to af de gamle stolte gårde på de to grunde. Farvergården nr. 9 og en købmandsgård nr. 11. Knægtbygget bindingsværk. 1600-tallet. Der er mange fotografier på arkivet. De viser gårdenes oprindelige skønhed opløst i det hurtige forfald efter 1900. Og det er næsten ikke til at bære. Alene Gebhardt Zehngrafs optagelse af den dejlige port til nr. 9 rummer den tabte kvalitet.

I Falbe-Hansens jubilæumsskrift fra jeg ved ikke hvornår, ser jeg, at Des Asmusssen har været der med sin hurtigt præcise fyldepen og laveringspensel. ”Gl. Købmandsgaard” har han skrevet under skitsen inde fra gården med kirken bag forhuset. Bindingsværk, hestevogne, trækvogne, kar, tønder og folk. Hvordan det var, læser jeg hos Jens Otto Krag. Hans barndom levedes i gården ved siden af. Han skriver om det i begyndelsen af sine erindringer. Først – da jeg oprindeligt så fotografiet af porten – tænkte jeg, at det var bevægende, at denne moderne mand har gået gennem den port. Nu viser det sig så, at den var væk kort før han og hans familie flyttede ind. Men han har boet i Randers renæssancebindingsværk (svært ødelagt på hans tid) og skrevet kærligt om det.

Det nuværende hus burde i det mindste have bevaret sit originale marmor og ikke være faldet for et modelune. Overfladisk Middelhavslængsel i rød cementfarve til at dække den klassiske tilsvarende inspiration i marmor. Dekoration i stedet for arkitektur.

Svends Bar. Dette fine lille hus har tilsvarende svært ved at bære sin længsel mod den mediterrane bar, som dets indretning nu peger på. Jeg tænker, hver gang jeg ser det, at det måske bedre kunne være sig selv, som det var bygget. Og det er naturligvis igen fordi, jeg kender et gammelt fotografi.

Det var et palæ, sandelig, men meget lille. Alt var for så vidt til stede, men mindre. Mindre i antal, mindre i mål. Men ikke mindre i værdighed. Det vedkendte sig sin familielighed med Svaneapoteket for eksempel, det understregede i den pudsede facade de vandrette klassiske linjer, en enkel, men kraftig profilliste over hvert af pælævinduerne, som til gengæld var gjort slankere af en indramning, som under dem fortsatte omkring rektangulære blændinger. En let profileret kondongesims, som blev gentaget omvendt i soklens profil, skilte førstesalen fra stueetagen. Dennes fine kvaderpudsudformning fik karakter af pilastre, som delte de tre korte fag.

Værtshusholder Christen Rasmussen købte stedet i 1907. På fotografiet står han med sin familie, må man tro. Alle beskæftiget i den lille virksomhed på en eller anden måde, også sønnen. Forretningens skænkestue, køkken og baglokale er i stuen, en trappe fører op til førstesalens lejlighed, hvor der forunderligt er plads til stue, soveværelse og køkken samt en fint snoet trappe til kvistværelset. Hvor vel den unge servitrice bor.

Mest bevæges jeg af  den tildækkede kældertrappe. Her kom øllet ind. Og brændslet. Her var drengens arbejde. Til tæt på vor tid. Til min barndom i hvert fald. Elementer af Genius Loci. Fotografiets stilfærdige øjeblik demonstrerer det.

1581 / Kærligheden

Under en bue, som åbner mod et stiliseret landskab med bymur og port, hvorover en lang nedadbuet sky er skåret sluttende med solens stråler, befinder personerne sig: Maria tager med en levende bevægelse tæppet til side, så de tilrejsende konger og vismænd østfra kan beundre barnet. Josef, hvis ansigt er beskadiget, læner sig ind fra højre, side om side med en hornet okse. Fremstillingen minder i sine elementer en del omen låge på Nationalmuseet skåret af Brix Michel i Roskilde, men den er kunstnerisk og håndværksmæssigt meget ringere.

En anden fremstilling af kærligheden er skåret på et manglebræt. En kvinde med to børn, caritasidealet.

Og så var der det arrangerede bryllup, som var den jordiske kærligheds faktum. Tidseldugen er vort vidne. Museet har siden 1891 været i besiddelse af en smuk, men meget medtaget silkebroderet lærredsdug fra Skarresø Kirke, Ø. Lisbjerg.Dugen er dateret 1581, og i to felter ses våbenskjolde for familierne Kaas og Rotfeld – de fædrene våben til Bjørn Kaas (død 1581) og til hans hustru Kristence Rotfeld (død 1611). Ingen af disse to har haft nogen tilknytning til Skar­resø Kirke, hvor dugen en tid har været anvendt som antipen­dium eller alterdug.

Vi benævner dugen alterdug, hvad den dog ikke altid har været. Dens oprindelige funktion var borddug, og at den har været ca. dobbelt så lang (ca. 170 x 260 cm). Den mangler nemlig de mødrene våbenskjolde, som vi fra til­svarende duge ved bør være der.

Mønsteret er et enkelt kraftigt system af rudefelter, hvori man ser stiliserede tidsler. IHS-symboler i rudernes skærings­punkter og et ejendommeligt snoet ornament på rudernes sider.

Disse elementer går alle – med visse ændringer – igen på en række silkebroderede lærredsduge af adelig herkomst fra perioden 1581 – 1619. Indskriftsborten viser rester af en reli­giøs tekst.

Tidseldugen er syet på fint hørlærred (31 tråde pr. cm på hver led). Broderierne er syet med gul og rød silke, far­verne er dog nu stærkt afblegede. Konturerne er syet med kædesting, medens udfyldningerne er syet med kontursting. Duge af denne art er ofte syet på ramme, men med de kraftige sam­mentrækninger i stoffet, som ses på Tidseldugens broderi, må vi konstatere, at der også har været andre fremgangsmåder.

Katalog

TRÆSKÆRERARBEJDE

Fra skabslåge, med fremstilling af kongernes tilbedelse. 1600 – tallets begyndelse. Eg. H:24 cm, B: 17 cm. Uden mu­seumsnum­mer. Litt.: Danmark 1530 – 1660. Nationalmuseets vejledning, 1968, pl. 12.

TIDSELDUGEN

fra Skarresø Kirke, Ø. Lisbjerg, hvor den har været brugt som alterdug eller antipendium. Dateringen 1581 er broderet på som våbenskjolde for familierne Kaas og Rotfeld – de fædrene våben til Bjørn Kaas (død 1581) og til hans hustru Kristence Rotfeld (død 1611). Alt tyder på, at dugens oprindelige funktion var som borddug, og at den har været dobbelt så lang (ca. 170 x 260 cm). Den mangler nemlig de mødrene våbenskjolde, som vi fra til­svarende duge ved bør være der.

Mønsteret er et enkelt kraftigt system af rudefelter, hvori man ser stiliserede tidsler. IHS-symboler i rudernes skærings­punkter og et ejendommeligt snoet ornament på rudernes sider.

Disse elementer går alle – med visse ændringer – igen på en række silkebroderede lærredsduge af adelig herkomst fra perioden 1581 – 1619. Indskriftsborten viser rester af en reli­giøs tekst.

Tidseldugen er syet på fint hørlærred (31 tråde pr. cm på hver led). Broderierne er syet med gul og rød silke, far­verne er dog nu stærkt afblegede. Konturerne er syet med kædesting, medens udfyldningerne er syet med kontursting. Duge af denne art er ofte syet på ramme, men med de kraftige sam­mentræknnger i stoffet, som ses på Tidseldugens broderi, må vi konstatere, at der også har været andre fremgangsmåder. KHM* 2277

MANGLEBRÆT

med caritasfremstilling. KHM

1589 / Lærdommen

Christian 3. havde sine folk til meget hurtigt at lave en dansk bibeloversættelse. Den udkom 1550, men siden 1577 havde den været udsolgt, og langt fra alle kirker ejede et ek­sempl­ar. For kongen, Frederik 2, re­geringen og de involverede teologiske eksperter og bogfolk var pro­blemstillingen nu, om man skulle genoptrykke den første over­sættelse uændret. Kongen havde hørt, at der var mange fejl i den, og i disse mere og mere skrifttro og religiøst set næsten fundamentalistiske årtier var dette mere end et lit­terært problem. 1586 udgik derfor en ordre til professorerne i teolo­gi og til de tre københavnske sognepræster at konferere over­sættelsen med grundteksten og foreslå rettel­ser, men uden at ændre på Lut­hers arbejde i hovedsagen.

De bevarede breve, som H. Rørdam har udgivet, røber med stor farverigdom, hvor levende optaget kongen og hans omgivel­ser var af arbejdet, som har været et helt centralt og væsent­ligt anliggende, og hvor meget oversætterholdet svedte over de vanskelige kommissorium og opgavens størrelse i forhold til den afmålte tid. Hoffet var utålmodigt og greb flere gange ind med kritiske bemærkninger. Frederik 2. kom ikke til at se sin bibel – først året efter hans død var den færdigtrykt. Men alle er enige om, at han kunne være tilfreds. Den er et over­bevisende vidnesbyrd om en ny tidsalders litterære nidkærhed.

Frederik 2 biblen indeholder alle Lut­hers ind­ledninger og kommen­tarer, endog den kontroversielle til hebræ­erbrevet samt Veit Diet­richs (1506-1549) summarier fra Luthers bibel. Ud­gaven er illu­streret med et stort antal træsnit udført af Virgil Solis fra Nürnberg (1514-62) i hans to sidste leve­år.

Frederik 2.-biblen blev herefter flittigt brugt, når der skulle findes forlæg til andre billedværker. Der kendes et stort antal arbejder i Danmark og Norge, som er udført efter disse illu­stra­tioner. I de kendte Frederik 2.-bibler er bag­siden af titelbladet enten tomt eller forsynet med et kobber­stukket portræt af Frederik 2.

Frederik 2. biblen indeholder alle Lut­hers indledninger og kommen­tarer, endog den kontroversielle til hebræerbrevet samt Veit Diet­richs (1506-1549) summarier fra Luthers bibel. Ud­gaven er illu­streret med et stort antal træsnit udført af Virgil Solis fra Nürnberg (1514-62) i hans to sidste leve­år.

“Henrik Smid (Smith, Smed 1495 – 1563) var blandt vore første humanister, og hans virksomhed tilsvarende broget. Han har blandt andet oversat Ny Testamente tekster, revideret lovtek­ster og arbejdet på historiske værker. Men hans hoved­værk er en lægebog. Han stammede fra Malmø, hvor han endte igen, ikke som læge, men som byens vejer og måler. Også en slags videnskab. Det havde hans far også været, og hans bror Herman Weigere, Rævebogens gendigter og udgiver 1555, har sit navn deraf. Henriks lægebog 1577 er en samling af seks “urte­gårde”, som han havde udsendt i 1550’erne, nu i én, statelig bog. Den blev hvermands læge i 350 år. ” (Dansk Litteratur­historie 2, ved Peter Brask m. fl., 1984). Bogens styrke ligger i præcis sygdomsbeskrivelse og præcise recepter på medicinens tilbe­redelse. Dens teori giver et sigende indblik i en fundamenta­listisk tankegang, hvor renæssancens ideer blan­des op med en ny tids ortodoks fromhed.

Den svajede, malmstøbte morter, som vi kan stille ved siden af lægebogen, er forsynet med finger­hanke midt på den konkave bug, hvor de flankerer et indtil videre gåde­fuldt monogram indeholdende blandt andre bogstaverne RO, måske for RandrOs, og så årstallet. Ved år 1600 var der to apote­ker i hele riget. 1634 blev det første blevet oprettet i Ran­ders. Det fik plads i et af de borgerhuse, som indrettedes i den gamle klosterkirke Sct. Peder på Rådhustorvets nordside efter refor­mationen. Det er naturlig­vis fristende at tænke sig morteren fremstillet til brug her fra apotekervirksomhedens allerførste begyndelse i byen.

Protesen ved siden af består af to fingerled til lille­finger frem­stillet af bronzeblik mindre end 1 mm tykt. De to rørformede led drejer om to delvist skjulte kugleformede led fremstillet af samme bronzeblik. I yderste led er indgraveret en negl og under hvert kugleled ovale mønstre, som efterligner rynker i huden på underdelen af den menneskelige finger. Den kunstige finger blev fundet af Otto Norn fra Nationalmuseet, da han sommeren 1951 ledede museets undersøgelse af fundamen­terne og de øvrige rester efter Albret Skeels renæssancegård Fussin­gø, som op­førtes omkring 1555 og nedreves 1867.

Inskriptionen på den smukke messingvinkel lyder: Norma rectangula ad omne horologium in plano construendum delineata Randrusii anno Christi 1670 mens. Novemb. ab Eschero Olavio. (En ret vinkel til simpel konstruk­tion af ethvert ur, tegnet i Randers i november måned i det Herrens år 1670 af Esger Ol­sen). Og på bagsiden: Angulus hic rectæ est lex et bona figuræ At Christus vitæ est regula recta meæ. Liberet iste suam ne sit vitiosa Mathesin A vitiis vitam leberet ille meam. Denne vinkel er den regelmæssige figurs lov og gode målestok Men Christus er mit levneds rette lineal. Den første befrier erkendelsen for fejl, Han udfrier mit liv af synden.

Videnskabshistorikeren Olaf Petersen har i sin artikel Jacob Swietecki and his Regula Mirifica for Constructing Sundials i Preprint, 1972 september 20, Institut for de ek­sakte naturvidenskabers historie, Aarhus Universitet sporet instru­mentet tilbage til denne polske jesuit og videnskabs­mand, som har beskrevet et lignende instrument i sin bog Medulla Gnomoni­cae, Krakow, 1660, som igen bygger på en anden jesuit og naturfor­sker, Athanasius Kircher. Selve soluret står her også. Og som de øvrige ting er det næsten indbegrebet af tidens appetit på at forstå menneskets omgivende natur. Astro­nomien, geografien, rejsesoluret.

Den berømteste Randerskøbmand af alle er rådmand Niels Jacobsen i gården, som lå på Torvegade, hvor nu Løveapoteket ligger. Han må ud over de mange kvaliteter vi kender have været en lærd mand, velorienteret i nye intellektuelle strøm­ninger. Forfatteren Heinrich Bünting var en radikal og meget omstridt teolog. Hans rejsebog over den hellige skrift for­søger at forene det religiøse og poetiske i biblens tekster med eksakt geografisk og historisk viden. En sin tids “Biblen har allige­vel ret”. Museet ejer som nævnt hans eksemplar af den danske over­sættel­se, som kom i 1608. Det har bestemt været bogens faktiske indhold han har diskuteret med Christian 4, da han besøgte ham nogle måneder senere. Kongen var jo optaget af de samme ting, på samme niveau. Randerskøbmanden lavede et notat om begiven­heden, som mere hæftede sig ved, hvad der ellers skete, det dagligdags. Og det er forståeligt. Sådan gør vi andre også. Kun skribenter laver litterære notater. Jacobsen er læsende menne­ske og han noterede:

Anno 1609 den 14 Februarij læste Kong. May. udi denne Bog, och sagde att dette wor dett første hand haffde werett udi nogen Mandtz Huss ij Randers. Och daa same Tid Haffde hans May. alle mine sex Børn og Peder Saxessen for sig forsamblett wid Kackel­loffnen, och haffde den gode Herre Hiell Skiembtt om dennem for di vor saa mange och nestinde lige store, Gud beuare hans Naade euindelige. Niels Jacobssøn. Egenn haandt.

Anden Dagen som vor den 15 Februarij wor Peder Lassen, Jens Korde, Poull Nielssen och jeg hoss hans Mays på Drott­ning­borig. Och Kong. May: breff. at hans Naade af Kronens epther will holde Randers Bro ferdige, der till medfick wij en god Ruus.

Måske af en sølvkande som Peder Schous.

Katalog

FREDERIK 2’s BIBEL

Trykt i København af Mads Vingaard (Matz Vin­gaardt). 1589-biblen er den anden fuldstændige bibe­l­over­sættel­se til dansk, idet den repræsen­terer en omfattende tekstrevi­sion af den første, 1550-biblen (Christian IIIs bibel), som den bygger på. Museumsnummer ?? Litt.: Bibliotheca Danica I, s.9. Lauritz Nielsen: Dansk Bibliografi s. 405 og frem. Holger Fr. Rørdam i Kirke­histori­ske Samlinger 2. rk. s. 203 og frem. Den Danske Kirkes Histo­rie ved Koch og Kornerup, 1950, II s. 158 og frem.

HENRICK SMIDS LÆGEBOG

København 1650. Genoptryk, oktav. Første gang trykt i Køben­havn 1577. +3629. Proviniens: til museet 1917 som gave fra privat i Viborg.

APOTEKERMORTER

Efter det indstøbte årstal fra 1635. Bronze.

FINGERPROTESE

Fra Fussingø. Bronze med sølvhængsler og sølvlodninger. L: 5,8 cm, B: 1,6 cm (ved inderste hængsel). /52:0234.

MATEMATISK INSTRUMENT

“Norma Rectangula”. Til brug ved konstruktion af solure. Messing. Frem­stillet i Randers 1670 af Esger Olsen. Gave til museet 1969 fra Aalborg Historiske Museum ved åbningen af Kulturhuset. /71:00­37.

REJSESOLUR

I horizontpladen er anbragt et kompas, en ækvatorring med tidsinddeling og en polos (skyggegiver) i en ret vinkel til denne.

HENRICO BUNTING

(Heinrich Bünting): Itinerarium sacræ scripturæ; det er En Reisebog over den hellige Schrrifft 1 + 2, fol. Oversat fra tysk af Niels Jørgensen 1608. Rådmand Niels Jacobsens ek­semplar, hvori han har skrevet sit navn, lavet notater om indholdet og på det første blads inder­side optegnet den be­givenhed, at Christian 4. den 14. februar 1609 var hans gæst samt illu­streret optegnelsen ved at tegne kongen monogram og valgsprog i marginen. +0678.

1598 / Samfundets orden

Museets lille suite af officielle tekster, samlingen af kongebreve fra midt i middel­alderen frem til 1670 illu­strerer borger­skabets etab­lering i byen. I slutningen af middelalderen ser det, i hvert fald ge­nerelt på nordeuropæisk plan, ud til at borger­skabet er på vej mod egentlige magtovertagelser, og  det må ind­rømmes, at brevene fra 1445 og 1457 i det små viser Ran­derskøbmænds politiske delsejre over herremænd langs fjorden. Så kommer godt nok tilbageslaget efter borgerkrigen, og borgerskabet synes at kon­centrere sig om i ly af kongemag­ten at værne over de privilegi­er, det har. Mon ikke det er hvad Christian 4. – brevene illu­strerer?

Med Peter Schumacher-brevet fra 1670 er vi ved vejs ende. Han skriver: Saa vidt de (byens privilegier) ej imod vorris jura Majestatis Absolutum Dominium Souverainitet og Arffve Rettighed befindes at stride. Enevælden er en realitet. Forbeholdet her formulerer i otte ord den nye samfundsorden.

Men det kongelige statskup åbnede også for at borger­lige kunne træde i adelsstand. Randersborgmestrene Mads Poulsen og Johan Stenbech satte hele deres formue i jord. De holdt op som ledere af byens borgerskab og trak sig tilbage som godsejere.

Således kan samfundsgruppens emancipation holdes i kontrol for en tid, men et århundrede senere har vi faldøksen sat op i Paris. Til kongeli­ge og adelige hoveder. I Randers lader borgerskabet sig portrættere. Garver Finsteen får til­lige malet et prospekt af sin by med sin gård og virksomhed i billedets midtakser. Det er en magtdemonstra­tion, men jo noget fredeli­gere. Denne by har aldrig tænkt republikansk, borger­ligheden har haft andre ambitioner. Brevene kan ses sammen med den ret enestående byvedtægt fra begyndel­sen af 1600 – tallet. Kimen til selvstyre.

Brevet og de tidligere breve, det gentager, giver køb­mændene i Randers toldfrihed alle vegne bortset fra på Skanør­markedet. Og det stiller de usikkert rejsende handlende og deres kostbare varelager under kongens beskyttelse. Endvidere får Randers egen domsmagt og ret til at straffe for drab og vold. Det ses, at Eriks regering ikke er nyskabende på inden­rigs­politikkens område. Udviklingen havde været i gang nogen tid, men her videreføres og befæstes en kongelig politik til fordel for købstæderne og den nye vigtige samfundsgruppe, købmændene, som var begyndt af Valdemar Atterdag og Dronning Margrethe. Ja, som vi ser her allerede af Erik Menved. Brevet illustrerer dette forhold. Og selv om der senere kommer tilba­geslag, hårdest under Christian 3., så er det begyndelsen til borgerskabets og købstædernes selvstyre, til jordejerklassens fald.

Også de to andre 1400 – tals breve handler om købmænde­nes magtforøgelse, Randersfolkene får fjernet alle fiskegårde i det for dem livsvigtige sejlløb gennem fjorden, og de får lokale havne længere ude forbudt. Alle varer ind og ud må over Randers skibsbro. De fornemme, museumsduftende pergamenter var en del af dagligdagen dengang. Triviel og træls eller farverig og griben­de som følgende historie:

Til de privilegier, byen fik fornyet i 1598 under Chri­stian 4., hørte som nævnt egen doms­magt. Og den brugte man. Byens myndig­heder, råd og doms­mænd, havde en måneds tid efter netop det privilegie­brevs udstedelse misdæderen Anders Peder­sen Præst gennem en retssag, som ved den bevarede be­skrivelse i tingbogen kaster et farverigt lys over et emne, som ellers let forsvinder i kultur­historien, nemlig, med Hugo Matthies­sens ord (det er ham der har publiceret denne sag: Jydske Samlinger 4 I side 520) “livet blandt det overordentlig tal­rige proletariat af for­brydere, landstrygere og tiggere, som med overhængende fare for at løbe i bøddelens strikke, støvede landet rundt på kryds og tværs, tryglende, røvende og rapsen­de, rottende sig sammen i bander og drivende deres spil over­alt, indtil ret­færdighedens arm – som tilfældet er her – endelig langt om længe nåede dem”.

Anders Pedersen Præst blev den 24. juli 1598 dømt til døden for mord, plat, tyveri, vold, røveri og socialt bedra­geri i form af tiggeri under falske forudsætninger. Han havde brugt et i misdæderkredse kendt trick:

..de gør dem selv en salve af vellæsket kalk, og hvor som de smører dette på sig, da æder det sig ind i kødet og sidder hele tiden og løber, som var det kræft, dog det æder sig ikke dybt ind i kødet, og siden går de om med det og trygler Guds almisse, og når de vil have det helt igen, så kan de læge det med rent vand.

Når skriveren var så omhyggelig at notere opskriften i tingbogen, fortjener den at blive givet videre, så vi for­nemmer livet og dagene blandt Præst og hams kumpaner, hvis spektaku­lære navne skriveren også har erindret for os: Jens Langkniv og hans nye kæreste Sidsel, Lasse Renthår, Christen Snurom, Mette Dråbys og søsteren Maren Dråbys, Mette Abis og Ellen. Denne sidste, som var Langknivs tidligere kæreste, sad i byens hårde fængsel, Lunhuset i Nørreports kælder, mens hendes nye mand, Per Køen, der var syg og skrantende, lå i fængslet på Dronning­borg Slot, som var venligere. De andre var endnu på fri fod.

Dødsdommen over Præst blev fældet af et udvalg af de købmænd og andre ledende folk i Randers, som altså netop havde fået fornyet dette privilegium at dømme andre. Det var foge­dens stedfortræder Hans Byrial, borgmestrene Peter Lassen og Jens Kare samt rådmændene Anders Bay, Mogens Skov, Poul Niel­sen og Povl Andersen.

Da mestermanden rettede Anders Pedersen Præst, slog han to hjul (“hyffuell”) i stykker, så de måtte erstattes for 1 ½ mark. Det er gådefuldt, hvad der faktisk er sket den henret­tel­sesdag, men oplysningen i kæmnerregnskabet er tankevækken­de.[10] Og tanken, som melder sig er naturligvis den grusomme radbrækning. Med et vognhjul knuste man før halshugningen den ulykkeliges arme, ben og brystkasse med et vognhjul. Sådan var det i hvert fald et århundrede senere, på Holbergs tid skriver NN i sin doktorafhandling.

I 1609 var byens nye og første vedtægt underskrevet og i kraft: “Randers bys fornødne og frivillige vedtagne vilkår og artikler, som den ganske menige borgerskab af god betænk på nogen almindelig borgerstævne har vedtaget og sig undergivet al tid at ville holde og har holdt, Gud til ære, de fromme og retsindige til beskærmelse, de onde og halstarige til disci­plinog straf og menigheden til nytte og gavn.” Sådan lyder den pompøse indledning til byvedtægten, som giver et mange steder levende og anskueligt billede af dagliglivet omkring 1600 og tillige et ret dækkende indtryk af tilværelsen i en stor købstad på Christian 4.’s tid.

Katalog

KONGEBREV 1436

Erik af Pommern fornyer byens privilegier. Indholdet af de tidligere resumeres in extenso, herunder det tidligste, Erik Menveds fra 1302, som kun kendes herfra. Det er dette brev altså, som er grundlag for byens jubilæer. Det brev og et følgende, fra 1306 giver Randerskøbmændene toldfrihed og egen jurisdiktion i drabs- og voldssager. Et Christoffer 2. brev fra 1321 bekræfter dette, og det gør Valdemar Atterdag også i et brev fra 1356. Margrethe 1. indskærper det endelig udtryk­keligt i 1391 over for sine fogeder og embedsmænd og indføjer det forbehold, at brevet kun gælder, til hun får tid til at under­søge sagen og eventuelt får lyst til at tilbagekalde det. (transskription og oversættelse af 1436 – brevet og de følgen­de breve findes i Helmuth Schledermann: “Randers ældste privilegier”, 1981 og i “Konge­breve til Randers”, 1982, udstillingsmaterialet j. nr. 487/81) Pro­veniens for dette og de følgende breve: Byens arkiv. Fra 1893 Randers Historiske Samling, nu Kultur­historisk Museum, Randers. Se “Uddrag af Randers Byråds for­hand­linger” 1894, side 77.

KONGEBREV 1445

Christoffer af Bayern meddeler, at Randers Fjord nu har fået sejlløbet afmærket, så købmændene kan have fri sejlads til og fra Randers, idet det forbydes at sætte for eksempel fiskered­skaber ud i løbet.

KONGEBREV 1457

Kristian 1. forbyder havne og broer i Randers Fjord. Alle, der vil handle, skal sejle helt ind til Randers skibsbro og hand­le der, som det har været gammel sædvane.

KONGEBREV 1534

Papir. Christian 3. skriver fra sin feltlejr ved Trave, mens han belejrer Lübeck under grevefejden og takker Randersborger­ne for at have afvist Skipper Clements angreb. Han beder byen vinteren over tage sig af de tropper han stadigvæk har i Randers, men vil så derefter komme og betale, hvad de skylder, og fortsat priviligere byen.

KONGEBREV 1540

Underskrevet af Christian 3.’s kansler Johan Friis. Kongen bekræfter byens gamle privilegier, men således, at regeringen i visse situationer kan “forandre og revidere” bestemmelserne.

KONGEBREV 1566

Frederik 2. bekræfter byens privilegier.

KONGEBREV 1598

Christian 4. bekræfter byens pivilegi­er og andre rettigheder, som de senest var givet af Frederik 2.’s regering.

KONGEBREV 1608

Christian 4. meddeler rigets købsteder, at deres delegerede på herredagen i København dette år har valgt prins Christian til at blive kongens efterfølger til sin tid, men forsikrer, at det ikke vil få betydning for byernes erhvervede rettigheder. Dette er Randers’ eksemplar af denne generelle skrivelse, som altså er en slags kopi af mødets beslutningsprotokol.

KONGEBREV 1648

Frederik 3. som er nyvalgt regent meddeler i en generel skri­velse som forgående, at stændermø­det, hvor byerne havde om­kring 115 delegerede, har valgt ham til “Danmarks, Norges, vendernes og goternes udvalgte konge og herre”.

KONGEBREV 1648

Frederik 3. bekræfter byens privilegier som de er givet af den forrige regering.

KONGEBREV 1670

Christian 5. bekræfter ved regeringens nye stærke mand Peter Schumacher bekræfter Randers’ privilegier, men benytter lej­lig­heden til at fastslå, at de i ét og alt må underordnes Kongelo­vens bestemmelser.

BYENS VEDTÆGT 1609

Randers byes wilkor oc artickler. Håndskriftet findes i to eksemplarer, let varierende, ét i folio på Nørrejyllands Landsarkiv og dette i kvart format på Kulturhistorisk Museum, Randers. +3780. Proveniens: Maskinfabrikant Jørgen Stall­k­necht, Horsens. Til arkitekt Frits Uldall, Randers 1895. Ved dennes død 1919 gave til museet fra Inger Uldall sammen med et ek­semplar af Stad­feldts Randersbeskrivelse. Museets eksemplar er udgivet i faksimile og transskription med indledninger og kommentarer. Ved John Kousgård Sørensen og Poul Meyer 1965.

1600 / Borgerskabets tid

Storegade 10. Adressen eksisterer selvfølgelig endnu, og der er også et hus. I jugendstil fra 1903 med værtshus og diskotek fra de allerse­neste år. Men kigger man skråt over gaden, ser man to renæssan­ceforhuse, nr. 11 og 13. Derovre  er mere at se, men stem­ningen bliver blandet med kommerciel tilbagelæng­sel og 1980’er­nes restaureringsæstetik. Vægpanelet i museets udstilling er mere uan­tastet, selv om det er groft afrenset. Det er fra et repræ­sentativt rum i nr. 13 og blev reddet af den historieglade Niels Bay. Museet købte det på auktionen efter hans død. Dette billedskærer­arbejde i høj kvalitet giver et fingerpeg om, hvordan disse købmandsgårde var udstyret, hvordan de rum var, hvor man kunne drikke af sølv­krus.

Egetræspa­nelværket har udskårne dekorationer, som inde­holder en stor del af renæssancens arkitektoniske repertoire. Der er bevaret to fag, som er opbygget med arkitrav med be­slagornamen­ter, øverst og nederst tands­nits­friser. I midter­feltet tre kvinde­lige hermer med muslingeskal­ler bag hoveder­ne. Over hermerne triglyffer. Mellem hermerne to felter op­bygget med bueslag. Over buen beslagorna­menter og på de stærkt svungne søjler diamantorna­mentering. Panelværket kan have været staf­feret, men det frem­træder som nævnt nu stærkt af­renset.

Det stammer altså fra Storegade 13, og kan så dateres til ca. 1643, husets opførelses­tidspunkt. Det skal have siddet i en fin stue på første sal i bygningen.

Mogens Skov havde sin gård på hjørnet af Kirkegade og Store Kirkestræde. Forhuset, som nu er væk, var fra 1575, så nogenlunde. Dets hvælvede kælder er bevaret under den nuværende bygning. I et af de fine rum til store kunder og fornemme gæster har billed­skæreren fra Horn­slet, Mikkel van Groningen arbejdet. Et enkelt lille udskåret billedfelt med en frem­stilling af histo­rien om Judith og Holo­fernes er bevaret. Relieffet har været fylding i en dør eller et skab, eller del af et panel som det fra Store­gade 13.

Peter Bondesen, engang byens antikvar, analyserede det dengang til en udstilling og Christian 4.’s tid. Han beskrev i kataloget, at snitværksfeltet viser to scener fra den bibelske histo­rie om Judith og Holofernes kendt fra Judiths Bog. Assyrernes felther­re Holofernes belejrede med sin hær den jødiske by Betula, og det jødiske folk var alvorligt truet. Efter at have indyndet sig hos feltherren skaffede jødin­den Judith sig en nat adgang til Holofernes telt, hvor hun dræbte ham. Billed­feltet viser to scener fra denne historie: Med Holofernes eget krum­sværd hugger Judith hovedet af ham og rækker det til sin pige, der lægger det i sin madpose. Den følgende dag vises Holofernes hovede på en stage på bymuren. Drabet reddede byen, og fjenden flygtede.

Over billedfeltet ses en latinsk inskription med rela­tion til scenerne: Iudit XIII. F(o)emineo vehemens holophernes condidit ictu / sic deus exigius perdere magna solet / et caput in patriam spe læta fertur in urbem / latantur laudes sua accipit illa suas. (Judiths bog 13. kap. Den grumme Holo­fernes bukker under for en kvindes hug. Således plejer Gud ved ube­tydelige (personers) hjælp at tilintetgøre store. Hun glædes i sit håb for fædrelandet. Hovedet bæres ind i byen. De jubler. Hun får sin velfor­tjente berømmelse.)

Judithmotivet var yndet i tiden. Det anvendes ofte som en del af billedserier, der skal fremstille heltinder, og man kan forestille sig, at dette felt har indgået i en sådan række. Den nationale overtone er frem­hævet i teksten over billedet. Det pikante ved den natlige scene i felther­reteltet har vel også interesseret.

Feltet er med fuld ret henført til billedskæreren fra Hornslet, Mikkel van Groningens arbejder. Hans hovedværk er det store skab på Skafø­gaard. Hans navn er sikkert knyttet til Kristrup kirkes altertavle (1598). Chr. Axel Jensen karakteri­serede hans arbejder således: “Efter tidens skik benyttede Groningen trykte forbilleder både til sine figurer og sin orna­mentik, men han gjorde det med en dygtighed og selvstæn­dighed som ingen anden billedskærer i datidens Danmark”.

En anden renæssancegård er Brød­regade 24 – 26. Derfra stammer den udstillede portbjælke. Det oplyses af Johan Rohde i 1880, at der tidligere “ved siden af en af indgangsdørene fandtes en udhugget bjælke, som gik til grunde under en re­para­tion, men som bar en inskrip­tion på latin, som imidlertid kun er bevaret i følgende over­sættel­se: Vorherre bevare din indgang og din udgang fra nu og til evig­hed. 1592”.

Museet modtog bjælken i 1936 fra Over Hornbæk. Hertil skulle den være kommet fra en omkring 1870 nedrevet gammel gård i Randers. Bjælken blev genanvendt i en ladebygning, der omkring 1936 blev brudt ned.

I 1905 havde museet fra landsbyen Hald fået de to kerub­prydede vindu­es­overlig­gere, der stamme­de fra bygningen. Kerub­motivet er velkendt i renæssan­cens billedskærer­arbejder. Keruberne er Guds vogtere af det gode mod det onde, så de sad på husets facade, som det ses på den endnu eksi­sterende byg­ning, hvor mange af kerubhove­derne er bevaret på plads.

Meget tyder således på, der omkring 1870 er fore­taget et indgreb, hvorved nogle byg­nings­dele er blevet til overs. Helt sikkert kan henføringen af over­liggeren til huset ikke være, så længe som man ikke har kunnet identificere inskriptionens bomærke og bestemt navnet som en af ejerne af huset i Brødre­ga­de. Døroverliggeren bærer inskriptionen: HERREN BEVAR BAADE DIN INN / GANG OC UDGANG FRA NU OC / TIL EWIG TID AMEN / 1592. Et bog­stavmonogram i et skjold dannes af T og G. Rester af en u­tydelig inskription nederst til venstre på bjælken. Bjælken har været forsynet med tappe, der angiver, at den har været ind­fældet i et bindingsværkshus.

Inskriptionens skriftstedslignende ordlyd passer jo godt til en dør­overligger, og sentensen er brugt på talrige samti­dige bygninger. En lignende inskription er bevaret indmuret i S.C. Sørensens bygning ud til Østergrave. Denne inskription er dateret 1623.

Jeg lister i det følgende nogle ting op herudover til denne genstands­gruppe. Jeg vil med det indkredse denne borger­lige kultur. Først som en bygningskultur med smukke ting, som er tidstypiske, og som i dag giver os disse vigtige struk­turel­le fornemmelser, som vi orienterer os ved, stem­ningen af renæssan­ce, af barok, af rokoko.

Katalog

PANELVÆRK

Panel fra rådmand Jens Jensens gård, Storegade 13. Niels Ebbesens hus. Bygningen er opført 1643, panelet må være fra samme tid. *0391.

Det blev erhvervet af museets daværende formand Niels Bay fra husets ejer, tobaksfabrikant Jesper Cortsen. Indgik i Bays privatsamling og solgtes med denne i 1900 på auk­tion, hvor Randers Museum købte det. Litt.: Jensen og Ganshorn: Randers Bindingsværk, 1987.

JUDITH OG HOLOFERNES

Udskåret billedfelt udført af Mikkel van Groningen i 1590 – erne. Egetræ. H: 37,5 cm. B: 78,5 cm. +0395.

Billedfeltet henføres efter traditionen til det omkring 1600 opførte og 1852 nedbrudte hus, Kirkegade 13 (nuv. Lars Jacob­sens bog­handel). Det antages, at feltet stammer fra et panel­værk i huset. I 1960 blev Judits hovede fornyet af billed­skærer Jens Anker Henriksen. Det havde i en årrække været bortkommet.

PORTBJÆLKE

eller døroverligger. 1592. Brødregade 24 – 26. Indskriften lyder: Herren bevare din indgang og din udgang fra nu og til evighed. Og bygherrens initialer TG. Ejendommen i bindingsværk eksisterer stadigvæk og denne indskrift viser ret sikkert dens opførelsesår, men bygherren kender vi ikke. +4570. Litt.: Peter Bonde­sen: Brød­regade 24 – 26. Spare­kassen for Randers By og Omegn, 1980. Knud Kjellerup Hansen i Aarbø­ger fra Randers amt 1942, s. 14. Niels Erik Jensen og Jørgen Ganshorn: Randers Bindings­værk, 1987, s. 77. Johan Rohde: Gamle Gaarde i Randers. Jyske Samlinger VIII, 1880 – 81, s. 220f.

VINDUESOVERLIGGERE

To kerubhoveder, dekorerede fyldholter mellem stolperne over vinduerne. Brødre­gade 24 – 26. For­modentlig fra husets op­førelsesår 1592.

LERTØJSFAD

Omkring 1600. Bundskår af fad med dekoration i pibeler og grøn glasur, som fremstiller en kvinde i fornem renæssancekjole fra før 1600. Fundet i Vestergrave. +1936. Jordfund, som er ind­kommet 1910. Litteratur: Helge Søgaard: Lertøj fra Nørrejyske Museer, Århus 1958, side 64 – 66.

HJORTEFADET

Lerfad af Ehlers Horsenstype. 1756.

ØRESKÅL

af ler. 1764. Med tidens elskede tulipanmøn­ster.

JERNOVN

med kobbertromle samt rør i kobber. Norsk, 1700. Jernpladerne er støbt med Merkurfigurer og ornamenter. KHM 8663.

SKÆRMBRÆDT

To fløje med oliemalerier på lærred. Indvendigt er hver fløj delt i tre felter med motiver som jagt og Bachus samt hol­landske mariner. Udvendigt er begge fløje malet med rokokoor­namenter og putti. Rammeværket er nyere og simplere. * 8568.

JØRGEN FRIIS SØLVTØJ

Jørgen Friis var mester i Randers 1774 – 1790. Skomagersvende­nes velkomst, /72:0230. Indskrift: DENNE VELKOM ER BEKOESTET AF SAMTLIG SKOMAGER SVENNE I RANDERS D 24 JUNI 1780.  Vinbæger +4167. To spænder, +1422. Snusto­bak­dåse, /82:0126. Bæger /82:0128.

ALLEGORISK FREMSTILLING

Kvinde, som holder en skildpadde. Del af et større træskærer­arbejde. H: 29,5 cm. B: 24 cm. +4843.

BRÆNDEVINSHAT

af grønt glas fra omkring 1550. Destillér­kol­ben til brænde­vins­fremstilling har des­værre mistet det meste af svalerøret. Den blev fundet, da man i 1896 var i gang med at rest­aurere Hellig­åndshuset. +8717.

1600 / Pikanteriet

Det erotiske pikanteri folder sig så selvfølgeligt ud i rokokoens livsfølelse. Den franske salon. Loftmalerierne på Fredensborg. Men det var i gang længe før. Mogens Bencard har engang, vi spurgte ham, vurderet det lille udskårne skaft til en gaffel for­modentlig til at være fra omkring 1600 og i mikroskopet opdagede museets konservator for nogle år siden, at det var skåret i elfenben. Elefanten, Christian 4. Nu er gaflen væk, men holdt man den for sig voksede de to metalben som på den klassiske herme op i en krop, hvis køn trods fremstillingen af nøgenheden ikke kan afgøres. Det må have været tænkt som en pirrende spøgefuldhed.

Og når man ser på museumstingene fra renæssancen slår det en, at der er ret mange hermer, de fleste i en bestemt størrel­se, lidt under en meter, skåret i træ, flere med be­maling eller spor derefter. Og ved gennemgang af de store Christian 4. udstillinger i 1988 var det også påfaldende, hvor ofte man mødte denne firkantede søjle foroven løbende over i en mands eller kvindes krop. Mange af figurerne med kønnet dramatisk markeret eller koket tildækket som på elfenbens­gaffelskaftets både-og/enten-eller. Tiden har elsket dette oldtidens Græken­lands måske almindeligste motiv. Over alt vokser de frem af skabs- og sengehjørner, på prædikestole eller som her på vinduesposter i købmandsgårdenes fine panel­klædte rum.

De tre relieffer drikkekanden af rhinsk stentøj er støbt i forme. Af letbrændt, vandsu­gende ler anbragt på den færdigt­drejede kande. De fremstiller tre kvindeskikkelser: DE HOFFAR­TICHEIT (hoffærdighed). Hun er i renæssancekjole og holder spejl og strudsfjervifte. Ved fød­derne en påfugl. DE VNKVISCH­HEIT (ukyskhed). Denne kvinde er ret udfordrende klædt og holder en fugl og en kvist, mens en vædder er placeret bag hende. Endelig DE GVLSICHHEIT (frådse­ri?). Også denne sidste kvindeskikkelse er noget tyndt på­klædt. Hænderne bærer madog vin. Ved fødderne står en gris.

Katalog

MANDKVINDE

Skaft til kniv eller gaffel udskåret som hermafrodit. Omkring 1600. Elfenben. \76:o157. H: 6,3 cm.

VINDUESPOSTER

Museet har en række i samlingen, de fleste udskåret som hermer>

SIEGBURGSCHNELLE

1591 (indstøbt). Højde 25 cm. Drikkekande af hvidt stentøj med tynd saltglasur. +3101.

1621 / Husholdningen

I 1621 blev borgmester Madtz Povelsen gift. Han og hans hustru fik deres navne indgraveret på en sølvskål udformet som en stjertpotte. Det var ikke usædvanligt at imitere dette uund­værlige køkkentøj som var i brug fra 1500 – årene til omkring 1800. Sølvskålens forbillede har været som den, der på museet er ud­stillet ved barokstuen, og som man desværre ikke ved noget om, og det har haft sin plads ved borgmesterfruens ildsted. Stjer­t­potten forbinder som køkkentøj middelalder og nyeste tid. Og husholdningstingene i museets samling taler far­verigt om det vidunderlige renæssan­cekøkken. Med barokbordet og stolene og det ostindiske willovstel fra magasinet kan bordet dækkes.

Katalog

STJERTPOTTE

Lertøj, indvendig glaseret. Nummer?. Litt.: Helge Søgaard: Lertøj fra Nørrejyske Museer, 1958 side 54 og frem.

MALMGRYDE

Støbt af bronze. /69:0076.

SUPPEGRYDE OG LILLE ENØRET GRYDE

Voruptype. Gryderne fra Vorup kendes blandt andet på, at de er de eneste jydepotter, hvor man er sikker på, at ørerne holder til, man løfter i dem, og som Finn Lynggaard endvidere be­mærker er deres udformning og placering en keramisk bedrift løst med “overlegen sikkerhed”: en tyk hank, som er trukket ud fra en tynd kant. KHM 76:61 og u.nr.

BARSELPOTTER OG ØREKRUKKE

Barselpotterne var beregnet til den medbragte mad til de gilder som siden middelalderen blev afholdt i anledning af et barns fødsel. Det var sammenskudsgilder for kvinderne i lands­byen, hvor man kon og gik den dag for at beundre barnet. Der ventede kager og drikkevarer. Suppen eller grøden i barselpot­ten var en kærlig og praktisk modydelse. Ørekrukken er en almindelig husholdningskrukke til spisekammeret. 1) Med brune og grønne ranker, fremstillet på Øland. Fra Mariager til museet 1946. KHM 15:46, 2) Med grønt bånd op over hanken, Frem­stillet på Øland. Fra Flegbækgaard, Kondrup til museet 1966. KHM 196:66, 3) Fremstillet i Sorring. Med brunt rankemo­tiv og indskrift 1852. Fra det nordlige opland til museet 1954. KHM 87:54, samt 4) Grøntglaseret ørekrukke, fra Mellerup til museet 1935. KHM 4543.

ÆBLESKIVEPANDE OG GRØDFAD

Pottemagerne fra blandt andre steder Øland og Sorring var 1800-tallet igennem hovedleverandører af bordtøj til jævne hushold­ninger på landet og i byen. Men mod århundredets slut­ning blev de, begyndende i byerne, konkurreret ud af den impor­terede fabriksfajance. Så grødfadet af østjysk type fra om­kring 1900 betegner en epokes afslutning. KHM 2258 og u.nr.

TINTERRIN

Mester Einar Arnesen Holm, Århus 1780. Den manglende lågknap har formodentlig været af træ som det drejede greb.

TALLERKENER

Store Kongensgadefabrikkens 1.periode, med tre æbler i dekora­tionen og fabrikkens 2.periode med Frederik 5.’s spejlmongram. 1724-1750. KHM 397 og 398.

FADE

Med kongelig person i dekorationen og med bonde i dekoratio­nen. KHM 1965 og 4627.

BESTIK

Gafler KHM 2275, 192 og u.nr. samt skaftet til en drueske fra omkring 1600. KHM u.nr.

SPISESKE

Messing. L: 9,3 cm (skaftet afbrudt). /76:0172. Skaftet er loddet på det lille smalle skeblad. Det består af en begynden­de bred snoning med hul mellem hvert kryds. Det lille skaft, som ganske vist mangler et stykke foruden, er nu 2,7 cm, men har ikke nødvendigvis været meget længere. Det er måske en gotisk ske, karakteristisk blot en forlængelse af den hulede hånd. Skeen hviler med skaftet i de samlede fingre og balan­ceres med tommelfingeren.

SPISESKE

Messing. L: 17 cm. /72:0011. Skeen har det totungede skaft loddet til undersiden af skebladet.

SPISESKE

Messing, som oprindelig er forsølvet. L: 18 cm. /76:0173. Skeen er fremstille i ét stykke med det flade riflede skaft sluttende i en stiliseret drueklase eller kogle. Inde i skebl­adet ses rester af sølvbelægningen og et mestermærke, som ellers er ukendt, men det samme som på skeen /50:0173. Det består af tre skeer og bogstaverne H G.

SPISESKE

Messing, som oprindelig er forsølvet. L: 18 cm. /50:0173. Skeen er fremstillet i ét stykke med det flade riflede skaft øverst støbt som en simpel figur, en af apostlene. Den vel­kendte type kaldes apostelske, og der skal være 12 i sættet. De øvrige skulle være i privateje. Inde i skebladet ses rester af sølvbe­lægningen og et mestermærke som i skeen /76:0173. Proviniens: gave til museet 1950 fra privateje, Randers.

SPISESKE

Messing. L: 9,3 cm (skaftet afbrudt). *0658. Jordfund Gjesing­gård Mølle. Skeen er fremstillet i ét stykke. Skebladet skæv­to­valt, skaftet fladt og riflet. Inde i bladet ses utydeligt det indstemplede mestermærke meget lig mærket på skeerne /76:0173 og /50:0173.

BESTIK

Knive og gafler KHM 4076. Skeer KHM 175:58.

TALLERKENER

Fra dødsbo i Hammel,1933. Ostindisk, willowmønsteret. KHM 4307 og 4308.

SUPPETERRIN

1770-erne. Fra dødsbo i Hammel, 1933. KHM 4327.

SOVSESKÅL

Fra dødsbo i Hammel 1933. KHM 4313.

FAD

Fra dødsbo i Hammel, 1933. KHM 4314.

FLADT FAD

Fra dødsbo i Hammel, 1933. KHM 4311

ØRESKÅL

Tin. Omkring 1775. Ustemplet. KHM 10:68.

TINTALLERKEN

Stemplet 1780. Fra dødsbo i Hammel, 1933. KHM 4299f.

SALTKAR

Sølv. Stempel: Chr. Pedersen Høvring, Randers. 1767-1782. Købt af museet 1954. KHM 92:54.

SALTSKE

Sølv. Købt af museet 1900. KHM 429.

TERRIN (MED BLOMSTER)

1700-tallet. Her uden låg. Købt af museet 1903. KHM 903

STRØSKE

Fra København 1773. Gave til museet 1940. KHM 4773.

TINLYSESTAGER

  1. Stammer fra Thy., købt af museet 1906. KHM 1539 og 1540.

BAROKBORD

Eg og fyr (muligvis senere reparation). 2.halvdel af 1600-tallet.

STOLE

Bøg, originale gjorde og polstring. På nogle sikkert også originalt sildebensvævet betræk. Senbarok, 1730-40. Tydeligt påvirkede af den kinesiske stoletype, som tallerkenerne er det af kinesisk porcelæn. KHM R9774.

1623 / Sølvkanden

Det var mange penge at betale for et ølkrus. Også når det var af sølv og i stram renæssanceudformning med sikker proveniens. 365.000 kroner. Det var en overdådighed, som fuldstændig svarer til, hvad vi forstår ved renæssancemenneskets livsappetit. Men museet købte den kantede kande på auktion for det beløb. Det højeste som til da var betalt for et stykke dansk sølvtøj. Og nu ser vi så det krus i centrum af en gruppe gen­stande fra museets samling, ting som hver for sig og samlet vidner om en blomstrende periode i byens historie, første del af 1600-tallet, de store købmandsgårdes tid, den store konges tid. Det, som sker i de årtier, har forudsætninger tilbage til borgerkri­gen og reformationen hundrede år tidlige­re, og be­rører der den sene middelalder. Men det har også vigtige forbindelsestråde til højmiddelalderen, her illustreret ved det første privile­gium. Og det danner baggrund for og peger frem mod borger­skabets politiske gennembrud et par hundrede år senere.

Måske kunne det blive hovedtema i en ny permanent ud­stil­lings­del: nedslag på en central kultur i en tid kombineret med et blik tilbage på forudsætninger og et blik frem mod kulturens videre skæbne, som det spejler sig i de efter­ladte ting. Altså 1600-tallets borgerlige kultur, med køb­manden som den cen­tra­le mennesketype.

Og hvad jeg kunne foreslå som hovedtemaer for de følgen­de nyere tids afsnit var land­brugs­kul­turen med bonden som afsæt for et essays overvejel­ser tilbage til stenal­deren og frem til vor tids planer om visse former for lavtekno­logi i en økolo­gisk landbrugspro­duktion nu, hvor den rationelle og højtekno­lo­giske landbrugspro­duktion er kommet i krise. Krisen havde vel sit ud­gangspunkt i det syn på menneskeliv og pro­duktion, som in­dustrikulturen introducerede, og det kunne så være et for­løbigt sidste hovedtemanedslag med hånd­vær­keren/­arbej­deren som det personlige udgangspunkt for udstilling om den kultur.

Vor tids fremtrædende mennesketype er nok i sådan en oplistning økonomen/tek­nokraten. Handelsfirmaet S.C.Sørensen­s historie er både en historie om storhed og fald, om den gamle købmandsgårds forvandling til moderne handelsfirma, og så har vi måske i den en konkret lokal forbindel­se til Reno Fidels udstilling om data- og kommunika­tionstekno­logiens foreløbige historie. Det var 2001.

Men nu først sølvkruset og dets kontekst. Nærmest ved sølvkruset er de to mærkelige statuer af træ. De stammer også fra Peder Schous gård, Storegade 10, men er fra 1642.[11] I 1620 fik Jørgen Skeel udført to portvogtere i sandsten til sin gård, Ulstrup. Om Peder Schou har været misundelig er jo ikke til at vide, men imponeret var han i princippet. Endnu var det finere at være adelsmand og greve, og endnu var jorde­jet fundamentet for rigdom og magt i sam­fundet. I beundring har han ladet Randersbilledskæreren Henrik Henriksen lave to lignende portvogtere til købmandsgården. En vis selvbevidsthed ligger der også i handlingen.

Motiverne for de to figurer foreslår Otto Norn i køb­stad­historien skulle være kong David, der kendes på løven og kronen, og Josva med hjælm og sværd. De er gengivet med klas­si­ske, nærmest romerske rustninger. Over de to er anbragt kvinde­lige hermer. Figurerne har siddet indfældet i portåbnin­gen, og tappene og taphul­lerne vidner om, hvordan de sad i bin­dings­værket.

Over porten sad porthammeren med tekst og billeddekora­tio­ner. Med bygherrens og hans hustrus navne og bomærker samt opførelsesåret. En latinsk tekst forkyndte det lutherske budskab: Jeg håber så længe jeg lever. Mit eneste håb er Kristus. Herrens ord bliver evinde­ligt. Yderst er planken dekoreret med engle. Endnu i 1950’erne kunne den ses inde i den nuværende bygnings portrum. Nu er den på museet.

Portens motiver kan fortolkes på flere leder. De to figurer fra det gamle testamente bar den religiøse bekendel­se byggende på på det nye testamentes budskab. De to figurer kan også ses som den verdslige magt (begge de gammeltestament­lige figurer var hærførere) over for den religiø­se tilværelses­tolkning udtrykt på porthammeren. I hvert fald en fromheds­markering som drikke­kan­dens frem­stilling af Jobs holdning til sin prøvelse.

Grev Kaas’ kortklippede frisure minder os om Frederik 2. Og vi er i stemningen af dansk renæssance. Tycho Brahe melder sig i tanken og den nye videnskabelighed, men også hoffester­ne. De astronomiske instrumenter og de mere regulære proteser. Hans næse og Fussingømandens lillefinger af bronzeblik. Men også brændevinen og de første danske glas.

Rokokoens erotiske verden gemmes i en jernovn­pla­de fra 1780, hvor en elegant herre står i en rocaille og blæser fløjte. En tid var pladen anbragt i montre sammen med et malet syskrin, rocaille – udsmykket, en lille damepistol med håndta­get udskåret som et hundehovede og en snustobakdåse med et elskende par graveret.

Katalog

LÅGKANDE AF SØLV

  1. Udført af Ove Nielsen, Århus.

<Her mangler Jørgen Smith-Jensens katalogtekst>

PORTVOGTERE FRA STOREGADE 10

Egetræsfigurer. 1642. Fra en dette år opført og omkring 1900 nedrevet bindingsværksejendom, Storegade 10, Randers. H: 207 cm, B: 43 cm, D: 28 cm. KHM +252.

Begge figurer var antagelig udført efter grafiske for­læg. De er af Otto Norn henført til “billedsnider i Randers” Henrik Henriksen. De er skænket til museet af ejeren af Store­gade 10, snedkermester Nellemann i 1900. Litt.: Otto Norn i P. von Spreckelsen, red.: Randers Købstads Histo­rie, 1952. Side 317 – 318.

PORTHAMMER FRA STOREGADE 10

1633 / Historiens personer

ANNO 1633 DØDE HANS GLARMESTERS SØN HANS ALDER 2 ÅR OG LIGGER HER BEGRAVET.

Det hele så oplyst inden for 30 gange 30 centi­me­ters regelmæssig strenghed. Vi har ikke mange ting på muse­et, som så enkelt fortæller en hverdagshistorie, som må gribe. Man spekulerer på om det er navnet det “HANS” eller om det blot er stedord for den lille dreng. For nu interesserer man sig for indivi­det. Bomærkerne bliver mange, en hel samling ringe med deres ejeres identitet vidner om selvfølelsen. Med epitafierne dukker navne og enkelte portrætter op. 1797 maler Jes Jessen verdsligt borgerlige portrætter af dem, der er tættest på toppen i Randers.

Katalog

GRAVSTEN

Slotskirken eller dens kirkegård. 1633. Indskriften lyder: ANNO 1633 DØDE HANS GLARMESTERS SØN HANS ALDERS 2 AAR OC LIGGER HER BEG. H: 30 cm, B: 30 cm.

FOLDEKNIV (montre i rum ved barokstue)

Forbogstaverne K.K er sammen med årstallet 1550 indridset i skaftet. Kniven blev fundet 1880 i Sct. Mortens kirke, hvor den måske har ligget i en revne i gulvet siden, den blev tabt under en lang luthersk prædiken. KHM R 560.

SKOHORN

Det er så herligt med ting, som er helt op­lagte. Et skohorn, hvor man kan se, det er lavet af et kohorn og til overmål forsynet med sin datering: 1598. Dertil et bomærke, vel eje­rens, indridset på undersiden, et personligt mærke, som fasci­nerende nok også henviser denne ting til det gådeful­de: hvem var dette re­næssan­cemenneske i Randers? KHM R 8148.

RENÆSSANCESIGNETRINGE

XXX

SNITVÆRK

Med Niels Jonsen Vifferts mødrende våben. Stafferet. Omkring 1600. Fra Hornbæk Kirke. +1693. Adelsvåben, nemlig slægten Krabbe af Østergaard, hvorover hjælm samt akantusudskæringer. Under våbenet navnefelt med teksten NIELS JONSEN MØRNE. Snit­værket er noget skadet. Tekst og våben henfører snitværket til Niels Jonsen Viffert (1532 – 1595). Han ejede Torstedlund i Himmerland og Brusgård ved Randers. Han var lensmand på Hald, døde ugift og blev begravet i Aarestrup ved Torstedlund, hvor hans gravsten stadig vises. Søn af Jon Madsen Viffert til Torstedlund og Anne Mikkelsdatter Krabbe til Brusgaard. Tek­sten skal læses som Niels Jonsen (Vifferts) mødrende (våben). Proviniens: Modtaget som deponering fra Hornbæk Kirke 1908. Det er uvist, Hvad dette snitværk har været anvendt til, hvad det har smykket. Litt.: Museets Årsberetning 1907 – 08, side 4. Museets Vejledning, 1938. side 18.

PORTRÆT

Jes Jessen (1743-1807): Jens Hornsyld (1757-1840), kapellan i Sct. Mortens kirke. 1797. Tilhører Randers Kunst­museum.

PORTRÆT

Jes Jessen: Else Cathrine Welling f. Bay (1758-1818). 1797. /84:0250.

PORTRÆT

Jes Jessen: Rasmus Welling (1752-1811), købmand og stadt­haupt­mand (chef for borgervæbningen) i Randers. 1796.

/84:0249. Portrætterne af ægteparret Welling købte museet i 1982 for at udvide samlingen af Jes Jessen­arbejder fra det korte ophold i Randers 1797. Litt.: Hanne Poulsen: Jes Jessen, maleren fra Aabenraa, 1971.

PORTRÆT

Jes Jessen: Garver Jens Finsteen, Randers, 1797 og Rander­sprospekt fra samme år. Portrættet tilhører Randers Kunst­museum og prospektet hører hjemme i De Buhlske Stuer. De er for tiden begge udstillet i museets reception. Garver Finsteen har for­modentlig bestilt både portræt og prospekt hos Jessen, som i 1797 opholdt sig i byen. Det er garvergården, som er i pro­spektets centrum lige efter Randers bro, og udsigten bag garveren på portrættet er netop til det sted, hvor Jes Jessen har stået og malet landskabet. Møllen på billederne er den samme, barkmøllen, som malede egebark til Finsteens garveri. Dette træ er motiv i den samtidige ramme. I Garverens stue må de to billeder have været ophængt vis á vis, må vi tro. Litt.: Peter Bondesen: Jes Jessens Randers-prospekt fra 1797 i Histo­risk Aarbog fra Randers Amt 1982.

Omkring 1625 / Krigen

At Jesus er i voldens magt er tydeligt. Den rå, brutale mili­tære verden taler sit sprog ved tidens våben. En jurist be­roliger folkemængden over hvilken kejserens portræt hæver sig misfornøjet. Det jødiske råds repræsentanter vil have ham dømt, de trænger ind på Pilatus med deres argumenter. Det er det centrale. Som Jesus vender sit ansigt mod himlen, vender Pilatus sit mod den ophidsede mængde, som søgte han svaret der.

Landskabet i baggrunden af Dürers skil­dring af anholdel­sen af Jesus er kunstnerens samtids erfaring. Det er opfyldt af drab, voldtægt og plyndring i 1500 – tallets krige.

<Møntskatten fra Burschesgade>

Katalog

GETSEMANE

Albrecht Dürer, De Buhlske Stuer.

ECCE HOMO

altertavlefremstilling efter Rembrandt. Ukendt mester.

MØNTSKAT

170 stykker. Ældste mønt 1606, yngst to norske fra 1643 og 1644. Fundet i 1933 ved jordarbejde i Burchesgade. Alle sølv.

Formodentlig under Torstenssonkrigen (1643 – 45), hvor general Wrangel besætter Randers april – juni 1644, har vel et menne­ske vel søgt at sikre sig mod plyndring.

Omkring 1635 / Magtfuldkommenheden

Til en udstilling engang skrev Peter Bondesen følgende indsigtsfyldte tekst: ”Den første figur er en knælende mand iført rustning. Hænderne har været rakt frem i bedestilling, men armene er afbrudt ved albuerne. Hovedet har været afbrudt og er igen påsat. Næsen afbrudt. Kort fremadredt frisure. Skæg. Iført halvrustning med brystharnisk, ringpanserskørt og lårskinner. Over brystet fra højre skulder skærf, der samles af en forgyldt ring på ryggen. Smalt bælte om livet.

Det er Jørgen Kaas til Meilgaard (1554 – 1619), søn af Jørgen Kaas til Gjelskov. Efter fremmed krigstjeneste bestal­ling som skibschef 1578. Lensmandshverv i Norge og Danmark. Gift 1600 med Dorte Juul. Erhvervede hustruens fæd­rende gård Meilgaard 1613. De udstyrede Glæsborg kirke med prædikestol, altertavle og herskabsstole.

Epitafiet, hvor figuren stammer fra, blev opsat i Glæs­borg kirke antagelig i 1630 – erne. Figuren har været anbragt til venstre i epitafiet over for hustruen. I Glæsborg kirke er den ca. 2,5 m høje plade, hvortil epitafiet var fastgjort, endnu bevaret. Pladen har sikre spor efter figurerne samt de 2 x 16 aneskjolde, der beviste ægteparrets adelige byrd.

Den anden figur, altså Dorte Juul er tilsvarende frem­stillet knælende. Hænderne rakt frem i bedestilling, men underarmene er afbrudt. Hovedet har været afbrudt og er igen blevet påsat. Næsen afbrudt. Øjnene rettet opad. Høj kyse med perlestukken, korsformet dekoration fortil og perlestikning langs kanterne. Kjole med høj, op­retstående krave, V – formet udskæring fortil, kraven med stikninger. Stribet kjoleliv knappet fortil. Nederdel med vandret, ud­stående plissé og nedhængende drapering. Kjolen må være holdt oppe af den så­kald­te vertugade (dydsbeskytter). Om halsen to guldkæder af for­skellig længde.

Dorte Juul (d. o. 1640), var datter af Ove Juul til Meil­gaard. Gift 1600 med Jørgen Kaas. Dorte Juul over­levede sin mand i 25 år. Hun blev anset for at være en meget selv­stændig og driftig kvinde. Hun bekostede det fælles epita­fium og døde barnløs.

Kjolen forekommer noget gammeldags i forhold til epita­fiets sandsynlige fremstillingstidspunkt. Den er præget af den spanske modes utrerede former, som i almindelighed var gået af mode i 1640 – erne. Noget kunne tyde på, at figuren viser Dorte Juul som ung eller yngre, måske da hun mødte sin til­kommende. Figuren har været anbragt til højre i epitafiet over for ægte­manden.

Epitafiet over Jørgen Kaas og Dorte Juul hører til den ganske store gruppe gravminder over velstående adelsmænd og deres hustruer. Adskillige af disse store epitafier er opsat af enkerne. Adelsmandens krigerrolle markeres altid af rust­ningen. I Jørgen Kaas’ tilfælde var rustningen ikke blot et ydre symbol.

Figuren er blevet tilskrevet samme mester, der udførte epitafiet fra 1634 over Iver Juul og dennes to hustruer i Astrup kirke (Historisk Aarbog 1972, side 57). Epitafiet i Astrup kirke er nu henført til billedsnider i Randers Henrik Henriksen (Historisk Aarbog 1986, side 31). Kunsthistorikeren Jens Jensen oplyser imidlertid, at der er større lighed mellem Jørgen Kaas og figuren forestillende Laurids Udsen på dennes epitafium i Århus Domkirke (Fra Viborg Amt 1984, side 97), og at han derfor henfører Glæsborgepitafiet til mesteren for tavlen i Asmild klosterkirke med signaturen BNVK.

Proveniens: Begge figurer er nedtaget i Glæsborg kirke 1834. Fra baron Juul Brockdorff til museet 1875. Litteratur: Dansk Biografisk Leksikon 1895 (Jørgen Kaas). Adelsårbogen 1917, side 266. T. Thaulov: Lilje – Juu­lernes Slægtebog 1925, side 329f. Museets Vejleder 1938, side 18. Historisk Aarbog fra Randers Amt 1972, side 56ff og 1986, side 31. Fra Viborg Amt 1984, side 97f.”

Museet købte det store barokskab af borgmester Rosenørn i Silkeborg. Det var i 1902. Skabet har givet været i famili­ens eje indtil da. Ved samme lejlighed erhvervede museet et sølv­bæger, +0676 og Rosenørn forærede museet et bestemt ek­semplar af Henrik Bun­tings “En rejsebog over den hellige skrift” i dansk oversæt­tel­se fra 1608. Det var det eksemplar, hvori Borgmester Niels Jacob­sen den 14. februar 1609 noterede, at Christian 4. for første gang var i nogen mands hus i Ran­ders. Ved den lejlighed dis­kuterede de vel den nyudkomne og meget om­stridte teologiske bog. Disse ting rummer fortællingen om borgerlige, der efter 1660 træder i adelsstand. Kaas af­løses af Rosenørn. Etableret tradition af ny konstruktion, som så færdigetablerer sig som magtelite i 1700 – tallets rokoko­miljø.

Katalog

LENSMAND JØRGEN KAAS OG HUSTRUEN DORTE JUUL, MEILGAARD

Epitafiefigurer i sandsten med guldstaf­ferin­ger, omkring 1635. Fra et epita­fium i Glæs­borg kirke. KHM *0417.

ROSENØRNS BOGSKAB

Skabet af egetræ er dekoreret med en udskåret ørn og roser i guirlander. Omkring 1680. Har tilhørt Rosenørnfamilien, i hvilken borgmester Mads Povlsen, Randers blev adlet 1679. Dennes søn, Peder Madsen Rosenørn til Tvilum blev således Rosenørnfamiliens stamfader.

1795 / Slotshaven på Østervold

Sidst på året 2000 var der udskrevet en arkitektkonkurrence om den fremtidige indretning af Østervold og deens tilstødende byrum. Arkitekten Jørgen Hjersing og jeg tegnede og skrev et idéoplæg, som der var bedt om. Det gjorde en del flere. Vinderprojektet var noget mere detaljeret og progressivt og ahistorisk. Vores tanke var en klar tilbageføring og accentuering, men også modernisering af stedets 1600-tals ånd. Vi skrev: Østervold bærer sit navn med rette. Præcist her var renæssancebyens voldgrav mod øst. Fra omkring 1550 og frem til det i begyndelsen af 1700-tallet ikke længere var aktuelt med Randers’ status som fæstning. Dronningborg Slot på det nuværende Slotscenters plads kunne så få sin have i tidens tænkemåde.

Borgmester Søren Simonsens Randerskort fra 1767 røber ikke noget haveanlæg, men det viser tydeligt det efter gravens tilkastning fremkomne fri areal, som så på Nicolai Tidemanns bykort fra 1795 ser ud til at være et beplantet, aksefast anlæg: Slotshaven, som altså må være anlagt mellem de to årstal.

Når man kigger på Tidemanns plan, ser man, at den nye slotshave rummer begyndelsen til den tanke,  Østervoldanlægget fra 1960’erne tager konsekvensen af ved at fortsætte linjen hen over Slotsgade og skabe det storslåede kig op mod bakkerne og fra den nuværende Nordens Plads et tilsvarende langt blik gennem byrummet ned mod havnen. Tegningen af Slotshaven må have inspireret dengang for fyrre år siden, selv om det var trafikafvikling det gjaldt, man plantede de to rækker træer igen og forlængede konsekvent dette havemotiv mod nord. Placerede Helen Schous Den Jyske Hingst markant i aksen i de to lange kig. Barokanlægget var genetableret.

Dette anlæg og dets oprindelige havemotiv vælger vi at forstærke og gengive navnet Slotshaven, nu på Østervold. Svarende til Slotscentret, Slotsgården og Slotsgade. Alt har det med det kongelige Dronningborg at gøre. Og det samtidige fæstningsanlæg. Navnene bæres med rette, de peger på stedets ånd.

Forudsætningerne

Det i forhold til en beskeden by som Randers storslåede haveanlæg og gaderum, vi foreslår, finder altså sin begrundelse i for det første den kongelige og militære fortid.  For det andet i det nuværende storlinjede gadeforløb, som altså hænger sammen med det første, det fyrstelige.

Vores forslag vender sig derimod mod det nostalgisk borgerlige, som drømmen om Frederikspladsen repræsenterer, den var og blev et mellemspil i historien. Forslaget vil i stedet et byrum for et nyt århundredes hersker, det moderne menneske.

Og så vil forslaget også protestere mod den omsiggribende opfattelse, at liv er det samme som uro og støj. Det kan liv være, hvor den fysiske aktivitet i arbejde eller leg er foretagendet. Og vi noterer, at det er der i forvejen afsat gader og pladser til: Storegade, gågaderne med butikker, Slotscentret, Østervolds handelsgader, (som vi bevarer og forstærker), Underværkets omgivelser.

Ro er imidlertid også liv, mener vi. Også for det 21. århundredes menneske, som på sit andet sprog, verdenssproget sidder på en klassisk bænk og overvejer en mærkværdigt indendørs og lyssat vandkunst. Redfall, et monument i Randers.

Vores forslag bygger altså på, hvad der allerede er skabt, det aksefaste barokprægede Østervoldgadegennembrud fra 1960’erne, Helen Schous imponerende bronzehest på sokkel og Ingmar Cronhammers viljefaste bygningskonstruktion. Bygget på en bastion.

Vi kan godt lide Østervold, som den er. Ønsker blot at forstærke den grundlæggende skønhed ved først og fremmest at anlægge en langstrakt, terrasseret have med bassiner og hække, hvor til nu parkeringsbåse har stjålet denne egentlige idé og mulighed.

Vi prioriterer forslagets forudsætninger og dermed formål således:

1. Haven for roens skyld. Læsningens, vandringens, eftertankens. Skønhedens.

  1. Handelsgaderne for kvalitetsvarernes skyld, osten fra Spanien, porrerne fra Haslund, jakkerne fra Milano.
  1. Sammenbindingen vest/øst for de fysisk aktives skyld. I forbifarten ser de hvilens mulighed og skønhed, men sikres hurtig passage fra ærinde til ærinde og tanken: en anden gang sætter jeg mig bag hækken og ser på vadspejlet.
  1. Den reducerede, men stadigvæk markante trafikafvikling, herunder bustrafik nord/syd, for realiteternes verdens skyld.

Terrasserne

Haven låner sin ro af vandets overflade, havnen, der – skønt næppe synlig – alligevel  mærkes som et tungt faktum i ryggen: her er den vandrette linje. Det begynder med vandfaldbygningens bastion, hvor Østervolds naturligt stigende forløb op mod morænen er  brudt af en vandret accent, som med hestens sokkel finder sin rytmiske gentagelse to tredjedele oppe. Haven udbygger, hvor stigningen tager til, dette motiv med klassiske terrasser, som kalder på trapper og anerkender ramper. Til gående og kørende.

Alle stier og opholdsarealer uden for bedene er belagt med grus.

Bassinerne

Det vandrette er her selvfølgeligheden, som, uden det mærkes, glæder øjet. Afstedkommer roen. I sjælen faktisk, så hvilen kommer. Belønningen er spejlbilledet, himlen, skyerne, træerne og bygningerne. Det første bassin tilbyder Cronhammer en vandspejling.

Alle bassiner har lavest mulig vanddybde, bunden følger dog terrænets fald. Vandoverfladen holdes så nær bassinkanten som muligt.

Trapperne

Cronhammers trapper fra parterret fører ned til vandspejlet. Herefter begynder opstigningen, efterhånden fra niveau til niveau, ad tappe efter trappe. På det første stykke, som er engens flade, er det umærkeligt. Ved bronzehesten tager det fart. Bag den er en første egentlige trappe…

Trapperne udføres i farvede betonfliser.

Ramperne

Hvor trappen er nødvendig for passage, tilbyder samtidig rampen sit alternativ for kørestolen og barnevognen.

Ramperne belægges med farvede betonfliser.

Reposerne

Trappe- og rampeforløbene afsætter enkelte steder mindre områder, som muliggør ophold og udsyn.

Belægningen er grus.

Bænkene

Reposen giver plads til en sydvendt bænk. Den klassiske stenbæk fra mere end et årtusindes tilsvarende anlæg fører direkte til en ny enkelhed i vor tid, idet en kort vellystig periodes og en efterfølgende moralistisk bænkkonstruktion springes over. En stenbjælke på to støtter er den minimale opskrift. Bænkene hører også til bag hækkene, foran bassinerne.

Handelsgaderne

Foran Østjyske Bank findes nu et tilløb til en tidssvarende overbygning. Den er dog forblevet i sit tilløb til en anderledes overdækning, til en markisens forenkling. Vi synes imidlertid den venlige strenghed, som Østervold og Slotshaven henter i deres retrospektive attituder fortjener mere end tilløb. Hvorfor så ikke fra oldtidens gårde, torve og pladser hente arkaden frem og anbringe den hist og her? Som man i den forrige nyklassicistiske periode anbragte den så fint ved rådhuset. Arkadehandel er der allerede begyndelse til ved Slotscentret. Arkadens princip kunne også være en mere farverig og værdig mulighed i samme forløb mod syd under den næste varehusbygnings udhæng.

Trafikgaderne

Cyklerne og bilerne, lastvogne og busser ledes forsigtigt gennem Østervoldforløbet med haven på den ene side og handelsgaden på den anden. Hver med deres tilbud i forskellige signaler, som trafiksporet skiller. Træer og hækkes ensartede flade i slægt med naturens grundlag, butiksskiltenes og varegruppernes opsplittede og farvestrålende pegen på resultatet af anstrengelserne, varerne.

Belægningerne

Slotshaven er overalt uden for bedene belagt med grus.  Handelsgaderne og passagerne for gående og cyklende er belagt med farvede betonfliser. Trafikgaderne er asfalterede.

Vi finder, at byens belægninger naturligt må skifte ved Østervold, som er grænsen for dens middelalderlige del, hvor en chaussestensbelægning kan siges at erindre brosten og dermed være tilbageskuende i et tilfredsstillende omfang.

  • stergravekvarteret (rutebilstationen)

Et luftfoto fra Østergravekvarteres sidste måneder viser den tætte gamle bys stimulerende mylder af småhuse og deres tage, som Burschesgades og Dytmærskens parallelle forløb stilfærdigt ordner. Nu er Trangsræde ikke kommet med på fotografiet, men når man husker, at den på samme måde som de to andre gader dengang forbandt Brødregade og Østergrave, fornemmer man treklangens skønhed og dette bybilledes autenticitet. Den tætte boligmasse i centrum, vi atter søger.

Rutebilstationen er i dag placeret forkert. Her bør være boliger. Det er her man kan nærme byens nye liv til havnen. Og det nye liv er ikke bundet til det praktiske i så høj grad som for bare få år siden. Og rutebilstationen er nok forældet i sin nuværende skikkelse med faste båse til hver enkelt rute. Liv i en by er igen i et nyt århundrede først og fremmest, hvad der knytter sig til den almindelige bolig, og den menneskelige døgnrytme. Livsrytmen. Boligen et den vigtigste frihedens plads, søvnens plads. Legens plads, havedyrkningens måske, mellem husene. Randers er ikke nogen storby. Og netop her må det godt stadigvæk være købstadens gammelkendte træk, som dominerer. Opgaven har tidligere været løst i Vinkelstrædekvarteret. Tilfredsstillende.

Her foreslår vi så nye Østergravehuse i varierende højder 2 ½ – 3 etager. Med gårde, haver og udhuse, skure og værksteder.

Rutebilstation i gammeldags forstand med længere tids parkering og bybusterminal hører hjemme ved Banegården. Kvartererne omkring Østervold og Slotshaven klarer sig med af- og påstigning ved stoppestedet Østergrave. Elektronisk styring kalder passagerer ud fra den eksisterende nyindrettede ventesal til ankommende busser.

Kulturhusets forhus (den tidligere tekniske skole)

Hovedindgangen her, som for tiden ikke benyttes, accentueres i vores forslag ved en udvidelse af fortovet, så der kunne åbnes til det meget smukke og intakte trapperum indenfor. I båndet under den trekantede frontispice kunne bygningens indhold atter skrives i bronzebogstaver. Bibliotek Museum Arkiv.

Stemannsgade

Kulturhuset var aldrig nogen avantgardistisk provokation. Det var tværtom fra sin første tanke et tilbageskuende værk, en opsummerende manifestation af mere ned 2000 års europæisk byhuserfaring. Med udgangspunkt i det romerske peristylhus, over det middelalderlige bykloster kommer denne husidé til konsekvent funktionel udtryk her. Længerne vender ryggen mod byens uro og åbnede sig oprindeligt mod en indre søjlegård med vand, træer og planter, skulpturer og bænke. Åbnede sig mod fordybelsen i litteraturen, historien og kunsten.

Men mod gaden har vi den store facades afvisning, som vi forstår i vores viden om, hvad der beskyttes. Den er delt op med stor hensyntagen til forhuset fra 1891 og den sidefløj fra 30’erne.

Det fælles i de tre facader, som forenes af vandrette bånd og rytmiske gentagelser, er de oldtidige referencer, som findes såvel i forhusets pyntelige historicisme og sidebygningens enkle klassicisme.

På den baggrund foreslår vi en renset og enkel gade, hvor flisebelægningen tager hensyn til stedet her, ikke til en rigid idé om sammenbinding af alle gågadeforløb i byen i en ensartethed, som alene fungerer som reference til en koncepttænknings appellerende orden

J.O. Krags Torv

Parkeringspladsen og de åbne arealer bag Kulturhuset og parkeringshuset udnytter vi til en ny randbebyggelse, boliger og liberalt erhverv, mod Rosenørnsgade. Derved fremkommer et fint lille kvadratisk byrum, navngivet efter byens statsminister og folketingskandidat gennem alle årene. Født i det nordøstlige hus på det nye torv, som vi  forsyner med en parisisk stemning af træer og lave lygter, som han ville elske.

Nordens Plads

Aksefastheden brydes her yderst ude i dette heroiske anlæg med nordiske klippestykker, som vi opfatter som denne romantiske og landskabelige tilføjelse, mange af vore barokhaver fik før 1800-tallet var ret gammelt. Her gentages historien, som den store rytme, den er.

Katalog

SLOTSHAVEN I RANDERS.

Slutningen af 1700-tallet. Nicolai Tidemanns kort, 1795. RLA.

1795 / Freund og Wiedewelt

Den kunst, som Bertel Thorvaldsens gjorde elsket af snart sagt hver eneste dansker, den på én gang kølige og sensuelle klassi­cistiske realisme, afbildningen af menneskekroppen så den ligner det Guds skaberværk, nogle har for øje, andre drømmer om, er til stede her i rummet i to værker, et af Thorvaldsens lærer, måske, et andet af hans elev.

Eleven først. H. E. Freunds epitafium over Peter Estrup er fra 1821, mens han arbejdede i Thorvaldsens værksted i Rom. Det er et værk med et tydeligt kristent indhold, et værk, der mener noget. Forkynden­de. Bed og arbejd, tænker jeg. Streg­heden er ikke alene den klassiske form, men den indholds­mæssige morale. Det gør det sært endimensionelt, facitlisteagtigt. Frelst som man sagde om helt andre i 70’erne. Gør det i mine øjne til et svagere kunstværk end det næste, som har præcist samme motiv, nu blot en modsat vendt kvindeskikkelse ved et alter. Og siddende, ikke knælende.

Den smukke inskription lyder: “Den skønne blomst visner, den modne frugt falder, derom mindes læseren ved denne grav”. “Læseren ved denne grav”, man smager på det, graven er til for en læser. En tænksom person, som skal mindes om dødens nærhed. Husk du skal dø. Imidlertid er det ikke dødsnærheden, memento-mori fremstillingen kon­centrerer sig om. Det er bestemt krop­pens styrke i den siddende kvinde, en styrke, som meget tyde­ligt ikke blot anes gennem den antikke dragts klassiske folde­fald, men direkte fremhæves af stoffets fremstilling i mar­moren. Det er meget smukt, det handler om det levende liv. Kvinden sidder ved et alter, måske, ofrer måske, tænder i hvert fald en lampe. Livets flamme, som kærlighedsgave til en død, som håb om et langt liv, som en simpel husmoderlig gerning i et oldtidigt køkken. Mine tanker som læser foran graven formes jo også af, at jeg ved, at billedhuggeren som Otto Norn og Jens Jensen, to af kirkens historikere mener er Johannes Wiedewelt, at han var i Rom for sætte sig ind i det nye, i klassicismen. Han var i Pæstum som en af de første. Så de hedenske templers storhed, og deres enkle tanke. Det fik betydning en gang mere for vore kristne kirker.

En isoleret kristen kunst eksisterer ikke. Værkerne bringer os læsere viden om. Og det er netop det fine ved det. Kirkerummet ikke som overtalelsens rum, men som eftertankens rum. Det er derfor vi kan være her allesammen.

Katalog

Johannes Wiedewelt, tilskrevet: Epitafium over Sophie Magdelene von Folsach. Omkring 1794. Sct. Mortens Kirke.

Hermann Freund: Epitafium over Peder Estrup. 1821. Sct. Mortens Kirke.

1805 / Tøjhus i fjendehænder

”Nørre Jyllands Tøihuus i Randers kan nu købes. Et af de smukkeste bygningskomplekser der findes i Randers – ”Tøihuuset” har nu ”aftjent sin værnepligt”, og derfor udbydes disse utroligt charmerende bygninger til salg. Bygningskomplekset består af et antal selvstændigt beliggende bygninger, der er opført helt tilbage til 1801 i en særdeles smuk byggestil.”

Det er en annoncetekst i avisen. Mere ufølsomt kunne det ikke skrives. Brutalitet ville være ærligere. Stavemåden fra 1805-inskriptionen over Nicolai Abildgaards relief sættes i citationstegn. Af hensyn til en nostalgisk trend: åh, hvor sødt.

Bygningskomplekset består ikke af ”et antal selvstændigt beliggende bygninger”. Det er tvært om. Hvert enkelt hus er på det nøjagtigste hægtet på de øvrige i et sindrigt rytmisk system. Vidunderligt passet ind mellem landevejen og kanten af moræneskrænten.

Og så står der, at bygningerne er ”utroligt charmerende”. Som var det standardbemærkningen til en borddækning. Nej, det er netop ikke utroligt, men troligt. De sammenhørende huse er nøjagtigt så ædle, som man venter sig af et statsligt byggeri i nyklassicis­mens periode ledet af en stor arkitekt.

Anders Christensen Kruuse (1745-1811) var den berømte arkitekt fra Horsens. Lidt nordøst for Horsens havde han været arkitekt på Serrids­levgård, som stod nybygget i 1777. Det må være det tidligste herregårdsbyggeri i Jylland i den nyklassi­cistiske stil. Christian Cay Laurenz Hirschfeld fra Kiel, tidens store haveideolog indrettede samtidig Nørrejyl­lands første romanti­ske have op til Kruuses fine hus. På Randersegnen byggede Anders Kruuse nogle år senere Fussingø. Det var omkring 1795. I 1799 tegnede og byggede han Stenalt. Begge som huse, der accentuerer det omgivende land.

Det må have stået klart for ham, at tøj­huset i Randers måtte have sig en have. Godt nok var bygningerne et bymæssigt og mili­tært anlæg, men set fra syd kunne det fint fremstå som en herregård med sin park. Bygning og have måtte hænge sammen i én tanke, sammen i én konstruktion.

Jeg har argumenteret for dette i en artikel i Kultur­historisk Museums seneste årbog. Interesserede henvises til den. Der afliver jeg også myten, om at Tøjhushaven har været tænkt som en tidlig folkepark. Den er tværtimod, som huset, fra begyndelsen et elitært foretagende, en stram konstruktion i sin tids ånd – et romantikkens tankerum og et engelsk landskab forenet. Men sørgeligt misforstået og mishandlet af byens ledelser siden midten af forrige århundrede.

I salgsannoncen skrives der til sidst i og for sig meget sympatisk: ”Vi hører gerne, om De har en idé til anvendelse af dette byggeri. Eksempelvis en anvendelse, der gør det muligt for byens borgere at nyde disse smukke bygninger i den smukke park, Tøihuuspar­ken. Kontant købesum kr. 6.000.000.”

Jeg ser her lige bort fra, at det på det sidste er blevet almindeligt blandt planlæggerne, der beskæftiger sig med området, for eksempel i forbindelse med det såkaldte kvarter­løft, at sige og skrive ”parken”. Det har de naturligvis en tanke med. I det ligger der en helt ideologi, som bringer Tøjhushavens oprindelige idé i fare. Denne er, og skal efter min opfattelse forblive, et elitært monument. Men i sin enestå­ende statuariske indsigt til alles brug. Annoncens tekstfor­fatter har vel blot overtaget kvarterløfternes term uden at tænke nærmere over det. Og det er jo fint, at man har blik for den offentlige interesse i den fredede bygning og dens sammen­hæng med haven. Det sidste er der ikke mange, der har haft tidligere.

Og væsentlig for bedømmelsen af det samlede tøjhusanlægs fremtid er netop det faktum, at hus og have hænger sammen og netop nu i forbindelse med kommuneplanændringen i hvert fald må tænkes sammen. Endvidere er det en forudsætning for alle tanker om fremtidig anvendelse, at husets meget store rum nyttiggøres.

Til nu har kun én plan været fremme, som er realistisk og samtidig ønskelig for offentligheden. Det er en fremtidig brug af huset som europæisk musikhøjskole, vel med forbillede i den succesrige europæiske filmhøjskole i Ebel­toft. Den plan har været langt fremme i sine forberedelser. Her i byen var det blandt andre David Riddell og Bent Olesen, som stod bag. Arkitek­terne Hans Christian Caspersen og Peter Krogh har for længst skit­seret en omhyggelig og nænsom ombygning, og en foreløbig bestyrelse med Niels Højlund i spidsen arbejdede længe på at rejse den nødvendige kapital til skolens etablering i disse bygninger.

Den plan opfylder tre væsentlige forudsætninger, som gør den realistisk. For det første kan den anvende hovedbygningens meget store rum, som i det fredede hus naturligvis ikke må antastes. For det andet har netop et sådant projekt mulighed for at skaffe de nødvendige meget store eksterne midler. For det tredje trækker netop en sådan skole det flow af uddannel­sesungdom til byen, som alle så meget ønsker.

Alt hvad der kan sikre det gamle fine hus for disse folk er på vennesiden. At åbne mulighed for liberale erhverv og boligformål er formodentlig at lægge det i fjendehænder, som alene vil benytte bygningernes værdige alder og arkitektoniske skønhed som trendy staffage uden reel indsigt. Som det anes i den citerede annonce.

Såvel en anvendelse som firmadomicil som en anvendelse til boligfor­mål vil prisgive hovedbygningen, som vanskeligt kan opdeles i kontorlokaler eller salgbare boliger. Men køber en spekulant ejendommen, kan alene salget af de mindre bygninger skaffe forretnings­manden en pæn for­tjeneste. Hovedbygningen kan han så lade stå tom, til noget dukker op. Og Tøjhuset som arkitektonisk monu­ment vil være splittet ad. Havens eventyrlige idé for altid tabt.

Mit forslag til beslutningstagerne i forvaltning og byråd er: lad nu være med at gamble i den her sag. Drop taktiske overvejelser, tænk ideelt, styr direkte mod målet. Lad ideen fremgå af det tillæg til kommuneplanen, I laver: hus og have evigt udelt sammen. Og med hensyn til anvendelsen: skinner lagt ud for etablering af en europæisk skole for unge musikere.

Det kan I godt. Har I viljen, viser vejen sig.

 

Mette Lunden Tøjhushaven allé 2004

1805  / Tøjhushaven

Katalog til en havevandring:

Nørrejyllands Tøjhus

Arkitekt: Anders Kruuse. Hovedanlæg (arsenal, officerboliger, vagtbygning, krudthus) 1801. Kaserneanlæg 1805. Haveanlæg (Tøjhushaven) 1802-05. Først og frem­mest er altså havens hus med dets oprindeli­ge arkitek­tur, enkeltbygninger og udsmykning bevaret vidun­derligt intakt

Abildgaards relief

Abildgaards tavle er en omkring 2 ½ m høj marmorplade,  som er fæstnet omkring 25 cm inde i muren. Den cirkelrunde medaljon med kronprinsens portræt i profil er hulet som en skål. Her sidder det helt plane portræt i bunden, og den rige variation i profilering i forhold til murfladen understreges af to kraftige fasces hver med en økse, som flankerer medaljon og indskrift. Prinsens krone øverst og det fine løvværk, også metalarbejde, draperer heltens billede præcist, som det var bestiller­nes hensigt.

Selve portræt­tet er signeret af Nicolai Dajon (1748-1823), billedhuggeren, som havde lavet to af de alle­gori­ske statuer, Tap­per­heden og Fædrelandskærlig­heden til Friheds­støtten 1797, også i et samarbejde med Abildgaard.

Indskriften lyder: FRI­DERICO OPTIMO PRINCIPI FORTI PIO BENIGNO OB ARMATAM PROVIN­CIAM GRATA JUTIA POSUIT (på dansk: det taknem­me­lige Jylland satte på grund af provinsens bevæbning (dette minde) for Frederik, den bedste fyrste, den tapre, fromme og velvillige)

Alleen

Store dele af haven har overlevet, andre findes i beskrivelse, så de kunne genetableres – eller bedre endnu – bruges som udgangspunkter ved en samlet istandsæt­telse af anlægget, hvor romantikken omkring 1800 kunne møde romantikken omkring 2000. Alléen fra Udbyhøjvej ned i haven mod syd er der jo endnu og vil fortsat være der, måtte man snart tænke på at erstatte de to fældede træer. Af hensyn til vandrende, som kommer der om 200 år. At vi kan gå i en lindeal­lé skyldes en indsats i 1803. Det var gartner Haman fra Århus, som havde købt træerne i Sønder­borg hos Nicolai Voetmann.

Alléen, fremgår det af Moltkes tegning, er dels tilbageskuende barok, dels orienteret mod det nye. Den knytter sig til byg­ningskomplekset i den del af parken, som er tilbageskuende, som har mindelser om 1600-tallets havere­gel. Det fremgår imid­lertid, at den østre trærække ikke tænkes følge linealen, men opløse sig i et slynget forløb. Det har man dog delvist opgivet under plantningen og alligevel gjort alléen dobbelt.

Den snoede sti

som bragte den vandrende omkring til de skif­tende naturlige og kunstneriske indtryk, er for en del be­varet, skæmmet af asfaltbelægning og alt for ufølsomt inventar ganske vist, men ser man planen fra 1801, beroliges man. Det vigtig­ste, stisystemets struktur, dets rytme er til at se og for resten at rekonstruere i tanken. Eller måske i virkelig­heden.

Rampen

”Chauséen” er tegnet ind på general Moltkes plan, og den har nødvendigvis som kanalen hørt med til det allerførste anlæg. I en jævn stigning etablerede den en lige vej fra kanalens bolværk op til tøjhusets sydside. Det har været en nødvendig indretning, højdeforskellen mellem havn og depotrum var be­tydelig, men man har også indpasset den linealtrukne op- og nedstigen i terrænet ved bygningerne, så den spiller sammen med allé og gårdspladser i den barokprægede del af det samlede haveanlæg svarende til de engelske havers parterredel umiddel­bart ved bygningerne.

Rampen er altså bevaret, og den er en umistelig del af huset og haven. Den vil ved en genetableret forbindelse atter få sin vitale betydning som arkitektur og som passage.

Søjlerne

Det var byens første arkæolog, Frits Uldalls første anti­kvari­ske opgave her at redde de antikke søjler, som enten kaldes Anna Krabbes søjler eller Essenbæksøjlerne. Det første er der belæg for, hun har meget tydeligt signeret dem i 1589, og de har stået i hendes samling på Stenalt. Men den anden betegnelse har vundet hævd. Det er da også en sandsynlig an­tagelse, at søjleparret stammer fra Essenbæk Kloster, hvor de i klo­sterkir­ken kan have båret et vestgalleri som et lignende par i Fjen­neslev Kirke. Essenbæk var også en af Hvideslægtens stif­telser. De to romer­ske søjle­skafter af ægyptisk granit hører til en gruppe til­svarende par, som Otto Norn forestiller sig ført til Danmark fra det østlige Middel­havsom­råde af Valdemar­stidens korsriddere til brug i en række af vore be­tydeligste senroman­ske tegl­stenskirker. Kapitælerne kan være fremstil­let her i forbin­delse med klo­sterbyggeriet. Søjlerne var registreret som historiske mindesmærker af Jacob Kornerup i 1863, men i fare for at blive ødelagt. Uldall fik i 1870 byen til at købe dem og anbringe dem i Tøjhushaven. Altså virkelig et historisk minde, anbragt i en historieglad have i en historiesøgende tid. Sådan bruges et romantisk anlæg inden for sit væsens ramme. Ek­semplarisk for ideer, vi måtte få nu.

Moltkes støtte

midt på den ovale plæne ved vest­indgangen stod oprindeligt på bakken ved krudthuset. En gra­nittrappe vogtet af to løvefigurer førte op til støtten af granit og bornholmsk sandsten. Selve støtten er også senere æn­dret, hvor meget og hvordan vides ikke. En medaljon med et portrætrelief meget lig kronprinsens på Abildgaards fascestavle på hovedbygningsfacaden forestiller generalløjtnant Adam Ludvig Moltke (1743-1810). Modsat på søjlen sidder en tilsvarende medaljon med en løve med stridskølle. Det er Jyllands militære leder, som hædres, tøjhusets og havens ophavsmand. Og det er hans højre hånd i denne sag, amtmand Fønns, som på samme måde som med Abildgaards tavle sørger for, at mindesmærket til­svarende i tidens optagethed af den romerske klassik sættes som slutsten på det færdige anlæg 1805. Støtten skal minde om slaget på Køben­havns Red den 2. april 1801. Indskrif­ten lyder: Tabre heltes ofred blod glemmes aldrig. Og den skal minde om Moltke. Under portrættet står: Hiec Auspicis Laudem vide Manifestatam. Dansk: Se det minde, der er rejst over vor leder.

Heltens grav

Den ligger gravet ind i skrænten ud for tøjhusets hovedbygning. Frits Uldall kunne ikke finde den i 1896. Han kan have overset den, men det er ikke særlig sandsynligt, så opmærksom han altid var. Så den må have været sløjfet og senere genetableret. Når man ser graven i dag, er det et stadsgart­neranlæg fra 40’erne med en gravsten fra 1912 i almindelig kirkegårdssstil uden særlig interesse. Men det udpeger stedet, hvor garnisonens kommandant, C. W. Friboe (1732-1806) blev begravet ved en stenstøt­te, en knækket søjle kunne man tro. Fugle synger ved hans brudte stav, skriver digteren. Dengang huset og haven var ny, og man ikke var bange for et følelses­ladet symbol. Det ville man heller ikke være ved en restau­rering i dag.

Dronningens monument

På Moltkemindestøttens nuværende plads i vest stod oprindeligt dronningens monument omgivet af kæder og rønnebærtræer. Det var af træ med våbenskjold og en kurv af blik.

Vandkunsten

Om springvandet ved vi, at det var der fra begyndelsen. Det omtales 1805, en kobbersmed har leveret rør til det. Og ris­le­nde vand var en nødvendighed i en sådan have. Som kilde­væld, som bæk, som flod, som vandfald eller som her i det mindste et springvand. Det fremgår ikke af Moltkes kort, hvor det var placeret, men at finde en mulighed er ikke vanskeligt. Rindende vand skal der være. Og det var der, digteren skriver:

En kildes rislen vækker mig af drømme,

jeg iler efter kære, kendte lyd.

Dens indskrift siger: vil du rigtig tømme

dit livets bæger, mådeholden nyd.

En ædlings navn på kildens fonte prunker,

hans dåd kun svagt kan prise mine funker.

I brødres navn jeg vil et ønske yde,

som kildens sølv så gid hans dage flyde.

Helten er amtmand Fønss, som var drivende kraft i udformning og vedligeholdelse af haven i tidens stil, som han naturligt var fortrolig med.

Sæterhytten

Frits Uldall nævner det norske træhus i anlæggets sydøstlige del og bemærker nøgternt i sin fornuftige tid, at det ”havde næppe anden bestemmelse end at være til pynt og vel til derfra at nyde udsigten over Gu­denåen og øvrige omgivel­ser”. Det blev bygget 1803 i forbindelse med tilplantningen og skal have stået i havens sydøstlige del, vel i nærheden af kanal og eng. Og det må siges at være påfaldende, for det norske bjælkehus indgik herhjemme i den romantiske haves repertoire som alter­nativ til schweitzerhytten, der var fast del i midteuropæiske anlæg, hvor man et bestemt sted under vandringen blev mindet om alpernes vilde natur. Her i landet valgte man ofte det norske land­skab som alternativ. Fandt så terrænets mest bakke­de område og opførte der fjeld­hytten. Når man ser den nyre­staurerede norske hytte ved Li­selund, får man en tanke om, hvor raffineret det kunne gøres, men simplere udgaver fandtes også. Uldall bemærker, at kun meget gamle folk endnu i 1896 husker det træhus, så det er hurtigt gået til. Som kompromis med dets egentlige association anbragt lavt og vådt for perspectivets skyld, som man sagde omkring 1800. Det var vel herfra man kunne se kirken spejle sit spir i vandet i forgrunden af et maleri i højformat, som Olavius skriver. Vinduet i træhuset var bille­dets ramme, et par årtier inde i 1800-tallet, et ægte bieder­meiermotiv.

Huset er væk, monumentet gået tabt, men ser man Ole Woldbyes fotografier af Liselunds norske hus, tænker man også, hvad der kunne genskabes i vor egen tids romantik, her tæt på et nyt århundredskifte, i den her by. Gerne med tilsvarende stil- og stemnings­ændringer, som over­rasker i huset på kanten af Møns Klint: man går fra de rå bjælker udvendig ind til et klassisk europæisk rum, det pompe­jianske værelse side om side med en kine­sisk stue.

Lysthuset

Lige bag marketenderiet lå i hvert fald omkring 1850 et lille indhegnet udendørs serveringssted, tehaven. Marketenderibyg­ningen er bevaret, og med mennesker i musikhøjskolen, i kunst­skolen og den lille kunsthal, som er foreslået tæt derved er der ikke langt til vor tids havecafé, hvor man allerede i marts sidder ude med tæpper om benene i den kølige luft og stærke strålevarme fra solen som i Ørstedsparken, hvor en sådan ser­vering disse år pludselig blev stedet. Et af dem.

Kanalen

var nødvendig. Man skulle jo kunne bringe den militære udrustning til og fra det nye tøjhus. Et tøjhus har en havn. Det var borgmester Johan Frederik Carøe, som ejede engarealer­ne syd for Tøjhushaven, som den anlagdes frem til 1805. Det er nu i den noget større have den sydøstlige del af anlægget. Kanalen måtte graves gennem Carøes grund, meget sandsynligt af en af de to muddermaskiner, som de år arbejdede på fjorden for at holde borgmesterens stolthed, den uddybede sejlrende fra ud for Udbyhøj til Randers fri for mudder. Det vigtige og succes­fyldte arbejde var igangsat af Carøe og hans to svogre, køb­mændene Rasmus og Hans Christian Hansen, de sidste som entre­penører på projektet.

I første omgang var Carøe tilsyneladende så optaget af tøjhusprojektet, at han afstod areal til kanalen uden erstat­ning. At der senere kom problemer omkring adgangsforholdene til de nu adskilte jordstykker, er en anden sag.

Kanalen var i brug til 1851, da der for sidste gang indlade­des kanoner fra en lille jagt. I 1863 blev kanalen opfyldt med resterne af den nedbrændte cicoriefabrik i byen.

  • erne

Da kanalen mistede sin militære betydning, kom dens i første omgang maleriske forfald. Rigtig et memento i tidens smag. Den mudrede vel til, og der dannedes to øer Kaninøen og Andeøen, oplagte mål for den lille rotur. En gruppe af kvar­terets beboere har for nylig i forbindelse med de mange nye planer i området foreslået, at haven atter forbindes med Gudenåen. En romantisk drøm fuldstændig i slægt med den idé, som for 200 år siden skabte Tøjhushaven. Så må man huske øerne.

Skænkehuset

Lå ved kanalens indmunding fortæller Uldall. Det var 1813 opført i træ af havens anden gartner, Schaldemose for egen regning. Folk som havde badet, fisket eller roet i åen kunne der forfriskes.

Solur

Digteren skriver 1817: En skive viser mig den krumme cirkel, som solen skriver i sin himmelegn. I dag er soluret væk, men dets magi kunne genetableres i nutidig udformning som de har gjort i Stenomuseet med det fascinerende Faucoultske pendul…

Kærlighedens gud

… og kærligheden, erotikken kunne naturligvis også i dag finde en billedhugger som dengang, hvis værk i haven digteren strejfer: Så næst ved den (skiven=soluret) er end en cirkelbue, den helliget er en amor og hans bue.

Gartnerboligen

Som vagtbygningen værnede den nordlige indgang til haven, vogtede gartnerboligen fra engang i 1820’erne den vestlige. Dengang som i dag var det grundmuret i én etage. Den første gartner i huset var Jens Lem. 1829 flyttede Schaldemose ind.

Efter 1833 opførtes til en selskabsforening en salon, oprindelig i én etage og bindingsværk – altså senere udvidet. I 1841 eller lidt senere også udvidet med en keglebane.

Omkring 1800

Nye huse i den gamle by

Det handler her om Vestergrave 14 og 16, hvorom det siges, at de huse ikke står til at redde, og det gælder beslutningen om at nedrive 5-7 ejendomme i Tøjhushavekvarteret. Det sidste i forbindelse med de omfattende planer for det kvarters fremtid. Man kunne læse om Vestergravehusene i Randers Amtsavis den 25. april 1999. Om planerne for Tøjhushavekvarteret er der udgivet et fint hæfte: Sille Bjørn m.fl., red.: ”Kvarterløft”, Randers Kommune, januar 1999. (Jeg vil anbefale, at man beder om at få ’Byarkitektonisk gennemgang og vurdering’ med, når man henter hæftet. Denne tekst er printet ud som som almindeligt arbejdspapir, men det er her vitaminerne findes.)

Se nu, hvordan de to små huse i Vestergrave lå på plads i deres gade, i en intakt husrække fuld af fortælling om den danske købstad. Fotografiet er fra 1917. Men det så faktisk sådan ud til op i 70,erne. Jeg husker selv husrækken intakt. Det nuværende hul mod parkeringspladsen udfyldtes af et af de dejlige nyklassicistiske huse fra byggeopsvinget omkring 1800. Det havde et rundt hjørne som en række andre hjørnehuse fra den tid. Nu er der kun to af dem tilbage i hele byen. Et i Houmeden, et i Storegade. Bag disse sidste var der gårde med sidehuse, baghuse. Det var jo handelshuse. Her i Vestergrave var der fra gammel tid haver og oplagspladser med udhuse og værksteder på de store grunde ned mod engen.

Den dominerende bygning på billedet er handskefabrikkens fine forhus. Det hører også til den nyklassicistiske gruppe som det med det runde hjørne, der ses længere henne i gaden. De to huse er på deres tid blevet passet ind i en række noget ældre og mindre en- og toetages huse. Blandt dem de to, som nu som de sidste står til nedrivning. Nærmest handskefabrikken nr. 16, et engang charmerende lille toetages beboelseshus, facaden pudset, svej i taghældningen. Man skyder på 1700-tallet tidligt. Bagved en meget lille gård. Det næste, nr. 14 var, ses det på fotografiet her, oprindelig en lillebitte énetages bolig fra samme tid. Den har været klemt så fint ind der på fabrikkens grund og givet plads til en smøge mellem sig og det runde hjørne, en smøge ned i de store bagarealer mod havnebanen og engen. Ikke så lang tid efter fotografiets tid blev huset tvunget i knæ af en voldsom kvist, vel fordi man indrettede butik i boligen i stueetagen og selv flyttede ovenpå. Bagtil lagde man en etage på sidebygningen, som nu var bagbutik, og lagde den til  den nye 1.sal, hvor der i sammenhængen også blev plads til en terrasse. En moderne udvidelse, som det lille hus så skulle bære sine sidste årtier som et sagtmodigt svar på handskefabrikkens kobberinddækkede funkiselegance.

Nu skal de to huse så væk. Det er der så altså ikke noget at gøre ved, noterer jeg vemodig, for det er det sidste af det gamle købstadpræg i den her række, som hermed forsvinder. Det demonstrerer fotografiet. Arkitekten, som får denne udfyldningsopgave i forbindelse med en lokalplan for karreen får et interessant og ansvarsfuldt arbejde. Karen Smed skrev i avisen den 25. april, at der arbejdes med planer om ”seniorboliger”. Det lyder da godt, til trods for det nysmarte, amerikaniserende udtryk. Så er haver i øvrigt på deres plads. Nøjagtig som dengang. Nyttehaver, ikke forlorne parcelhushaver eller neutrale pæne og kommunale anlæg.

Arkitekten kan vælge at se væk fra det historiske, se væk fra stedets stemning, som ikke kun er bundet af det fysiske, der er at se, men også af skjulte forhold i erindringen og drømmen. Men det ville være dumt. I stedet må indses, at også på dette sted er minimalistiske skalaforhold vigtige, den varierede husstørrelse og selve byggelinjen mod gaden, som jeg kan forstå på udvalgsformanden, det er tanken at overholde. Men hvad med smøgen? Og de små baghuse med værksteder? Her er der brug for en følsom og historievidende arkitektur. Ikke kun praktiske løsninger. Se bare den blottede gavl, dens fortælling om en bindingsværkstradition, som var en selvfølge for 1700-tallet, der pudsede det over, så det kunne blive fint, men som i sin afklædthed er en åbenbaring af fortælling om fortid for os i dag, hvor pudset falder af.

Havde byhaverne bare stadigvæk været der, så ville stedets umistelige kvalitet være tydeligere. Men de kan da anlægges igen. Private og forskellige omgivet af privatiserende skel, som det passer sig for dette sted. Mure og plankeværker, der også sikrer det lokale fysiske klima, som gør, at figentræet kan trives her i vores by. Hylden kommer af sig selv.

Tanke om nye huse i gamle byer: ”Mennesket ånder trods alt både ind og ud. Men arkitektur? Gør den det samme? – Sjældent.” (Aldo van Eyck, blandt meget andet klog og følsom ekspert i arkitektoniske udfyldningsopgaver)

Omkring 1850

Klassisk halvvalm

Jeg ved ikke hvorfor, jeg bliver så bevæget, hver gang jeg ser et tag med halvvalm. Og så vred, når tømreren af hensyn til nye tagplader fjerner denne musikalske tagkonstruktionsdel og laver en falsk klingende lige gavl i brædder. Netop som jeg skriver sætningen, passerer mit tog en landejendom hvor gavltrekanten oven i købet er blevet muret op til det nye uvalmede tag. Trekanten står i de nøgne teglsten, uanset resten af gavlen er pudset og kalket. Også det er man de fleste steder på landet ligeglad med, ser det ud til. Det er værst på landet. Overalt forsvinder mine elskede halvvalm.

Min vigtigste udsigt hjemme er mod nordvest. Derfra kommer solnedgangslyset, senere nattehimlen. Den vigtige detalje i min udsigt er et smukt klassisk halvvalm på et byhus. Mit kig er skråt ind på gavlen, som stikker en ro uden dikkedarer ind mellem huse med en del forstyrrelser, udestuer, udsigtsplatforme, sære kviste. Disse tilføjelser er der, har været der længe, og de er nu blevet OK. En del af stemningen i mit kvarter, Tøjhushavekvarteret. Efterhånden umistelige næsten, forekommer det. Men det er denne valmede gavls selvfølgelige værdighed, som generøst giver dem tilladelsen.

Jeg ved godt, at det er noget med bedre byggeskik og arkitekt Plessner og et bestemt kunstnerliv i skønhed. I Skagen for hundrede år siden eller lidt mindre. Og det er min farbrors husmandssted, to længer i vinkel, vest for Lemvig. Alle min barndoms sommerferier. Og Bjerres vestjyske landskaber på badehotellet i Bovbjerg dengang, midt i århundredet. Og det er min viden om arkitektkonkurrencen i begyndelsen af århundredet, som for mange forslags vedkommende så overraskende gentog det almindelige jernalderhus ved vor tidsregnings 0, det første århundrede før og efter. Længehuset med beboelse i østenden, stald i vest, adskilt af et fælles indgangsrum. De satte halvvalm på tagene, konkurrencearkitekterne, så husene fik denne blødhed tilføjet som en accent til sidst, der trykkede dem på plads i vort landskab. Det er jo ikke til at vide, men sådan kan det meget vel have været i jernalderen også. Ved rekonstruktionerne i Lejre har de eksperimenterende arkæologer antaget det.

Min associationsrække omfatter også et bestemt fiskerhus helt nede i havstokken i Bangsbostand. Et hus jeg tænker på med stor kærlighed. Af ganske private grunde. Det ligger stadigvæk der på det flade forland ved foden af den vældige moræne, Piggerbakken. Dets halvvalm afslutter dets beskedenhed i forhold den imponerende natur. Nærmer det bakkens form.

Det her er altammen ude på landet. Hvordan arkitekturtrækket er kommet til vort århundredes by, ville en arkitekturhistoriker kunne gøre rede for. Almengøre min noget private ekskurs. Men i hvert fald: der ligger det, huset med min elskede tagafslutning ved foden af en anden vældig moræneskrænt, Skovbakken. Jeg ser det mange gange hver dag, mens lyset skifter bygedage som disse. Og dele af mit lands kulturhistorie og min private sentimentale sammenvævede passerer tanken, uden den opdager det, og sammenfatningen bliver alene dette bekræftende: åh…

Pludselig opdager jeg til min forfærdelse, at det netop er det hus, som skal væk. Randers Amtsavis den 15. juni. Ikke af arkitektoniske grunde, ikke fordi det ikke kan repareres mere. Kun fordi det ikke kan nå et vedtaget niveau af boligkomfort, som en ny, krævende og forkælet tid forlanger inden for en økonomisk ramme, den samme grådige tid fastlægger. Det kan ikke betale sig, som det hedder i talemåden. Jeg forstår godt sætningen, sprogligt, billedligt og faktisk. Men jeg accepterer den ikke. Jeg bruger ikke vareudvekslingssprog på skønhedsværdier, som er umistelige.

Huset er desværre ikke medtaget i den byarkitektoniske gennemgang og vurdering, som er et værdifuldt tillæg til projektkataloget vedrørende de mange nye planer i kvarteret. Jeg må selv op til det hus. Op i gaden, som skal tage sig sammen til at være spansk trappe, fordi de rejsevante beslutningstagere vil den det godt. Lige kigge på det hus en sidste gang. Det passer så fint til sin nabo, dommerens med statsligt helvalm. En rytme som på Tøjhuset, hvor de to gavludformninger skiftes. Temaet gentages stadigvæk nogle få steder i kvarteret. Selvfølgelig er det venlige hilsner til det stilsikre forbillede. Det dejlige afrundede hjørne har haft nyklassicistiske slægtninge mange steder i byen, og blikket har kunnet finde tryghed og ro: sådan er der her. De fleste af de hjørner er nu væk, bulldozeren har været der. Og nu her. Det kan ikke betale sig længere.

Jeg kan da på samme måde i og for sig godt forstå, at en så rationel tanke, som tænker ændringerne i Tøjhushavekvarteret, formodentlig heller ikke kan få plads til en fortsat vedligeholdelse eller istandsættelse af det helt særegne bygningskompleks ved indgangen til haven fra vest. Men det er meget, meget sørgeligt, og man vil blive ved at beklage det, som når kolonihaveskønhed skal vige for parcelhusæstetik ved kommunale grundsalg.

Denne charmerende samling huse er i dag en tømrerforretning i opbrud og en beboelse med meget kort opsigelse, er jeg bange for. Bygningen mod Tøjhushavevej var engang havens gartnerbolig. Som vagtbygningen med arkaden værnede den nordlige indgang til haven, vogtede gartnerens hus fra engang i 1820’erne den vestlige. Dengang som i dag var det grundmur i én etage. Bindingsværksdekorationen er er en senromantisk tilføjelse.

Den første gartner i huset var Jens Lem. I 1829 flyttede den navnkundige Schaldemose ind.  Efter 1833 opførtes en salon til en selskabsforening. Oprindelig i én etage og i bindingsværk. Der blev senere lagt en ekstra etage på, og der blev indrettet keglebane. Det var i 1841. Der var gang i den. I min tid var der værksted med mester og svende og lærlinge og nedarvede dyder.

Jeg tror tømrermester Balles gamle ejendom rummer en meget stor del af kvarterets sjæl, ordentlig og rodet på én gang. Bevidst om sin ynde, naiv. Hvor mit klassiske halvvalm er en accent, en enkelt tone i min udsigt, er de huse en fuldt udarbejdet folkelig sats med forskudte hushøjder, lige gavle uden valm, men med sære hjørner og indbyrdes kæmpende tagflader. Det er et besynderligt dejligt bygningskompleks, som kræver en udviklet fantasi kombineret med stor nænsomhed, ja, ydmyghed af arkitekten, som med sin tegnekunst skal bearbejde den tomt, bulldozeren måske her efterlader. Skal det ikke blive et tab, lokalt af dimensioner, som et nyt fingeraftryk udefra begejstret arrogant sætter på mit smertepunkt: Beklager…

Læner jeg mig en smule til siden, ser jeg ud af mit nordvindue mod øst den livslangt lokale Jens Peter Jensen-Wærums præstebolig fra samme tid som det nedrivningsdømte hus i den anden retning. Jeg ser dens vestgavl. Taget har halvvalm. De to betoninger indrammer endnu min udsigt.

 

MODERNE BY

1905 / Havnefront

På Randers Kunstmuseum hænger et billede af Randers Havn, som Johan Rohde malede for knapt hundrede år siden. Det viser byens havnefront, som den var dengang. Den vendte sit ansigt mod åen øst for broen, mod engen vest for. Der er smukt og stille, netop den stemning af vemod ved noget, som ikke kan vare: om lidt svinder lyset, kommer bygen, sejler skibene, begynder menneskene at støje. Et eller andet sker. Men i et fastholdt øjeblik af smertelig lykke spejler sejlskibenes rigge og havnefrontens huse sig i vandet under en himmel, som både er en del af den stilfærdige skønhed og en foruroligelse, et varsel om forandring.

Og snart skulle de indfinde sig på vores histories scene disse foretagsomme, der efterhånden som det nye århundrede blev vort, satte forandringens idé over traditionens. Gruppen af  beslutningstagere omfattede i stigende omfang og efterhånden konstant det store partis folk. Så når viceborgmesteren Torben Hansen i avisen den 31. december 1999 udtaler, at det er synd, at byen vender ryggen til Gudenåen (han mener vest for den så pænt lyseblå bro, men det er nu øst for, det sker), må man replicere, at det netop er resultatet af en udvikling, igangsat og vedligeholdt af denne gruppe, som han selv tilhører, aktuelt og derfor også historisk.

Byens gamle, smukke provinsprægede havnefront fra Rohdes billede, en daglig berigelse for indbyggerne, en turistattraktion af de ægte, havde den eksisteret i dag, forsvandt som en del af de store saneringer, som besluttedes i 30’ernes sidste par år, standsedes af krigstiden, forfaldt, fordi det jo nu ikke ‘kunne betale sig’ at vedligeholde længere. Husene i hele det ramte område var ikke til at redde, da saneringsarbejdet blev taget op i 60’erne. Nogle få år senere introduceredes bevarende sanering hos os. I tide for Schousgadekvarteret, men altså for sent for havnekvarterets vedkommende. Med rutebilstationen, som fik det meste af pladsen, lagdes et ingenmandsland mellem byen centrum og åen, som her var gjort til lukket havnebassin allerede i 30’erne. Nu kunne man så uden problemer bruge Havnegade og Tørvebryggen som voldsomt udvidede trafikårer. Byen ikke alene vendte ryggen til åen. Den havde i omfattende grad afskåret sig fra den.

Eventuelle frustrerede iagttagere formåede ikke at komme med indvendinger. Heller ikke, da beslutningstagerne et årti senere lukkede Søndergade ved broen. Ikke alene for indkørsel, men også for indgang og især for det vigtige kig ind i byens krop, som her var den arkitektoniske oplevelse. Plantede træer og buske i brutale kummer netop der, hvor den gamle by til da smukkest i landet åbnede sig for den, der kom over broen, og viste sit fornemt tragtformede hovedstrøg.

Man kan se det så tydeligt i rapporten Om Midtbyen fra 1995 udgivet af Randers Kommune, Teknisk Forvaltning. På side 5 er der et fint billede, som viser hvordan denne åbning af Søndergade ville se ud. Hvordan for eksempel den prægnante rundede gavl på SCS Huset henter sit motiv længere inde i den rundede gavl på 1800-talshuset ved indkørslen til den nu ellers ødelagte Østergrave.

Rapporten var resultatet af tre erhvervspolitiske konferencer som cityforeningen og handelsstandsforeningen tog initiativ til i 1993. Så det har været i Torben Hansens aktive periode som topbeslutningstager. Konferencerne resulterede i to rapporter og en del trykt materiale. Byens forbindelse med vandet, med åen, var overalt det centrale motiv. I begge rapporter tryktes et konkret forslag til en ny havnefront mod sydøst ved etablering af en ekstra bro til aflastning af Havnegade og ved genåbning af Gudenåens løb nord om pieren. I den her nævnte rapport hedder det:

Bymidtekomiteen finder, at tankerne om en ekstra bro over den inderste del af havneløbet er meget spændende…den vil kunne genskabe den uhyre vigtige kontakt mellem byen og vandet…Det er imidlertid helt afgørende, at det ikke bliver ved den gode idé, men at tanken bliver fulgt til dørs. Bymidtekomiteen vil foreslå, at de praktiske, trafikale og økonomiske konsekvenser af et sådant projekt bliver omhyggeligt undersøgt nu – ikke med henblik på at bygge broen straks – men for at afgøre, om det er en plan, man seriøst kan arbejde mod at realisere i fremtiden, fx om 10 år. I så fald skal der tages forberedende skridt i planerne for midtbyen allerede i dag. Er planen derimod helt uigennemførlig eller urimelig dyr, er det bedre at få tanken aflivet straks.

Man kunne spørge Torben Hansen, om han efter en sådan omhyggelig undersøgelse har været med til at aflive planen, og med det alle dens elementer? Også det åbnede løb og en genskabt havnefront? De igangværende arbejder på rutebilstationen tyder på det.

Så jeg er bange for det forholder sig sådan. At det eneste resultat af disse konferencer, disse mange undermøder, disse to rapporter, er en uværdig, kunstig nisseby en sjettedel af året på det fornemme Rådhustorv. Det forslag står på side 14 og 15 i den første rapport Vision Randers Midtby – År 2002 udgivet af Bykomitéen 1994. Denne tivolisering understreger, hvad der ofte ligger i ordet “udnytte”. Som måden Storegade udnyttes på ved en tilsvarende kunstig koncentration af værtshuslivet i netop den gade.

Når Torben Hansen foreslår, at man skal udnytte den vidunderlige å mod vest, mod Fladbro til turisme og friluftsliv organiseret af økonomiske interesser, frygter jeg en lignende tivolisering af det – derom er vi enige – enestående smukke naturområde, som byen faktisk på engens afstand åbner sig mod. Herfra ser man den allermest karakterfuld med de røde tage stigende op ad morænebakken mod nord. Tænk det dejlige sted, åen, stien på diget, kolonihavene, engen ned fra Hornbæk, kigget til den gamle landsbydel om kirken som ét meget stort “kom fisken i dammen og fang den”. Som én kunstig legeplads for små og store børn.

Det er jo så fint som det er, skal blot fortsat passes med lidt trærydning og den slags, så vil det forblive et enestående landskab. Som byen ved kigget fra de mange vinduer og gadeåbninger den modsatte vej så kærligt åbner sig mod.

1917 / Antikvarisk fotograf

Jeg græder naturligvis med Hans Ørsted. Han skriver i Amtsavisen den 4. januar 1999 om over rotationspressen, som nu som den sidste af sin slags er stoppet her i byen og solgt til Mexico. Både over maskinens sindrige skønhed, som forsvinder, og over, at ingen trykkere, sættere og måske snart heller ingen journalister flokkes i dens hus i Nørregade. Det er jo rigtigt, når han skriver, at selv smukke huse ingen betydning og værdi har uden mennesker.

Nogen gange kan vi dog, hvis vi vil, få chancen for at undgå tabet af en sådan levende kultur. En sådan chance har vi nu, hvor en arbejdsgruppe skal lave helt nye planer (Amtsavisen 23. december, Randerssektionen side 5). Jeg vil forslå ar­bejdsgruppen at placere den moderne smarte terminal, så vi kunne lade Østergravekvarteret genopstå, hvor det var i år­hundreder før Rutebilstationens små fire årtier. Genopstå som boligkvarter i en vedtaget byplan, for at se, om bygherrer ikke ville være med på tanken. Det lykkedes jo efter en række år med Mejerigrunden. Her stod biler parkeret en række år. Nu bor der mennesker i huse.

I museets inderste krog af udstillingen hænger i glas og ramme 250 fotografier af Randershuse. Alle optaget de samme to i begyndelsen af oktober 1917. Fotografen er den kendte kultur­historiske forfatter og mu­seumsmand Hugo Matthiessen.

Man kan stille sig foran de gamle optagelser på museet og følge fotografen de to 1917-dage. Følge hans tur gennem Øster­gavekvarteret og bemærke, at han har undgået at få folk med, det er husene, det gælder. Fordi arkæologer, kunsthistorikere og arkitekter jo som bekendt ser mennesket gennem tingen gennem huset, billedet, facaden. På enkelte er der dog folk disse tidlige morgener. Han går ad Trang­stræde, helt ude ved Øster­grave vender Hugo Matthi­es­sen sig om, kigger den modsatte vej gennem Trang­stræde og nyder den smukke kurve, som får husrækken til nænsomt at forsvinde for øjet. Der sidder børn på trap­petrinnet i solen og kigger på mælkemandens he­stevogn. De kender den hest.

De to kvinder på trappestenen tror måske fotograferingen gælder dem. Matthiessen er gået ind i skyggen ved Trangstræde­hjørnet for at få en optagelse af Østergraves krumning i retning af Søndergade. På gadeskiltet overfor står Skibs­gade. Den fører ned til havnen.

På sandstenspladen over kvin­derne har Johan Rohde læst for os hvad der stod: Peter Fabich Fischer. Dorothea Ovesen Fischer. Og så årstallet 1802. Det tror vi gerne er opførel­sesåret for huset. Stram og fin nyklassicisme som tøjhusbyg­ningerne, der opførtes samme år.

I 1917 var det jernstøber Marius Jensen som ejede huset og med sin familie gik ind og ud ad den klassiske dør. Også en skøn­hed, som Hugo Matthiessens har set som umistelig. Fordi en menneskelig skønhedssans havde formet dens kurvehanke og kanelleringer.

Jeg har tidligere været med til at foreslå, at vi burde genop­føre Østergravekvarteret som boligkvarter. For nogle år siden tog Cityforeningen og Randers Handelsstandsforening initiativ til en række debatmøder om midtbyens fremtid. Arbej­det mundede ud i to rapporter Vision Randers midtby – år 2002, ved Bykomi­téen, 1994. Og Om bymidten, udgivet af Teknisk forvaltning og redigeret af Niels Thorsted og John Traasdahl Møller i 1995. I begge findes en vigtig vignet, som Traasdahl Møller tegnede for at illustrere et genfundet Østergravekvar­ters forbindelse med åen og havnen (henholdsvis side 8 og side 17). Ifølge billed­teksterne handler det om nye broer, men øjet fanger med det samme den nye Østergraves gamle voldgravs­bue. Byens nederste venstre hjertekammer nytransplanteret. I bykomi­téens rapport skrev vi:  ”I stedet burde vi tænke på at fjerne den grimme rutebil­sta­tion, for i stedet at lave en lille hyggelig en bag Kultur­huset og eller sende såvel busserne som bybusserne til en række hol­depladser i byen, for eksempel i et cirkelslag omkring den indre by. Hver linje behøver da ikke egen bås. Terminalen burde vel være ved Bane­gården.” Side 25, og videre side 5: ”Da rutebilstationen omkring 1960 fik sin nuværende placering, var dette – typisk for den tids byplanlægning – et groft indgreb i Randers’ middelalderlige bystruktur. Betragter man et historisk bykort over Randers, vil man se, hvordan Søndergade/Storegade sammen med de to ”grave”, Vestergrave og Østergrave tegner en fin topografisk og kulturhistorisk be­tinget bystruktur. Ved rutebilstationens flytning sprængtes hele den del af bystrukturen, der udgjordes af Østergravekvar­teret ud af byens plan. Med en omlægning af rutebilstationen vil det være naturligt at tilstræbe en reparation af fortidens synder.

Det nyeste inden for styring af busdrift (skrev vi der i 1994) – på basis af moderne digitale styringssystemer – muliggør kompakte busterminaler, hvor bussernes opholdstid er stærkt minimeret.”  Det vil ”…frigive et meget værdifuldt midtby-areal, som åbner mulighed for at genskabe den historiske bystruktur..”

Endelig side 6: ”Så kunne vi efterhånden reetablere Østergrave­kvarteret med små beboelseshuse. Kopiere hvad der var, i hvert fald gadelin­jerne, hushøjderne og -typerne. I gadelinjerne ligger en meget vigtig del af byens sjæl bevaret. Som Chatwinske sanglin­jer så at sige. Måden hvorpå husene under min vandring i gaderne for­svinder for mit blik i voldgadens krumning rummer den skønhed, som hører blandt de umistelige i gamle byer. Det er den skøn­hed, som holder os i live.”

Havde rotationspresse, avistrykning og journalistik en chance her i byen, ville jeg, om jeg havde evner til det, slås for chancen. Lige nu ser jeg kun journalistik, læserbrevs- og kronikskriveri som en spinkel mulighed for fortsat aviskultur. Men Østergrave derimod har fået en regulær ny chance. Nu kan der lægges planer for kvarteret og om nogle år måske bygges huse og laves haver og gårde til mennesker midt i byen. Hvor de, bortset fra 40 år, altid har boet.

Foto:

 

Mette Lunden_gelænder_posthuset_PICT1855

 

1925 / Posthus

Det er vemodet, som griber mig, når jeg læser, at Post Danmark er ved opgive posthuset i Klostergade. Hvad sker der nu med den ærværdige bygning fra dengang kommunikation var et statsligt anliggende præget af pligt og alvor, ikke et kommercielt fore­tagende styret af kalkule og pjank i butikken. Dengang skulle det være trygt at betro sin meddelelse til bygningen, i dag skal det være sjovt at købe en serviceydelse. Det oldtidige tempelpræg er allerede i det indre erstattet af det nutidige Fætter BR-agtige legeværelse.

Nu går den så ikke længere. Huset er opgivet og erstattes af et nyt, hvis arkitektur eller mangel på samme vi nu venter frygtsomt på. Og hvor mon det bliver? Hvad skal væltes af finhed for tivolikulturens rationalitet?

Heldigvis i første omgang ikke det ædle, ikke særligt gamle hus selv. Men vemodet er der og det understreges af min bekymring. Hvad finder man på? Det er en parallelhistorie til Tøjhusets. To huse i tynde, gule Flensborgsten, to statslige indsatser i bygningsæstetikken, to klassicismer med godt hundrede års mellemrum. 1805 og 1925. Begge strenge svar på en frivol perio­de. Tøjhuset svarer den yndige, pudrede rokoko, posthuset den leende, pynteglade historicisme.

Mens vi venter på afgørelsen af tøjhusets skæbne kan vi jo repetere posthusets historie og med den i tankerne bede beslutningstagerne overveje, om et hus ikke også for dem er mere end en praktisk ramme om bestemte aktiviteter.

Det var i årene efter 1. verdenskrig, at denne nye arkitek­tur for alvor brød igennem. Det begyndte med Carl Petersens Fåborg Museum, som siden 1917 stilfærdigt ved en diskret bue tilbagetrukket i gadebil­ledet alligevel har skudt sin hoveddør frem og budt ind til en række klassiske rumople­velser ef enestående kvalitet. I Randers fik vi et andet af retningens hovedværker, da staten mellem 1923 og 1925 opførte den nye statsskole, som Hack Kampmann havde tegnet, men desvær­re ikke nåede at se opført. Det blev sønnen Christian Kampmann, som gennemførte byggeriet af dette på en gang storslåede og stil­færdige hus, som fører sin tankegang om indadvendthed og koncentration via middelalderens klostre tilbage til den romerske villa.

Det er i denne gruppe af rolige huse, stolte over deres erkendte slægtskab med en tradition på et par årtusinde vi finder Post- og Telegrafbygningen i Randers fra 1925. (For at få plads til det nye hus, væltede man byens største renæssan­cegård. Godt, at det i det mindste blev lige så smukt). Arki­tek­terne var Hack Kampmanns anden søn, Hans Jørgen Kampmann og den mangeårige medarbejder på tegnestuen, C. Harild.

Her var noget at se på, en vældig huskrop, som ikke larmede, men i skala og enkle, virtuose detaljer passede sine mange kvadratmetre ind i en købstads dagligdag, Årenes prakti­ske forlangender er imidlertid ved hurtige løsninger gået hårdt ud over bygningen. Kvistene er bestemt ikke heldige, men den enkle gavl mod Nørregade har det nye postskilt ikke helt ødelagt og den vidunderlige vinduesrytme mod Klostergade er uantastet. Post­budene skal dette sidste år nyde deres cykelpar­kering i det dejlige hvælvede portrum. En af byens upåagtede herligheder.

Posthuset fik nyklassicistiske slægtninge lige i nær­heden. I 1928 stod Randersarkitekten Jens Peter Hjersings dejlige buede arkade ved Rosengade parat til at modtage byens rådhus, som flyttedes hen til den to år senere. Dette lille under af et stykke arkitektur fører forbindelsen til Fåborgmu­seets facade igennem. Også her findes ”den loyalitet over for gadebilledet, som gamle købstadhuse altid demonstrerer – men også den værdige selvfølelse, der hører de bedre borgerhuse og de offentlige bygninger til. De destingverer sig, men praler ikke” (Hans Erling Langkilde). Hjersings hovedværk, Hotel Randers fra 1929 slutter denne fine gruppe Randers-nyklassik, som posthuset tilhører. Bare nu de, som skal afgøre dets skæbne, har blik for dets umistelige værdier og hjerte under den planlæggende forstand.

Urolig er jeg hele tiden. Også når jeg læser om det nye sundhedscenter ved rutebilstationen og til min fortviv­lelse forstår, at det gamle Østergravekvarters smukke, logiske vold­gadestruktur ikke står til at redde. Det var ellers vort slægtled, som kunne gøre det ved at flytte og radikalt moderni­sere buscenterfunktionen. Ud på Østervold for eksempel som det har været foreslået. Og så planlægge og bygge en ny Østergrave med stræder til havnefron­ten og forbindelsesgader til Brødrega­de. Et kvarter med små beboelseshuse, svarende til en gammel købstads stil. Og mange flere af indbyggerne skal jo bo i byens midte. Det er da for længst indset. Men på dette vitale sted er det altså for sent at reetablere. Og det er trist sådan et par år før, en ny klassicisme i småbykulturen slår igennem omkring et århund­redskifte.

1945 / Billedet som anledning

Det første billede er på en måde slet ikke med i Johan Christensens film. Det består af bare 44 enkeltbilleder og varer altså mindre end tre sekunder. Det var først, da vi så grundigt efter  i klippebordet, det blev så tydeligt og vigtigt for os, at vi valgte at fryse det.[12]  Og senere bestemte vi så, at det skulle være plakatbillede til vores nye film.

Det er billedets autenticitet, som gør det tydeligt og vigtigt. Det dækker i ét sug en central forestilling i mig om krigen. Det er så vigtigt med den krøllede trench-coat, vigtigere end gasgeneratorbilen i billedets baggrund. Den frakke er meget mer autentisk tid. Den er så krøllet og så levende skævt lukket med stroppen forneden, som Bjørnbak har måtte bukke sig for hastigt at knappe, da han skulle ud af døren. Jeg ved fra interviewet, at han den nat sov på Bækgaards hemmelige adresse hos jordemodere, Gerda Milo i rådhusstræde. Vel på en diva. Måske med frakken over sig. I hvert fald i det tøj, som han måtte have på næste dag, som var den 5. maj.

Som han undrende og beskedent sagde, da han fyrre år senere genkendte sig selv på den lille billedskærm: ”Det er nede i Torvegade, er det ikke…og jeg tror, jeg er på vej til møde ovre på Hotel Randers.” Ja, Bjørnbak, det er nede i Torvegade ud for hotellet. Og du skal selvfølgelig til møde

Katalog

Johan Christensen: Da Freden Kom Til Randers, 1945. Filmreportage.16 mm, stum. KHM.

Hasse Neldeberg Jørgensen og Allan Berg Nielsen: Da freden kom, 1985. Dokumentarfilm. 16 mm. 34 min. Cineast Film, Ribe. KHM j. nr.: 234/84. (Under det journalnummer findes også lydbåndene med de uforkortede samtaler med Bjørn Bjørnbak og med filmens øvrige medvirkende)

1948 / Kirkens arkitekter

1800-tallet havde budt på den store istandsættelse af Sct. Mortens Kirke i 1826-28, hvor koret blev gjort lavere og så en tilbygning på nordsiden af koret få år senere, det nuværende sakristi. Bygmestrene er glemt. Men så flyttede Frits Uldall til byen, og han blev betroet en omfatten­de indvendig renovering omkring 1870, hvor en mængde inventar fjernedes og Laurits Jensen Essenbæks mange træskærerarbejder fra 1600-tallet fik deres nuværende brune udseende og deres fine, farverige staffering forsvandt. Frits Uldall begik den hov­modige hand­ling, fjernede det han ikke kunne lide, omdannede resten til, hvad han mente var rigtigt, og ramtes af nemesis. Bare otte årtier senere tilbagefør­te Einar Packness så godt det var gørligt kirken til tiden før Uldall. Prædikestolen flyttedes tilbage og de historicistiske kalkmalerier hvidtedes over. Han flyttede alteret frem i koret, frem i lyset. Han ryddede op og førte rummet ind i den funktio­nelle, rensede tid, hvor en Jais Nielsen døbefont (1951) og en række Vibeke Klint tekstiler (1996) kan finde sig til rette. Allerede 2004 kom Per Kirkebys fremstilling i altermaleriet til, Getsemane. Som havde det altid været der. Kirkens nuværende arkitekt Ebbe Marxen har med intuition og venlig autoritet administreret de store restaureringer og de mindre ændringer og tilføjelser i snart et halvt århundrede. I disse dage er han begyndt at tegne på sit andet forslag til et nyt sakristi. Så har menighedsrådet to at vælge imellem.

 

mette-lunden-pumpehus-over-for-fladbrostien_pict2243-kopi

Pumpehus i Vorup enge set fra stien mod Fladbro

Omkring 1950 / Pumpehus

Jeg har elsket dem et kvart århundrede. Siden jeg så dem første gang. De er min egns markører, mere Randers end det meste andet, som kunne komme i tanken, når den sammenfatter stedet, jeg lever.

Jeg ved ikke, hvor mange, der er. En hel gruppe i hvert fald. Små røde prikker i den vældige flade af grønt og gult land. Allerede når man nærmer sig det, som står på diget neden for Tjærby, ser man den særlige kvalitet ved et sådant hus.

Accentueret af digets linje, på baggrund af dalskrænten mod syd og dækket af himlen står det i sin fine forskydning af de to bygninger, det er sammensat af. Alt er tegnet og beregnet. Ikke køligt, men kærligt. Tagenes hældning, hushøjdernes forskellighed, tagudhængets slutning lige før en centimeter for meget. Proportionerne over den almindelige bondehushøjde giver bygningen dens ranke værdighed, fraværet af enhver pynt låner den klarhed.

Så derfor findes det og dets slægtninge deres tilsyneladende upåagtethed til trods vel værdige til behandling i det nye kommuneatlas’ katalog over byens og egnens arkitektur, værd at passe på. Jeg synes det er rigtigt, de er vigtige, disse røde prikker i det grønne og gule og blå og hvide ålandskab med engene, som de er med til at fastholde som dyrkede marker.

Jeg bekymres imidlertid over husenes manglende vedligeholdelse. De, der har dem som ansvar, kan tydeligt nok ikke lide dem, regner dem lavt. Ser dem ikke som værdig arkitektur, som kulturminde, som emotionelle smertepunkter. Skader udbedres ikke, eller det sker sent og hver gang nødtørftigt og forkert. De mangler rensning for hærværk, indbyder til ny. Da de er bygningsmæssigt minimal arkitektur med ganske få vigtige elementer, skal der kun én uforstandig eller hensynsløs ændring til, og huset er tabt som monument. Tagudhænget, de røde sten, den grønne maling, bliktagene, de fasetterede bjælkeender, de særlige døre og vinduesåbninger. Hvert enkeltdel er afgørende, har man først øje for sådan et lille hus.

Alligevel tror jeg, hvert hus har sin, eller vel rettere sine, elskere. Det ligger der så lokkende, når man er ude på turen. Tilbyder at være det punkt, man går til. Mit ligger ved Dronningborg Eng ved lystbådehavnen. Det er kun en enkelt bygning. Når jeg besøger det, bliver jeg flov. Som den, der holder af det, burde jeg forsvare det. Nogle tagsten skal skiftes, et par gitre og en dør fornys. Vindskederne males, soklen repareres en smule, fugerne i murværket gås efter, Graffittien fjernes.

Men dets skønhed lyser igennem. Det står der på diget i den blege vintersol, elegant, næsten koket bygget ud på digets inderside, så skrånende og lodrette linjer rammer hinanden i et lille spil af vinkler. Dets krop og proportioner er gedigne, men mindre kan arkitektur ikke blive. Det er den fineste pointe.

For mig er det ikke det vigtige ved pumpehusene, at de er bygningsmæssige vidner om en periode med et optimistisk landbrug, som gjorde hede, eng og overdrev til dyrkningsarealer. Det er de også. Altså i række med transformatortårne, frysehuse, missionshuse, forsamlingshuse. Og det er fint nok. Det peger mod bevaring af enkelte, typiske eksempler til kulturhistoriske omvisninger. Nej, for mig er de vitale dele af hjemegnens organisme. Tabet af dem ville være af æstetisk og emotionel art. Gudenådalen ville være berøvet en række accenter. Jeg ville være have mistet en del af mit hidtidige liv. Der ville kun være tilbage at græde.

 

Mette Lunden_ Døbefont_PICT2629

1951 / Døbefont

Jais Nielsens døbefont er fra 1951. Den blev bestilt efter provst Riisagers forslag og sat op i forbindelse med Einar Packness’ restaurering af kirkens indre. Det er mærkeligt med Jais Nielsen, han begynder i kubismen, ja, hører til dem, som i årene lige efter første verdenskrig går i brechen for denne moderne opfattelse af billedet. På Randers Kunstmuseum hænger et af hans malerier, som viser det. “Silhuetklipperen” fra 1918. Det blev købt til museet samme år, som kirken her fik døbefonten, han havde lavet.

Den er udført i keramik. I stentøj brændt ved 1300 grader. Rødt glasserede fliser – okseblodsglasur, kalder keramikerne det – fæstnet på en kubisk blok midt i koret, i læng­deaksen.

Der var sket det med Jais Nielsen, at han efter modernis­mens Montparnasse var blevet lokket mod de klassiske lande, Provence og Italien. Det blev den italienske renæssance og især Giotto som kom til at fylde hans tanke.[13] Og hjemme igen kom han i 1927 til 1935 til at arbejde med rumudsmykning i et katolsk hospital. Jais Nielsen skabte værkerne historiesøgen­de, i gammel italiensk stil. Den kristne motivverden var her givet, og den fik betydning resten af hans liv. Som vi ser også på døbefonten i Sct. Mortens Kirke. Men at missionere for kristen­dommen blev aldrig udgangspunktet. Det fremhævede Jens Birk i en kronik i Amtsavisen kort efter indvielsen med fyndordet: “al god kunst er religiøs – og al religiøs kunst er dårlig.”

Fonten var brændt på Den Kongelige Porcelænsfabrik, hvor Jais Nielsen holdt Thorvald Bindesbølls keramiske tradition i hævd sammen med Axel Salto. Maleren havde udviklet sig til keramiker i international format.[14] Så på en måde var det ver­den­skunst, man stillede op i kirken de aprildage 1951.

Dåbsbefalingen står på fliserne: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i …” Skrevet på latin med smukt modellerede versaler: SINITE PARVV­LOS / NOLITE EOS PROHIBERE AD ME / VENIRE TALIVM / ENIM REGNUM CAELORVM. Og billederne er der VED SIDEN AF. I fladt relief. Mod vest, ud mod skibet er det Jesus der vel­signer børnene, mod syd korsnedtagelsen / gravlæggelsen,  mod øst Johannes der døber Jesus og mod nord Jesus som bryder graven / står som verdens hersker.

1965 / Rutebilstation

Det minder både om renæssancebillederne af den ideelle by og om drømmemalernes fantasier og om Henning Larsens bankbygnings portdel, som nu så dejligt lukker gaderummet ned mod Christianskirken på Christianshavn. Det er også umiskendeligt sydeuropæisk, siestaens varmeflimrende stilhed står en i møde.

Det er en klassisk gade, den har set sådan ud siden oldtiden, siden Vesuvs aske begravede og gemte disse stenhuse, som så tydeligt adskiller det fælles fra det egne, det offentlige fra det private. Der skulle ikke så meget til. Mod gaden ingen eller kun små vinduer og en lukket dør, blot i et hul i væggens sandstensflade, var det et beboelseshus. Ikke mere. Søjlegange og arkader, var det varehuse eller templer. Rum for samvær i skyggen.

Det her er den nye rutebilstation i Córdoba, tegnet af César Portela Jardón. Den har fået den spanske nationale arkitekturpris 1999. Man behøver blot at se dette billede fra en annonce i El Pais for at forstå og acceptere den. Nu er opgøret med modernismen tilendebragt, og retningens basale indhold bevaret som dette århundredes bidrag til bygningskunsten. Blot de kubistiske lysskilte, som stikker ud fra muren. De er tegnet i 90-erne, de kunne være tegnet i 20-erne. Der er et sug af Bauhaus, af Berlin og Moskva, disse ansvarlige og opfindsomme år før sammenbrudene.

Men gaderummet er oldtid og al tid lige siden. Egentlig klassik. Hvad er det, det åbner mod i baggrunden? En lille gårdhave, minsandten. Ellers sten på sten, flise ved flise. Pynten indskrænket til tynde lister i samme materiale. Og elementernes variation: et par døre placeret udenpå, resten indeni bygningen til højre. Midterpartiet stilfærdigt markeret: her kan du købe El Pais og sidde med din stærke kaffe og din vand.

Det er naturligvis dels Jardóns dannelse og dels hans omhyggelige studium af stedets kvaliteter, som gør det. Rejste man til Córdoba ville man finde belæg i alle detaljer for det, billedet her lover. Byen har fået en rutebilstation, som er i dyb samklang med byens æstetik og historie. Med dens tradition og dens dagligdag. Dens vaner og excesser, måske. Det kan selvfølgelig alene som moral og metode overføres til vores by. Men de elementer kan imidlertid overføres. Er måske allerede til stede hos dem, som nu renoverer vores rutebilstation.

Deres studium af genius loci må på den måde have mødt modernismen i dens lokale 60-er udgave. Sådan er Randers dette særlige sted. En kombination af konstruktiv fladebehandling, praktisk sans og økonomiserende løsninger. En ideologi i bygninger tæt på tænkemåden i byens ledelse. Rutebilstationen og det modernistiske Dytmærsken har disse kvaliteter. Det vil, nu de huse bevares, være frustrerende, hvis de kvaliteter fornægtes, skjules og dementeres på samme måde, som da Kvikly og Føtex for nogle år siden blev så sært lagkagepyntede.

Nej, opgaven kræver en ærlighed som for et andet eksempel den, der byggede den fine lille rutebilstation ind i den fine lille by Løgumkloster. Sådan var og er der stedets ånd. Her hos os er den anderledes rationel: modernismen, som sejrede. Vis os så ved århundredets slutning dens vigtigste og smukkeste træk! Sandhed og skønhed er det samme, skrev Keats.

Placeringen af vores rutebilstation var, er – og forbliver altså – et fejlgreb. Men nu bliver den så alligevel liggende og vil i al fremtid dække en fjerdedel af den ældste bys struktur, som ellers var bevaret til midten af dette århundrede. Dække de små varierede skalaforhold med større og mere regelmæssige enheder. Det har ved den nye ombygning så været den nye, modernistiske arkitekturtankes forpligtelse at gennemtænke, gennemtegne, gennemindrette hele arealet fra den mindste åbning i muren til hvert enkelt bygningselements logiske indpasning i forhold til de andre elementer – også det nye lægehus, det andet fejlgreb – og i forhold til omgivelserne i øvrigt. Alt sammen med udgangspunkt i den nu bevarede oprindelige rutebilstations idé. Stedets 60’er-ånd. Så vi, der færdes der de mange timer, det store anlæg er ude af brug, får en kontemplativ mulighed som den, folk nu har i den spanske by. En doven søndag eftermiddag i Randers, en stille, intens siesta i Córdoba. Fyldt med skønhed og eftertanke.

 

Mette Lunden  Viadukt - 800x600

1967 /  Viadukt

Det er så godt når tingene passer sammen. Går man ind i Tøjhushavekvarteret under viadukten, som fører Rosenørnsgade over Niels Ebbesensgades begyndelse, møder blikket årstallet i bronze på beton: 1967.

Nogle uger efter seneste store istandsættelsen af viadukten, i 2003 må det have været, sad årstallet på den anden side også alene uden forstyrrelse rent på den nøgne betonflade. Et længe manglende tal var blev blevet erstattet af et i samme materiale, som en selvfølge i samme skriftsnit, en grafik som taler om sin tids, viaduktens tid, som bygværkets stil i det hele taget taler om senmodernismens nøgternt strenge æstetik – taler med rolig  værdighed – viadukten er jo også en port, her faktisk en byport, den mest direkte og logiske forbindelse mellem bymidten over Jens Otto Krags Plads og dette selvbevidste kvarter, Tøjhushavekvarteret.

Men vejvæsnet er vist ligeglad med den slags. Det anbringer sit højdeskilt klods op ad det så smukt anbragte årstal. Andre væsner maler deres meddelelser og nervøse usikkerhed i grelle farver på de rene betonflader, som (aldrig ofte nok) må males med en værdig grå farve, som nænsomt dækker den langt smukkere oprindelige, men vandaliserede rå betons helt særlige struktur, som er sådan en skrøbelig skønhed.

1969 /  Kulturhus

”Betonbygningen…signalerer ikke, at den er et kulturhus. Det gør den altså ikke.” (Randers Amtsavis 6. oktober 1999) Citatet tilhører Bodil Have, som nu er stadsbibliotekar her i byen. Hun taler om Kulturhuset, som hun hårdt presset af Jonna Skov fra avisen skal erklære er grimt. Nu er signaler jo af  flere slags. Og kulturhusopfattelser også. Dertil kommer tiden, de sendes indenfor, disse signaler. Dette sidste er Jonna Skov opmærksom på: ”…bygningen er typisk for den tids arkitektur.” Man mærker underteksten: godt den tid er overstået. Og så går interviewet videre. Det er stort set i forbifarten slået fast, at der er tale om en grim bunker, uegnet til sit formål, men karakteristisk for arkitekturen i en periode, som man lige har forladt, som man derfor reagerer imod. Den sene modernisme omkring 1968. Det kan ikke være værre. Modernisme, 68’er. Det er journalistens fermhed, som afstedkommer det. Det var vist egentlig ikke, hvad stadsbibliotekaren ville sige. Måske ikke engang, hvad hun egentlig mener. Det kan imidlertid så give en anden en anledning til at byde hende velkommen med en kærlighedserklæring til det samme hus. Som hun nu arbejder i.

Midt i 60’erne kom der en betænkning om kulturhuse. Det var dengang Kulturministeriet var nyt, det var i Bodil Kochs ministertid. Tanken var, at man i by for by kunne samle de offentlige, kulturelle institutioner, mødelokaler og samlinger, i én samlende og centralt placeret bygning. Det var før, man var blevet sikker på, at én plus én er mere end to. Men man havde det på fornemmelsen. Kulturhustanken var oprindelig tænkt af den bemærkelsesværdige kulturminister i de Gaulles regering, André Malraux. Her i Danmark sivede de ind i denne kulturhusbetænkning. Den var ganske tynd af omfang, men klar. Den fik ikke megen virkning, man opgav den, da man kom til økonomien, og forslagene til fordeling af udgifterne mellem staten og byerne, kommunerne. Så der blev ikke bygget mange af de huse i den ånd. Men det her i Randers blev opført kort efter. Og jeg kan ikke overse sammenhængen. Bibliotek, museer, arkiv, mødelokaler samlet. Byorkesteret øvede dengang her. Man manglede, så vidt jeg kan regne efter, kun en teatersal og en biograf. Den store sal blev inspireret mere af forsamlingshuslokalet end af auditoriet, ser det ud til.

Til mig signalerer kulturhusfacaden i dag, når jeg kigger på den i sidelys som på fotografiet, en på én gang hundredårig og totusindårig historie. Det passer da smukt til et kulturhus. Forrest ud mod Østervold forhuset, der blev bygget som teknisk skole i 1891. Arkitekten var Jens Peter Jensen-Wærum, som man jo ikke kan komme uden om her i byen. Her er han igen. Det er vel nyrenæssance. Så det er italiensk 1400-tal og med den det oldtidige græske tempel, som associationen rammer. ’Museion’ tænker man, og det er i dag da ikke helt galt, en række, i hvert fald, af muserne samlet. Det er en pynteglad tid, kan man hævde. Husets klassiske detaljer ligger tilsyneladende noget udvendigt og påført. I for rigelig mængde, måske.

Det rådes der så bod på en generation senere af den strenge, lige så flittige arkitekt Jens Peter Hjersing. Han tegner sidefløjene med facader mod Fischersgade og Stemannsgade. Han gør det diskret og renset og med forståelse for de grundlæggende træk i forhuset. De vandrette bånd føres smukt igennem. Alle rytmer overholdes. Der er kommet en ny klassicisme til, som mærker både renæssance og oldtid. Men ikke som dekoration, alene som konstruktion.

I 1969 er så det omtalte betonhus føjet til. Tilsyneladende uden forbindelse med de to første. Men det er kun tilsyneladende. Arkitekten er Flemming Lassen. Atter en generation yngre. Han lægger naturligvis sin tids optagetheder til. Han er modernist. Hjersing blev det i sine modne år. Hans Handelsbank på hjørnet af Torvegade og Rådhusstræde er tydelig i slægt med Lassens indgangsparti til Kulturhuset. Det er konstruktivisme, en fladebehandling som Mondrians.

Men lige efter begynder søjlerækken, som så elegant hele vejen rundt bærer den smukke kube, som kun det misforståede tagudhæng og den selvhævdende lysskulptur i dag alvorligt forstyrrer med deres nyhistoricistiske fortællen nye påklistrede historier.

Søjlerække? Ja det er. Det er oldtid. Og der er meget mere klassicisme at finde i Lassens moderne hus. Der er den strenge metrik, der er målene, som får mig til at tænke på den romerske fod. Men der er først og fremmest husets forbilledlige hovedkonstruktion. Forbilledet er det romerske peristylhus med indvendige søjlegange forbindende alle rum, åbnende sig mod gårde. Her to som var det en stor oldtidig villa.

Men det er også et romersk byhus fra Ostria, eller fra Pompeji. Det vender ryggen mod gaden, mod støjen og uroen og åbner sig mod de indre rum. Mod stilheden. Mod fordybelsen. Mod eftertanken. Som de middelalderlige byklostre, der først introducerede denne hustype her i vores by. Det var den tids opfattelse af kultur. Det var også Malraux’s og Kochs og Lassens ser det ud til.

Senere har ideen om kulturformidling ændret sig fra folkeoplysning til vareudbud. Det er rigtigt, det er en anden tid nu. Og det er den virkelighed Bodil Have nu står midt i og i interviewet giver interessante bud på, hvordan hun vil tackle.

Men huset er da forberedt på det. Det har taget skridtet mod dette århundredes, dette årtusindes slutning. Til den tidligere kulturopfattelse kunne klosterets ro passe. Derfor denne tyste gård med bænke til at sidde på og læse digte i solen med vandets lyd i øret. Det var dengang. I dag er det konsum. Til det svarer varehus som bygning.

Og næste arkitektgeneration, Jørgen Hjersing, sønnen af den ene af de oprindelige bygmestre, har så tegnet konsekvensen: atriet er blevet et elegant overdækket butikstorv. Det er da en konsekvens, som er historie. Og det er gjort så nænsomt, så respektfuldt af en mand, som har kunnet læse husets signaler. Således de tilbagetrukne søjler, den diskrete bærende konstruktion, den geniale trappe, som kunne forbinde etagerne, fandt man på at låse dørene op. Hjersings beherskede greb forstærker de oprindelige, som er brugbare, og åbner for de nye, som en ny kulturformidling kræver. Jeg tror huset både kan det og holder til det. Signalerer det uden at overgøre det.

1978 / Jens Otto Krag og det moderne

(Afsnittet indføjes senere)

1995 / Wayfarer, 8900 Randers

Randers i Verden. Der er også det generelle ved vores by. Bylivets internationale. Det blev sat i sind da Værket for nogle år siden pro­ducerede en ny Randersfilm på vores anti­kvariske materiale. Instruktøren satte byen i en sammenhæng af europæisk modernitet. Randersfilmen kom i hans værk i selskab med Firenze og Clairmont Ferrand.

I Torben Skjødts Firenze-film ‘Flaneur’ afbryder et pludseligt tordenvejr det musikalsk fremskridende forløb af musik, bylyd, Italo Calvino reflektion på mesmeri­serende engelsk, billed­overtoninger af bygninger, kunstværker og mennesker i stadig bevægelse, og billedet falder til ro på byens silhuet mod en mørk himmel. Et lyn flænger lodret. Tordenen ruller. Et sådant dramaturgisk højde­punkt er hvile for tanken i cita­tets skygge.

Henvisningen er til en klassiker i filmhistorien, doku­mentarfilmen ‘Berlin, Sinfonie einer Grosstadt’ fra 192X. Den blev lavet af Walter Ruttmann og Karl Freund, og den kom til at markere filmkun­stens frigørelse fra det bogligt litterære og det teatermæs­sigt dramatiske. En film kunne herefter bygges op på film­billedets egne betingel­ser. I klip­ningen kunne de enkelte optagelser hobes op i rytmiske forløb, som alene var bundet i deres billedmæssige muligheder, kompo­si­tion, stemning og bevægelse. Levende bille­der var det jo. Fortællingen blev så disse rytmiske serier af enkel­tindtryk. Filmen illustrerede ikke en fortælling, som i sprog lå før filmen. Film var ikke læn­gere nødvendigvis en handling med billeder, men som Theodor Christensen senere formulerede det ‘en handling af billeder’. Og vi må i den her sammenhæng føje til ‘og lyde’.

Dertil var ‘Berlin’ en demonstration af, at en dokumen­tar­film kunne hente sit stof i sin umiddelbare nærhed. I daglig­dagen. Den behøvede ikke som de oprindelige dokumentar­film optage sine billeder og lytte sig til sin beretning på fjerne ek­sotiske steder.

Endelig indsatte Ruttmanns og Freunds film en ny fast figur som skema for en films opbygning, en figur som siden er blevet brugt utallige gange. Mest kendt er Arne Sucksdorffs Stockholmfilm fra 1947 ‘Människor i Stad’.

Men der findes en lang række film af typen. Ja, filmsym­fonien, som den be­nævnes, blev efter ‘Berlin’ en særdeles benyttet form blandt unge instruktører. Dokumen­taris­mens første teore­tiker, in­struktøren John Grierson for­tæller, at af 50 manu­skripter, der i de år indsendtes af begyndende filmin­struk­tører var ’45 symfonier over Edinburgh eller Eccle­fechan eller Paris eller Prag. Morgendæmring – folk begynder arbejdet – fabrikkerne går i gang – sporvognene rasler – frokostpause og gaderne igen – sport, hvis det er lørdag eftermiddag – med sikkerhed aften og den lokale dan­serestaurant.’

Sådan kan der ironiseres over skemaet, det kan der over ethvert. Selv beskriver han dog selve Berlinfilmen loyalt sådan:

‘I jævnt glidende billeder, fint afpasset i tempoet, glider et tog gennem forstadsmorgenen ind i Berlin. Hjul, skinner, enkelt­heder ved lokomotivet, telegraftråde, land­skaber flyder forbi sammen med modsvarende symboler, der nu og da glider ud og ind i den almindelige rytme. Der følger nu en række satser, der ved deres totalvirkning på imponerende måde skaber historien om en dag i Berlin. Dagen begynder med en strøm af arbejdere, fabrikkerne går i gang, gaderne fyldes; storbyens formiddag bliver en tumult af fodgængere og sporvog­ne filtret ind i hinanden. Frokostpause: et forskelligartet pusterum, der illustrerer modsætningen mellem rig og fattig. Byen begynder at arbejde igen, og en regnbyge om eftermiddagen bliver en vigtig begivenhed. Byen holder fyraften og slutter sin dag i en endnu mere hektisk glidende strøm af værtshuse og cabaréer og dansen­de ben og lysreklamer.’ (Fra ‘Grierson on Documentary’, London 1946)

En filmisk symfoni er en meget rimelig betegnelse for genren, for som i den musikalske koncentrerer den sig om be­vægelse, og som noget yderligere karakteristisk klipper den billederne sammen i satser. Med hver deres tempo og stemning. Torben Skjødt benytter i ‘Flaneur’ alle disse klassiske ud­gangs­punkter.

Og det fortsætter han med i sin næste film over dette tema, ‘Way­farer’ fra 1993, som har antikvariske film fra Ran­ders som grund­materiale. Blandt dem Ove Sevels kortfilm ‘Ran­ders’ fra 1950, som også er bygget op som en bysymfoni, og altså henter sine forudsætninger i Berlinfilmen. Torben Skjødt er oprindelig film­histori­ker, og det har han et godt gemt, men særdeles aktivt for­hold til. Han bruger imidlertid det gamle skema med en vis di­stance: Nu laver jeg en bysymfoni, at I bare ved det – og jeg gør det – næsten som et enkelt sted i wie­nerklas­sikken – med disse program­musikalske over­skrifter: An­slag, Ankomst, Byen vågner, At vokse til, Intermezzo, Køb­stadens anatomi, Gæ­ste­bud, Byen vender hjem, Fritid, Epilog. Altså i princippet som hos Beethoven: Glade følelser vågner ved an­komsten, Scene ved bækken, Bøndernes lystige samvær, Uvejr og storm, Glade og taknemmelige følelser efter stormen. Og Torben Skjødt gør det ikke uden betydelig respekt for tradi­tio­nen. De gamle Randersop­tagelser frem­træder med stor værdighed i de nye scratch – videoomgivel­ser.

Dertil kommer Peter Seebergs tekst, som tilføjer et vigtigt lag af eftertanke – her over tidens og byens væsen. Helt svarende til Calvino – teksten i ‘Flaneur’. Så godt nok er ‘Wayfarer’ en symfonifilm, men det er en tidssvarende symfoni af stemmer fra hele den moderne periode.

Skjødt kombinerer nemlig dette klassisk dokumentari­ske og litterært filmes­sayistiske erfaringsgrundlag med speci­elt musikvideoens kalajdoskopi og rytme i eks­tremer. Skjødt er instruk­tøren bag en lang række rockvi­deoer. Og film­histori­keren ved godt, hvordan 90’erbilledet ser ud. Han var selv med til at etablere det i årtiet forud. Men det er så pragtfuldt, at han aldrig overgiver sig til det som manér. Glæden ved traditionens æstetik spiller med og føjer lag af forståelser til det, vi ser i første omgang. Også på den måde handler ‘Wayfarer’ om erindring.

Man spekulerer på, om der i filmens titel ligger en særlig litterær forståelse af wayfarerbegrebet svarende til de tanker, man får ved titlen ‘Flaneur’, som for mig først og fremmest er et Walter Benjamin – udtryk. Han har senest lagt betydninger i det: ‘Flanøren søger sit asyl i mængden. Mængden er det slør, hvorigennem flanøren ser den vante by vinke til sig som fantasmagori. Heri fremstår den snart som landskab, snart som stue’. (Fra ‘Paris, det 19. århundredes hoved­stad’ i Udvalgte Skrifter, Kbh. 1973)

‘Way­farer’ er tilsvarende både et meget gammelt engelsk ord for den rej­sende, den vejfarende, og et vig­tigt solbrille­mærke i tiden nu. At rejse, at se gennem et filter. Jeg op­fatter det sådan, at når den vej­farende når sit sted, byen, så er han flanør og har fla­nørens blik. Sådan hænger de to film nu sammen.

Og sådan blev Randersfilmen andendelen i Torben Skjød­ts dengang nye ­filmpro­jekt, en trilogi, som vil skildre den moderne byopfattelse. Pointen er, at den moderne tanke stadigvæk har gyldighed, også på den anden side opgøret med moder­nis­men. Første del har altså billedstof fra Firenze og Sienna og en tekst af Italo Calvino. Anden del bruger en dansk dig­ters ord til billeder fra en dansk provinsby, billeder fra århundredets begyndelse frem til 1950, den sidste del af moderne tid. Hele trilogien bygges op med musik af Anders Koppel.

Og den tredje film er nu på vej. Den hedder konsekvent nok ‘Dandy’, og har tekster af Charles Baudelaire som grund­lag. Den er optaget i en række europæiske byer, blandt andre Cler­mont – Ferrand og Reykjavik. Det parisiske blev på hundre­de år spredt til provins og udkant.

Derfor én ting mere. Såvel en flanør som en vej­farende og en dandy be­høver et sted for at være en eksistens. Det med stedet var også centralt for de tidlige dokumentarister. På det sted man var skulle historien hentes, og det skulle være stedets egent­lige historie, ‘dets drama af nætter og dage, af års­tidernes gang, med de kampe, der er nødvendige for at opret­holde livet eller for at leve i et samfund eller for at bygge stammens værdighed op.’ (Grierson) I takt med, at filme­ne op­fylder disse krav, lever instruk­tøren op til en sidste af den tradi­tionelle forlan­gen­der. I Torben Skjødts to film er stederne så foreløbig 50 125 Firenze og 8900 Randers.

1992 / Slutspillet

Det begyndte søndag, den 13. september 1992. Men der lå selv­følgelig mange begyndelser tidligere. Som livet har sine memento mori, bærer også histori­en om den borgerlige tid i Randers mange steder i forløbet anelsen om afslutningen i sig. For eksempel når den intellektuelle gruppe overtager købmænde­nes positioner, bestyrelserne professionaliseres og handels­firmaer­nes ledere kommer fra universitet og handelshøjskole, ikke via mesterlæren og firmaopdragelsen.

Hele den historie er indeholdt i fortællingen om den sidste famili­ekøbmandsgård i den gamle stil fra renæssancen, så at sige, familiefirmaet med oplandshandel og oplæring af egne medarbejdere, S. C. Sørensen. Med hjemsted hele sin knapt hundrede årige levetid på Randers Bys matrikel nr. 1. Lige efter broen.

Jens Peter Hjersings tegninger til den markante hjørnebygning med den afrundede gavl. Hvor er de blevet af? De er blevet så vigtige nu man gerne vil vide, hvordan den oprindelige idé virkelig var. Bygningen står på én gang som markør for det navnkundige købmandsfirma, der sluttede købmændenes æra i Randers, og som indbegrebet af moderne tid i købstadens arkitektur. Var købmændene fremmede for modernitet? Sammen med Buhl & Klithøjs noget mindre sigende, til det kedelige anonyme hus mod Havnegade sluttede det som købmandsdomicil i en yd­mygende tvangs­auktion. Alene arkitekturen har bevaret sin værdighed.

Katalog

Vor tids mand

Fotografisk portræt af Jens Carl Vestergaard. 80’ernes danske spekulations­geni tjente først en halv milliard til Grundfos, blev så headhunted til SCS i Randers, hvor han som chef for SCS Finans på samme måde tjente det samme til den sultne koncern. På en fejlslagen spekulation i lire påførte han S. C. Sørensen et tab på, mener man, halvanden milliard. I løbet af en enkelt septemberuge i 1992. (Til tænkt udstilling på museet)

1995 / Helenestræde

Bollerup Hansen er glad i avisen over det fine nye ’torv’ som nu har ødelagt den rå, gamle gade. Han kan ikke finde noget godt at skrve om den. Det må jeg så. For jeg husker skræderen, som jeg kiggede ind til, når jeg gik til og fra arbejdet på museet den tid jeg boede i det dejlige hus i Rosengade. Nummer 1 var det. Sådan har det været al byens tid, siden tidligt i middelalderen, tænkte jeg. Den snævre, nøje i et vimmelskaft definerede gade. Noget af det egentlig bymæssige i byen.

1996 / Messehagler og alterduge

Det personlige rummes i tiden. Tiden formes afbegivenheder, som afsætteropfattelser, som fastholdes i paradigmer som renæssance, barok, rokoko, klassicisme, historicisme, sym­bolisme og moder­nisme.

Lad så det sidste være eksemplet: modernismen blev hos os det år ud­møntet i et person­ligt værk som Vibeke Klints alterdug. Og det denne fine væver, som laver den, hendes hænders værk fuldstændigt bogstaveligt. Men det er tiden, be­given­hederne, som ved disse afsættelser i generelle opfattelser har formet det paradigme, som hedder moderne dansk vævekunst, som så søger sit udtryk i Vibeke Klints personlige værk.

Det er ved at kigge på disse personlige værker, som lever deres forbrug af tid i en stor tysthed, men som i det liv rummer deres tid (det er hvad der får os til at undres og blive stille hver gang vi træder ind i rummet), det er i den be­tragtning af det enkelte værk, formet af en persons hænder og nervesystem at vi får historiens tider, opfattelser, para­dig­mer og disses skift inddampet. Essensen kalder vi kunstværk. Det er bestræbelsen som vi kalder “kunst”, det er kunstnerens, hånd­værkerens, arkitektens dygtighed, som afgør om det bliver godt eller dårligt. Vibeke Klints bliver godt, det bliver simpelt hen vid­underligt.

Vi havde ikke arbejdet længe sammen om det tekstilpro­jekt, før vi havde problemet med symbolerne, specielt de emotionelt, dogmatiske kristne symboler. Korset, som det mest voldsomme. Heldigvis havde væveren og jeg snakket om det på forhånd. Det var første gang, hun var i byen for at snakke med mig om arbej­det. Hun skulle selvfølgelig se kirken her, men ville så gerne også se Kim Navers fortæppe i Værkets teatersal og kunstværker­ne i Sct. Peders kirke.

Det var mens vi gik omkring i Sct. Peders på én gang symbolisti­ske og historiesøgende rum, hun spurgte så forsig­tigt: “skal I have sådan nogle symboler på messehaglerne, kors og lam og palmer og den slags?” Hun var åbenlyst trykket ned af den tunge overtalelsestrang, rummet vi var i, udtrykte.

Selvfølgelig måtte jeg røbe min opfattelse, at det netop var Vibeke Klint jeg havde foreslået menighedsrådet, fordi jeg synes hun samler det bedste af den kunstneriske erfaring fra dette århundredes midte, min generation og mine forældres. Kun Jais Nielsens døbefont har vi fra vores århundrede, og det var den som skulle und­sættes. Han havde imidlertid ikke gjort sig fri af det billed­lige, det forestillende, det symbolske. Havde ikke turdet, eller ikke fået lov. Ja, hans værk viser han ikke ville.

Jeg har den opfattelse, at når vi har valgt en kunstner, en håndværker som fru Klint, så skal hun have frie hænder. Helt frie. Kun derved sikrer vi, at hendes nervesystems seimografre­sultater af erinding og erfaring omsættes i et personligt værk, som i fremtiden tyst vil hviske sin tid til os.

Vi snakkede meget om det i menighedsrådet. Og jeg vil ikke påstå, at vi var enige, men vi var enige om en formulering til protokollen: “Vibeke Klint anmodes om at udføre 2 sæt alterduge, hver bestående af to løbere, altså i alt 4 løbere samt fire messehagler, en gylden/hvid til festdagene, en grøn, en violet og en rød. Alene indeholdende ikke billedlige, rent vævetekniske løsninger.”

Vibeke Klint er ikke til symboler. Ville vi have dem, måtte vi have valgt en anden væver. Hun hører til i nabolaget af den “kølige og afvejede kunstlinje fra Eckersberg til Lundstrøm” som Karl Bovin engang har gjort os opmærksom på. En linje i dansk kunst som står over for en lyrisk linje fra Abildgaard og Købke over L.A. Ring tilNiels Larsen Stevns. Ja Eckersberg minder om Picasso, mener Karl Bovin. De er begge folk,som strammer kravene.

Kubismen fjernede billedet fra det forestillende. Som konsekvens af det sprængte verdensbillede, modernismen så. Cobrafolkene herhjemme vendte sig så mod det fremmede udtryk, den afrikanske skulptur for eksempel. Måske for at udfylde et tomrum. Sonja Ferlov fortæller, at Kjersmeier (som senere skænkede sin samling af afrikansk kunst til Nationalmuseet), han kunne sidde en hel aften og kærtegne sådan en negerstatue, mens de sad i atelieret og talte sammen, kunstnerne i kredsen.

Vibeke Klint har det tilsvarenede med de indianske vævninger. De har bestandig ved deres tætte forbindelse til brugen af dem, ved des enkelthed, ved deres fortælling om dagligdag i hendes vævekunst så forunderligt forbundet sig med den klassicistiske strenghed, hun lærte som ung i Gerda Hen­nings vævestue og ved samarbejdet med arkitekterne Kaare Klint og Mogens Koch[15], som hun arbejdede så tæt sammen med der om­kring 1950. Når hun så igen forbinder dette tredje verdens eksotiske og det europæisk klassiske med funktionalimen fra Bauhaus, den del af den moderne tanke, som hun har taget til sig, så har vi indkredset den kunstneriske verden, som tekstil­erne til Sct. Morten vil komme til at minde os på, når vi ser dem. I ro på bordet ved dugene, i bevægelse foran alteret ved haglerne. De stærke silkefarver vil række helt ned i skibet. Det er i hvert fald, sådan vi taler om det. Hvad vi tilstræber.

Vibeke Klint væver på én gang forfinet og meget, meget enkelt. Messehaglerne i to baner, en over hver skulder, som samles med bindebånd for og bag, så messeskjorten nedenunder bliver synlig som en stribe. En effekt, som ægte Vibeke Klintsk understreges af parallelle stribeeffekter som væves. “Som indianernes poncho”, som hun (uden at vide det) provokerende forklarede det til os. Det med det indianske har vi forstået herefter. Nu er det ikke så fremmedartet med en messehagel som er en poncho i sin form. Man ser for sig hvor smukt ander­ledes den tynde, lette silke vil falde. En reaktion, som vi ofte ser i kunsten mod det forgående. Noget helt andet end de tunge, stive messehagler, vi har set til nu.

At Vibeke Klint faktisk har erfaring som væver af kirke­lige tekstiler må så nævnes for en ordens skyld. Her er rækken, som formodentlig ikke er komplet. For en ordens skyld:

1952: Holbæk Kirke, gulvtæppe efter tegning af Mogens Koch.

1953: Sct. Jørgensberg Kirke, Roskilde, gulvtæppe efter tegning af Mogens Koch.

1954: Den Danske Kirke, London, gulvtæppe efter tegning af Mogens Koch.

1972: Århus Domkirke, tekstil til alteret og gulvtæppe.

1979: Vor Frue Kirke, København, altertæppe og gulvtæppe.

1981: Ballerup Kirke, tekstil til alteret.

1982: Gentofte Kirke, tekstil til alteret og gulvtæppe.

1986: Flintholm Kirke, gulvtæppe og messehagel.

Da vi lagde de første løbere på alterbordet, opdagede vi, dels hvor fint de forbandt sig til Søren Simonsen senbarokke alter, og dels at de til den anden side talte fortroligt til Jais-Nielsens kubistisk villede døbefont. Men især så vi, hvor pinlig en orden, de nu forlanger på bordet. Med hvilken streng­hed, de hersker. Pludselig indfinder sig en karskhed fra dette år­hundredes midte. Al pynt bliver forstyrrende og vi måtte fjerne gamle bibler og alterbøger, som alene lå der af dekora­ti­ve årsager. De nye, saglige bind, som er i brug, går an. Den syvarmede stage virker også forkert nu. Og vaserne. Stagen må formodentlig have en anden placering, andre strengere formgivne vaser må fremskaf­fes.

1996 / Vibeke Klint

Væveren Vibeke Klint forbinder vi med afdæmpede og dybe farver når vi ser hendes tæpper, men vi forbinder hende også med nuti­dens, med industriens krav til hverdagens tekstiler. Som en af de mest erfarne rådgiver hun tekstilindustrien, tegner mønstre og vælger farver til middagsduge og sengelinned og lytter forstående til sælgernes forklaringer på, hvad folk vil have. Finder kompromisset mellem det kunstneriske krav til kvalitet og det forretningsmæssige krav til mulighed for afsætning.

Og tidligt lod Vibeke Klint sig som det meste af sin kunst­nergeneration inspirere af det fremmede, af det eksotiske. Det afrikanske og hun især det amerikanske måske. Tekstilet, hun væver, forbinder hun tæt med brugen af det, et tæppe er til at bevæge sig på, et sjal til at have over skuld­rene. Det er ikke bærer af en historie, det er ikke pant på en opfattelse.

Denne respekt for brugens krav til tekstilerne mødte vi ved valget af farverne, hvor vi diskuterende i vort lange kor lokkede Vibeke Klint længst muligt ud i farvestyrke. Vi mødte den i det skræddermæssige, som Jan Machenhauer tog sig af og imødekom ønsket om det hurtige, minutkorte skift af haglen af og på.

Men der skulle også være de frie hænder. Det er jo kunstneren som fortolker tiden for os, omsætter dens signaler i værkets essens. Den proces må ikke forstyrres for meget, hvis værket skal være det ægte udtryk for det personlige, for tiden.

Som vi også ønskede ind i vores kirkerums række af tydelige udsagn om deres tid.

Og det vi så har fået rummer netop dette, denne moderne for­ening af det klassiske og det tidsmalende. Dugene på alteret er ikke længere den hvide af bomuld, vi er vant til, men silkens fornemhed forenet med det stribede viskestykkes enkle skønhed i hverdagen. Haglerne er det eksotiske det fremmede – denne gang Asien, Japan i kimonoinspirationen, i samuraiens kappe og blot en dansk vævers enkle stofbane fra de 20. år­hundrede hængt over skuldre­ne på en præst.

Kære menighed til lykke med de nye alterduge og messeklæ­der. Kære Vibeke Klint, tak for din forenen det geografiske rum og den historiske tid. Tak for de smukke tekstiler til Sct. Mortens Kirke.[16]

1995 / En afskediget kollega

Nu skal vi da passe på, at vi ikke lader pænheden tage over­hånd, så vi mister skønheden. Faren er der hele tiden, ser det ud til. Ved bydelsfornyelser og gadebelæg­ninger. Ses i læser­brevsam­bi­tioner og vox-pop’er. De revne gange, de lugede bede og de skuffede stier truer overalt.

Man må søge hjælp udefra, skal man overbevise sig om, at ens by er god nok. Få et blik fra en fjernere position på sin daglige virke­lighed. Men bemærkningerne hører nuet til og glem­mes, brevene arkiveres og gemmes som avisartiklerne til historikerne. Kun bøgerne husker, står på reolen og venter med deres fortællinger, vurderinger og forståelser. Her og der kan man finde et sådant klogt blik på Randers, men næsten altid inddampet, overvejet, gjort til digtning for at kunne trykkes i en bog.

Men heldigvis har Per Kirke­by, så vidt man kan forstå, fået alting trykt. Alt hvad han har skre­vet. Uden hensyn, fornemmer man, til om det er smukt i traditio­nel litterær forstand. Blot det var skrevet, fastholdt det ind­faldet, syns­punktet, over­vejelsen. Smukt var og er det så i en anden betydning af ordet – i en sådan dogme-æstetisk betydning: teksterne står i tilvækstens række­følge, ser det ud til, og hver bog bliver så til på den måde, at når der er manuskriptark nok, så er der til en bog. Af sted til Borgens Forlag med bunken. Kirkebys værk vokser som en af disse byer, der ikke er plan­lagt, hvor hus sættes ved hus i tidens nervøse rytme efter det menneskelige behov, ikke på magtbud.

Unge arkitekter har for nylig lavet deres kunstarts dogmesæt – et manifest om en ny nødvendig besindelse rettet mod den overhåndtagende pænhed i arkitektur og fysisk planlægning. Per Kirkeby pegede på det allerede for mere end tyve år siden. For eksempel – og det er så her det bliver direkte relevant for os – da han deltog i konkurrencen om en ny administrations­bygning i Randers. Han vandt ikke, og det blev ikke hans hus, som blev til Laksetorvet. Man kan læse det, fordi forslaget blev trykt i hans næste bog. Han skriver om stedet, hvor administrationsb­ygningen skal opføres. Stedet er forudsætningen, det er et dogme for Kirkeby (sådan er det også med forslaget til museums i Hol­stebro, som heller ikke blev til noget og på det seneste i Års, som nu er opført og næsten færdigindrettet) og det han skriver om Randers bliver så alligevel til et stykke litteratur mere om vores by:

”Vi tager udgangspunkt i de eksisterende omgivelser. Efter vores mening har stedet en iøjnefaldende vitalitet. Udsigten til bagsiden, et rigtigt bylandskab med takket profil, gas­værket, jernbanerne, industri og havnens kraner. Den arbejdsom­me trafik på vejen og togenes modelbaneskønhed. Den store parkeringsplads’ uplanlagte og brutale skønhed, åbreddens vildt-romantiske og uplejede skønhed, kolonihaverne. Og den gamle jernbanebro med hele sin rige aura af tidlig industria­lisme vil vi foreslå at man gør en kraftig indsats for at bevare. Om ikke mange år vil man blive takket. Hele denne vitale skønhed som vi oplever ved området, og som strækker sig langt ud over, hvad det er muligt at planlægge sig til, vil vi i så stor udstrækning som muligt forsøge at bevare ved vores forslag.”

Åh ja, tænker man. Helt sådan gik det ikke. Et andet, meget pænere Laksetorvskompleks kom til at ligge tæt på Ve­stergrave, ikke på åen, som Kirkeby ville. Og regnskovs-domerne kom ikke til med deres skarpe og værdige arkitektur at ligge på denne grønne pude midt i et vildnis, som de var tænkt af Jørgen Hjersing. Som ved parkeringshuset, som også skulle være levende grønt købte bygherren for få planter og glemte ideen.

Men der kom indretninger til, pæne og praktiske. Billet­hus som det tydeligste. Og broen blev – hjælp – malet pastelblå og smagfuldt lyssat, som var den begyndelsen til noget et andet sted.

Men dette sted her er stærkt, for også midt i disse dages ulykker er det naivitet og uskyld, som kendetegner byen. Og naivitet er for mig i den her for­bindel­se et tiltalende træk, som uskyld natur­ligvis er det. Det er noget med at forblive inden for sit væsens ramme. Som en given sag. Det værste ved Randers er den herskende og overhåndtagende smagløshed. Grim­heden som bliver resultatet, fremkommer, når fornyelser henter deres ambition i forhold, som er væsensfremmede for byen. Når de altså ikke gror naturligt af naiviteten og uskylden. Men det bedste ved byen er naivitetens og uskyldens formidable styrke, som betyder, at når mondæniteten rammer byen, bøjes den en smule af, så den bliver latterlig og tilforladelig og ufarlig i længden. Den fæstner sig ikke, for den var fra begyndelsen en misforståel­se.

Og jeg går bare den anden vej, gennem havneområderne og ud ad stien til Dronningborg Havn. Her er pænheden ikke arri­veret. Jeg møder den første følfod og Johannes V. Jensens rim pro­ducerer hans dejlige nye danske ord flyvemod, og jeg nynner videre. På tilbagevejen vil jeg møde solnedgangen lige i øjnene, som jeg på morgenløbeturen mødte opgangen, men nu ser jeg stiens forsvinden i en grøn indsnævring, som Weie har peget den ud for mig ved nogle af sine billeder fra hans sti på Christi­an­sø – og min sti hæver sig i samme naturstudiums lykkeoversk­ri­delse: jeg ser!

Og pludselig en dag: rørsangeren. Tror jeg uornitologisk. Men den lune forsommernat med hende i hånden var det bestemt nattergalen vi ikke alene hørte, men også så tæt på i en hæk i havekolonien.

Med ét ved stiens bøjning er der et udsyn: hele fjord­land­skabet (eller ålandskabet, det kan jeg aldrig blive overens med min ven, geografen om) hele dalen, farvandet i midten og rørskoven, som i den grad overraskede mig den sommer, jeg kom tilbage efter en flere måneder lang tur med båden og altså ikke det år langsomt havde vænnet mig til rørenes hurtige vækst på aftentur efter aftentur til Uggelhuse eller Mellerup, hvor vi under sådan et mørkefald en sommeraften, det er så blidt det mørke, hørte regnspoven, en lyd som gjorde hende vemodig på denne særligt intense måde, som omfattes af min forståelse. Det specielle er privat, det generelle alment. Men det første føder det andet.

Tilbage til stiens bøjning mod Dronningborghavnen. Nogen har sat en bænk op der. Foran den udsigt. Blot et bræt på to ned­gravede stolper. Der sad jeg engang med en anden kollega – og ven – og talte om hans fyrings­sag. Det var godt at have to bajere at drikke, én hver. Men det bedste var, at det er et godt sted til sådan en samtale. Og at jeg kendte det sted og kunne invitere til sæde. Det er derfor vi elsker Randers. Også han. Et sted for både venskab og forelskelse. Hensides al for­styrrende pænhed og sårende magtbrug.

1999 / Nyt byhus

Man kan altså også blive glad for den mindste og utydeligste skitse i avisen. I en annonce under ’Andelsboliger’ ser jeg, hvordan et nyt byhus tænkes. Det er på Tøjhushavevej, hvor et tretages bolighus skal erstattes med en ny bygning. I annoncen udbydes de otte boliger på andelsbasis. Der er indflytning om et år. Men det er vel dem, der bor i huset nu, som flytter tilbage efter en midlertidig genhusning eller hvordan? Men hvorfor så annonceringen? Nå, det er der jo en forklaring på. Og det er heller ikke det, som optager mig, selv om en mistanke melder sig. Det er den lille tegning, som illustrerer annoncen.

Det er arkitektens skitsering af den nye facade, som er brugt. Det er altså ikke nogen speciel god gengivelse, men den gør indtryk alligevel. Også selv om der er væsentlige løsninger, jeg må gætte mig til.

De lodrette linjer dominerer og rejser bygningen slankt i højden, så morænebakken bagved bydes modstand. Et landhus ville overgive sig, trykke sig under skrænten, blive del af naturen, var det muligt. Men lige her er det en gade, her er byen til stede. Det nye hus skal ind på en plads mellem to nabohuse, en etage lavere er de, men dog byhuse. Lidt længere fremme har et enfamiliehus i halvanden etage med have klemt sig ind mellem gade og skrænt, og det er overgangen til Tøjhushavevejs mest karakteristiske træk, i sit fald ned langs bakkefoden opløser den for vore øjne byen i villakvarter og Tøjhushavens skov og eng.

Det lodrette ved det nye hus er understreget ved midteretagernes vinduer, som alle er ført til gulvet og forsynet med gelænder, så de danner franske altaner i en lille overdådighed af sydlandsk længsel mod det fri. En franskelskende inspiration slår således ned i vores hjemlige gade ikke alt for manifest, men elegant kontrolleret i denne altan, som vores arkitektur herhjemme har taget til sig og rigtigere har forsynet med den nationale betegnelse end det brød, som ingen franskmand ville købe hos sin bager.

Så endnu er det en traditionsbundet bygning, som type grundlagt i 1700-tallet. Den gør ikke væsen af sig, men den har også en dristighed lånt fra den nyeste arkitektur. Det ses forbavsende sent dets radikalitet til trods, fordi det placeret i midten og stærkt opadstræbende understreger barokpræget.

Det er indgangspartiet, opgangen, som vi plejer at kalde den. Det ligger bag et glasparti ført fra gadeniveau til midt på taghældningen. Der er således ikke tale om klassisk modernisme. Så ville det store vindue slutte ved gesimsen. Her skæres den over, så der fremkommer et regulært skår, en dekonstruktion i bygningen, som næsten deles i to yderst slanke huse med en slags gyde mellem sig.

Dette klip i huset er ført helt igennem og åbner for et indblik, som så også kan gå helt igennem, så man ser ud på gårdsiden, ser haven, der som trapperummet tænkes som muligheden for samvær, en drøm knyttet til boligen, som ikke er opgivet siden dens introduktion i 70’erne, en drøm, som er omdrejningspunkt for en meget stor del af tankegangen bag byfornyelsesprojektet i kvarteret.

Den lille trappe, som i dag ligger i fortovet bevares – og det er meget, meget vigtigt. Den bryder symmetrien og støtter naturens brud på den menneskelige ambition, et terræn, som tvinger gaden nedad i et fald mod højre. Tøjhushavevej er anlagt på sned, det er dens allervigtigste kvalitet som byrum. Trappen er den tydelige gevinst. Noget at falde over, så vi undgår den ulidelige bekvemmelighed.

Hensynet til nabohusene er tydeligt. Gadelinjen respekteres. Nabohusene tages der så meget hensyn til som det eksisterende, der allerede har overtrumfet de nærmeste med en etage. Det bliver vigtigt, hvordan de nye ekstra gavlstykker bearbejdes. Det er nemlig ikke sikkert gavlvinduer er nogen god idé. Nu er der vinduer nok. Herefter glider det lille ganske nybarokke hus værdigt og stilfærdigt og selvbevidst nok på plads i sin gade med facaden flugtende naboerne. Bortset fra én ting:

Netop på gesimsen – der, hvor den er afbrudt, glider en halvcirkelformet altan forsigtigt ud fra den niche, glaspartiet er placeret i. Bliver således det eneste element, som står frem fra facaden. Her er anbragt en person, som betragter udsigten. En anden kan stå ud til gelænderet uden for sit stuevindue efter at have åbnet fløjdørene og kigge ud over gaden. Og der er noget at kigge på. Lige overfor står Rosenlunds palladinske gavlfacade med dens indviklede kombination af klassiske referencer, nogle ukendte måske endog for arkitekten, som tegnede i sin tid. Kvarterets vel nok mest særprægede hus.

Vest for den voldsomt livlige gavl en lav, rolig mur, som tillader et frit blik ned over en del af kvarteret. En af disse mure fra en tid, man kunne ofre en sådan overdådighed af sten til gavn for et gaderum, som vil være byrum til trods for, at navnet melder om overgang til land. Denne ubeslutsomhed, som præger dette kvarter og giver det stemning af mellemting mellem bydel i Randers og landsby udenfor.

Muren er oven i købet bygget med et niveauspring svarende til gadens fald og markeret af en firkantet murpille, foroven afsluttet med en profilliste under en flad pyramide med en opsats i jern, en detalje, som – er man ikke opmærksom på den – meget let kunne gå tabt. Nu er den der skråt over for fortovstrappen. De to elementer taler så fint om det dramatiske terræn, det nye hus bygges på.

Det er et nænsomt lille byhus, som respekterer stedets gammeldags stemning af provinsbygade, men som gerne vil indføre både en elsket, fremmed æstetik og en stædig nutidig ideologi. Det lykkes, fordi de modsatrettede elementer er i balance.

2000 /  Grundplanens genstruktur

Arkitekten Josef Paul Kleihues tænksomme refleksioner over den historiske by må citeres her:

Der har i århundredernes løb udviklet sig konventioner for arkitektur og bybygning, som har universel karakter. Dertil besidder hver by sin egenart, sin egen historie og egne kon­ventioner. Hvor dette ignoreres, kan bybygningsmæssig kultur og byen som bosted kun gå til grunde. Under det moderne industri­samfund, som følge af rasende vækst og krigerisk ødelæggelse, er mange af disse konventioner blevet fortrængt eller ganske enkelt gået i glemmebogen. Det har ført til en stor usikkerhed i omgangen med naturen, i planlægningen af vores byer og selv i boligbyggeriet.

Kleihues advarer længere inde i sin tekst mod en nostal­gisk rekonstruktion af fortidige byelementer. Han ville her kæmpe for en ny, udvidet forståelse af rekonstruktionen, en kritisk rekonstruktion af bydelen, som kun kan lykkes ved en nøgtern opregning af byens ”konstituerende elementer”, hvoraf grund­planen er byens permanente gen-struktur.

Det er derfor, jeg mener, at det er nu, det er nu. Vi er de sidste, som erindrer disse elementer. Fremtiden kan lave den kritiske rekonstruktion, hvis vi lægger linjerne ud. Ellers har vi kun gamle fotografier gemt i en krog og kan kun lave kælne nissebyer og pubertære ridderslagsmål, når vi skal handle historisk.

Italo Calvino skriver i De Usynlige Byer om staden Maurili­a, hvor turisten kun på museet kan se den atråværdige by: ”I Maurilia bliver den rejsende indbudt til at besigtige byen og tillige visse postkort, som viser, hvordan det tidlige­re var: Nøjagtig den samme plads med en høne i stedet for rutebilsta­tionen, musikpavillonen i stedet for viadukten, to frøkener med hvid parasol i stedet for ammunitionsfabrikken. For ikke at skuffe indbyggerne må den rejsende berømme byen på postkortene og foretrække den for den af i dag, og dog have tanke for at holde beklagelserne inden for visse grænser.”

Sådan er det også her hos os. Vil vi se det gamle Øster­grave­kvarter, er det Hugo Matthiessens ”postkort” udstillet på museet, som giver os muligheden. På en af sine optagelser fra den oktoberdag i 1917, han fotograferede i Østergravekvarteret, ser man det gamle Trangstrædes forløb frem mod gadens udmun­ding i Østergrave. Huset i for­grunden er Trangstræ­de nr. 10. Det år her ejes det af bogbinder Emil Nielsen. På det næste hus, midt i billedet ser man et lille skil­t.

Med fotografen går man nærmere og læser, at her udlejes dåbskjo­ler. Det er nr. 12. Ejeren var malermester Albrecht og familien, som boede til leje hos ham her, har vel haft udlej­ningen som biind­tægt.

Andre end museumsinspek­tøren fra Nationalmuseet havde syntes om 1700-talsdøren. Den var blevet tegnet af en elev på Teknisk Skole den 22.maj 1913. Tegningen blev sammen med andre bragt i skolens beretning som eksempel på, hvordan man med det formål at udvikle elevernes skønhedssans lod dem lave opmå­linger og skitser. Skitsen i det fri anså man for mest virk­ningsfuld, når det gjalt ”opfat­telsen af vore gamle bygningers maleriske skønheder”. Måtte skitsetegning aldrig forsvinde ud af pædagogikken.

Hvorfor foretrækker jeg nu disse gamle huse for den histori­eløse rutebilstation og en lige så identitetsløs kommen­de plastic­terminal? Roland Barthes giver mig hver gang, jeg spørger, svaret: ”Et gammelt hus, en skyggefuld port, tagsten, resterne af en arabisk ud­smykning, en mand det sidder lænet op ad muren, en øde gade, et sydlandsk træ (Charles Cliffords ”Alhambra”): dette gamle foto (det er fra 1854), berører mig: det sky­ldes simpelthen, at dér ville jeg gerne bo. Denne lyst udspringer af nogle rødder og når ned i nogle dyb­der i mig som jeg ikke kender: varmt klima? Middel­havsmyte og apollinsk ånd? herreløst hus? otium? anonymi­tet? adelskab? Hvordan det end for­holder sig (med mig selv, mine bevæg­grunde, mine fantasier) har jeg lyst til at leve dér diskret – og denne diskretion imødekommes aldrig af tu­ristfotoet. For mig bør landskabs­fo­tografier (bylige eller landlige) være beboelige og ikke besøgelige. Denne min bo-længsel vedrører ret beset hverken min drømmever­den (jeg drømmer ikke om en usædvanlig belig­gen­hed) eller min erfaringsverden (jeg har ikke til hensigt at købe et hus efter brochurer fra et ejendoms­firma); den er fantasmatisk, stammer fra en slags synskhed, der synes at bringe mig fremad mod en utopisk tid eller tilbage til jeg ved ikke hvor i mig selv: en dobbeltbevægelse som Baudelaire har lovprist i Ind­bydelse til at rejse og Det tidligere liv. Når jeg ser disse yndlings­land­skaber, er det altid som om jeg var sikker på at have været der, eller skulle komme der.” (Det Lyse Kammer, 1983)

Det er derfor jeg opholder mig ved Hugo Matthiessens fotografier. Det er sådan jeg instrumenterer min nostalgi, så den ikke fører til resignation eller værre, til aggressiv eller trist reaktion. Så den fører til det Kleihues kalder kritisk rekonstruktion. Og nu er chancen der.

2000 / Kritisk rekonstruktion

På samme måde forestiller de gamle postkort ikke Maurilia, som den var tidligere, men en anden by, der tilfældigvis også hed Maurilia”.

Jeg funderer over passagen fra Italo Calvinos ”De Usyn­lige byer”: ”Det har ingen mening at spørge, om de er bedre eller værre end de oprindelige, for der ingen som helst for­bindelse mellem dem”.

Jeg forstår det godt. Selv rammes jeg også af og til ved betragtning af byens historie – og som her ved at kigge på Hugo Matthiessens fotografier fra 1917 – af en resignation som Calvi­nos: de fore­stiller ikke Randers, som den var tidligere, men en anden by, som tilfældigvis også hed Randers.

Men så kan jeg vælge at hvile tanken i skyggen af et andet citat, hvor det fælles og drømmen på samme måde flyder sammen: ”De gamle sang sig vej gennem hele deres verden. De sang åen og gaderne, torvene og tagene. De frem­stillede tingene og handlede med dem, elskede, dansede, dræbte: hvor end deres vej gik, efterlod de et spor af musik.

De indhyllede hele byen i et spind af sange; og til sidst, da hele egnen var sunget, var de udmattede. Atter følte de i deres lemmer tidernes frosne ubevægelighed. Nogle sank i jorden hvor de stod. Nogle kravlede ind i husenes værelser. Nogle krøb tilbage til deres ”evige hjem”, til de forfædres kilder og brønde, som havde født dem. Alle gik de ind igen.”

Bruce Chatwins berømte stykke (efter ”The Songlines”, 1987) er – atter behændigt – omskrevet en smule af mig. For det er sådan jeg læser det. Ikke for at forstå ham, det lykkes nok allige­vel ikke, men for at forstå min egen verden lænende mig mod hans statue af en tekst. Og jeg ser disse, også min histo­ries, sanglinjer overalt i min by som strukturer, som nogle gange blot skal iagttages, for de er der fysisk, andre gange vides gennem erin­dringen, kildema­terialet, historiefortællingen (de gamles sange).

Den vigtigste struktur i en by som vores er det gamle gadenet, karreernes størrelser, husenes skala og type, deres placering i forhold til gadelinjerne, tagenes konstruktion. Men ”specielt byens grundplan giver tydning af en bydannelses åndelige og kulturel­le idé”, skriver Josef Paul Kleihues i artiklen fra 1987. ”Byens grundplan forudbe­stemmer forholdet mellem be­tingelserne for erhverv, udveksling og trafik og definerer stedets grund­læggen­de karakter i mange år. I sidste ende er den byens fundament, som også efter dens forfald stadig som skjulte spor peger tilbage på dens fordums udvikling. Men det er først opbygningen af huse på byens grundplan, der bestemmer forholdet mellem krop og rum. Byens identitet som tredimensionel realitet er skæb­nebestemt knyttet til byens plan.”

Det var imidlertid netop den gamle grundplan, som man forgreb sig så voldsomt på, da man væltede Østergravekvar­teret og anlagde rutebilstationen, bazarbygningen på tværs af Dyt­mærsken, varehuset, det nuværende Føtex og boligblokken Øster­vold 46, som så idéforladt blev trukket tilbage fra denne nye barokprægede boulevards gadelinje, så vi nu, da forløbet omsider efter fyrre år er tilendebragt med Nykredits smukke hus, godt nok har en defineret introduktion til Østervolds flot stigende perspektiv, men til gengæld står med et umuligt hjørne og bolighuset så sært forladt inderst.

Imidlertid, under disse forhastede og umulige huse ligger den gamle struktur. Det er min pointe. Og der er ikke andet at gøre, end som Kleihues foreslår, at foretage den kritiske rekonstruktion af Østergravekvarteret. Hvordan så det? Ja, jeg mener, vi skal gøre som i Southhamton, hvor man genopførte det bombede kvartér på den gamle grundplan, i den tidligere stem­ning. Men vel at mærke med nye huse, ikke sentimentale kopier af de tidligere. Det har faktisk også fundet sted her i byen. I Vinkelstrædekvar­teret.

Se på endnu et Hugo Matthiessen-fotografi fra 1917. Det er Vinkelstræde, som stiger op fra Lille Voldgade. Det ser godt nok helt anderledes ud i dag, ikke ét på hus er bevaret uan­tastet, alt er fornyet. Alligevel er der modsat tilfældet i Calvinos Maurilia en forbindelse mellem dengang og nu: gadens bratte stigning i en buet bevægelse, den lille trekantede plads, som her, uvist hvorfor, føles rigtig. Alle gamle bygge­lin­jer er vist respekteret, selv om det for det vigtige hus i midtens vedkommende er blevet til en mur. Dette er det af­gørende. Dertil kommer de nye huse, som så tydeligt vil være dansk provinsby i størrelse, materiale, højder, tagudformning.

Arkitekterne Ejnar Kjerri Rasmussen og Hans Christian Caspersen tegnede i 1977 Vinkelstrædes og Vognmandsgades små byhuse på plads i de nedrevne gadeforløb. De ville genskabe provinsbymiljøets væsen i sådan en kritisk rekonstruktion, som Kleihues peger på. Man er, når man ser dem, ikke i tvivl om deres årti, men de skilter det ikke, trykker det som noget velkendt på plads i stedets rækker af årtier.

De to arki­tekter fik mulighed for at gennemføre Vogn­mands­gadekarreen og Vinkel­stræ­des vestside. På østsiden opførte man nogle mere summariske og sparsommelige kopier. Enhver provinsby har in­spireret og auto­matisk klassicisme, sådan er det. Det lever byerne med, hvis det er inden for, hvad de formår at optage i deres grundstruktur.

Dette var så skrevet i det håb, at en ny slags hensynsfuldhed kunne være kommet ind i en ny plan for det ældgamle Østergravekvartér.

 

Mette Lunden Jødisk begravelsesplaads PICT1470 - Kopi

2000 / Lapidarium

Muren ud mod Udbyhøjvej er så vigtig. Det ser man med det samme. Den skaber afgrænset gaderum i et langt forløb i den landevej, som vejingeniørernes énsidige hensyn til bilerne så mærkbart har mishandlet. Den suppleres overfor af den mur, som forbinder Tøjhuskompleksets bygninger, hvis facadeudformning lader os opleve mur og huse som ét forløb i en ydre bygade, som snart fortaber sig som landevej i det åbne terræn, som Tøjhushavens serie af fornemmelser modsvarer: fra velordnet barok i bygningernes nærhed til drømmende romantik ved kanalen og fjorden  –  er man opmærksom på den, opfatter man den oprindelige tanke. Og muren er dertil en skærm mellem landevejens foretagsomhed i bevægelsen og begravelsespladsernes refleksion i stilstanden. Begravelsespladserne. Der er jo tre. Den lille jødiske længst mod vest, den store kristne mod øst og inkorporeret i den det nye muslimske afsnit.

Går man mellem portpillerne ind, vil man lægge mærke til deres udformning. De og muren må være tænkt som nøje genskabelser af den mur og de piller, som omgav Sct. Mortens Kirkes kirkegård, der lå midt i byen omkring kirkebygningen til begyndelsen af 1800-tallet. Man ser det på et naivt prospekt fra den tid.  Det hænger på museet i 1700-talsrummet, og vænner man sig lige til dets folkelige fortællemåde, bliver det tydeligt, at den muromkransede kirkegård netop fyldte det areal, som i dag udgør Kirketorvet.

Kirkegården omkring kirken skulle være torveplads for den udendørs handel, som dengang for to hundrede år siden var vital. Det arbejdede man på i byrådet, og man fik en handel med menighedsrådet i stand: ved et mageskifte fik byen arealet omkring kirken. Sct. Mortens Kirke fik det nye areal ved Udbyhøjvej, som blev til Østre Kirkegård. Det er baggrunden for, at uanset kirkegården i dag forvaltes kommunalt, er ejerskabet til den oprindelige del mod den jødiske begravelsesplads éntydigt: den kirkegård, som nu genåbnes, tilhører Sct. Mortens Sogn. Det har naturligvis betydning, når en nyindretning nu skal besluttes. Menighedens synspunkter må respekteres, de er ejerens. Planen må behandles i såvel menighedsråd som byråd.

At det har reel betydning, kan tydeligt ses af den gravminderegistrering, som folk fra museet som led i en landsomfattende indsats har foretaget i to omgange. Og det ses i den bevaringsplan, som udspringer heraf. Overvejer man de opregnede kriterier for bevaring, mærker man de interesser, som her har sat sig igennem: kulturhistoriske, kunsthistoriske, arkitekturhistoriske, personalhistoriske. De er for så vidt i orden og prisværdige. Men de er alle teknokratiske i deres natur. De ser kirkegården og dens monumenter som objekter, som kilder til disse fags omverdenstolkning. Vi andre lever af disse tolkninger, når vi orienterer os. Nyder godt af den faglige indsigt, men de er og bliver specielle, detaljeoptagne. Og handles der alene ud fra dem, bliver løsningerne afstumpede.

Vi andre tilføjer som lægmænd et yderligere kriterium: gravfreden. Vi opfatter kirkegården som et kontemplativt sted. Eftertanken gælder tilværelsens grundvilkår, her naturligvis især dødens plads som konsekvent faktum. Det er her vi på vores vandring blandt stenenes lapidariske inskriptioner vænner os til den: I ligger her, I har været igennem denne ultimative begivenhed. Jeg er på vej mod den. Derfor har jeg ligeså meget som jøderne brug for alle stenene, alle gravpladserne, selveste gravfreden, som i disse gamle byer sydpå, hvor de levendes huse ligger i gade over gade på bjergsiden, øverst de dødes grave ved sti over sti. I Annette Riisagers film om Peter Seeberg går digteren netop i en af de sidste scener omkring på et sådant sted i sit elskede Provence. Læser indskrift efter indskrift og vænner sig til det, som skal ske med ham. Snart efter. ’Dette er et godt sted’ udbryder Seeberg flere gange i denne bevægende sidste road-movie.

Så til kriterierne for bevaring kunne man tilføje – og mon ikke i det mindste menighedsrådet gør det? – gravfreden. Vi vil bevare disse gravsteder. Beholde i hvert fald stenene på plads så længe og så vidt som muligt. Som jøderne gør det i deres alvorlige og beskedne afdeling. Også her læser jeg min bys historie i dette lapidariums eksistentielle potentiale. Sådan levedes byens liv af disse mennesker, fremgår det af dette biografiske museum.

Byen er dens gader, torve og huse. Dens begivenheder – det er velkendt hertil – , men den er også dens mænd, kvinder og børn. Deres handlinger er i vores erindring knyttet til deres navne og indskriftens kortfattede notat af konvention eller præcision. De har levet, tænkt, arbejdet og elsket før os. Som vi gør. Anderledes, men ikke meget.

”Den jødiske gravplads ligger i en lille dal. Stenenes skygger blandes med skyernes lettere og husenes tungere, græsset plettes af dem, og måske angiver hver plet et kranium, som har lagt sig til rette derunder. De hebræiske indskrifter er halvt udviskede. Engang i studietiden kom han her med en jødisk ven, som pegede på en kvinde, død under løvhyttefestens mellemdage, men forbundet med en sådan kærlighed til sin mand, hr. Abraham, at ’hun hun selv i jorden vendte tilbage til ham, og hendes lemmer nærmede sig hans’. Johan Fredrik blev, da han hørte dem, grebet og foruroliget ved de ord. De findes endnu som en inskription inden i ham.” (Per Wästberg: ’Lysets Hjerte’, 1991)

Købmandsliglauget har med sit nye monument på kirkegården ramt en central længsel hos os. Ikke en længsel, som alene ligger i tiden, det gør den i høj grad også som ny interesse for det fortidige, men en eksistentiel dragning kendt fra alle tider mod at kende de liv, som levedes på dette sted tidligere. Man kan mene, at det nyopstillede monument er meget lidt elegant i sin arkitektur, noget selvhævdende i sin tankegang, en del naivt i sin detalje, men de mange metalplader, som dominerer anlægget rummer netop det, der altid var behov for. Den korte inskription, som siden oldtiden har fastholdt disse levede liv. Et for et, indrammet af fødselsåret og dødsåret. Nogle gange kort opregnende indsatsen, livserkendelsen. Mest hugget i sten. Så de tilsammen udgør denne samlede repræsentation: lapidariet.

På kirkegårde i samfund, som ikke som vort er så forhippede på at få grave sløjfet hurtigst muligt, bliver vandringen blandt indskrifterne denne museale oplevelse, som tilværelsen af sig selv afsætter materialet til. Hos os har magten selekteret. Købmandsliglauget har peget på sine medlemmer. De antikvariske myndigheder har efter deres respektive faglige synspunkter opstillet deres bevaringskriterier. Sådan præges samlingen som alle museer af  vekslende magtforhold og skiftende ideologier.

Det gælder jo også det andet store udendørs museum, byens huse. Til for nylig var historicismens bygninger af en mere nøgtern modernisme forvist fra bevaringens gode selskab. Nu er det anderledes. Senest er der sket det, at kapellet, netop i denne stils nyromanske retning ved en indsats fra stiftet og kommunen i forening er blevet smukt restaureret udvendigt. I sidste øjeblik før forfaldet.

Man leder naturligvis efter Frits Uldalls gravsten. Den må da være bevaret, han var jo dette kapels arkitekt. Han har tegnet frimurerlogen sammen med Aachen. Han har restaureret talrige kirker. Dertil var han byens første arkæolog og antikar, med til at oprette museet. Hans beskrivelser af alle landets middelalderkirker fylder en hyldemeter på Nationalmuseet. Omhyggelige og sagkyndige iagttagelser i håndskrevne rapporter i hundredvis. En uvurderlig kilde til viden om kirkernes udseende før de store ændringer, hans arkitektgeneration stod for. Men hans gravminde blev offer for oprydningstrangen. Sløjfet og forsvundet.

Uldall kom fra Sorø. Slog sig efter akademiet og studierejserne sydpå ned i Randers og tilførte byen denne nødvendige erfaring udefra, som er modvægt til dens selvgroethed. Som arkitekter så de deres indsats som tydelige værker. Det gør vi andre også i dag, fra vores vinkel. Så de interesserer os. To andre af faget skulle komme til at præge os på samme måde. Deres historie bekræfter byens identitet, dens myte. Rigtige Randersdrenge, som tog ud som unge, men som vendte tilbage med de store tanker og blev hele deres liv i byen. Lagde deres arbejdes indsats her. Det var Jens Peter Jensen Wærum, som virkede frem til omkring 1920, hvorefter han afløstes som byens store arkitekt af Jens Peter Hjersing.

Jensen Wærum var som sin periode historieoptaget og pynteglad. Hans bygninger er fyldt med referencer til periodernes ornamenter: menighedshuset, som nu restaureres, skolen og bolighuset overfor, Voldbrohus, dragonkasernen, ridehusene, Kulturhusets forhus, Kroneapoteket, det tidligere Sct. Josefs Hospital. Rækken er meget længere. Han satte sine smukke spor. Museumsfolkenes registrant siger, at hans gravsten er bevaret, men det er ikke lykkedes mig at finde den. Måske har den været på vej ud. Står for tiden i et hjørne. Det må jeg finde ud af.

Hjersings sandstensflise ligger på plads. Den er yderst fornem i sin enkelhed. Målene må være det gyldne snits. Skriftsnittet er grotesken, versaler og uden seriffernes pynt. Flisen ligger midt i familiegravstedet, hvis mange romantiske tanker under en stiliseret dysse, den ikke forstøder, men markerer. ’I. P. Hjersing arkitekt 24.4.1888-21.11.1959. Gerda Hjersing 23.10.1899-18.6.1983.’ Det er hvad der står.

Tanken trækker imidlertid tråde ud i byens fysiognomi, som denne mand nok mere end nogen har tegnet. Randersdreng som Jensen Wærum, var han efter akademiårene først på tegnestuer i London. Vendte så loyalt hjem og lagde sit værk i byen. Først klassicisme: arkaden ved rådhuset, hotellet, som bærer byens navn, sparekassen med fin italiensk marmor. Så modernisme i bankbygningen i Torvegades modsatte ende og endelig sygehuset på bakken.

Til den fornemme matrikel 1 lige efter broen udtænkte han i 30’ernes begyndelse det vidunderlige  funkiskontorhus til S. C. Sørensen, den markante hjørnebygning med den afrundede gavl. Bygningen står på én gang som markør for det navnkundige købmandsfirma, der sluttede købmændenes æra i Randers, og som indbegrebet af moderne tid i købstadens arkitektur.

Købmandens gravminde står lidt derfra. En vældig vandreblok med en karakteristisk profil. Det er også omgivet af familiens øvrige, men han er tydelig overhovedet. ’S.C. Sørensen 3.9.1870-23.3.1944. Krista Sørensen født Grønlund 26.7.1876-18.7.1925.’

Hun nåede ikke at se det modernistiske hus ved broen. Og ingen af de to skulle opleve slutspillet, firmaets, og tillige den århundredgamle købmandskulturs slutspil i byen. Scenen blev imidlertid disse kontorlokaler. Det begyndte søndag, den 13. september 1992. Men der lå selv­følgelig mange begyndelser tidligere. Som livet har sine memento mori, bærer også histori­en om den borgerlige tid i Randers mange steder i forløbet anelsen om afslutningen i sig. For eksempel når den intellektuelle gruppe overtager købmænde­nes positioner, bestyrelserne professionaliseres, og handels­firmaer­nes ledere kommer fra universitet og handelshøjskole, ikke fra mesterlæren og firmaopdragelsen.

Hele den historie er indeholdt i fortællingen om den sidste famili­ekøbmandsgård i den gamle stil fra renæssancen, så at sige, familiefirmaet med oplandshandel og oplæring af egne medarbejdere. Med hjemsted hele sin knapt hundredårige levetid på Randers Bys vel fornemste grund. På en fejlslagen spekulation i lire påførte finanschefen sit firma et tab på, mener man, et par milliarder. I løbet af en enkelt septemberuge i 1992. At jernhandel under det gamle firmanavn føres videre med stor succes et andet sted i byen, fjerner ikke fornemmelsen af det historiske skel denne fatale septemberuge.

Kaj står der bare på den lille sten lige i nærheden. Intet var i min tid mere Randers end denne mand i sit hastigt tilknappede tøj dødsforagtende for fuld fart tværs over gade efter gade bemægtigende sig sin kære topografi, som var stederne i vores by ved åen. I denne hurtigt tøffende beslutsomme gangart, jeg aldrig glemmer. Han var indlagt på sygehuset et par gange, det var alvorligt, men han kom tilbage. Til gaderummene i nærheden af åens bredder, hvor han vist nok badede hver dag. Lige til han for alvor og endeligt overgav sig til sin elskede Gudenå. Ikke mange trængte ind til hans forestillinger, til resultatet af hans iagttagelser. Men jeg er sikker på, at derinde levede billedet af byen og dens levende mennesker rigt facetteret og farvestrålende. ’Kaj’ står der bare på den lille natursten. Og så årstallene 1934-1995. Men navnene på gravstedets andre sten viser, at efternavnet var Tams.

Byens maler og billedhugger har løst gravstenens opgave så enkelt og værdigt, så indsigtsfuldt og generøst. Stenens klassisk beherskede form, den største forfinelse i målenes tilpasning til slibningens blankhed. De tre navne, forældrenes og hans og så, i stedet for årstallene, alfa og omega sammenbundet i Sven Dalsgaards eget skriftsnit, vel tegnet til netop denne sten. Dette skriftsnit forener på stenens modsatte flade, østsiden, det græske med det romerske i en linjens fælleskultur. Amen skriver det, lapidarisk og betydningsfuldt.

Mette Lunden_Gravsten_PICT1768 - Kopi

 

NOTER

[1] Italo Calvino: De Usynlige Byer, København 1972. 1990 side 29f.

[2] Gøsta Knudsen i Randers Kommuneatlas, 2000, side 25.

[3] Peter Bondesen: Skulptur i det fri, Randers 1982, side 38.

[4] Povl von Spreckelsen: Randers-Data, trykt i to numre af Historisk Aarbog Fra Randers Amt. Nr. LIV og LV.

[5] Olaf Olsen i Aarbø­ger for nordisk Oldkyndighed og Historie, i bindet fra 1960 og Niels-Knud Lieb­gott: Dansk Middelalderarkæologi, København 1989,side 120.

[6] Ernst Stidsing i årbogen Arkæologiske Fund 1986 fra Kultur­historisk Museum, Randers.

[7] H.M.Rosenørn: Greve Gert af Holsten og Njels Ebbesøn af Nørring Ris, København 1901, 2. Del side 94 og frem.

[8] Danske Magazin, 62. hæfte, side 54-55.

[9]   Svend Hill-Madsens oversættelse.

[10] Jens Langkniv, RKH side 235 og 381.

[11] Se side xx.

[12] Hasse N. Jørgensen, Peter Bondesen og Allan Berg Nielsen: Da Freden Kom, 1985. Distr.: KHM.

[13] Henrik Bramsen: Modernismen. I Dansk Kunsthistorie 5, Vagn Poulsen m.fl., red. 1975 side 144.

[14] Jens Birk: Sct. Mortens Døbefont – og kunstneren bag den. I Randers Amtsavis 14.4.1951.

[15] Anne Christiansen: Vibeke Klint. Katalog til udstilling i Esbjerg Kunstforenings Samling, 1988.

[16] Tale ved ibrugtagningen af messehaglerne den 24. november 1996

Reklamer

7 thoughts on “RANDERSBIOGRAFI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s