SCT. MORTENS KIRKE

 

Illustreret med andres fotos med videre.

Denne fortsættelse af  Randersbiografi, 2005 og senere udgaver er under skrivning. Seneste tilføjelse 28. maj 2020

Indholdet er en række essays fra årene 2005 til 2017: Kirke, Kirketorv,  Rundkørsel,  Helligt rum, Epifanier og Skrøbelige skønhed samt teksterne opført med titlerne som faneblade på sidens hoved.

Den gennemgående fotografisuite og fotoessayet Rundkørsel er fotograferet af Mette Lunden Larsen. Ved andre fotos og illustrationer er der anført fotograf eller anden kilde.

 

KIRKE

– katalog og fører under udarbejdelse

 

mette-lunden-kirketorvet-lysnet

Fotografi: Mette Lunden, 2013.

ARKITEKT

Når jeg tænker på Sct. Mortens Kirkes arkitekter tænker jeg hver gang at denne bygnings skønhed ikke er tilfældig eller resultat af en kollektiv indsats. Der har sikkert altid været en mastermind, en personlig byggekunstnerisk tanke til stede i en arkitekt knyttet til de umistelige huse, således selvfølgelig også til Sct. Mortens Kirke. Koret, som blev bygget først, er ligefrem signeret ved en kalkmalet inskription i den østligste hvælving. Der står, at i 1492 (eller 1495) begyndte prior Jens Mathiesen ”eller rettere sagt Gud” (ja, det står der) dette byggeri. Her har vi kirkens arkitekt og bygherre til den nye sydfløj, kirkefløjen i det Helligåndskloster, som var planlagt, men aldrig blev færdig. Efter reformationen, som i Randers fandt sted 1530, blev den nye klosterkirke protestantisk sognekirke i byen. Selvfølgelig var der også herefter arkitekter knyttet til kirken, men de bliver først tydelige i historien med Anders Kruuse fra Horsens, som tegnede og projekterede det kvadratiske tårn med kuppel og spir i barokkens stil, som bygmesteren Christian Jensen Mørup fra Ødum opførte i 1794/95. Sakristiet i nygotik blev i 1850 bygget op ad korets nordside. I de år var arkitektrollen imidlertid tildelt et kollektiv af tolv borgere udpeget af den statslige kirkeinspektion. De havde tilsynet med håndværkerne, også ved dette byggeri, som en tømrermester i byen havde i samlet licitation. Om den ordning førte til en umistelig bygning, diskuteres nu under dens tydelige forfald. I 1865 slog arkitekten Frits Uldall sig ned i byen og blev kirkens faste arkitekt. Han projekterede og ledede en hovedistandsættelse 1868-70 (og efterfølgende i 80-erne) i sin helt personlige historiesøgende stil (nygotik / nyrenæssance), og han tegnede spiret til det middelalderlige, gotiske tårn til messeklokken i hjørnet mellem skib og kor. Næste tydelige arkitekt var Ejnar Packness, som i en indvendig istandsættelse 1950 rettede Uldalls arbejde til i modernistisk / klassicistisk ånd, en kunstnerisk holdning, som kirkens nuværende arkitekt Ebbe Marxen viderefører.

1800-tallet havde budt på den store istandsættelse af Sct. Mortens Kirke i 1826-28, hvor koret blev gjort lavere og i 1850 en tilbygning på nordsiden af koret, det nuværende sakristi. Bygmestrene er glemt. Men så, hjemvendt fra krigen 1864, flyttede arkitekten Frits Uldall som nævnt til byen, og han blev betroet en omfattende indvendig renovering omkring 1870, hvor en mængde inventar fjernedes og Laurits Jensen Essenbæks mange træskærerarbejder fra 1600-tallet fik deres nuværende brune udseende med guldstafferinger og deres fine, farverige bemaling forsvandt. Frits Uldall begik den modige handling, som lå i tidens arkitektursyn, fjernede det, han vidste var uoriginalt, omdannede resten  hvad han mente var historisk rigtigt, og ramtes af nemesis. Bare otte årtier senere tilbageførte Einar Packness så godt det var gørligt kirken til tiden før Uldall. Prædikestolen flyttedes tilbage og de historicistiske kalkmalede dekorationer hvidtedes over. Han flyttede alteret frem i koret, frem i lyset. Han ryddede op og førte rummet ind i den funktionelle, rensede tid, hvor en Jais Nielsen døbefont (1951) og en række Vibeke Klint tekstiler (1996) kan finde sig til rette lige som Per Kirkebys fremstilling i altermaleriet (2004), ”Getsemane”, de fortvivlede tankers have. Så selvfølgeligt sidder det der i dag, som havde det altid været der. Kirkens nuværende arkitekt Ebbe Marxen har fulgt Packness linje og med intuition og venlig autoritet administreret de store restaureringer og de mindre ændringer og tilføjelser i snart et halvt århundrede. I disse dage er hans forslag fra 2008 til en ny sakristibygning til erstatning for den hidtidige fra 1850 (opført uden egentlig kompetent samlende tanke, vilje og format ser det ud til) som menighedsrådet og de tilsynsførende kirkelige myndigheder for syv år siden besluttede at rive ned.

 SAKRISTI

sct-mortens-kirke-sakristired-552x552_-rasmus-thrane-lysnet

Ebbe Marxens forslag (visualisering) fra 2008

Kirkens nuværende arkitekt Ebbe Marxens forslag til en ny sakristibygning, altså som en ny tilføjelse til kirken, er et overraskende lille hus. I det ydre i kubisk form, men med lige netop tilstrækkelig volumen til ind i nye århundreder for det betragtende blik at afbalancere det vældige tårn, som i sin grundform faktisk også er kubisk og så fra en anden vinkel tillige forsyne den ligeså voluminøse halve korsarm mod syd med en modvægt. At der så inde midt i dette omfattende bygningskompleks står en kubisk døbefont, er en smuk pointe. Om Ebbe Marxens arkitektursyn taler hans tegnestues hjemmeside kort og præcist: ”… Indledningsvist arbejder vi analytisk med en værdisætning af de eksisterende forhold. En historisk bygning er et patchwork af forskellige tiders indgreb og tilføjelser, som hver især afvejes i forhold til forskellige parametre i vores værdisætning. Når det drejer sig om at tilføre nye arkitektoniske greb, er vi vores nutid bevidst. Set i en større sammenhæng over tid er måden vi forvalter og anskuer vores historiske arv på dynamisk og ofte præget af relationen til den historiske distance. Det er ikke nødvendigvis givet, at det vi synes har kvalitet i dag blev opfattet på samme måde tidligere. På samme måde kan det være sådan, at det vi ikke tillægger særlig værdi i dag, kan opfattes anderledes af kommende generationer. Derfor kræver indgreb i vores kulturarv et analytisk lag og en værdisætning som grundlag for at kunne træffe beslutninger om fjernelse eller ombygning af enkelte dele samt eventuelle tilføjelser.”

Kyndigere end jeg ville kunne, beskriver arkitekten Ib Falkenfleth i Randers Amtsavis for nogen tid siden Ebbe Marxens forslag til nyt sakristi: ”… Forslaget er et meget fint og ydmygt forslag, men samtidig en markant og spændende arkitektonisk løsning på en meget vanskelig opgave, der på samme tid minimerer risici for kollaps af kirkens kor og løser et naturligt ønske om bedre forhold for brugere, medarbejderne og gæster.

Bygningen er et selvstændigt hus trukket fri af kirken, hvorved den komplicerede og nødvendige fundering/pilotering har mindst mulig indflydelse på kirkens mindre solide fundering. (Risikominimering idet de to bygninger kan arbejde særskilt i modsætning til de nuværende forhold)

Sammenbygningen sker med et glasovenlys, der vil skabe et fint lys ned i trappe- og dåbsventerummet med et fornemt strejflys over den gamle kirkes vægge. De forholdsvis få m2 bliver ikke billige når de skal bære de mange følgeomkostninger, men det er en arkitektonisk løsning vor generation roligt kan give videre til vore efterkommere, og ikke en urealistisk kortvarig discount løsning som krævet af avisens leder, der i sine useriøse, urealistiske og overfladiske m2-betragtninger bekvemt ser bort fra de ikke uvæsentlige meromkostninger, der ikke optræder i normale sammenligninger.

Eksempelvis demontering og bortskaffelse af den eksisterende bygning og dens fundament, komplicerede nye funderingsløsninger, gennembrydning af sideskibets gavl og etablering af en underetage for niveauudligning til kirkegulvet og etablering af handicapelevator. Et enkelt blik i budgettet viser disses omfang og, at der i de sammenlignelige m2 er regnet med en m2 pris på ca. 20.000 kr. Det normale for byggerier af denne type, hvor kvaliteten skal være i top. Der er ingen tvivl om projektets kvaliteter, og det er da også derfor vores fælles vagthunde af kulturarven Nationalmuseet, Det Kongelige Bygningsinspektorat, og andre tilsynsmyndigheder har godkendt forslaget… det er et smukt projektforslag og man kan se mulighederne. De naive ønsker om noget der ligner middelalderkirken, med diverse senere tilbygninger vil heldigvis aldrig blive godkendt. Vi lever i 2014 og kirken er fortsat et levende eksempel på udviklingen, som vi også skal sætte vores nutidige præg på og ikke blot lave kulisser…”

Sakristi150625 Revideret forslag til ny sakristibygning - perspektiv

Ebbe Marxens bearbejdede projekt fra 2015 som nu opføres

Per Kirkeby (1938-2018): Getsemane, altertavle i Sct. Mortens Kirke (2004) og digte fra Den Arktiske Ørken (2004)

(9)

Bjælkens knast. Et medfølende øje. Måske er englene knaster / i en meget stor bjælke. / Og den hvide farve er slet ikke sne. / men kan alligevel dække de fældede træstammer.

(17)

I Gethsemane have skifter det til efterår / Der er intet jeg kan gøre ved det / Billedet følger med

(31)

Blot at glemme går ikke / der er blot at lade tiden gå. / Tiden går / træer fældes / stubbenes savflader lyser.

(32)

Figurer bliver til træstubbe / i aftenhaven / koldrosa strøg over himlen / lysende bjælke

(43)

På plankebordet / vakler opstillingen af vinglas og brød / “Herre, lad dette bæger gå mig forbi,” / råber stubben fra sin lysende savflade.

(73)

Vinden der går gennem havetræernes løv / er isbjørne-lyd / hvid skræk på nattelagner / lagen afslører træer malet af Altdorfer / Buskadset er eroderede terrasser /  fra Brønlund fjord i den arktiske ørken. / Drivtømmer af korsbjælker og kiler / sovende disciple i min have.

 

AFTRYK

marie-soendergaard-lolk

Marie Søndergaard Lolk: Uden titel, 2011. Sct. Mortens Kirke

”…Der er linier der tegner felter op og genkendes som et landkort, og der er ord som genkendes. Men der er også et nærmest abstrakt felt indover som i virkeligheden er et aftryk af et kirkegulv. Alle arkene i oplaget danner tilsammen et billede af hele dette gulv, som består af fragmenter af gravsten, almindelige fliser, måtter, beton og så videre. Gravstenene, som gulvet delvist består af, repræsenterer hver især et menneske i både billede og tekst, men også i form af sin fysiske masse, og netop disse dimensioner er Marie Søndergaard Lolk optaget af. Derfor er arkets foldelinier (som malingens aflejringer i malerierne) og blandingen af trykkene på begge sider af det transparente pergamentpapir, en del af udtrykket. Kortet er ikke bare billede og tekst, men også en fysisk størrelse og samlet danner disse enheder den endelige repræsentation. Som et stykke “konkret poesi” er det læseligt på flere niveauer. Det ufattelige i værket, den mere uudsigelige dimension, får næring i det faktum, at hvert kort er unikt gennem det manuelle frottagetryk – ikke to er ens. Og således bliver det nu en sag mellem værk og modtager.”

1-lolk-untitled-edition-x400-offset-print-carbon-paper-frottage-and-ink-linoleum-print-on-paper-14x10-folded-39x56-cm1

(Fra ”Uden titel—et værk af Marie Søndergaard Lolk” af June Maestri Ditlevsen og Christian Foghmar, 2011 på hjemmesiden http://www.dendanskeradeerforening.dk/images/pdfer/juni-2011.pdf )

 

FIRE ENGLE

Billedskærer Laurids Jensen Essenbæk, 1695.

Den 1. maj 2014 skrev jeg til kollegerne Flemming, Otto og Frank i menighedsrådet  med tak for en samtale aftenen før om katafalken:

Merete Bergild og Jens Jensen skriver i afsnittet ”Sognekirkens inventar” i Peter Bondesen, red.: ”Sct. Mortens Kirke i Randers 1494-1994”, side 105: ”På museet befinder sig også Randers Købmændenes ældre liglavs børneligbåre (1695), der sikkert oprindeligt som de andre ligbårer i byen har haft sin faste plads nederst i kirken. 4 engle i hvidt klædebon med guldstafferinger understøtter båren.

Lauridtz Jensen Essenbæks mange værker i Sct. Mortens Kirke viser ham som en dygtig billedhugger i barokkens stilart. Han kan kendes på, at de udskårne menneskeskikkelser og engle har et noget sammenbidt udtryk i ansigtet, hvilket skyldes en skæv, nedadvendt mund. Samtidig er der over figurerne en egen monumentalitet og stoisk ro understreget af de lange elegante foldekast i klædedragten.”

Vi fandt de fire engle på Klosterkirkens loft under et kirkesyn for mange år siden, og klosterforstander Erik Hübertz forærede dem til Sct. Mortens Kirke, da Ebbe Marxen og jeg senere fortalte om vores idé om at bruge dem på en ny katafalk. Den blev tegnet af Ebbe Marxen og formodentlig lavet af snedkermester Poul Nielsen. Malermester Flemming Bülow Nielsen farvesatte og malede katafalken, som dengang fik sin plads bag alteret ved ophænget til de varierede løsdele.

Nu må jeg hen i kirken og se på englenes munde og deres kjortlers foldekast. Jeg er jo af den opfattelse, at de fire engle kan stamme fra Jensen Essenbæks ligbåre til Købmandsliglavet og fortjener den tilskrivning.

 

Litt.: Frits Uldall: ”Sct. Mortens Kirke i Randers” i Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1871, 323 ff. N. J. Israelsen: ”Bygningen” i Peter Bondesen red.: ”Sct. Mortens Kirke” 1494-1994. Projektet til ny sakristitilbygning til kirken er offentliggjort på tegnestuens hjemmeside http://vmb-arkitekter.dk/projekter/sct-mortens-kirke-randers/  og på kirkens hjemmeside http://www.sct-morten.dk/page/1164/nyt-sakristi

KIRKETORV

Mette Lunden Kirketorvet 1 P1060338

Foto: Mette Lunden, 2013

Det fineste blik mod kirken og dens torv er det fra Houmeden ned gennem Vestre Kirkestræde mod kirkens og torvets vestsider. Det mærkes så rigtigt at komme fra det snævre mod det åbne. Strædet slutter som i en port, lyden ændrer sig, overraskelsen venter en. Sådanne portkig kan være et tema ved betragtningen af byrummet, og de gentages jo i alle husene, at træde ud på torvet fra portrummet eller direkte fra entreen ud gennem gadedøren.

Mette Lunden Kirketorvet3 P1060333

Foto: Mette Lunden, 2013

Trods uoprettelige ulykker sammenfatter en tur omkring kirken stadigvæk 500 års bygningskultur her i byen, hele den eftermiddelalderlige periode fra sen gotik til modernisme. Hist og her kan det være svært at få øje på det oprindelige bag de mange hurtige og ofte ufølsomme bygningsændringer, men de fleste steder røber et tags hældning eller en vinduesrækkes rytme en ædel værdighed i en bygning, som i dag let overses, fordi denne værdighed er blevet så sløret. Og man ser med ét torvet som et historisk rum, der fuldstændig som kirkebygningens indre fyldt med billeder og monumenter, taler om fem århundreders ideer. Afsætter det samme tidsrums slid som bevægende mærker efter levet liv.

Kirketorvet skylder den oprindelige kirkegård sin eksistens. Ved et mageskifte med kirken i begyndelsen af forrige århundrede sikrede byrådet sig denne torveplads, og kirkegården flyttedes til Udbyhøjvej. Den gamle muromkransede kirkegårds oprindelse er uklar, den kan være fra klosterets tid omkring 1500, det ældste bevarede gravminde peger i den retning. Det er ridset ind i kirkens sydmur, direkte i teglstenene: Året 1579 døde Hans Groeve, og han ligger begravet her. Altså lige i tagdryppet. Selvfølgelig kan Grove være en af de første på en ny kirkegård indrettet efter reformationen, men da den tidligt middelalderlige Sct. Mortens Kirke, hvorom vi stort set intet ellers ved, havde kirkegård, er en meget ældre historie sandsynlig.

Måske er det – som nævnt – bedst at nærme sig den vældige bygning og torvet fra nord, fra Houmeden ned gennem det vestre kirkestræde, som har en oprindelig snæverhed, så man på det korte stykke når at mærke gaderum omkring sig. For enden af den korte strækning ser man tårnet i dets fulde højde, og man fornemmer torvet som en udvidelse af rummet. Det er ikke rigtig muligt mere fra de andre gader, som fører dertil.

Mette Lunden Kirketorvet2 P1060332

Foto: Mette Lunden, 2013

Når man nu står på det af brolægningen nydefinerede kirketorv møder blikket på en ganske anderledes vurderende måde firkanten af huse, som omgiver det. De opleves ikke længere som hørende til hver sin af fire verdener, liggende i hver sin gade. De hører nu sammen med den store flade, hvor kirkebygningen står i midten. Og de er nu nødt til at besvare den historiske udfordring fra dette hus, som så tydeligt markerer 1490’ernes sene gotik i kor og skibe, og 1790’ernes sene barok i tårnet med dets løgkuppel, som mere end noget markerer sit sted. På den kuppel kender vi byens silhuet.

Men de fleste af husene omkring Kirketorvet skjuler i dag deres årti, endog deres rette århundrede. De vil ikke være ved deres alder. Det er egentlig en skam, for det er da deres basale viden mere end deres mere tilfældige aktuelle og private ambition, de bidrager med, når vi går langs bygningerne, som så hensynsfulde over for hinanden omgiver kirken og danner rammen om et fornyet byrum.

MATR. NR. 378, Vester Kirkestræde 10, (opført før 1761)

Det første hus i den del af Vester Kirkestræde, som nu tydeligt hører til Kirketorvet, er nr. 10. Det slanke indtryk, som facadens korthed afstedkommer, kombineret med de stadigvæk intakte vinduesplaceringer i en stram rytme og tagets formodentlig oprindelige svajede taghældning taler som kirkens tårn om barokken i købstaden, og huset kan da også føres tilbage til året 1761, hvor brandtaksationen fortæller, at det ejedes af skrædder Hans Gjørsting. Så huset er mindst så gammelt, vel lidt ældre. Det stod altså allerede på sin plads, da Anders Kruuses tårn og spir blev opført. Denne Horsensarkitekt var aktiv i byen i slutningen af 1700-tallet. Han satte også rytteren med spir på Rådhuset, og han tog disse år tilløb til sin største opgave, Nørre Jyllands Tøjhus fra det følgende årti.

Det er ret voldsomme ombygninger, det lille 1700-talshus har været igennem, også den helt nye, som vel reddede husets liv, er brutal. Men selv om den pågående taler sit og de nærmest foregående årtiers frisprog, skjuler den ikke – heller ikke den nu malede skalmur – husets medfødte værdighed. Vigtigt er det, at taghældning og vinduesplaceringer i facaden er bevaret.

Og jeg husker huset fra et gammelt fotografi. Her ses vinduerne naturligvis småsprossedelte på den meget gamle måde med palæruder fra tiden for husets opførelse. Det gav bygningen en vis fornemhed samtidig med, det understregede facadens opadstræben, mens den med sine tre etager skubber sig ind på den snævre plads i rækken. Den klarer sig ved at gøre sine fire fag meget korte. Regelmæssige blændingsfelter under vinduerne i den ellers glatpudsede murflade uden bæltegesimser eller andre horisontale elementer understreger bygningens slankhed.

På et lidt yngre fotografi er der kommet en lille blikkenslagerkvist til. Det må være sket i 1940’erne. Den er forsigtig, gør ikke noget væsen af sig og forstyrrer således ikke. Men den kvist, som kom på sommeren 1999, er noget mere selvbevidst. Husets gamle lodrette linjer kæmper nu forgæves med den nye kvists kraftige vandrette bånd. Veluxvinduet ved siden af understreger den noget pragmatiske disposition. Vi er her i et selvbevidst årti, vi kender. Nogen skulle have vist arkitekten bag den ombygning de gamle fotografier, før han tegnede. Og sådan er det kredsen rundt, der er bygning for bygning fine oplevelser under hist og her mindre fine tilføjelser. Der er meget at tage vare på.

MATR. NR. 377, Vester Kirkestræde 12, (opført før 1761, renoveret 1802), Faarups Farvehandel

Det er nemlig ikke for sent. Renoveringen af Kirketorvet vil fortsat kunne inspirere til en hel række facaderenoveringer rækken rundt, og da vil det være vigtigt, at drømmen om den smukke facade konsulterer den viden om husets tidligere liv, som findes. Måske har en tidligere udformning en række kvaliteter, som atter kunne drages frem. Nr. 12 med Fårups Farvehandel kan også ses i taksationen fra 1761 og er således ældre end det. Huset brændte imidlertid den 11. december 1801 og må være repareret i løbet af det følgende år. Det passer godt med den nyklassicistiske facade, hvormed det fremtræder i dag. Oprindelig var den meget mere detaljeret. For det første stod den livligt i de blanke sten. Gesimserne var mere talrige og accentuerede, de markante frontispicer rigt modellerede. Men i dag kan man vist ikke forlange mere enkel respektabilitet af en bygning. Den er klar til det nye torv, som kunne komme ud af et generelt, offentligt saneringsarbejde omfattende hele husrækken omkring kirken.

MATR. NR. 366, Kirketorvet 5 (opført før 1810, måske før 1761), Café Tuborg

Og straks kaster vi blikket på Café Tuborg. Det hjørnehus er vigtigt, det er jo selve afslutningen på blikket fra Houmeden ned mod kirketårnet, selve snæverheden i åbningen lige før torvets udbredelse for synet. I brandtaksationerne kan det spores tilbage til 1761, hvor en Henrich Brasch er noteret som ejer af dette og nr. 7, nabohuset mod øst. I 1810 købte en skrædder Rasmus Woldbye 5 ½ fag af nabohuset mod nord og byggede måske på det tidspunkt en del om, så huset fik sin nuværende grundplan og opstalt, men ikke mere, end det bevarede sin facades udformning. På ældre fotografier ses palævinduer mod syd som i torvets øvrige huse, altså nok de oprindelige vinduer fra 1700-årene. Så det er et sent 1700-tals hus som resten af rækken.

MATR. NR. 367, Kirketorvet 7 (opført før 1818, måske før 1761) Phoenix Pub

Her fortsætter, ser jeg på de gamle fotografier, rækken af palævinduer, som jeg tror er fra Henrich Braschs tid i 1700-årene. Husrækken fortsætter også fornemt, kan jeg endnu se, når jeg ser bort fra en del uheldige dispositioner og smertende mangler. Det er bestemt en række jævnaldrende bygninger, alle vel fra en byggeindsats i 1700 tallets anden halvdel uden for kirkegårdens nordlige mur med en gade imellem, Nordre Kirkestræde, som så nu er en del af Kirketorvet.

MATR. NR. 368, Kirketorvet 9 (opført før 1761)

Søren Rudolfsen Bay hed den første ejer, man kender, noteret i brandtaksationen 1761. Familien Bay var en af de betydningsfulde købmandsfamilier i byen. Jeg bliver bekræftet i, at huset både er jævnaldrende med og ligner nabobygningerne og sammen med dem danner en ensartet række, som blot savner opmærksomhed på slægtskabet og den arkitektoniske accentuering, som kunne have fulgt deraf.

MATR. NR. 369, Kirketorvet 11 (opført før 1761)

Rudolfsen Bay ejede også dette hus, så jeg tror, han har sørget for, at det kunne ses som hans vilje og indsats. Vi burde overveje de vigtigste takter i dette hans senbarokke prospekt, som skjuler sig i rækken.

Mette Lunden Kirketorvet4 PICT2322

MATR. NR. 370, Kirketorvet 13, (Opført før 1761), Svends Bar

Dette fine lille hus har svært ved at bære sin længsel mod den mediterrane bar, som dets indretning nu peger på. Jeg tænker, hver gang jeg ser det, at det måske bedre kunne være sig selv, som det var bygget. Og det er naturligvis igen fordi, jeg kender et gammelt fotografi.

Kirketorvets Café, efter fotokopi

Det var oprindelig et palæ, sandelig, men meget lille. Alt var for så vidt til stede, men mindre. Mindre i antal, mindre i mål. Men ikke mindre i værdighed. Det vedkendte sig sin familielighed med Svaneapoteket for eksempel, det understregede i den pudsede facade de vandrette klassiske linjer, en enkel, men kraftig profilliste over hvert af pælævinduerne, som til gengæld var gjort slankere af en indramning, som under dem fortsatte omkring rektangulære blændinger. En let profileret kondongesims, som blev gentaget omvendt i soklens profil, skilte førstesalen fra stueetagen. Dennes fine kvaderpudsudformning fik karakter af pilastre, som delte de tre korte fag.

Værtshusholder Christen Rasmussen købte stedet i 1907. På fotografiet står han med sin familie, må jeg tro. Alle beskæftiget i den lille virksomhed på en eller anden måde, også sønnen. Forretningens skænkestue, køkken og baglokale er i stuen, en trappe fører op til førstesalens lejlighed, hvor der forunderligt er plads til stuer, soveværelse og køkken samt en fint snoet trappe til kvistværelset. Hvor vel den unge servitrice bor. Mest bevæges jeg af den tildækkede kældertrappe. Her kom øllet ind. Og brændslet. Det var drengens arbejde. Til tæt på vor tid. Til min barndom i hvert fald. Elementer af stedets ånd. Fotografiets stilfærdige øjeblik demonstrerer det.

MATR. NR. 371, Kirketorvet 15 (opført 1901), kobbersmed Anthonys hjørnehus

På pladsen for det store hjørnehus lå (siden 1500-tallet ser det ud til) disse to huse. Øst for lå endnu et og lige  nord for det også et med facade mod Integade bag ved. De to huse blev fjernet for at torvet, den nuværende Erik Menveds plads kunne udvides foran Helligåndshuset, som skimtes i baggrunden. Det ser på fotografiet ud til, at de netop er revet ned.  Snart skal de to følge efter. Ejeren er kobbersmedemester Carl Erich Anthony, det er ham, som står på fortovet. Arkitekten Jens Peter Jensen Værum tegnede det nye hus til ham, og det stod færdigbygget 1901.

MATR. NR. 345, Kirketorvet 6 (opført i 1600-årene, ombygget tidligt i 1800-tallet) Løveapotekets baghus

Fra porten i Kirketorvet 6 er der et fint kig ud på torvet nordlige del, ned forbi Jensen Værums jugendprægede hjørne og den fine husrække ned mod Vester Kirkestræde nr. 10, det røde hus og nr. 12, det gule hus. Altså 1900-tal, 1700-tal og 1800-tal på række. Herinde i portrummet mærkes det tydeligt, at huset i grunden er meget ældre end facaden påstår. Huset er i sin kerne og sit væsen det gamle Løveapoteks baghus, og apoteket blev indrettet i den berømte købmand, rådmand og borgmester Niels Jacobsens gård fra 1597.[1] Forhuset blev revet ned i 1893, og det nuværende, hvor det nye apotek findes, blev opført på grunden. Men den oprindelige renæssancegård kan fornemmes i baghusets, altså Kirketorvet 6’s gårdside i dette gedigne Randersbindingsværk, som der er skrevet talløse beundrende tekster om.

MATR. NR. 344, Kirketorvet 4, (opført ??)

De høje skorstene her er vigtige. De er arkitekturens fortælleværdi. Og fortællingen er produktionsvirksomhed, kafferisteri, som fotoet viser. Og før det andre industrier tilbage til Søren Simonsens sukkerfabrik, som han indrettede i sin købmandsgård, som omkring 1700 fyldte området ud til Torvegade og ud til Kirkegade, hvor der var have og lysthus i tre stokværk. Det var i 1761 byens langt største private ejendom viser brandtaksationen det år. Forhuset havde naturligvis facade mod Torvegade. Dette og nabohuset mod syd, nr. 2 ligger på baghusets fundamenter. Søren Simonsen (1711-91) var tidens virksomme entreprenør, fabrikant, altså, og købmand og en lang periode viceborgmester. Dertil var han håndværker, han byggede både alteret og orglet i Sct. Mortens Kirke.[2] Sukkerfabrikken fortsatte under andre ejere ind i 1800-tallet som Randers Sukkerraffinaderi. Alt dette har ikke meget med det nuværende hus at gøre, men det har meget med stedets ånd at gøre. Imidlertid er den nuværende bygning i sin nøgternhed præget af det produktionsmæssigt praktiske, af det funktionelle. Det er det umistelige ved den. Det er den bygnings værdighed.

MATR. NR. 336, Kirketorvet 2, (delvist nedbrudt og genopført 1852), Storkereden

Denne bygning var oprindelig en del Søren Simonsens gård fra 1700-tallet, et af baghusene ”12 fag bindingsværk 1 loft højt” [3] som blev brudt ned i 1852 og genopført i nuværende skikkelse. Ejeren var på det tidspunkt købmand Julius Ree. I 1900-tallet var her først bank, Kreditbanken og fra 1919 Randers Folkebank. Senere ejere var direktør Gottlieb Erichsen og boghandler Thor Harder.

MATR. NR. 337, Kirkegade 8 og 4, (opført 1935, arkitekt Bruno Simonsen for Banken for Randers og Omegn)

I 1933 købtes hele husrækken af Randers Kommune for at blive revet ned sammen med hjørnehuset mod Torvegade, købtes af banken med samme formål. Kirkegade skulle udvides i bredden, og Søren Simonsen kunne for banken tegne sit funkishus med denne nye, tilbagetrukne facade og en brat gavl mod vest, som demonstrerer en plan eller et håb om en fortsættelse om hjørnet til Kirketorvet.

MATR. NR. 251, Kirkegade 5, (opført 1857 og ændret 1917)

Til 1857 lå her et 10 fags bindingsværkshus i to etager med tilhørende 6 fags pakhus i en etage, som kunne føres tilbage før 1761. Brandulykker i 1848 og 1851 førte til nedrivning og opførelse fra grunden af det nuværende hus.

MATR. NR. 244, Kirkegade 7, (opført 1860-61), P. A. Stillings Gaard

Den klassicistiske bygning er opført af købmand og dampbrænder P. A. Stilling på Apostelgårdens grund. Denne fra renæssancegård fra 1667 var ”en bindingsværksgård blandt de smukkeste, byen har ejet”[4] Apostelgården brændte 27. september 1860, gården forsvandt på fire timer. To af apostlene blev reddet, de kan ses på museet. Købmand P. A. Stilling som havde overtaget købmands- og dampbrænderiforretningen og Apostelgården 1847 stod bag nybyggeriet. Hans enke lod ved salget af bygningen i 1917 tinglyse en deklaration, at den i al fremtid skulle hedde P. A. Stillings Gaard.

MATR. NR. 242 og 243, Kirkegade 9 og 11, (opført lige før 1960)

Den grå farve på gavlen er ikke det første af noget rart, som oplagt er på vej. Dispositionen er afsluttet, og den er vanskelig at forstå. Den dækker en udvendig isolering, som dækker noget smukt. På et fotografi fra kort efter bygningens opførelse 1960 ser der ud til at være marmorfliser under et fornemt Hafniaskilt. Og det passede da også meget bedre til metalinddækningerne og den øvrige saglighed. Det er et stykke gedigen 60’er modernisme med klassisk reference tilbage til for eksempel Jens Peter Hjersings sparekasse og bank i hver sin ende af Torvegade.

Det hører nu også med til historien, at før dette hus lå der to af de gamle stolte gårde på de to grunde. Farvergården nr. 9 og en købmandsgård nr. 11. Knægtbygget bindingsværk. 1600-tallet. Der er mange fotografier på arkivet. De viser gårdenes oprindelige skønhed opløst i det hurtige forfald efter 1900. Og det er næsten ikke til at bære. Alene en optagelse af Gebhardt Zehngraf af den dejlige port til nr. 9 rummer den tabte kvalitet.

Især et bestemt fotografi i stadsarkivets samling viser den tids foretagender i sådan en gård. Des Asmusssen har med sin hurtigt præcise fyldepen og laveringspensel understreget det, som allerede for ham var blevet fjernt. ”Gl. Købmandsgaard” har han skrevet under skitsen inde fra gården med udsigt til kirken bag forhuset. Bindingsværk, hestevogne, trækvogne, kar, tønder og folk. Hvordan det var, læser jeg hos Jens Otto Krag. Hans barndom levedes i gården ved siden af. Han skriver om det i begyndelsen af sine erindringer. Først – da jeg oprindeligt så fotografiet af porten – tænkte jeg, at det var bevægende, at denne moderne mand har gået gennem den port. Nu viser det sig imidlertid, at porten var væk kort før, han og hans familie flyttede ind. Men han har boet i Randers renæssancebindingsværk (svært ødelagt på hans tid) og skrevet kærligt om det.

Det nuværende hus burde i det mindste have bevaret sit originale marmor og ikke være faldet for først et modelune, nogle år først i dette århundrede overfladisk Middelhavslængsel i rød cementfarve til at dække den klassiske, tilsvarende inspiration i marmor. Dekoration i stedet for arkitektur. Og nu er så den røde farve dækket af en isoleringsmåtte og grå resignation.

MATR. NR. 394, Kirkegade 13 (opført 1854), boghandler Lars Jacobsens hjørnehus og Store Kirkestræde 2 (opført 1626), rådmand og tolder Mogens Nielsens gård

Skal Kirketorvets egentlige stemning opleves på den måde, som her forsøges, må Kirkegade 13 med. Boghandler Lars Jacobsen byggede i 1854 sit klassicistiske hjørnehus på fundamenterne af en interessant renæssancegård i bindingsværk, som der ikke er bevaret så meget som en skitse af. Alene den bevarede længe i Store Kirkestræde og et meget smukt og berømt panelfragment skåret af Mikkel van Groningen – det er nu på museet – kan give indtryk af dette 1600-tals hjørnehus, af det oprindelige anlægs storhed. Af dets tabte skønhed. Ude og inde. Alene den hvælvede kælder er bevaret. Men sidelængen ligger altså endnu langs Store Kirkestræde og har nr. 2. Her standser alle byvandringer andagtsfuldt: Randersbindingsværk. Kongens tid, Christian 4., renæssance.

I overgangen mellem det nye forhus og sidelængen sidder to Randersknægte ved siden af hinanden. Den slankeste er den ældste. Den er lidt sølle at se til for tiden, er ved at blive repareret. Lidt bliver der tilbage af det tidligere. Det er det sidste synlige tilbage af det ”meget fornemme hus”, som Matthias Galthen som den eneste har skrevet om. I hans Forsøg til en “Beskrivelse over Kiøbstaden Randers” fra 1802. Det var opført omkring 1575 af rådmand og købmand Mogens Skov som erstatning for et middelalderligt stenhus – gotisk, vel sagtens som Klostercafeen på Rådhustorvet. Med gavl mod Kirkegade. Den tøndehvælvede kælder viser det. Vel mere end 600 år og tre huse efter hinanden har den kælder båret.

Den anden knægt hører til den bevarede sidelæge, som tolderen og købmanden Mogens Nielsøn og Margrethe Povelsdatter fik bygget i 1626. Deres navne finder man på den berømte porthammer. Og så byggeåret. To løver skubber bladornamenter mod kerubens vinger. Til sammen er disse væsner dobbelt ondtafværgende. ”Wer godt vørtravet. Er hat vol gebauet” lyder indskriften. Hvem som stoler på Gud, han har bygget vel. Den grå farve på porthammeren forbereder formodentlig en opmaling, og jeg glæder mig over den ny, endnu rå hjørnestolpe. Der repareres på dette hus, som giver stedet her og husrækken omkring kirken en bastone af alder.

Bygningen på hjørnet nu, Kirkegade 13, er som nævnt fra 1854 og opført af den boghandler Lars Jacobsen, som havde haft butik i Mogens Skovs 1500-tals renæssancegård siden 1840. Et tidligt fotografi viser det nye hjørnehus i dets nyklassicistiske enkelhed. Kun boghandlerens skilte er kommet op, efter arkitekten er gået. Her var et bud på inspiration, da ejeren senest satte i stand. Intet, praktisk taget intet, er ændret siden. Kun de store vinduer til frisørsalonen og døren til værtshuset Svend Trøst er kommet til siden 1854. Den oprindelige kvaderpuds i raffineret renæssancemønster er mirakuløst bevaret.

MATR. NR. 393, Kirkegade 10, (opført 1859 og 1897 på et étetages hus fra 1804)

Hvor klassicismen nøjedes med lidt, men godt fra bygningskunstens erfaring, tog arkitekterne omkring næste århundredskifte lige hvad de i deres historieglæde havde lyst til. Det har kunnet ses på hjørneejendommen, som har nr. 10 i Kirkegade. Den har haft en fortumlet historie. Var i begyndelsen af 1800-årene et hus med én etage og kvist. Her boede siden 1804 organisten, som hed Jens Erik Blauenfeldt. Det var hans hus. I 1859 blev ejendommen bygget om til et to etages hus, og i 1897 fik det endnu en etage. Et fotografi viser, at endnu i 1960-erne stod en nybarok balustrade på taget og bandt kvistene mod torvet sammen med den lille antydning af et tårn i hjørnet.

Murcia_rådhus

Foto: ukendt oprindelse

KIRKETORV I MURCIA

Rafael Moneo, den spanske arkitekt, tegnede det nye Moderna Museum i Stockholm, som blev færdigt 1997. Man har om det hus hævdet, at han her genfødte den svenske nyklassicisme. Denne følsomme mand havde med det samme mærket, at sådan er det umistelige Stockholm. Pilastrenes ro og orden er en del af byens sjæl. Her var udgangspunktet for et nyt hus. Steen Estvad Petersen nævnte det i en avisartikel for nogen tid siden, i Weekendavisen den 16. juli 1999. Og jeg tænkte, mens jeg læste, på Aldo van Eycks hensynsfulde nye huse i det gamle Amsterdam. Og jeg tænkte på Randers, såmænd.

Det var fotografiet ved artiklen, som først optog mig. Det viser kirketorvet i Murcia med en ny brolægning helt hen til bispepaladsets sokkel. Dets slidte facade rejser sig værdigt fra den nye ro og orden. Kirken har jeg bag mig, tilsvarende gammel og fornem og urolig, og jeg ser på Moneos nye, lille rådhustilbygning overfor med dens kubistiske facade i egnens gulrøde sandsten, med søjler og arkadeåbninger i en ikke-symmetrisk, men nøje kalkuleret rytme, som ikke vil trætte kommende århundreders iagttagelse.

”Huset formår ikke kun at hævde sig i dialogen med den sydspanske barok, men også at tilføje byrummet helt nye kvaliteter, blandt andet et tidsspænd på 200 år, som giver pladsen nyt liv samtidig med, at kirkens huse indrammes og fremhæves,” skriver Estvad Petersen. Det lille hus på det gamle torv er blevet ”et fornemt kammerspil, som endnu en gang tjener til at bevise Moneos store følsomhed over for Genius Loci.”

Jeg studsede over fagudtrykket, men tog det til mig: stedets ånd. Og jeg tænkte såmænd på vores kirketorv, selv om Randers godt nok ikke er Murcia, og nordeuropæisk sengotik noget andet end sydspansk barok. Og vi har ikke et fint nyt hus der. Men det kunne komme, vores kirke trænger til et meget bedre sakristi. Bedre arkitektur og bedre håndværk end den nuværende halvtags tilføjelse op ad korets nordmur. Men en stedets ånd har vi. Og en tilsvarende problemstilling.

[1] Niels Erik Jensen og Jørgen Ganshorn: Randers Bindingsværk, 1987, side 32

[2] Knud Løgstrup: Søren Simonsens sukkerraffinaderi 1763 i Årbog Fra Randers Amt 198X, side 46 ff.

[3] Samme side 47

[4] Aage Brunoe side 136

 

RUNDKØRSEL

– fotografier af Mette Lunden. (Billedtekster ABN)

 

DET VI NÆR HAVDE MISTET

Mette Lunden  Viadukt - 800x600

Viadukten, som fører Rosenørnsgade over Niels Ebbesensgades begyndelse. Den flittigt benyttede vej mellem Tøjhushavekvarteret og midtbyen. Viadukten, som binder bydelene sammen.

 

Mette Lunden trappe ved rundkørslen

Vindeltrappen op til det hele, fra dommerens have, som for tiden er parkeringsplads, men det kan umuligt fortsætte, op til Tøjhushavevejs og Rosenørnsgades fornemt skråtstillede møde på det skrånende terræn. Vel indpasset modernisme.

 

 Mette Lunden Amtmandsbøgen 

Den forreste bøg, den navnkundige. Når man bare siger “Amtmandsbøgen” er det den. Som den bøg, der står bagved og en fældet, hvor stubben er tilbage, er den formodentlig plantet kort efter amtmandens hus stod færdigt 1828. Senere fældede de den alligevel. De sagde den var syg af svamp og udsat for at vælte i en storm og være farlig for mennesker.

 

Mette Lunden Fortovstrin 2011                        

Fortovstrin, omhyggeligt anlagt. Den smalle lidt dunkle Tøjhushavevejs møde med skrænten er en oplevelse, der kan anbefales, bemærker arkitekten Gøsta Knudsen et sted i Randers Kommuneatlas (2000) og nedstigningen i denne begynder på Rosenørnsgade ved disse opfindsomt svungne trin, som forbereder gadens fald og dens så hemmelighedsfulde vridning i to planer i terrænet, som jo er morænens værk.

 

 Mette Lunden Bissens Diana

Statuen, en hyldest til skønheden. Vilhelm Bissen: Diana (1890), opstillet 1940. Billedhuggeren er uddannet hos faderen H. V. Bissen, hvis værksted, han førte videre med værker som Absalon på Højbro Plads og Storkespringvandet i København. Som disse er Diana et brud med faderen og det romersk klassiske, dette er den nye parisiske og naturalistiske billedhuggermåde. 

 

Mette Lunden Jens-Flemming Sørensen skulptur 2011

Skulpturen midt på gaden, en meditation over det ødelæggende. Jens-Flemming Sørensen: Byport, detalje (1996) En kugle ligger knust på brostenene, er det ikke et ansigt, som viser sig derinde? Eller rettere en maske? Persona, rollens væsen, dens empati, teaterets verden, spejlet, der holdes op. Brutaliteten besvares med historiens og tekstens stædigt vedblivende tale.

 

Den bageste bøg, den smukke. Et meget gammelt træ, som den anden bøg, også amtmandens, snart 200 år som det klassiske hus, det smykker. Et smukt træ nu, ligesom rodfæstet i en runddysse. Bøg og gravhøj er lig med vort lands romantik og guldalder og trods gældskrise nationalsangens poesi.

  

Tjørnen glæder og gavner utallige mennesker, fugle og insekter. Om foråret med sine smukke, ret store hvide blomster, om efteråret med sine røde frugter. Hele året med sin gamle, grenede stamme. Hvidtjørnen, en hyldest til alderen. Den kan de ikke røre.

    

Linden og lysthuset, en indretning til roen. Lysthuset hører med til haven som hvilens sted, og den kan leves lige ved siden af trafikkens pulseren. For strømmen af biler afvikles problemfrit og ordentligt ved rundkørslens genialitet. Man sidder på bænken med avisen og ser op fra den eller hvad, man nu har i hånden, og ser, at det lykkes. Under linden foregår også kærlighedsmødet, melder sig en fjern litterær association.

 

Den jødiske begravelsesplads. De hebræiske indskrifter er halvt udviskede. “Engang kom han her med en jødisk ven, som pegede på en kvinde, død under løvhyttefestens mellemdage, men forbundet med en sådan kærlighed til sin mand, hr. Abraham, at ’hun selv i jorden vendte tilbage til ham, og hendes lemmer nærmede sig hans’. Han blev grebet og foruroliget ved de ord. De findes endnu som en inskription inden i ham.”

 

Kirkegårdsskrænten der afgrænser uden at lukke af. Det er en forening af det naturgivne og det hellige. Den skrænt kan ikke røres, for den hviler direkte på morænens skråning, og den er samtidig en digets beskyttelse af kirkegårdens indviede jord. ”Det her, det rører de ikke, for det kan de ikke.” 

 

“Rundkørslen kan reducere antallet af uheld og fremme trafikafviklingen. En glidende trafik giver samtidig mindre støj og luftforurening…” (Den Store Danske)

 

“Mens man for et par år siden oftest valgte trafiklys til at regulere trafikken på krydsende veje i Danmark, bygger man i dag flere rundkørsler…” (Wikipedia)

 

Rundkørslen, dette stilfærdige og geniale trafikanlæg.

 

DET VI NÆR HAVDE FÅET

 

Flere tilfartsspor til det nye kryds. Fire kørebaner, fem meter bredere gader. Kørebaner nogle steder to meter fra husene. Særskilt busbane, tom det meste af tiden. 7000 flere biler i døgnet, 30 procent forøgelse. Dobbelt så lang myldretid. Mange, mange træfældninger – vidt udsyn. Mere end en snes signal- og lysstandere.

 

Et stort højteknologisk anlæg til trafikstyring, i den forlængede myldretid måske et helvede af larm og irritation, i de mange stille timer og hele natten et øde koldt terræn med ensomme blinkende lygter.

 

 HELLIGT RUM

 1-lolk-untitled-edition-x400-offset-print-carbon-paper-frottage-and-ink-linoleum-print-on-paper-14x10-folded-39x56-cm1

Marie Søndergaard Lolk: Uden titel, 2011

1

”Huor forskrechelig er denne stæd, her er icke andet end guds huus oc himmelens port.” Sådan stod der lige over ens hoved, når man i gamle dage passerede syddøren og gik ind i Sct. Mortens Kirke. Døren er væk nu. Efter at være taget ud blev den ubetænksomt mishandlet og til sidst brugt som væg i et udhus til en gård i byen, før den blev opdaget og kom på museet, hvor den kan ses nu i sin elendige forfatning, men reddet efter vanhelligelsen. Det var Laurids Jensen Essenbæk, som skar den, og i den halvrunde fylding øverst skildrede han Jakobs drøm med himmelstigen og englene og Gudfader foroven, og omhyggeligt med stemmejernet udformede han i buen ovenover indskriftens versaler: HUOR FORSKRECHELIG ER DENNE STÆD… GEN 28 V 17. Ordet, man hæfter sig ved, er forskrækkelig, og det er et præcist ord, for netop sådan er det hellige rum, sådan er det hellige. Som Rilke erfarede det på Duinos vilde klippekyst: ”Frygtelig er hver engel…”

2

Nu kommer man mest ind ad vestdøren, den gamle processionsudgang til begravelser. Og den billedverden, Jensen Essenbæk her har skabt, har med døden at gøre. Han har skåret Johannes’ syn (beslægtet med Jakobs) med den åbne dør til himlen, hvor han, herren sidder på sin trone omgivet af apostle og engle og et råd på fireogtyve medlemmer og tekstet billedskæringen med et tilsvarende citat: DE 24 ELDSTE FULDE NED FOR HANNFM SOM SAD PAA STOLEN OCK KASTE DERIS KRUNER NED FOR STOLEN APOC 4 V 10. Efter døden og opstandelsen og himmelfarten er han der som dødens overvinder og evighedens fyrste omgivet af sin regering af jordens fyrster, som alle afmægtige lægger deres magt for hans fødder i mødet med det hellige selv. Noget er større end det største. Nedenunder har Jensen Essenbæk skåret en fremstilling af Jesus i de dødes rige, må det være, og forsynet den med Esekiels ord: ”Ånden kom i de døde ben og de levede og stod på deres fødder, en såre meget stor hær.” Lidt af indskriften er ufølsomt praktisk engang skåret væk af en låsesmed, men dette læses stadigvæk: AA … KOM I DE DØDE BEEN OC DE LEVEDE OC STOEDE … DERIS FØDDER EEN SAARE MEGET STOR HER EZECH 37 V 10. Billedskærerens prædiken er klar, dens sammenstilling af citater er tydelig.

3

Flemming Kloster Poulsen inddrog for nogen tid siden i sin prædiken Rudolf Ottos bestemmelse af det hellige. Det hellige er frygtindgydende og det er en knusende overmagt, lød det fra prædikestolen. (Der er grunde til, at den sidder så højt.) Men hvordan kan man sådan bestemme det hellige? Spørgsmålet er lammende voldsomt, Rudolf Otto griber det imidlertid modigt og resolut an. I indholdsfortegnelsen til sin bog Das Heilige indkredser han forførende beskrivelsen: ”Det forstandsmæssige og det ikke-forstandsmæssige / det guddommelige / følelsen af at være viljeløst skabt som refleks af den guddommelige objektfølelse (Det guddommelige øjeblik I) / mysterium tremendum (Det guddommelige øjeblik II): / øjeblikket af skræk (tremendum) / øjeblikket af overmagt (majestas) / øjeblikket af energi / øjeblikket af det ganske anderledes (mysterium) / guddommelige hymner (Det guddommelige øjeblik III) / fascinationen (Det guddommelige øjeblik IV) / det vældige (Det guddommelige øjeblik V)…” Man mumler de latinske betegnelser, nyder rytmen. Ordene er en procession af poesi, af gådefulde linjer gennem tabernaklets og templets forgård og de to efterfølgende rum, som altid har været kirkebygningens hovedplan: våbenhus, skib og kor. Indholdsfortegnelsen er et digt, på én gang en fascinerende indgang til og oversigt over studiet af det hellige. Man forstår det umiddelbart. Og forstår det naturligvis ikke alligevel. Som det al tid er med det hellige. Forstanden er rationel, men verden er irrationel, følelsen må tage over, så verden bliver til at tyde, så vi kan være i den. Det er ikke så ligetil, ved Rilke: ”Og de fintsporende dyr mærker snart, at vi / er ikke synderligt tilforladeligt hjemme / i den tydede verden…”

4

Rilke opstiller ved indgangen til den store tekst sin procession af linjer: ”Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes / ordener? Og sæt selv én af dem / pludselig tog mig til hjerte: jeg ville forgå ved hans blotte / stærkere liv. Thi det skønne er intet andet / end det forfærdendes optakt, – er, hvad vi lige kan bære, / og må beundre, fordi det afstår så roligt og stort / fra at tilintetgøre os…” Det skønne er, efter vi har passeret døren – fortsat stigende – altså teksterne, musikken, billederne, skulpturerne og over det hele arkitekturens paulun. Kunsten er intet andet end begyndelsen. Kirkebys Getsemanemeditation er måske ikke andet end det forfærdendes optakt. Mysterium tremendum.

5

Kirken er også et historisk rum, den indbinder monstrøst en antologisk samling prædikener gennem sine fem århundreder. Vi ser arkitekturen fra Jens Mathiasens konsekvente tanke til Ejnar Pachness’ lyse konsekvens som en ustandselig tale om det ophøjede, hvert enkelt billede er en læsning af det guddommeliges væsen. Sangens, orgelspillets og teksternes prædiken de mange år og dage. Og så hver søndag en nyskreven. Akademirådet skrev forleden i et brev til os, at kirkerummet har ”en sammenhængende historisk storhed over sig”, og denne forsommer lå maleren Marie Lolk på knæene og lavede aftryk på fint pergamentpapir af gulvet i forhallen.

6

Den tredobbelt åbne hovedindgang mod vest er en fejltagelse. I hvert fald den inderste burde være lukket, for der er alvorlige grunde til, at kirken er bygget til, at vi til dagligt går ind gennem sidedøre. Det hellige kommer lidt efter lidt til syne, og dets alter skal ikke ublufærdigt udstilles synligt helt ud på gaden vis á vis antikvariatets gamle pornografi. Nej, et forhæng skal trækkes til side. Noget bagved er større, og rummet der udtrykker og er på én gang det hellige og det helliges sted. Fyldt med en kraft, som skræmmer og undrer. Som får mig til at tøve, til at tage huen af og sænke stemmen.

Litt.: Rudolf Otto: Das Heilige, 1917/1979. Rainer Maria Rilke: Duineser Elegien, 1923 (oversat af Thorkild Bjørnvig i Rilke: Udsat på hjertets bjerge, 1997). Foto: Marie Søndergaard Lolk: Uden titel, 2011.Teksten er oprindeligt skrevet til Sct. Mortens Sogns Kirkeblad 3/2011

 

EPIFANIER

Det begyndte alt sammen med, at telefonen ringede. Er det Allan Berg? Ja, det er det. Det er major Kjeldgaard, Randers Kaserne, jeg er blevet bedt om at anmode Dem – jo, jeg mener bestemt, Kjeldgaard denne første gang, vi talte sammen, sagde De – jeg skal anmode Dem om at stille op ved valget til det nye menighedsråd på vores liste. Hvad siger De til det? Jo, ja, men… tak, det er meget ærefuldt. Men der er et problem. Og hvad er så det? Jeg stod stadigvæk ret med telefonen i hånden. Jo, det er, at jeg ikke kommer i kirken. Nå, men det kan der vel gøres noget ved? Ja, jo… det kan der naturligvis… Jamen, skal vi så ikke sige det? Farvel og mange tak, Berg Nielsen. Han var væk, jeg skiftede til bliv stående, rør. Lidt efter satte jeg mig ned. Kort efter var jeg medlem af menighedsrådet for den fælleskirkelige liste. Peter Kjeldgaard blev kirkeværge. Majoren og jeg blev kolleger, allernærmeste kolleger, jeg blev nemlig formand for kirkeudvalget. Og vi blev dus. Jeg havde lært at følge en ordre, lært at tage mig sammen.

HØJMESSE

Og så var det, jeg begyndte at komme i kirken. Levede nu igen disse søndag formiddage med musik og digte og historisk-filosofiske tekster og hver søndag en nyskreven tekst, en kommentar til de øvrige og nogle gange også et stykke nyskrevet musik. Jo, højmessen var vækst og bevægelse, rækker af indsigter, og alt det summede i tankerne, når jeg gik hjem til frokosten alene, men hver eneste gang ledsaget af fornemmelsen som efter musik i lang tid, ja, foruroliget tilfreds som efter musik. Liturgien er musik. Rytme, pauseringer. Den er velkendthed, tryghed. Men den er ikke hjerteligt samvær, hvad Søren Ulrich Thomsen har beskrevet så godt, ”… menigheden som et ikke-socialt fællesskab, der ikke er sammen for at være sammen om at være sammen med hinanden, men om at være vendt mod Gud”.

Hellig tre kongers dag 2002. Karsten Erbs gik på prædikestolen. Læste dagens tekst om astronomernes besøg først hos den regerende konge, men fejl, så hos den nyfødte i krybbespilstalden. Jeg satte mig til rette, klemte mig ind i bænkens hjørne, hvad gør han ved den tekst? Han satte Herodes magtsyge og ubevægelighed op over for de tre astronomers videbegær og rejselyst, han var omkring Lindhardts bog om dødssynderne og opholdt sig ved selviskheden, som er så tydelig i dag, så nærliggende for os alle, og jeg skubbede mig lidt omkring i hjørnet og blev så ramt som af … af en formulering: ”Jeg har en ven, som i en samtale for nylig sagde det så smukt: ’Hele mit liv bruger jeg på at undersøge kærligheden’. Det er sådan noget man skal gøre i stedet for at holde sig til sit sikre ståsted, selvom der er aldrig så trygt der. Man må af sted fra sig selv hele tiden, mærke den vidunderlige følelse det er, at der en anden, der er centrum i ens liv…”

Jamen det er da sådan, så enkelt. Bare flytte centrum. Tænke den anden som centrum. Jeg vidste, jeg ved bestemt godt, hvem den anden er. Formuleringens konsekvens har været i mit liv siden. Jeg forstod tilsynekomsten uden endnu at vide, at det var, hvad det hed. Jeg lærte at glemme mig selv for den eneste ene.

ANDAGT

Og jeg er jo nu så længe efter majorens ordre stadigvæk en, der kommer i kirken. Kirken som så vigtigt er åben. Meget af døgnet. Så det kan være daglig øvelse som Brian Holms andagt. Jeg insisterer på at gå ind gennem sidedørene og helst op ad sidegangene. Processionsdøren er til store begivenheder og planlagte optog. Men den står desværre altid åben. Så man kan se ind fra gaden, direkte op til alteret. Det finder jeg helt galt. Jeg kommer jo for at søge ly. Ikke for at blive udstillet. Men gode mennesker vil det anderledes, de ser det vist som åbne arme. Jeg føler mig omklamret, for larmende tiltalt. Jeg er som barn vænnet til kirkerummets stilfærdige inderlighed, vant til, når jeg passerer midtaksen, at samle tanken mod alteret, gøre korstegn med blikket på den røde lampe deroppe.

Jeg går efterhånden hjemmevant omkring det nye sted. Ser alle tingene, kunstværkerne. Ved for eksempel, at alteret stadigvæk indeholder helgengraven. Med dens barske, men skjulte historie om de dræbte drenge i Bethlehem og den thebanske legion. Det vigtigste sted i min vandrende andagt er en kvindeskikkelse ved et andet alter. Siddende, ikke knælende. I tanker.

KALKSTØV I ØJNENE

Det er den fineste, skarpeste nye liturgi. Det varer præcist 25 minutter. Der står et podium foran kortrappen. Præstholm spiller sin sats over Fryd dig du Kristi brud. En præst i civil, jo, det er Kloster Poulsen, men meget distanceret, træder op på podiet og fortæller historien om den rige tolder, som havde jeg aldrig hørt den før. Helt ny er den og mærkelig velkendt. Et bestemt billede vil sætte sig fast, billedet af tolder Zakæus og hans røde Ferrari. Hans promenadekørsel downtown vil fra nu al tid være, hvad jeg ser, når jeg i fremtiden hører den tekst.

Jeg var bortrejst ved Flemming Kloster Poulsens og Christian Præstholms følgende Musik & Fortælling.  Men jeg ved hvad det valgte billede var. Nå, men jeg hørte altså ikke historien om den lamme mand. Imidlertid er en af mine venner også fortæller, så hun kunne gengive den i en mail, som jeg læste i toget: ”… Jeg har været i fittness og i Sct. Morten….. ha ! Flemming Præst mente, at dem, der befandt sig under det loft, som den lamme Philips venner brækkede hul i – de kom til at hoste og harke af al den puds og al det støv, de fik i hovedet !!! Sikke noget 😉 … i øvrigt må det have været en ægte rullemadras, ham Philip havde. For Flemming K. sagde, at han rullede den sammen og puttede den ind under armen – og gik sin bare vej….”  ”Storytellers! ”svarede jeg glad for et billede mere. Markus nøgterne journalistik af de to fortællere forvandlet til seriøs komedie, ikke til at glemme nogensinde. Rød Ferrari og ægte rullemadras. I et par forrygende indsigter lærte jeg om godhedens humor. Godt at gnide øjnene.

SOGNEHJÆLP

Vi har på fornemmelsen, når vi drikker kaffe efter gudstjenesten, at hele menigheden kan være i våbenhuset. Vi synes, vi kender hinanden. Jeg mærkede menigheden, da Kloster Poulsen under sin Påskedags prædiken udbrød: ”… og det ved jeg om mange af jer, som sidder her, at I har haft jeres at kæmpe med.” Han talte jo om at overvinde døden, og jeg vidste, at det var alle dem i vanskeligheder, i nød, i ængstelse, som han og de andre præster taler med, besøger, hjælper. Og menigheden føles som konkret størrelse.

Men sognet omfatter jo alle dem, vi lever med omkring vores to kirker. Og der leves og hjælpes i andre tætte netværk. I lejerforeningen for eksempel sidder S. P. Laursen i sit kontor. Man skal have set det for at tro det, dokumenter i bjerge overalt. Men jeg er sikker på, der er overblik og en særegen orden. S.P. Laursen finder, hvad han har brug for. I foreningens avis for nogen tid siden havde Bjarne Overmark lavet et regnestykke. S. P.Laursen har nu siden 1976 uden afbud været på sin rådgivningsvagt tirsdag og torsdag aften. Det bliver 34 år á 100, altså 3400 aftenvagter. Hvor mange mennesker i vanskeligheder har S.P. Laursen mon hjulpet? Utallige, som vi siger i kirken. Mange uden for sognet selvfølgelig, men også mange fra menigheden. Som præsterne er han sagsbehandler for alle.

S.P. Laursen holdt for et par år siden generalforsamling med sin forening i Sct. Mortens Hus. Det var ret ualmindeligt, men det føltes så rigtigt. Korshær, frelsens hær, lejerforening og så videre, disse våbenløse militante organisationer. De fattiges hjælpere. De bor i sognet, de er dele af menighedens fællesskab uden for våbenhuset.

VINTERPARTEN

”Menighedsrådets mål er at gøre sognet til et sted for et særligt kirkemusikliv…” står der i arbejdsplanen.

Nu musikgudstjenesten Langfredag i år. Gennemgående en tekst af format, et redigeret uddrag af Kingos 17 sammenhængende passionssalmer fra Vinterparten. Koret og vi sang skiftevis 18 af versene. Indramningen, introitus, interludium, postludium, var musik af Duruflé, Præstholm og Bach.  I centrum Line Hages prædiken, denne gang det fineste digt ud over hele forløbet ledsaget af hendes seks oplæsninger fra Lukas’, Markus’ og Mattæus’ beretninger og fulgt af seks korte, korte bønner. Så konstruktionen hang sammen på det skarpeste. Som en tekst af Kingo.

Amanda Vandt de unge mennesker i koret. Og med ét oplevede jeg det ikke som børn der sang, og det var da ellers fint og godt, nej, i den senere tid, gennem de sidste måneder, var det vokset. Og nu var det musik. Jeg hørte ikke længere skoleeleverne, jeg hørte musikken. Christian Præstholm spillede til sidst. Så smukt har jeg ikke før hørt Bach, tænkte jeg, sådan ser begyndelsen til noget stort ud: kirkemusikliv. Tre ord i ét.

I Sct. Mortens Kirkes nye 1700-tals alter ligger stadigvæk relikvierne, som under julemessen 1505 blev lagt ned i det gamle 1400-tals alter. De udgør en femhundredårig, sprogløs kontemplation over massakrens forbrydelse og martyrium.

Det smukkeste af epitafierne er Wiedewelts over en mor og hendes søsterdatter. “Den skønne blomst visner, den modne frugt falder, derom mindes læseren ved denne grav”. Læseren ved denne grav, jeg studser.., graven er til for en læser.

Mette Lunden Epitafium PICT2616

Foto: Mette Lunden, 2004

 

SKRØBELIGE SKØNHED

<FOTOS ER PÅ VEJ IND…>

 At se ud på et torv i byen – her er noget at passe på… Fra porten i Kirketorvet 6 er der et fint kig ud på torvets nordlige del, ned forbi Jensen Værums jugendprægede hjørne og den fine husrække ned mod Vester Kirkestræde nr. 10, det røde hus og nr. 12, det gule hus. Altså 1900-tal, 1700-tal og 1800-tal på række. Herinde i portrummet mærkes det tydeligt, at huset i grunden er meget ældre end facaden påstår. Huset er i sin kerne og sit væsen det gamle Løveapoteks baghus, og apoteket blev indrettet i den berømte købmand, rådmand og borgmester Niels Jacobsens gård fra 1597. Forhuset blev revet ned i 1893, og det nuværende, hvor det nye apotek til for kort siden fandtes, blev opført på grunden. Men den oprindelige renæssancegård kan fornemmes i baghusets, altså Kirketorvet 6’s gårdside i dette gedigne Randersbindingsværk, som der er skrevet talløse beundrende tekster om.

Foto: Mette Lunden, 2013

LIND

Den småbladede Lind står midt i haverne mellem Niels Ebbesens Gade og Niels Brocks Gade i skellet mellem to af dem. Fra huset med gule sten og rødt stenbånd har man det smukke træs grene lige ud for sine vinduer. Sådan har det været i mere end end de år de nuværende beboere husker. Det træ er en daglige glæde. Det er en udsigt, og ved at se det hele tiden følger man årets gang. Fra dets løvspring over blomstringen til bladene falder. I vintertiden som fotografiet viser, danner grenværket et mønster mod vinduet og man kan næsten se de nye knopper blive større dag for dag. Nu er det april og i løbet af et par uger ville det begynde at springe ud. Træets forsvinden vil være en stor personlig sorg. Ganske enkelt.

Træet er vigtigt for karreens arkitektur og skønhed. Det giver den karakter, og det er så stort, at det virker landskabsmæssigt formende for hele den vestlige del af Tøjhushavekvarteret. Træer i den størrelse er sjældenheder. Det er meget gammelt, præcist hvor gammelt ved nok ingen, men det kan en ekspert vurdere. Det kan således ikke erstattes. Dets fældning er et indgreb, som er endeligt.

Det træ er basis for et meget rigt fugleliv omkring boligerne her. Det tiltrækker fugle, man ellers sjældent ser. Så det øger såvel mængde som diversitet. Sommeren igennem er det markør for mursejlernes flyveøvelser om aftenen.

Foto: ABN: Småbladet Lind i haverne mellem Niels Ebbesens Gade og Niels Brocks Gade, 28. marts 2007

VANDKUNST
Det lille torv er gravet ind i bakken der lige uden for pladsen for den middelalderlige Nørreport. Arkitekten Gøsta Knudsen gør så fint opmærksom på det sted:

Lilletorv med Sct. Laurenti Brønd er et smukt eksempel på en trekantet rumdannnelse. Torvet, der ligger, hvor Møllestræde møder Adelgade, fremstår i dag som en glemt oase. Det markant skrånende terræn er arkitektonisk bearbejdet i torvet, der med sin vandrette flade skærer sig ind i skrænten. Det giver ca. 1 meter høje støttemure i torvets bagside. På torvets langside bliver støttemurene kileformede, mens de ved torvets front mod Adelgade er udformede som en lav bastion. Set fra Lille Voldgade er udsigten til torvet og brønden bedst, herfra står den arkitektoniske idé klart. Smukt er det også at komme til torvet fra Møllestræde. Herfra er den bymæssige sammenhæng tydelig.

Torvet på klods hold er en dejlig oplevelse. Naturstensbelægningerne reflekterer lyset og viser med de forskellige formater deres funktion. Sct. Laurentii Brønd er med sin præcision en lille perle. Hjørnernes samlinger med tappe, de sprællende fisk, brøndens vandtud af bronze og den omhyggelige håndværksmæssige udførelse… (Jens Kirkegaard, red.: Randers Kommuneatlas. Byer og Bygninger 2000)
Arkitekten Jens Peter Hjersing tegnede torvet og brønden i 1932 og billedhuggeren Chas Christensen lavede en model. Men først i 1937 var det færdigt. Da havde også stenhugger Johan Nielsen og gørtler N. C. Nielsen medvirket til det smukke resultat. Redaktør Drøhse fra Dagbladet forfattede inskriptionen: ”Her fordum var Laurentii Kirkegaard / I Sekler førtes hertil Dødens Baarer / Om dette minder Brønden, som nu staar / Og fra den flyder Sct. Laurentii Taarer.” Det er et godt sted at begynde byens biografi. For til Sct. Laurentius knytter sig den kirke, hvis kirkegård brønden mindes. Og den kirke er igen forbundet med byens første årstal, 1040. Måske… Det er en anden historie som kan læses her: https://randersbiografien.wordpress.com/randersbiografi-1-2/ http://byoglandranders.dk/Nyheder/index.html

Foto: Mette Lunden, 2004.

AFTENENG

Et nyt højt hus her skal overvejes, overvejes, overvejes meget længe. En beslutning med endnu uanede virkninger, de skal alle erkendes, det er et stort arbejde, men det skal gøres.
Foto: Mette Lunden, 2004.

VIADUKT
Det er så godt når tingene passer sammen. Går man ind i Tøjhushavekvarteret under viadukten, som fører Rosenørnsgade over Niels Ebbesensgades begyndelse, møder blikket årstallet i bronze på beton: 1967.

Nogle uger efter seneste store istandsættelsen af viadukten, i 2003 må det have været, sad årstallet på den anden side også alene uden forstyrrelse rent på den nøgne betonflade. Et længe manglende tal var blevet erstattet af et i samme materiale, som en selvfølge i samme skriftsnit, en grafik som taler om sin tids, viaduktens tid, som bygværkets stil – som Kulturhusets fra samme år – i det hele taget taler om senmodernismens nøgternt strenge æstetik, taler med rolig værdighed. Viadukten er jo også en port, her faktisk en byport, den mest direkte og logiske forbindelse mellem bymidten over Jens Otto Krags Plads og dette selvbevidste kvarter, Tøjhushavekvarteret.

Men vejvæsnet er vist ligeglad med den slags. Det anbringer sit højdeskilt klods op ad det så smukt anbragte årstal. Andre væsner maler deres meddelelser og nervøse usikkerhed i grelle farver på de rene betonflader, som (aldrig ofte nok) må males med en værdig grå farve, som nænsomt dækker den langt smukkere oprindelige, men vandaliserede rå betons helt særlige struktur, som er sådan en skrøbelig skønhed.
Foto: Mette Lunden, 2004

VÆRTSHUS

Kirketorvet 13, (Opført før 1761), Svends Bar. Dette fine lille hus har svært ved at bære sin længsel mod den mediterrane bar, som dets indretning nu peger på. Jeg tænker, hver gang jeg ser det, at det måske bedre kunne være sig selv, som det var bygget. Og det er naturligvis igen fordi, jeg kender et gammelt fotografi.

Det var oprindelig et palæ, sandelig, men meget lille. Alt var for så vidt til stede, men mindre. Mindre i antal, mindre i mål. Men ikke mindre i værdighed. Det vedkendte sig sin familielighed med Svaneapoteket for eksempel, det understregede i den pudsede facade de vandrette klassiske linjer, en enkel, men kraftig profilliste over hvert af pælævinduerne, som til gengæld var gjort slankere af en indramning, som under dem fortsatte omkring rektangulære blændinger. En let profileret kondongesims, som blev gentaget omvendt i soklens profil, skilte førstesalen fra stueetagen. Dennes fine kvaderpudsudformning fik karakter af pilastre, som delte de tre korte fag.

Værtshusholder Christen Rasmussen købte stedet i 1907. På fotografiet står han med sin familie, må jeg tro. Alle beskæftiget i den lille virksomhed på en eller anden måde, også sønnen. Forretningens skænkestue, køkken og baglokale er i stuen, en trappe fører op til førstesalens lejlighed, hvor der forunderligt er plads til stuer, soveværelse og køkken samt en fint snoet trappe til kvistværelset. Hvor vel den unge servitrice bor. Mest bevæges jeg af den tildækkede kældertrappe. Her kom øllet ind. Og brændslet. Det var drengens arbejde. Til tæt på vor tid. Til min barndom i hvert fald. Elementer af stedets ånd. Fotografiets stilfærdige øjeblik demonstrerer det.

Fotos: Mette Lunden, 2004 og Randers Stadsarkiv

PUMPEHUS

“Pumpehusene langs fjorden er en upåagtet lille fortælling om kulturlandskabet.” Og: “Pumpehusene markerer sig i de flade enge.”
To billedtekster fra “Randers Kommuneatlas, Byer og bygninger 2000”. Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med Randers Kommune, 2001, side 67 og side 5.
Foto: Ebbe Marxen, 2003

GRAVPLADS

Lågepartiet med de værnende opplantede lanser mellem to røde murstenspiller foran de jødiske begravelser vest for Østre Kirkegård kræver lige nu en omgående indsats for at det kan bevares, fastslår en helt ny bygningssaglig vurdering. Ægte skønhed er fortsat smuk i sit forfald, hvad der gør den ydermere skrøbelig.

Muren ud mod Udbyhøjvej er så vigtig. Det ser man med det samme. Den skaber afgrænset gaderum i et langt forløb i den landevej, som vejingeniørernes ensidige hensyn til bilerne så mærkbart har mishandlet. Den suppleres overfor af den mur, som forbinder Tøjhuskompleksets bygninger, hvis facadeudformning lader os opleve mur og huse som ét forløb i en ydre bygade, som snart som landevej fortaber sig i det åbne terræn, som Tøjhushavens serie af fornemmelser modsvarer: fra velordnet barok i bygningernes nærhed til drømmende romantik ved kanalen og fjorden  –  er man opmærksom på den, opfatter man den oprindelige tanke. Og muren er dertil en skærm mellem landevejens foretagsomhed i bevægelsen og begravelsespladsernes refleksion i stilstanden. Begravelsespladserne. Der er jo tre. Den lille jødiske længst mod vest, den store kristne mod øst og inkorporeret i den det nye muslimske afsnit… Læs mere:

https://randersbiografien.wordpress.com/randersbiografi-1-2/ (scroll helt ned til afsnittet ”2000 / Lapidarum”, som er det sidste)

Foto: Mette Lunden, 2011, støbejernslåge foran de jødiske begravelser, Udbyhøjvej.

GRAVPLADS (fortsættelse)

… Vi andre tilføjer som lægmænd et yderligere kriterium: gravfreden. Vi opfatter kirkegården som et kontemplativt sted. Eftertanken gælder tilværelsens grundvilkår, her naturligvis især dødens plads som konsekvent faktum. Det er her vi på vores vandring blandt stenenes lapidariske inskriptioner vænner os til den: I ligger her, I har været igennem denne ultimative begivenhed. Jeg er på vej mod den. Derfor har jeg ligeså meget so…m jøderne brug for alle stenene, alle gravpladserne, selveste gravfreden, som i disse gamle byer sydpå, hvor de levendes huse ligger i gade over gade på bjergsiden, øverst de dødes grave ved sti over sti. Læs mere:
https://randersbiografien.wordpress.com/randersbiografi-1-2/ (scroll helt ned til afsnittet ”2000 / Lapidarium”, som er det sidste)
Foto: Mette Lunden, 2011, de jødiske begravelser, Udbyhøjvej. Den mosaiske menigheds begravelsesplads der først på Udbyhøjvej blev købt af Randers by 1007, kort før Sct. Mortens Kirke købte arealet øst for og i 1811/12 anlagde første afsnit af den nuværende

GRAVSTEN

Byens maler og billedhugger har løst gravstenens opgave så enkelt og værdigt, så indsigtsfuldt og generøst. Stenens klassisk beherskede form, den største forfinelse i målenes tilpasning til slibningens blankhed. De tre navne, forældrenes og hans og så, i stedet for årstallene, alfa og omega sammenbundet i Sven Dalsgaards eget skriftsnit, vel tegnet til netop denne sten. Dette skriftsnit forener på stenens modsatte flade, østsiden, det græske med det romerske i en linjens fælleskultur. Amen skriver det, lapidarisk og betydningsfuldt. Læs mere:
https://randersbiografien.wordpress.com/randersbiografi-1-2/ (scroll helt ned til afsnittet ”2000 / Lapidarium”, som er det sidste)
Foto: Mette Lunden, 2004, Sven Dalsgaards model til sin gravsten, som nu står over hans grav på Østre Kirkegård, Udbyhøjvej., Udbyhøjvej

KLOKKETÅRN

I TEGNET AF EN FISK

På en granitkvader fra en kirke fra 1100-tallet formodentlig, en karmsten fra en portal kunne det være, er der indhugget et billede af en fisk. Fisken er som symbol på Kristus så gammel som kristendommen selv, men som motiv i en tidligt middelalderlig dansk kirke er fisken ikke almindelig. Fisk hedder på græsk ichthýs, og skriver man begyndelsesbogstaverne for Jesus Kristus, Guds søn, frelseren på græsk, altså Iesoús Christós Theoú Hyiós Sotér, giver det netop ichthys. “… ichthys er Kristi mystiske navn” skriver Julianus Africanus (200-tallet) et sted.

I 1975 arbejdede geografen Torkil Funder, arkæologen Jens Vellev og jeg med at undersøge og dokumentere museets middelaldersamling som forberedelse til et nyt afsnit i udstillingen. En dag vi gik omkring i Tøjhushaven, hvor en del af samlingens bygningsdele af sten var anbragt, opdagede Vellev fisken, og karmstenen blev taget ind på museet til udstillingen, hvor den stadig befinder sig.

Billedkvader, romansk karmsten af granit med indhugget fiskemotiv. 1100-tallet. Ukendt oprindelse. Museet i Randers nr.: KHM 5164. Tegning af Anette Lennert i Lene Kirk m.fl.: Randers i middelalderen, 1994.

Litt.: Frithiof Dahlby: Symboler og tegn i den kristne kunst, 1967, 21f. Torkil Funder: Museum, bind 1, 167ff (om middelalderudstillingen i Randers).

 

SLUTSPIL

Det begyndte søndag den 13. september 1992. men der lå selvfølgelig mange begyndelser tidligere. Som livet har sine memento mori bærer også historien om den borgerlige periode i Randers mange steder i forløbet anelsen om afslutningen i sig.

 

KULTURHUS

doc004-2

Søjlerække? Ja det er. Det er oldtid. Og der er meget mere klassicisme at finde i Lassens moderne hus. der er den strenge metrik, der er målene, som får mig til at tænke på den romerske fod. Men der er først og fremmest husets hovedkonstruktion. Forbilledet er det romerske peristylhus med indvendige søjlegange forbindende alle rum, åbnende sig mod gårde. Her to (dette i begyndelsen den ene) som var det en stor oldtidig villa.

 

DETALJE

mette-lunden-vestergrave-dorfylding-upict2777-farvekorrigeret

Fotografi af Mette Lunden 2004, dørfylding, Vestergrave 48.

 

POSTHUS

Randersbiografien-Posthus-DOC001 (2)

Hans Jørgen Kampmann og C. Harild: Post- og telegrafbygningen i Randers, opført 1924 – 25. Gavl mod torvet. “Brødrene Chr. og Hans Jørgen Kampmanns tegnetalent og virtuose anvendelse af dekorative arkitekturdetaljer bør ikke stille deres sans for en bygnings fast opbyggede huskrop i skygge – en fædrenearv (efter Hack Kampmann, som tegnede og opførte Statsskolen i Randers 1918 – 26, red.), der også demonstreres i postbygningen.” (Hans Erling Langkilde i Nyklassicismen i Købstæderne, 1986)

Posthusets lykke var, at det fortsat skrøbelig smuk blev blidt omdannet til retsbygning. Kom til at huse Retten i Randers. Den måske skrøbeligste detalje, det imponerende hvælvede portrum er også bevaret. Endnu.

 

HJERSINGS BYGNINGER

KILDEHUS

Kildehuset SAMSUNG 20. marts 2015 080 (2)

 

 

DOME

Randersbiografien-Mogens Møller-krukke-og-kvinde

Jørgen Hjersing: Tre domer til Randers Regnskov, 1996-2002. Set fra Randers bro med Mogens Møllers store metal amfor med lille statue af kvinde med paraply, uden titel, 1989- 1990.

Randersbiografien amfora (2)

 

HOTEL

Randersbiografien-Hotel Randers-DOC000

 

 J. P. Hjersing: Hotel Randers, opført 1927-29. Facade mod Torvegade med hotellets hovedindgang. Den mest fremtrædende repræsentant for den nye generation fra 1920’erne og fremover var J. P. Hjersing (1888 – 1959), der så at sige var født til rollen som lokal arkitekt, ham tilhørte en gammel Randersfamilie. Blandt hans første store arbejder var Hotel Randers i  en varieret nyklassicisme. Senere kom S. C. Sørensens tidligt modernistiske kontorhus og Randers Centralsygehus i en senere modernisme til. Hans samlede værk rummer således udviklingen fra det klassiske til det moderne. (Efter Hans Erling Langkilde: Nyklassicismen i købstæderne, 1986)

 

ARKADE

Filmkommentaren_Hjersings arkade

J. P. Hjersing: Arkadebygning ved Rådhuset i Randers, opført 1938. “Det solide og ubestikkelige var hans faglige kendetegn, de stilistiske træk i hans arbejder skyldtes mere håndelag end sind. At det lod sig kombinere bevises dog af den lille, buede loggia ved det gamle rådhus, hvis udvidelse han senere stod for.” (Hans Erling Langkilde: Nyklassicismen i Købstæderne, 1938)

Grøn vestfløj mod rød østfløj

randers-lille-skole-gron

Arkitekturkritik er en vigtig, men krævende beskæftigelse. Amtsavisen klarer ikke den opgave ved at citere tillægsord… Vi må lede i avisen efter den kyndige analyse, den argumenterede anmeldelse af Peter Kroghs grønne hus til Randers Lille Skole. Som for eksempel vist ikke er malet grøn, men bygget grøn.

http://amtsavisen.dk/artikel/321005 (3. januar 2017)

Nå, nå, når jeg omsider får set avisen fra 3. januar ordentligt igennem, må jeg dog alligevel indrømme, at redaktionen kommer ok omkring historien. Den faglighed i en arkitektonisk analyse som arkitekten Peter Krogh savner, udbygges for så vidt ikke, men kulturredaktøren Lisbeth Stryhn har imidlertid på lederpladsen skrevet en smukt holdningssikker, men også balanceret moralsk, voksen kommentar. Den står på side 13 (med omløb fra forsiden), find avisen frem igen og læs den!

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s